Et tempel i Vestafrika Ældste Glenn L. Pace De Halvfjerds Det har været inspirerende at se, hvordan Herren samler de styrker, som vil føre til den uundgåelige sejr. Der kommer et tempel i Vestafrika. For mange år siden overværede jeg en amerikansk football-kamp på BYU sammen med nogle af vores mindre børn. Vi tabte kampen. Jeg afskyr virkelig, når det sker. På vej hjem til Bountiful lyttede vi til trænerens forklaringer i radioen. Da det var slut, havde mine børn intet andet valg end at lytte til min personlige udlægning af kampen. Netop som jeg havde afsluttet min endelige analyse af, hvad der gik galt under kampen, spurgte min syvårige datter: »Far, når du ser et tempel, får du så en dejlig følelse indeni?« Jeg tænkte: »Hvor i alverden kom det fra?« Mens jeg spekulerede på, hvad den bemærkning havde med kampen at gøre, kiggede jeg hen på hende og så, at hun kiggede ud af bilruden på templet i Salt Lake City. Af en eller anden årsag betød kampen ikke noget mere. Hele mit liv er blevet beriget af erfaringer med templet. Vores forældre tog os regelmæssigt med til Tempelpladsen i Salt Lake City. De pegede på templet og fortalte os, at de var blevet gift der, og derfor kunne vi være sammen som familie altid. Det var en stor trøst for en lille dreng, hvis største frygt var, at hans forældre skulle dø. Hvilken trøst er det ikke nu for en voksen mand, hvis forældre nu er gået på den anden side. Da jeg var ti år, læste jeg i skyggen af templet i Salt Lake City for første gang Joseph Smiths historie og modtog et stærkt vidnesbyrd om sandheden af genoprettelsen. Jeg husker med taknemlighed, da jeg var med mine forældre i templet for at modtage min egen begavelse, inden jeg rejste på mission. Min hustru og jeg blev viet i templet i Salt Lake City omkring tre år senere. I de efterfølgende år har jeg haft den ære at forrette tempelvielsen af hvert af vores seks børn. Vi ved, at mange af Kirkens medlemmer ikke har nydt den luksus, som jeg har ved at vokse op blandt templer. Med den viden i tankerne glædede vi os alle over den bekendtgørelse, som præsident Hinckley kom med i oktober 1997, da han sagde: »Vi er fast besluttet på at bringe templerne til medlemmerne og give dem enhver mulighed for at opnå meget dyrebare velsignelser, der kommer ved tilbedelse i templet« (Stjernen, januar 1998, s. 50). Siden da har vi været glade og forundrede, hver gang vi har hørt bekendtgørelsen af de mange templer og senere har læst om åbenthus og indvielserne. Vi er vidner til et moderne mirakel og opfyldelsen af en profeti. Sikke en vidunderlig tid at leve i! Det er ikke alle, der deler vores glæde ved opførelsen af templerne. Især djævelen er hidsig, fordi han ser sin magt truet. De sidste to år har jeg på nærmeste hold været vidne til hans vrede i Vestafrika. Han har været meget aktiv i kampen for at hindre opførelsen af et tempel i den del af verden. For to år siden bekendtgjorde præsident Hinckley, at et tempel i Vestafrika skulle opføres i Accra i Ghana. Siden da har djævelen utrætteligt arbejdet på at forhindre det. Hvorfor er Lucifer så urolig? Vi har 85.000 medlemmer i Vestafrika, og Kirken vokser hurtigt. Tilstedeværelsen ved nadvermøderne ligger på over 50%, men indtil nu har kun 400 medlemmer modtaget deres begavelse, fordi det er meget dyrt at rejse de flere tusinde kilometer til Johannesburg eller London. Vi har flere end 700 afrikanske fuldtidsmissionærer, der tjener i missionsmarken, og meget få af dem har modtaget deres begavelse. Det afrikanske folk har ventet i århundreder på at modtage evangeliets fylde og har lidt mange smerter og lidelser. Nu kan de endelig modtage alle de velsignelser, som er tilgængelige for Guds børn. Værdige medlemmer kan modtage tempelbegavelsen og blive i stand til at blive beseglet som familier for tid og al evighed. Trofasthed mod tempelpagter fremmer den åndelige vækst. Som ældste John A. Widtsoe forklarede: »De når hurtigere frem til deres plads i Herrens nærhed. De går hurtigere frem inden for alle guddommelige egenskaber. De bliver mere som Gud. De vil i højere grad nå deres guddommelige mål« (Evidences and Reconciliations, 1960, s. 300). Det er derfor, at Lucifer er så urolig. Desuden ved han, at mange afrikanere har modtaget evangeliet på den anden side af sløret og nu ivrigt venter på stedfortrædende dåb og tempelbegavelse såvel som på at blive beseglet til deres familie. Når et tempel indvies, brister dæmningen i åndeverdenen, og en bølge af mennesker, som har levet på det afrikanske kontinent, vil strømme til Herrens tempel, mens deres efterkommere udfører ordinancer for dem. Vi bør ikke være overraskede over, at Lucifer bruger alle forhåndenværende midler til at hindre, at disse mennesker får et tempel. Trods århundreders lidelser er folket som sådan ikke blevet bitre. De er ydmyge, lærevillige og gudfrygtige. De kender skrifterne, og de genkender hyrdens røst. Jeg nærer tro på deres tro. Jeg ved, at Frelseren elsker Afrikas folk. For nu at omskrive vers 33 i afsnit 121 i Lære og Pagter: »Mennesket kunne lige så godt strække sin svage arm ud for at standse [Congo]floden i dens løb eller vende strømmen i modsat retning, som hindre den Almægtige i [at bygge et tempel til de afrikanske sidste dages hellige].« Som Frelseren har sagt: »Jeg kan ikke tillade [fjenden] at tilintetgøre mit værk; ja, jeg vil vise dem, at min visdom er større end djævelens list« (L&P 10:43). Det har været inspirerende at se, hvordan Herren samler de styrker, som vil føre til den uundgåelige sejr. Der kommer et tempel i Vestafrika. I sidste uge kørte vi atter fra Provo til Bountiful. Da vi kørte fra Provo, kunne vi se templet oppe på bjergsiden. Inden det var ude af syne, dukkede templet ved Mount Timpanogos op, og så templet ved Jordan River, fulgt af templet i Salt Lake City. Og straks efter kunne vi se templet i Bountiful, der hævede sig som en juvel over byen. Jeg tænkte tilbage på min datters spørgsmål: »Far, når du ser et tempel, får du så en dejlig følelse indeni?« Jeg blev klar over, at svaret er et rungende: »Ja, når jeg ser et tempel, får jeg en vidunderlig følelse indeni.« Men jeg føler med vore afrikanske brødre og søstre, som i hele deres liv aldrig har set et tempel. Det er mit håb og min bøn, at vi aldrig vil tage templets velsignelser for givet. Jeg beder også for Vestafrika og ethvert andet sted i verden, hvor ydre kræfter hindrer de hellige i at nyde templets velsignelser. Jeg bærer vidnesbyrd om guddommeligheden af dette værk. Jesus er Kristus. Han står som overhoved for denne Kirke, og styrer opbygningen af sit rige her på jorden. Vi er vidner til mirakler, og jeg kan derfor bekræfte, at de ikke er ophørt. I Jesu Kristi navn. Amen.