The Christus statueThe Church of Jesus Christ of Latter-day Saints Search | Feedback | Site Map | Help | Country Sites |
Home Gospel Library General Conference
Conferences
April 2000
Ær præstedømmet

Ær præstedømmet

Biskop H. David Burton
Den Præsiderende Biskop

Præstedømmet er ikke noget, vi tager af i løbet af ugen og tager på om søndagen. I vore dages sprog er det et 24-7 privilegium og velsignelse, 24 timer, 7 dage om ugen.

Biskop H. David Burton

God aften, brødre. I mange måneder har vi været bekymrede. Om denne bygning blev klar til generalkonferencen. Et mirakel er udført ­ et mirakel, der blev muligt, fordi både håndværkere og helt almindelige mænd og kvinder har vist ualmindelig hengivenhed, offervilje og inspiration langt ud over, hvad der normalt forventes på en arbejdsplads. Jeg udtrykker påskønnelse til mine vidunderlige rådgivere og til hver enkelt, som har bidraget med deres talenter til dette projekt.

Jeg har været i denne bygning mange gange i løbet af opførelsen, men når jeg i aften ser den fyldt med præstedømmebærere, forundres jeg stadig over dens størrelse og skønhed. For de af jer, som følger international fodbold, kan jeg sige, at afstanden fra det sted, hvor jeg står, til den sidste række på balkonen er omkring tre fjerdedele af en fodboldbane. Den samme afstand er lig med tre basketballbaner placeret efter hinanden eller næsten fire tennisbaner lagt på samme måde. En golfspiller ville sandsynligvis vælge et ni-jern for at slå bolden op over den sidste række på balkonen, og en sprinter i verdensklasse kunne løbe afstanden på omkring ni sekunder. For at bruge et ord, som jeg ofte hører ­ så er det overvældende!

Hvis lejligheden byder sig, nyder jeg at deltage i eller se sportsbegivenheder. Min tålmodige hustru har antydet, at tiden mellem disse sportsbegivenheder er alt for kort. I mange sportsgrene er det sådan, at hvis en deltager eller træner placerer de strakte fingre på den ene hånd vinkelret på håndfladen af den anden hånd, er det et signal for »timeout«. Kampen standses midlertidigt, mens trænere og spillere drøfter strategi. Ordet »timeout« bruges også af nogle forældre til over for deres børn at beskrive en tilstand, de vil blive placeret i, hvis de fortsætter med noget mod deres forældres ønske. »Timeout« giver en person mulighed for at tænke over sin opførsel.

Mine brødre i Det Aronske Præstedømme, lad os tage en »timeout« i aften for at drøfte spørgsmål i forbindelse med præstedømmet.

For nogle uger siden talte jeg med mit 16-årige barnebarn. Jeg spurgte hende om, hvad hun ville fortælle de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, hvis hun kunne tale til dem. Hun sagde: »Jeg ville bede dem om at vise respekt over for præstedømmet og at være præstedømmebærere syv dage om ugen og ikke kun på én dag, søndag. Nogle fyre viser ikke respekt for præstedømmet, fordi de ofte bander, nogle beskæftiger sig med pornografi, og nogle få bruger narkotika.« Jeg er helt sikker på, at I er enige i, at banden, pornografi og narkotika ikke bør være en del af tilværelsen hos én, som bærer præstedømmet.

Præstedømmet er ikke noget, vi tager af i løbet af ugen og tager på om søndagen. I vore dages sprog er det et 24-7 privilegium og velsignelse, 24 timer, 7 dage om ugen.

At bande eller være grov er blevet almindeligt og er accepteret af mange som en normal del af deres tale. Vores fornemmelse af rigtigt og forkert er blevet sløret af et konstant bombardement af banden og grovheder. Det florerer i musik, skoler, sport, butikker og på arbejdspladser. Meget af den hverdagsagtige samtale krydres med grove ord og overstrøs med direkte blasfemiske udtryk, af og til under dække af humor.

For nylig befandt jeg mig i skoafdelingen i et stormagasin, hvor jeg prøvede sko. Fire unge mænd så på det, de kaldte missionærsko. Det var tydeligt, at mindst to af de unge mænd havde modtaget en missionskaldelse og var der for at finde sko, der passede sig til missionærtjeneste. Jeg blev overrasket af en syndflod af grove ord med nogle få bandeord, som helt automatisk flød fra deres mund. Da de lagde mærke til, at der var nogen i nærheden, hørte jeg en af dem sige:

»Hej venner, vi må hellere tale lidt pænere«, mens han gjorde tegn med sit hoved i retning af mig. Præsident Hinckley har sagt: »Samtale er hovedindholdet af venskabelig, social aktivitet. Den kan være glad. Den kan være let. Den kan være oprigtig. Den kan være sjov. Men den må ikke være bidende eller grov eller stødende, hvis man oprigtigt tror på Kristus« (Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 494). Banden og præstedømmet passer ikke sammen. Banden hører heller ikke sammen med at være missionær. Banden og groft sprog skal, hvis det er en del af vores sprog, udelukkes fra vores ordforråd. Samtale er et af vores sjæls vinduer.

