Tunger af ild Præsident Boyd K. Packer Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum Guds Ånd ­ Helligånden ­ leder eller kan lede ethvert medlem af Kirken på et hvilket som helst sprog. Er det mon muligt for de af os, der har fået til opgave at tale, at lokke jeres opmærksomhed væk fra denne smukke bygning længe nok til at fokusere på det formål, hvortil den blev opført? Måske kan det lade sig gøre med en lignelse og et digt. Lignelsen: En købmand, der opkøbte ædelstene, havde langt om længe fundet den perfekte perle. Han lod den dygtigste håndværker fremstille et smukt smykkeskrin og fore det med blåt fløj. Han lod sin kostelige perle udstille, så andre kunne nyde hans skat. Han så på, mens folk kom for at se den. Men snart vendte han sig sørgmodigt bort. Det var skrinet, de beundrede, ikke perlen. Digtet: Vi er blinde, indtil vi ser At i den store skaberplan Er intet værd at skabe Som ikke mennesket forbedre kan. Hvorfor bygge prægtige huse, Hvis mennesket overskygges? Hvad gavner det at bygge verden, Hvis bygmesteren ikke opbygges?1 Mens vi tænker på bygmesteren, begynder vi på den anden side af kloden for to årtusinder siden ved Jordanfloden i selskab med Johannes Døberen. Han forkyndte: »Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg . . . Han skal døbe jer med Helligånden og ild.«2 »Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.«3 »[Jesus] steg . . . op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd [Helligånden] dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: ›Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!‹«4 Jesus drog så ud i ørkenen. Lucifer kom for at friste ham.5 Jesus afviste hver fristelse med et skriftsted. »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene.‹«6 »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹«7 »Der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹«8 Tænk godt over det. Da Herren stod over for selveste Fortabelsens søn fandt han beskyttelse i skriften. Blandt sine disciple udvalgte Jesus 12, som han ordinerede til apostle: Peter, Jakob og Johannes; Andreas, Filip, Bartholomæus, Thomas, Matthæus, Simon, Jakob, Judas og Judas. De var almindelige mænd, som af farisæerne blev beskrevet som »jævne og ulærde«.9 De Tolv fulgte ham. Han undervise dem. Han befalede dem at undervise alle nationer og døbe alle, som troede.10 Inden han forlod dem, lovede han: »Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.«11 Jesus blev korsfæstet. På tredjedagen opstod han fra graven. Han gav sine apostle yderligere belæringer, og så, inden han steg til himmels, sagde han: »Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«12 Kraften lod ikke vente længe på sig. På pinsedagen var De Tolv samlet i et hus: »Og med ét kom der . . . en lyd som et kraftigt vindstød . . . Og tunger af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden.«13 Og dermed var De Tolv fuldt ud bemyndiget. Da de talte den dag, undrede folk sig, for hver af dem hørte det på sit eget sprog ­ 18 forskellige sprog.14 Apostlene begav sig ud for at døbe alle, som ville tro på deres ord. Men dåb til omvendelse var ikke nok.15 Paulus traf 12 mænd, som allerede var blevet døbt af Johannes Døberen, og spurgte: »›Fik I Helligånden . . .?‹ De svarede: ›Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.‹«16 »Da . . . blev de døbt i Herren Jesu navn,«17 og »da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem.