Ældste David B. Haight
De Tolv Apostles Kvorum
Jeg håber, at vi i hjertet er taknemmelig for den kundskab, vi har, og for de vidnesbyrd, vi har, og for de følelser, vi har.
For lidt over to år siden ved et møde, hvor præsident Gordon B. Hinckley bekendtgjorde, at denne bygning ville være færdig i år 2000, vendte han sig mod mig og sagde: »David, jeg forventer, at du er der.«
Præsident, jeg er her. Hvis han siger, at vi har brug for et års tid eller mere eller uanset hvad, og at han forventer, at jeg er der, så håber jeg, at han siger det, for jeg vil følge hans instruktioner.
Det er en glæde at være her sammen med jer og se denne storslåede mødesal. Jeg nød præsident Hinckleys bemærkninger om valnødtræet, som denne talerstol er fremstillet af. Tabernaklets talerstol havde både et rødt lys og et gult lys til at hjælpe taleren med at overholde tiden. Når vi bliver ældre, er vores syn normalt ikke så skarpt, som det plejede at være. Det gule lys blev tændt, og hvis man ikke var opmærksom på det, så begyndte det røde lys at blinke. Bror LeGrand Richards sagde, da lyset blev installeret: »Nogen har placeret et fjollet lys heroppe.« Han sagde: »Jeg lægger bare min hånd hen over det.« Der er ikke et lys her i dag, så jeg ved ikke, hvornår jeg skal slutte.
Det er en stor glæde at være sammen med jer alle! Når jeg ser ud over denne store forsamling og tænker tilbage på vores begyndelse vores beskedne, meget beskedne begyndelse prøv at forestil jer Peter Whitmers bjælkehytte i Fayette i staten New York. Så vidt jeg husker, var dimensionerne ca. 6 x 9 m. Der var to små soveværelser ovenpå. Peter Whitmers familie boede der. Der var ikke rindende vand eller toilet i huset. Der var en brønd uden for og blot et ildsted til at lave mad og til opvarmning, men i den beskedne bygning for 170 år siden blev Kirken organiseret. Tænk over det.
Profeten Joseph havde modtaget en åbenbaring med instruktioner om oprettelsen af Kirken. Og i den beskedne, lille bjælkehytte blev ikke blot Kirken organiseret, men oversættelsen af Mormons Bog blev færdiggjort i et af soveværelserne ovenpå, som var stillet til rådighed for profeten Joseph og Oliver Cowdery. Og i det lille bondehus blev de første ældster i denne Kirke ordineret, da profeten Joseph ordinerede Oliver Cowdery, og Oliver derefter ordinerede profeten Joseph Smith. Og i det lille bondehus blev det første nadvermøde afholdt, efter at Kirken var organiseret. Tænk over det. Søstrene bragte brød og lidt druesaft til den første nadver. Det var den beskedne begyndelse til det, vi er vidne til her i dag.
Når vi sidder her og kigger på den enorme forsamling, er det betagende at overveje vores fremtid og tænke tilbage på den beskedne pionerbegyndelse. I 1820 viste Gud Faderen og hans Søn sig i den hellige lund som svar på profeten Josephs ydmyge bøn for den 14-årige dreng og indledte dette værk, genoprettelsen af evangeliet.
Tænk på 1830 på et i den lille bjælkehytte, som en tid var Kirkens hovedsæde. Forestil jer et så historisk, men også himmelsk møde i en bjælkehytte på 6 x 9 m blandt nybyggere. En del af beretningen fortæller om Peter Whitmers hustru Mary. Mary Whitmer stod tidligt op den søndag morgen og gik ud i stuen, hvor folk sov på gulvet, der var dækket af håndlavede quilte. De var kommet i arbejdsvogne, hestevogne og til hest venner og folk, der havde hørt om, hvad der skulle ske den 6. april. Der var sikkert 50 mennesker forsamlet til mødet.
Med denne beskedne, meget beskedne begyndelse samles vi her i dag. Vi har bare lyst til at sige: »Halleluja! Tak Herren for alt, hvad der er sket.« Ord kommer til mig, når jeg står her, om tro, hengivenhed og taknemmelighed deres tro og den tro, som vi udviser ved at være her i dag; hengivenhed hos disse første medlemmer og den hengivenhed, som vi viser; og vores hjerte er fyldt med taknemmelighed for det, der er sket, og det, der ligger forude.
Jeg er så taknemmelig for at kunne være her, for mine forfædre, for min hustru Ruby, for vore børn og for alle vore børnebørn. Vores familie har begyndt en tradition, hvor vi på denne dag, uanset hvor vi måtte bo, står foran fjernsynet, hvis vi er hjemme, eller i vores kirkebygning eller i Konferencecentret, og vi løfter vores højre hånd for at opretholde Kirkens ledere, især vores levende profet. Og således forestiller jeg mig i mit indre, hvordan vores egne efterkommere i dag i Bruxelles i Belgien, i London, i Virginia, North Carolina, Texas og Californien løfter deres hånd til en ret vinkel på denne dag, idet de lærer, hvordan man gør, og lærer, at det er vigtigt i Kirken, at de opretholder lederne.