Lad os i vores »timeout« tale om pornografi. I de sidste par år har pornografien spredt sig som en steppebrand. Vi udsættes for den dagligt. Pornografi er lige så vanedannende som mange af de substanser, vi ikke engang ville overveje at indtage. Konsekvenserne af pornografi er katastrofale. Husk, at Satan ikke ønsker, at vi skal være glade eller have succes i vores tjeneste i Det Aronske Præstedømme. Tag ikke fejl af det; han ønsker, at vi skal have det elendigt. Hans mål er at fange vores hjerte ved at lokke os til at deltage i forfærdelige ting som f.eks. pornografi. Hold jer fra det. Vi må disciplinere os selv, så vi undgår bøger, blade, musik, billeder, videoer, DVD'er, film, internet-hjemmesider, fjernsynsprogrammer ­ alt, hvad der indeholder pornografi eller sanseligt materiale. Pornografi og præstedømmet passer ikke sammen. Respektér præstedømmet; tag en permanent »timeout« fra al pornografisk påvirkning.

Præsident Hinckley har mindet os om det. »Nutidens narkotikasvøbe er blevet en plage for verden. I de fleste tilfælde . . . kommer den efter en lang periode med elendighed og smerte og anger. Ulig pesten i gamle dage, der ikke var noget kendt forsvar imod, er forsvaret tydeligt og relativt let i tilfældet med ulovlig narkotika. Det består i ganske enkelt at afstå fra at røre det« (»The Source of Illicit Drugs«, in Speaking Out on Moral Issues 1992, s. 127). Vi ville ikke bringe os selv i livsfare ved at lege med en giftslange. Narkotika er lige så farlig som en slanges dødelige gift.

Vores søn kom for nylig hjem fra arbejde og fandt sin søn siddende ved køkkenbordet med albuerne på bordet og hovedet hvilende på hænderne. En anden søn så trist ud, mens han sad i dagligstuen og stirrede ud af vinduet. Deres mor var ikke at se. Vores søn spurgte drengene, hvor hun kunne være. De pegede mod badeværelset.

Han bankede forsigtigt på døren og spurgte: »Skat, er du derinde?« Hun svarede: »Jeg har givet mig selv ›timeout‹.« Voksne har af og til brug for en »timeout«.

Brødre i Det Melkisedekske Præstedømme, vil I slutte jer til os i denne »timeout«? I hverdagens travlhed er det let at fokusere på andet end vores mission som fædre og præstedømmebærere. Hvis vi ikke er omhyggelige, kan vores arbejde, hobbyer, fritid og endog måske vores tjeneste i Kirken påvirke vores ansvar som fædre og ægtemænd negativt.

Præsident Howard W. Hunter havde kun én mulighed for at tale ved et præstedømmemøde til en generalkonferencen, mens han var præsident for Kirken. Ved denne lejlighed i oktober 1994 kaldte præsident Hunter sin tale »Vær en retskaffen ægtemand og far«. I denne mesterlige tale skitserede han et antal standarder og forventninger til alle, som bærer Det Melkisedekske Præstedømme. Jeg vil anbefale jer at gennemgå hele talen. I aften vil jeg kun kort nævne to. Præsident Hunter sagde: »En mand, som bærer præstedømmet, ser på familien som værende indstiftet af Gud. Din ledelse af familien er dit vigtigste og helligste ansvar. Familien er den vigtigste enhed i tid og evighed, og går som sådan frem for enhver anden interesse i livet« (Stjernen, jan. 1994, s. 48).

Præsident Harold B. Lee har sagt: »Det mest betydningsfulde i Herrens værk, som I og jeg nogen sinde vil udføre, vil være inden for vores hjems fire vægge« (Stand Ye in Holy Places, 1974, s. 255). Vi må oprigtigt granske vores sjæls inderste. Gør vi alt det, vi kan for at undervise på rette måde og lede vore familier, eller overlader vi dette ansvar til andre? Lederskab i familien kræver ofte, at vi reevaluerer rækkefølgen af vore prioriteter for at finde den nødvendige tid. Tid er afgørende, både med hensyn til kvalitet og kvantitet.

Præsident Hunter mindede os også om, at »en mand, som bærer præstedømmet, leder sin familie, når det gælder deltagelse i Kirken, så familien kender evangeliet og er under pagternes og ordinancernes beskyttelse« (Stjernen, jan. 1995, s. 50). For at vi kan opfylde dette, må vi sikre os, at vores tilværelse er i orden. Hykleri har aldrig virket, og det virker ikke i dag. Det kræves af os, at vi fører an i retskaffenhed og opmuntrer vores familie til at følge vores eksempel. Før an ved familieaftenen. Før an i skriftstudium. Giv præstedømmevelsignelser. Før an i personlig bøn og familiebøn. Præsident Monson har sagt: »Husk, at et menneske aldrig er større, end når han er på sine knæ« (Thomas S. Monson, Conference Report, apr. 1964, s. 130).

En »timeout« slutter gerne med en peptale. Brødre, vi kan holde ud og til sidst vinde kampen. Vi kan ære og respektere præstedømmet syv dage om ugen og 24 timer i døgnet. Vi kan forvise banden, pornografi og narkotika fra vores tilværelse såvel som al anden usund eller uren handling. Vi kan give vores familie præstedømmets lederskab og den åndelige vejledning, de har brug for. Vi kan gøre alt dette og meget mere, hvis vi vil nærme os Frelseren, ære det hellige præstedømme, vi bærer, og være trofaste mod de pagter, vi har indgået.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at vi er i Herrens tjeneste. Han er vor Frelser. Han er vor Forløser og har sonet for vore synder. Han er vor Talsmand hos Faderen. Han lever. Han elsker os betingelsesløst. Vi bærer hans præstedømme. Jeg elsker præsident Hinckley, hans rådgivere, De Tolv, og de øvrige generalautoriteter, og jeg bærer vidnesbyrd om deres godhed, storhed og myndighed. Jeg elsker jer, mine brødre i præstedømmet og beder for vores succes. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.

 
© 2008 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved.   Rights and use information.  Privacy policy