«18 Mønsteret var lagt, som det havde været det fra begyndelsen.19 Medlemskab af Jesu Kristi Kirke sker ved »dåb ved nedsænkning i vandet til syndernes forladelse«.20 Ved en særskilt ordinance overdrages så Helligåndens dyrebare gave ved håndspålæggelse »af sådanne, som har myndighed dertil, for at prædike evangeliet og tjene i dets forordninger«.21 Trods modstand oprettede De Tolv Jesu Kristi Kirke; og den voksede, trods forfølgelse. Men som århundrederne gik, begyndte flammen at blafre og gå ud. Ordinancerne blev ændret eller forkastet. Myndighedslinjen blev brudt, og myndigheden til at overdrage Helligånden som en gave gik tabt. Frafaldets mørke tidsalder sænkede sig over verden. Men, som det altid havde været fra begyndelsen, inspirerede Guds Ånd værdige sjæle.22 Vi står i stor gæld til protestanterne og reformatorerne, som bevarede skrifterne og oversatte dem. De vidste, at noget var gået tabt. De holdt flammen i live, så godt de formåede. Mange af dem led martyrdøden. Men det var ikke nok at protestere; og reformatorerne kunne heller ikke gengive det, der var gået tabt. Med tiden opstod en mangfoldighed af kirker. Da alt var parat, viste Faderen og Sønnen sig for den unge Joseph i lunden, og de ord, der havde lydt ved Jordanfloden, lød nu igen: »Denne er min elskede Søn. Hør ham!«23 Joseph Smith blev redskab til genoprettelsen. Johannes Døberen gengav »Arons præstedømme, som ejer nøglerne til engles betjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse«.24 Peter, Jakob og Johannes gengav apostelembedet med det højere præstedømme. Med det kom myndigheden til at overdrage den guddommelige, dyrebare Helligåndsgave.25 Den 6. april 1830 blev Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige organiseret. Brødrene begav sig ud for at forkynde og døbe. Ni måneder senere kom en rettelse, en åbenbaring: »Du døbte i vand til omvendelse, men de modtog ikke den Helligånd. Men nu giver jeg dig en befaling, at du skal døbe i vand, og de skal modtage den Helligånd ved håndspålæggelse, ligesom apostlene fordum.«26 En måned senere blev befalingen gentaget: »Så mange, som du døber i vand, skal du lægge hænderne på, og de skal modtage den Helligånds gave.«27 Gaven er til alle, der omvender sig og bliver døbt ­ både drenge og piger, kvinder såvel som mænd. Vi lever i svære tider ­ meget svære tider. Vi håber, og vi beder for bedre tider. Men sådan bliver det ikke. Det fortæller profetierne os. Hverken som et folk, som familier eller som enkeltpersoner undgår vi de kommende trængsler. Ingen slipper for de prøvelser, som normalt følger med hjem og familie, arbejde, skuffelse, sorg, sundhed, alderdom og til sidst død. Hvad skal vi gøre? Det spørgsmål blev stillet til De Tolv på pinsedagen. Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.«28 Han sagde til dem: »For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne.«29 Det samme spørgsmål ­ »Hvad skal vi gøre?« ­ blev stillet til profeten Nephi. Han gav det samme svar, som Peter havde givet: »[Påtag] jer Kristi navn ved dåb . . . da kommer dåben med ild og med den Helligånd.«30 »Husker I ikke, at jeg sagde til jer, at efter at I havde modtaget den Helligånd, skulle I tale med engletunger . . .? Engle taler gennem den Helligånds kraft, og derfor taler de Kristi ord. Derfor sagde jeg til jer: Mæt jer med Kristi ord, thi se, hans ord vil fortælle jer alt, hvad I skal gøre. Og dersom I nu, efter at jeg har talt disse ord, ikke kan forstå dem, er det fordi I ikke beder, og ikke banker på, og derfor føres I ikke ind i lyset, men må omkomme i mørket. Thi se, jeg siger jer atter, at dersom I vil betræde denne vej og modtage den Helligånd, skal den vise jer alt, hvad I skal gøre.