Præsident Thomas S. Monson
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Vi er faktisk i færd med at bygge evige huse. Vi er lærlinge, ikke erfarne fagfolk. Vi har brug for guddommelig hjælp, hvis vores byggeri skal lykkes.
En dag i løbet af Frelserens jordiske virke tog han Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg.
»Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.
Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham.
Så udbrød Peter og sagde til Jesus: ›Herre, det er godt, at vi er her.‹«1
Ved denne historiske begivenhed i dag er vi samlet i dette storslåede Konferencecenter og i andre mødesale på Tempelpladsen og rundt om i verden.
Vore øjne er vædet af tårer, og vore hjerter er fulde af taknemlighed, mens vi tænker på titlen på en smuk salme, »Lovet være Gud«.2 Opførelsen af denne bygning har længe været planlagt. Vi havde brug for en meget større bygning til at huse dem, der kommer til konferencer og andre aktiviteter i løbet af året. Dygtige håndværkere har arbejdet med deres hjerte og hænder for at skabe et bygningsværk, der er værdigt til hans guddommelige anerkendelse: »Godt, du gode og tro tjener.«3
Da Jesus virkede blandt mennesker for længe siden og et sted langt herfra, talte han ofte i lignelser, på en måde, som folk forstod bedst. Ofte brugte han opførelsen af huse som et symbol på sine tilhøreres liv. Blev han ikke ofte omtalt som »tømrerens søn«? Han erklærede: »Ethvert . . . hus i splid med sig selv kan ikke bestå.«4 Senere sagde han advarende: »Se, mit hus er et ordens hus, siger Herren, og ikke et forvirringens hus.«5
I en åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith i Kirtland i Ohio, den 27. december 1832, gav Mesteren dette råd: »Organiser jer, bered alt, hvad der behøves, byg et hus, et bedehus, et fastehus, et troens hus, et lærdommens hus, et herlighedens hus, et ordens hus, ja, et Guds hus.«6
Hvor finder nogen af os en bedre arbejdstegning, hvorefter man klogt og passende kunne opføre et hus, som man selv kan bebo i evigheden?
Vi er faktisk i færd med at bygge evige huse. Vi er lærlinge, ikke erfarne fagfolk. Vi har brug for guddommelig hjælp, hvis vores byggeri skal lykkes. Apostlen Paulus' instrukser giver den forsikring, vi har brug for: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?«7
Når vi husker på, at hver enkelt af os bogstaveligt er Guds åndelige søn eller datter, vil det ikke synes os vanskeligt at nærme os vor himmelske Fader i bøn. Han værdsætter værdien af det råmateriale, som vi kalder livet. »Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne.«8 Hans udtalelse vinder genklang i vores sjæl og giver os en mening med livet.
Der findes en Lærer, som vil vejlede os i vores stræben, hvis vi blot vil tro på ham, nemlig Herren Jesus Kristus. Han indbyder os: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er ydmyg og sagtmodig af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let.«9
Man sagde om Jesus, at han »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«10 Er vi fast besluttet på at gøre det samme? En linje i den hellige skrift rummer en hyldest til vor Herre og Frelser, om hvem det blev sagt, at han »færdedes overalt og gjorde vel.«11
I sit brev til sin elskede Timotheus gav Paulus os en måde, hvorpå vi kan få det bedste frem i os selv og samtidig hjælpe andre, der stille funderer og senere stiller spørgsmålet: »Hvordan skal jeg [finde vej], når der ikke er nogen, der vejleder mig?«12
Apostlen Paulus' svar er en inspireret formaning til enhver af os. Lad os følge hans kloge råd: »Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«13
Lad os se nærmere på denne højtidelige belæring, som meget bogstaveligt er givet til os.
For det første, vær et eksempel i tale. »Tragt efter de ord, som tjener til indbyrdes opbyggelse«, sagde Herren.14
Husker vi rådet fra den gamle søndagsskolesalme?
