Selvbeherskelsens magt Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Selvbeherskelse . . . er den endelige prøve på vores karakter. Brødre, vi er med til at skabe historie i aften. Vi er forsamlet i det allerstørste præstedømmemøde, som nogensinde er blevet holdt i nogen som helst uddeling. Vi glæder os over at kunne være sammen med jer alle her i Konferencecentret og andre steder, som udgør flere hundredtusinder. Det at kunne mødes for første gang i denne nye, storslåede bygning er et stort øjeblik i menneskehedens historie. Vi er Herren meget taknemlig for at have inspireret præsident Gordon B. Hinckley med den profetiske indsigt, som iværksatte byggeriet af denne bygning og gjorde det hele muligt. Vi takker biskop H. David Burton, biskop Richard C. Edgley, biskop Keith B. McMullin, og alle, som har haft med byggeriet at gøre. Vi har nu fået denne bygning, og vi må bruge den til at styrke vores medlemmers tro. Brødre, jeg vil i aften gerne tale om selvbeherskelsens magt i en større betydning. Selvbeherskelse er nødvendig for at kunne gøre brug af magten i Guds præstedømme. Det er fordi, at denne store guddommelige handlefrihed kun kan udøves i retskaffenhed. Selvbeherskelse kræver selvbestemmelsesret og karakterstyrke. Det fremmer vores egne gaver og talenter på en bemærkelsesværdig måde. Det er den styrke, som ligger i ædel mandighed. Hver eneste sjæl, og især bærere af præstedømmet, har den udfordring at skulle kontrollere sine tanker, lyster, sin tale, sit temperament og sine ønsker. En af disse udfordringer kan være at være opfarende. Da jeg var dreng, havde jeg rødt hår. Der var tidspunkter, hvor min mor anklagede mig for at have et temperament, som passede til hårfarven. De kaldte mig »røde«. Så var der lagt op til ballade. Jeg tror, at jeg har lært at kontrollere det. Mennesker med rødt hår er ikke de eneste, som må lære at kontrollere et ukontrolleret temperament. Det kræver viljestyrke, så irritationskilderne ikke overtager vores følelser. En lokal avis rapporterede for nyligt om et fænomen, som er opstået i forbindelse med den øgede trafik på vejene: »Det er normalt i myldretiden; folk tuder i hornet, kører lige op i bagsmækken på bilen foran og viser obskøne fagter. Der er endda en stigning i volden i forbindelse med trafikafviklingen.« Det sker fra tid til anden, at mennesker mister besindelsen. Vi kalder det »trafikvold«. Jeg har ofte tænkt på, hvorfor nogle mænds personlighed ændres, når de sætter sig ind bag rattet i deres bil, og sidder der i sikkerhed bag glas og metal. Det synes på en eller anden måde at undskylde deres grove opførsel. Trafikvold opstår ikke på grund af trafikkøer, men er et udtryk for holdning. Når nogle bilister bliver mere utålmodige og overreagerer, kan de miste selvbeherskelsen og forårsage alvorlig skade på andre eller endog andres død på motorvejen. Selvbeherskelse er en udfordring for ethvert menneske. Det er kun os selv, der kan kontrollere vores egne lyster og lidenskaber. Selvbeherskelse kan ikke købes eller opnås gennem berømmelse. Det er den endelige prøve på vores karakter. Det kræver, at vi kravler op fra vores livs dybe dale og bestiger vores eget Mount Everest. Som fuldtidsmissionærer lærer vi meget om selvbeherskelse. Vi lærer at stå op, når vi bør stå op, at arbejde, når vi bør arbejde, og at gå i seng, når vi bør gå i seng. Fuldtidsmissionærer er normalt beundrede og endda respekterede, selv om deres budskab måske ikke altid bliver så godt modtaget, som vi ønsker det. Det Første Præsidentskab og andre af generalautoriteterne mødes med mange statsoverhoveder, ambassadører og ministre fra hele verden. Ofte når emnet berøres, taler disse mænd, som har stor magt og indflydelse, med beundring og respekt for de missionærer, som de har set i deres hjemland. Vores unge ældster er eksempler på ung mandighed. Når de kommer hjem, bliver de fra tid til anden kritiseret for at være selvretfærdige, når de bevarer en passende påklædning og sørger for, at deres hår er velholdt og klippet. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man betragter en hjemvendt missionær som selvretfærdig, når han forsøger at efterleve de standarder og principper, som han har undervist i som repræsentant for Herren over for det folk, hvor han har tjent. Det forventes selvfølgelig ikke, at en hjemvendt missionær til alle tider går med hvid skjorte og slips. Men at gå sjusket klædt og anlægge en mærkelig hårstil for at følge moden er ikke passende for en mand, der bærer det guddommelige embede, som præstedømmet er. De hjemvendte missionærer er eksempler for de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, som vil blive de fremtidige missionærer. Det, som ses af Det Aronske Præstedømme er ofte vigtigere og mere overtalende end det, som bliver sagt. Mænd og kvinder søger ofte opmærksomhed og godkendelse fra den gruppe, som de søger accept hos. Et sådant gruppepres kan få dem til at gøre ting, som de ellers ikke ville gøre. Det er at handle i svaghed og ikke i styrke. Herren lover os gennem Moroni: »Og dersom menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, for at de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; thi dersom de ydmyger sig for mig og har tro på mig, vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«1 I sin enkleste form er selvbeherskelse at gøre det, som vi bør gøre og ikke at gøre det, som vi ikke bør gøre. Det kræver styrke, viljestyrke og ærlighed. Når trafikken på kommunikationsmotorvejen bliver til en parkeringsplads, så må vi i højere og højere grad stole på vores eget moralske filter, som skal adskille det gode fra det dårlige. Selv om Internettet er vidunderligt på mange måder, så er der noget hypnotiserende over det. Jeg taler især om det at bruge virkelig meget tid i »chat-rooms« eller klikke ind på pornografiske internet-steder. Jeg vil nu vende mig til kontrollen med vores private tanker. I dette univers er samvittigheden den eneste dommer, der kan fløjte kampen af, når vi mister kontrollen. Hvis vi ikke kontrollerer vore tanker, kan de løbe løbsk. Vores sind er en del af os, som virkelig kræver selvdisciplin og -kontrol. Jeg tror, at det at læse i skrifterne er den bedste vaskemaskine, når man skal rense sig for urene og ukontrollerede tanker. Det hellige tempels hellighed kan for dem, som har kvalificeret sig til hertil og er værdige, løfte tankerne op over det jordiske. Da jeg var aktiv sportsudøver, og da jeg var i militæret, hørte jeg udtryk, som jeg endog skammede mig over at høre. Hvis det er, sådan som Samuel Johnson sagde det, at »sproget er tankens klædning«2, så er det sprogbrug, som vi hører i TV, på film eller i skolen en fattig kommentar til vores nuværende tankegang. Jeg er bekymret over, at unge mennesker bliver gjort ufølsomme, når de hele tiden hører eller bruger dette dårlige sprog. Jeg tror, at den karakterfaste unge mand ikke er rå i sin tale. Bærere af Guds hellige præstedømme bør aldrig benytte et dårligt sprog eller vise obskøne fagter. Jeg vil nu tale om den absolutte nødvendighed af at kontrollere alle vores fysiske behov. Det kan på en måde kaldes »en torn i kødet.«3 Harry Emerson Fosdick giver en vigtig baggrund for selvkontrol: »Selvfornægtelse er ikke noget negativt og afskrækkende, som vi ofte ryster på hovedet af. På en eller anden måde findes der ikke noget som selvfornægtelse, for det, som vi kalder selvfornægtelse, er den nødvendige pris, som vi betaler for det, som vores hjerte søger.«4 Et af de bedste fundamenter for personlig styrke er renhed. Alfred Lord Tennyson beskrev dette, da han skrev: »Min styrke er som ti / For mit hjerte er rent.«5 Af hele mit hjerte opmuntrer jeg jer vidunderlige, unge mennesker til ikke at tage en skjult skam med ind i jeres ægteskab. I vil aldrig være i stand til at glemme det. I vil ønske at kunne gå gennem livet med den styrke, som kommer af en ren samvittighed, som vil gøre det muligt for jer en dag at stå foran jeres Skaber og sige: »Min sjæl er ren.« Selvfornægtelse er ikke begrænsende. Det er frigørende. Det er vejen til frihed. Det er styrke. Det er et afgørende element i renheden. Shakespeare udtrykte det godt gennem sin figur Hamlet: Hold stand i nat, det vil da gøre afhold næste gang en smule lettere; end mer den næste. Thi vanen ændrer fast naturens præg, kan drage djævlen eller jage ham med sælsom magt.6 Heber J. Grant var den første præsident for Kirken, som jeg havde det privilegium at møde. Han var i sandhed en stor mand. Vi beundrede ham, fordi en del af hans styrke var hans store beslutsomhed om at udøve selvkontrol. Hans far døde, da han var kun et år gammel, og hans mor, som blev enke, kæmpede for at give ham en god opvækst. Han hjalp hende meget samvittighedsfuldt og forsøgte at tage sig af hende. Da han blev ældre og gerne ville på et baseballhold . . . grinede de andre drenge ad ham . . . og kaldte ham en tøsedreng, fordi han ikke kunne kaste bolden fra base til base. Hans holdkammerater drillede ham så meget . . . at han . . . besluttede sig til at spille sammen med de ni, som vandt mesterskabet i Utah-territoriet. Han købte en baseball og øvede sig time efter time ved at kaste sin baseball op mod naboens gamle lade. Hans arm gjorde ofte så ondt, at han næsten ikke kunne sove om natten. Han blev ved med at øve sig . . . blev bedre og bedre og gik fra det ene hold til det andet, indtil det endelig lykkedes for ham at komme til at spille på det hold, som vandt mesterskabet i territoriet.7 Et andet eksempel på hans selvbeherskelse var hans beslutning om at komme til at skrive pænt. Han skrev så dårligt, at da to af hans venner så det, sagde den ene: »Den skrift ligner kragetæer.