Mit hjerte er fuld at taknemmelighed på denne dag for åbenbaringerne, som blev givet til profeten Joseph Smith, og for alt det han gjorde for at sætte genoprettelsen i gang, for de nødvendige åbenbaringer til værkets bevægelse fremad, linie på linie og bud på bud. Tænk på vores barske begyndelse den beskedne, meget beskedne begyndelse og se så på os i dag.
Han modtog åbenbaringen, som nu er det første afsnit i Lære og Pagter, hvori Herren lovede, at Joseph Smith og andre ville modtage magt og myndighed til at bringe Kirken »ud at dunkelhed og mørke« (L&P 1:30). Tænk over, hvad der er sket under præsident Hinckleys inspirerede ledelse. Joseph Smith-bygningen, som vi har i dag, bevarelsen af den vidunderlige, gamle bygning, der var Hotel Utah, og som nu er et smukt bygningsværk; vi så det komme gennem inspiration til præsident Hinckley. Og tænk på denne bygning, der, som han har forklaret os, er kommet i henhold til vejledning til ham. Og derfor til alle os, der er forsamlet her i dag, håber jeg, at vi i hjertet er taknemmelig for den kundskab, vi har, og for de vidnesbyrd, vi har, og for de følelser, vi har, at dette kun er begyndelsen. Dette er kun et kapitel i dette værks bevægelse fremad.
Med udgangspunkt i de beskedne omgivelser i Fayette i staten New York, når vi tænker på det, der er sket siden da, og hvad der er sket i vores liv og for vore forfædre, så håber jeg, at vi alle er taknemmelige og har et ønske om at videregive det til vore efterkommere og endvidere den viden, vi har, og de vidnesbyrd, som vi har om, at dette værk er sandt. Jeg håber, at vi føler os taknemmelige over de evige velsignelser, som vi kan modtage, når vi betragter og er en del af udviklingen af udbredelsen af templer over hele verden og af, at denne velsignelse kommer ud til medlemmerne.
Bror Pace talte for lidt siden om udfordringerne, vi har i Ghana. Jeg ved, at det vil blive ordnet. Jeg stod under et træ på universitetsområdet der og indviede Ghana til forkyndelsen af evangeliet. Bror Banyan Dadson, som var dekan på universitetet og medlem af Kirken, stod der den dag og forklarede folk, hvordan indbyggerne i Ghana havde bosat sig i den del af Vestafrika, og hvilken velsignelse det havde været for de stammer. Jeg ved, at det problem vil blive løst; at det kun vil være et kapitel i dette værks bevægelse fremad.
Præsident Hinckley bemærkede for ikke så længe siden, hvor han talte om leddene i sin families kæde, at han håbede, at han ville være et stærkt led i den kæde, og at hans led ville forblive stærkt. Han fortalte om et forsøg på at trække en træstub op af jorden på deres grund, og hvordan kæden var knækket. Han gik hen til en butik for at få et andet led til at reparere kæden, så de kunne trække træstubben op, hvilket til sidst lykkedes. Han sagde, at han tænkte på sit ansvar over for sine efterkommere til at forblive et stærkt led i den kæde (se »Keep the Chain Unbroken«, Brigham Young Magazine, foråret 2000, s. 6).
Jeg håber og beder til, at vi allesammen i vores egen familie har et ønske om at være et stærkt led i vores egen families kæde, for vore efterkommere, således at de evige velsignelser, der er en del af evangeliet, velsignelserne i templet og i evighederne, vil blive undervist på en sådan måde i vores familie, at de vil blive ved og ved og for evigt påvirke mange, virkelig mange mennesker. Sørg for, at disse led er stærke i jeres kæde, og at I videregiver det vidnesbyrd, I har, og den hengivenhed, I har, til fremtidige generationer. Denne store forsamling her i dag er blot et kapitel i det, der vil finde sted ved udbredelsen af dette værk over hele jorden.
Frelseren viste sig efter sin opstandelse på søbredden, hvor Peter og de andre var vendt tilbage for at fiske. Han råbte og spurgte, om de havde fanget nogle fisk, og det havde de ikke. Han bad dem om at kaste deres net ud på den anden side. I husker sikkert historien.
De trak deres net ind fulde af fisk, og da de sad på bredden, spurgte Frelseren Peter: ». . . elsker du mig mere end de andre?«, mens han pegede på de værdifulde fisk, der sprællede i nettene. ». . . elsker du mig mere end de andre?«
Og Peter svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.«
Derpå sagde Jesus til ham: »Vogt mine lam!« Derpå spurgte han ham for anden og tredje gang, hvorpå han sagde: »Vær hyrde for mine får! . . . Vogt mine får!« (se Joh 21:1517).
Må vi have det vidnesbyrd og ønske i vores hjerte, at undervise andre, at forklare det, vi tror på, og om at leve et retskaffent liv, at leve et liv i godhed, at være et eksempel for andre, og at kunne udbrede dette værk, ikke blot ved det, vi siger, men ved den måde, hvorpå vi opfører os, lever og repræsenterer Kirken, og ved det eksempel, som vi er for andre.
Jeg ved, at Gud lever, at han er vor Fader han elsker os alle og at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, og at de er virkelige og lever i dag. Jeg vidner således og efterlader jer min kærlighed og mit vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