«31 Vi behøver ikke at leve i frygt for fremtiden. Vi har al mulig grund til at glæde os og kun ringe grund til at frygte. Hvis vi følger Åndens tilskyndelser, er vi i sikkerhed, uanset hvad fremtiden måtte bringe. Vi vil blive vist, hvad vi skal gøre. Kristus lovede, at Faderen »vil give jer en anden talsmand . . . sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer«.32 Alt for mange af os er som dem, der, som Herren sagde, »[kom] med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd . . . [og] blev døbt med ild og med den Helligånd . . . da de blev døbt, men de vidste det ikke.«33 Tænk jer bare. »Men de vidste det ikke.« Det er ikke usædvanligt, at nogle modtager den gave uden rigtig at være klar over det. Jeg frygter for, at denne guddommelige gave drukner i programmer og aktiviteter og tidsplaner og så mange møder. Der er så mange steder, vi skal hen, så meget vi skal nå i denne larmende verden. Vi kan have for travlt til at lægge mærke til den. Åndens røst er en stille, sagte stemme ­ en stemme, der føles snarere end høres. Det er en åndelig stemme, der trænger ind i sindet, som en tanke, der indskydes i jeres hjerte. Over hele verden er der almindelige mænd, kvinder og børn, som ikke er helt opmærksomme på, at de har den gave, velsigner deres familie, underviser, forkynder og tjener ved den Ånd, som er i dem. Guds Ånd ­ Helligånden ­ leder eller kan lede ethvert medlem af Kirken på et hvilket som helst sprog. Enhver er indbudt til at komme og omvende sig og blive døbt og modtage denne hellige gave. Trods modgang vil Kirken blomstre, og trods forfølgelse vil den vokse. Joseph Smith blev spurgt: »Hvori adskiller jeres kirke sig fra andre trossamfund?« Han svarede: »Alt andet var omfattet af Helligåndens gave.«34 Den aktiveres med bøn og udvikles »ved at adlyde evangeliets love og forordninger«.35 Den kan kvæles ved overtrædelse og forsømmelse. Vi erfarer snart, at fristeren ­ djævelen ­ anvender de samme kanaler, sindet og hjertet, til at inspirere os til ugudelighed, til dovenskab, til strid og sågar til mørkets gerninger. Han kan få magt over vores tanker og føre os på afveje. Enhver har handlefrihed. Lyset vil altid herske over mørket. Præstedømmet er opbygget sådan, at der sikres en ubrudt myndighedslinie til at døbe og til at overdrage Helligånden. Der er altid ledere og lærere i nærheden, som er kaldet og indsat til at undervise og korrigere os. Vi kan lære at sortere fristelsernes tilskyndelser fra og følge Helligåndens inspiration. Det er en herlig tid at leve i! Uanset hvilke prøvelser, der venter os, kan vi finde svaret på spørgsmålet: »Hvad skal vi gøre?« Vi, og dem vi elsker, bliver ledet og irettesat og beskyttet, og vi vil blive trøstet. Han sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«36 Lige så sikkert, som jeg ved, at jeg er her, og I er her, ved jeg, at Jesus er Kristus. Han lever! Jeg ved, at Helligåndens gave, en hellig åndelig kraft, kan være en konstant ledsager for enhver sjæl, som vil tage imod den. Jeg beder til, at Helligånden vil bekræfte dette vidnesbyrd for jer. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Edwin Markham, »Man-Making«, Masterpieces of Religious Verse, red. James Dalton Morrison, 1948, s. 419. 2. Matt 3:11. 3. Matt 3:13. 4. Matt 3:16­17. 5. Se Matt 4:1­11. 6. Matt 4:4. 7. Matt 4:7. 8. Matt 4:10. 9. ApG 4:13. 10. Se Matt 28:19. 11. Joh 14:26. 12. Luk 24:49. 13. ApG 2:2­4. 14. Se ApG 2:7­11. 15. Se ApG 2:38. 16. ApG 19:2; se også Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 316, 405. 17. ApG 19:5. 18. ApG 19:6. 19. Se Moses 6:65­66. 20. Fjerde trosartikel. 21. Femte trosartikel. 22. Se 1 Nephi 10:17­19. 23. JS­H 1:17. 24. L&P 13:1. 25. Se L&P 27:12­13. 26. L&P 35:5­6. 27. L&P 39:23. 28. ApG 2:38. 29. ApG 2:39. 30. 2 Nephi 31:13. 31. 2 Nephi 32:2­5. 32. Joh 14:16­17. 33. 3 Nephi 9:20; fremhævelse tilføjet. 34. History of the Church, 4:42. 35. Tredje trosartikel. 36. Joh 14:27.