« »Nej,« sagde den anden ven: »Det ser ud som om lynet har ramt en blækflaske.« Det rørte selvfølgelig ved den unge Heber Grants stolthed. Han arbejdede meget omhyggeligt i sin teenagetid på kontoret som kontorist hos H. R. Mann and Co., hvorefter han blev tilbudt tre gange så meget i løn for at rejse til San Francisco som skriver. Han blev senere underviser i skrivning og regnskabslære på University of Utah. Det var faktisk med en sådan prøve, som han havde skrevet, før han fyldte 17 år, at han fik førstepræmie i konkurrence mod fire professionelle skrivere.8 At synge var en anden udfordring for præsident Grant. Som lille dreng kunne han ikke holde tonen. Da han var ti år, forsøgte en musiklærer at lære ham den mest enkle sang, men gav til sidst fortvivlet op. Da han var 26 år og blev apostel, bad han professor Sims om at lære ham at synge. Efter at have lyttet til ham, svarede professor Sims: »Ja, du kan godt lære at synge, men jeg vil helst være 60 kilometer væk, mens du gør det.« Dette ansporede ham blot til at forsøge endnu mere.9 Præsident Grant sagde engang: »Jeg har øvet mig på en lovsang10 mellem tre til fire hundrede gange. Den er kun på fire liner, og jeg kan stadig ikke synge den.«11 Det rapporteres, at præsident Grant på en rejse til Arizona med ældste Rudger Clawson og ældste J. Golden Kimball »spurgte dem, om han kunne få lov til at synge hundrede sange på vejen. De troede, at han gjorde grin med dem og sagde: ›Det er fint, gå du blot i gang.‹ Efter de første 40 sange forsikrede de ham om, at hvis han sang de resterende 60 sange, ville de begge få et nervesammenbrud. Han sang de resterende 60 sange.«12 Ved at øve sig hele sit liv havde han forbedret sin evne til at synge, men måske ikke så meget som i baseball og skrivning, som han lærte til fuldkommenhed. Præsident Grant havde et yndlingscitat fra Ralph Waldo Emerson, som han efterlevede: »Det, som vi bliver ved at gøre, bliver lettere for os at gøre; ikke at tingens natur ændrer sig, men at vores evne til at gøre det øges.« Vi bør som præstedømmebærere ikke søge undskyldninger, når vi mister selvkontrollen. Selv om vores situation kan være en udfordring, så kan vi alle stræbe efter at udøve selvkontrol. Store velsignelser i form af personlig tilfredshed kan komme ved at gøre det. Selvbeherskelse er knyttet til åndelighed som det centrale, vi skal søge her i livet. Præsident David O. McKay har en gang sagt: »Åndelighed er bevidstheden om sejr over selvet og et fællesskab med det uendelige. Åndelighed tilskynder mennesket til at overvinde vanskeligheder og opnå større og større styrke. At føle ens evner folde sig ud og sandheden udvide sjælen er en af livets mest mageløse erfaringer.«13 William Ernest Henley, som var håbløst forkrøblet, så modigt ud over sin ydre fysiske tilstand og sejrede i sit hjerte og sit sind, da han skrev »Uovervindelig«: I natten, som dækker mig, sort dybet fra pol til pol, takker jeg guderne for min uovervindelige sjæl. Selv om ramt af det grusomme tilfældes greb har jeg ikke krympet mig eller råbt i smerte. Selv om jeg er blevet ramt af tilfældets blodige slag, så er mit hoved blodigt, men ikke bøjet. Det betyder ikke noget, hvor snæver porten er, hvor store straffe skriftrullen er fyldt med. Jeg er min skæbnes herre. Jeg er min sjæls kaptajn.14 Brødre, jeg vidner af hele mit hjerte og af hele min sjæl om, at vi gennem selvkontrollens kraft vil arve de velsignelser, som vor himmelske Fader har til sine trofaste sønner. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Ether 12:27. 2. The Oxford Dictionary of Quotations, 4. udgave, red. Angela Partington, s. 368. 3. Se 2 Kor 12:7. 4. The Meaning of Service, 1920, s. 83. 5. Oxford Dictionary of Quotations, s. 689. 6. Hamlet, 3. akt, 4. scene, s.191. Østerbergs oversættelse. 7. Roderick L. Cameron, Tenacity, Brigham Young University Speeches of the Year (1 dec. 1964), s. 3. 8. David C. Call, Success--Spiritual and Temporal, Brigham Young University Speeches of the Year (30 nov. 1965), s. 6. 9. Se Cameron, Tenacity, s. 2. 10. Salmer og sange, nr. 160. 11. Conference Report, april 1900, s. 61. 12. Cameron, Tenacity, s. 3. 13. Gospel Ideals, (1953), s. 390. 14. Invictus. In Mem, R.T.H.B. , som citeret i The Oxford Dictionary of Quotations, s. 332.