Præsident Gordon B. Hinckley
Denne storslåede sal, hvorfra profeternes røst vil gå ud til hele verden som vidnesbyrd om menneskehedens Forløser.
Mine kære brødre og søstre, det er pragtfuldt at se jer, denne store forsamling af sidste dages hellige samlet i denne nye og storslåede sal.
Orglet er ikke færdigt, og der er forskellige konstruktionsmæssige detaljer, der endnu skal færdiggøres. Men heldigvis er arbejdet så langt fremskredent, at vi kan bruge salen til denne konference. Da jeg for et år siden eller deromkring talte om salen, gav jeg udtryk for, at vi måske ikke kunne fylde den med det samme. Der kan være tre en halv gange så mange som i Tabernaklet. Men vi har allerede problemer. Alle pladserne er optaget.
Ved de fire hovedmøder og til præstedømmets møde kan vi få plads til omkring 100.000. Vi har fået bestillinger på 370.000 billetter. Tabernaklet og Assembly Hall vil have ekstra pladser, men selv med alt dette er der mange, rigtig mange, der vil være skuffede. Vi undskylder. Vi beder om jeres tilgivelse. Vi er ude af stand til at gøre noget ved det. Der er så mange, som gerne ville overvære den første konference i den nye sal. Desværre, det er umuligt. Jeg blev lidt rystet over at høre, at medlemmer fra mit eget ward, lige om hjørnet, og som jeg holder meget af, ingen billetter har fået.
Men vi er taknemmelige for de sidste dages helliges begejstring for dette nye mødested. Jeg håber, at den begejstring vil fortsætte, og at vi vil få fuldt hus til alle fremtidige konferencer.
Denne bygning er den nyeste i en hel række af bygninger, som vores folk har opført til at afholde møder. Da de først kom til dalen, byggede de en løvsal. Den gav dem skygge for solen, men der var ingen varme og ingen bekvemmelighed. Derpå byggede de det gamle Tabernakel. Det blev efterfulgt af det nye tabernakel, som har tjent os så godt i over 130 år.
I denne historiske tid, hvor vi markerer et nyt århundredes fødsel og et nyt årtusinds begyndelse, har vi bygget dette nye og vidunderlige Konferencecenter.
Hvert af disse projekter i fortiden har været et dristigt skridt og især Tabernaklet. Det var enestående i sit design. Ingen havde før opført en bygning som den. Den er stadig enestående. Det har været en vidunderlig sal og vil fortsat være det. Den vil leve videre, for jeg tror, at bygninger har deres eget liv. Den vil fortsat tjene langt ud i den uforudsigelige fremtid.
Opførelsen af denne bygning har været et dristigt projekt. Vi har været bekymrede over det. Vi har bedt om det. Vi lyttede til Åndens tilskyndelser om det. Og først da vi følte Herrens bekræftende stemme, besluttede vi at gå i gang.
Ved generalkonferencen i april 1996 sagde jeg: »Jeg er ked af, at mange, som ønsker at være sammen med os i Tabernaklet denne formiddag, ikke kan komme ind. Der er virkelig mange på plænerne udenfor. Denne enestående og forbløffende sal, som blev bygget af vore pionerforfædre og indviet til at tilbede Herren, kan komfortabelt rumme 6.000. Nogle af jer, der sidder på de hårde bænke i to timer, betvivler måske ordet komfortabelt.
Jeg føler med dem, som ønskede at komme ind, men ikke kunne få plads. For omkring et år siden foreslog jeg Brødrene, at tiden måske var kommet, hvor vi skulle undersøge muligheden for at opføre et andet indviet hus til at tilbede i, men blot langt større, som kunne rumme tre eller fire gange det antal, som kan sidde i denne bygning« (»Denne herlige påskemorgen«, Stjernen, juli 1996, s. 66).
Billedet af en ny sal stod klart i sindet. Forskellige arkitektforslag blev studeret. Et blev endelig udvalgt. Det omfattede en massiv struktur, hvor der kunne sidde 21.000, og en teatersal med plads til yderligere 1.000. Der skulle ikke være nogen indre søjler, der kunne hindre udsynet til taleren. Der ville være træer og rindende vand på taget.
Det første spadestik blev taget den 24. juli 1997, 150 årsdagen for de første pionerers ankomst til denne dal. Det var en historisk begivenhed.
På det tidspunkt vidste vi ikke, at Brigham Young i 1853 om templer havde sagt: »Tiden vil komme, da . . . vi skal bygge . . . på toppen små lunde og fiskedamme« (Deseret News Weekly, 30. april 1853, s. 46).
I 1924 skrev ældste James E. Talmage fra De Tolvs Kvorum: »Jeg har længe forestillet mig en mulig opførelse af en stor pavillon på nordsiden af Tabernaklet, hvor der kunne sidde måske 20.000 mennesker eller endda det dobbelte, hvor alle via højtalere kunne høre talerne fra Tabernaklets talerstol, og i tilknytning hertil en forbindelse med radioen samt modtagere i de mange kirkesale eller andre kirker over hele regionen mellem bjergene« (James E. Talmages dagbog, 29. august 1924, Special Collections and Manuscripts, Harold B. Lee Library, Brigham Young University, Provo, Utah).
I 1940 fik Det Første Præsidentskab og De Tolv deres arkitekt til at tegne en bygning, der kunne rumme 19.000 og stå, hvor denne bygning står. Det var for 60 år siden. De tænkte over det, de talte om det, men til sidst afviste de helt tanken.
Disse udtalelser og handlinger var vidunderligt profetiske. Vi kendte intet til dem. Vi er blevet gjort opmærksom på dem alle, efter at vi begyndte på denne bygning.
Vi har ikke bygget et tempel med træer og fiskedamme på taget. Men på denne bygning har vi mange træer og rindende vand. Brigham Young kan have forudset denne bygning meget tæt på templet. Vi har det, som bror Talmage tænkte på, og meget, meget mere. Disse møder vil ikke kun blive hørt af alle, som sidder i Konferencecentret, de vil blive sendt via radio, tv og kabel-tv, og de vil blive transmitteret via satellit til Europa, til Mexico og til Sydamerika. Vi når langt ud over området i bjergene, som bror Talmage talte om. Vi når ud over USA's og Canadas grænser. Vi når stort set ud over hele verden.
Dette er virkelig en storslået bygning. Jeg kender ingen anden lignende bygning, der først og fremmest er opført som et sted at tilbede, et sted, der er så stort, og som vil rumme så mange. Den er smuk i sit design, i sin indretning og pragtfulde anvendelighed. Den er bygget af armeret beton i henhold til de strengeste krav til jordskælvssikring i dette område. Betonen er beklædt med granit hentet fra det samme stenbrud som stenene til templet. Begge bygninger har tilmed denne granits fejl.
Det indre er smukt og vidunderligt imponerende. Det er enormt, og det er opført således, at intet hindrer udsynet til taleren. Tæpperne, marmorgulvet, de dekorerede vægge, de nydelige beslag, det vidunderlige træværk, alt sammen bidrager til bygningens anvendelighed, med en antydning af elegance.
Det vil vise sig at være et flot bidrag til denne by. Ikke blot vil vore generalkonferencer blive afholdt her, og nogle andre religiøse møder, men den vil også tjene som et kulturcenter for de allerbedste kunstneriske præsentationer. Vi håber, at de, der ikke er af vores tro, vil komme her, opleve atmosfæren på dette smukke sted og føle glæde over det. Vi takker alle, som har arbejdet så ihærdigt for at nå hertil arkitekterne, som vi har haft mange møder med; hovedentreprenørerne, hvor tre har arbejdet sammen; underentreprenørerne og de hundreder af håndværkere, som har arbejdet her; formænd, byens bygningsinspektører og alle, som har arbejdet på dette projekt. De har alle bidraget til en kæmpeindsats, så vi her denne formiddag kan mødes sammen. Det glæder mig, at mange af dem er til stede.
Og nu, mine brødre og brødre, vil jeg gerne fortælle jer om en anden detalje ved denne vidunderlige bygning. Hvis det bliver lidt personligt og måske tilmed lidt sentimentalt, så håber jeg, at I vil bære over med mig.
Jeg elsker træer. Da jeg var dreng, boede vi om sommeren på en gård, en frugtplantage. Hvert år på denne tid plantede vi træer. Jeg tror ikke, at vi har haft et forår, siden jeg blev gift, bortset fra to eller tre år, hvor vi var bortrejst fra byen, hvor jeg ikke har plantet træer, mindst et eller to frugttræer, skyggetræer, dekorative træer og af de stedsegrønne, gran og fyr. Jeg elsker træer.
For godt 36 år siden plantede jeg et sort valnøddetræ. Området var ret tæt beplantet, så det voksede lige op og højt for at nå sollyset. For et år siden, af en eller anden grund, døde det. Men valnød er et godt møbeltræ. Jeg ringede til bror Ben Banks fra De Halvfjerds, som før han gav sin fulde tid til Kirken, var i træbranchen. Han tog sine to sønner med, den ene er biskop, og den anden er lige afløst. De driver firmaet nu, og kom for at se på træet. Så vidt de kunne se, var træet solidt, godt og pænt. En af dem foreslog, at det kunne bruges til en talerstol til denne sal. Ideen fængede hos mig. Træet blev fældet og derpå hugget til to store bjælker. Derefter fulgte den langvarige tørringsproces, først naturligt og derpå i en tørreovn. Bjælkerne blev skåret til brædder i en savmølle i Salem i Utah. Brædderne blev derpå bragt til Fetzers snedkerværksted, hvor dygtige håndværkere tegnede og byggede denne storslåede talerstol af det træ.
Det færdige resultat er smukt. Jeg ville ønske, at I alle kunne studere det tæt på. Det repræsenterer fremragende håndværk, og her står jeg og taler til jer fra det træ, som voksede i min baghave, hvor mine børn legede og også voksede op.
Det er bevægende for mig. Jeg har plantet en anden sort valnød eller to. Jeg er gået bort, længe før de vokser op. Når den dag kommer, og denne smukke talerstol er blevet gammel, så kan en af dem måske bruges til en ny talerstol. Til ældste Banks og hans sønner, Ben og Bradley, og til de dygtige håndværkere, som tegnede og byggede den, takker jeg inderligt for I har muliggjort, at jeg kan bidrage lidt til denne storslåede sal, hvorfra profeternes røst vil gå ud til hele verden som vidnesbyrd om menneskehedens Forløser.
Og til alle, som har muliggjort denne hellige bygning, og til alle, som er forsamlet her i dag på denne historiske dag, udtrykker jeg taknemmelighed og påskønnelse, min kærlighed og min tak for denne dag og dette hellige og smukke hus, hvor vi kan tilbede. I Jesu Kristi navn. Amen.