Hvert venligt ord, som vi siger, bliver erindret med fryd
De har så liflig en klang
Lad os ofte tale venlige ord til enhver
Venlige ord er hjertets indre sang.15
Tænk lidt over de betragtninger, som Mary Boyson Wall, der fyldte 105 år for nogle år siden, er kommet med. Hun blev gift med Don Harvey Wall i templet i Salt Lake City i 1913. De fejrede deres 81 års bryllupsdag, kort før Don døde i en alder af 103 år. I en artikel i Church News sagde hun, at deres høje alder og langvarige ægteskab nok skyldtes venlige ord. Hun sagde: »Jeg tror, at det har hjulpet os gennem meget, fordi vi har stræbt efter at hjælpe hinanden og ikke sige uvenlige ord til hinanden.«16
For det andet, vær et eksempel i adfærd. Ved oktoberkonferencen i 1987 sagde præsident Hinckley: »Et beskidt sprog besmitter den, som taler det. Hvis du nu har den vane, hvordan kan du så slippe af med den? Du skal begynde med at beslutte dig til, at du vil ændre dig. Næste gang du skal til at sige ord, som du ved er forkerte, så lad være med at sige noget. Ti stille, eller sig, hvad du ville på en anden måde.«17
Francois de la Rochefoucauld bemærkede: »En af grundene til, at man så sjældent finder nogen, der er rare og behagelige at tale med, er, at næsten alle tænker på, hvad de selv vil sige, i stedet for at svare tydeligt på det, der blev sagt til vedkommende.«
For det tredje, vær et eksempel på kærlighed.
I Korinterbrevet findes den smukke sandhed: »Kærligheden hører aldrig op.«18
Det varmer sjælen at se, hvor hurtigt Kirken reagerer på naturkatastrofer som dem i Mozambique, Madagaskar, Venezuela og mange andre steder. Ofte har vi været de første, der er nået frem til stederne efter katastrofen, og dem, der bringer mest nødhjælp. Der er andre organisationer, der også er meget gavmilde.
Hvad er kærlighed? Moroni skrev med et citat fra sin far Mormon: »Men den kærlighed, som er Kristi rene kærlighed, forbliver evindelig.«19
En af dem, der var et eksempel på kærlighed, var præsident George Albert Smith. Lige efter den anden verdenskrig iværksatte Kirken en storstilet indsamling af varmt tøj, som man kunne sende til de nødlidende hellige i Europa. Ældste Harold B. Lee og ældste Marion G. Romney tog præsident George Albert Smith med ud til Welfare Square i Salt Lake City for at se, hvordan det gik. De var imponerede over Kirkens medlemmers gavmildhed. De så præsident Smith betragte arbejderne, mens de pakkede de enorme mængder af tøj og sko, som var samlet ind. De så tårer trille ned ad hans kinder. Lidt efter tog præsident George Albert Smith sin nye overfrakke af og sagde: »Send også den her med.«
Brødrene sagde til ham: »Nej, præsident, nej, lad være med det. Det er koldt, og du har brug for din frakke.«
Men præsident Smith nægtede at tage den tilbage, så hans frakke blev, sammen med alle de andre, sendt til Europa, hvor nætterne var lange og mørke, og det var knapt med mad og tøj. Så ankom pakkerne. Der blev givet udtrykt for glæde og taknemlighed, både højlydt og i stille bøn.
For det fjerde, vær et eksempel i ånden. Salmisten skrev: »Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!«20
Som syttenårig lod jeg mig indrullere i den amerikanske flåde og kom på rekrutlejr i San Diego i Californien. De første tre uger var det, som om flåden var ude på at slå os ihjel, snarere end at lære os at overleve.
Jeg vil altid huske den første søndag i San Diego. Oversergenten sagde: »I dag skal alle i kirke.« Vi stillede os så op på geled på eksercitspladsen. Oversergenten brølede: »Alle dem, der er katolikker, skal møde i Camp Decatur. Fremad march! Og kom ikke tilbage før kl. 15!« En stor gruppe marcherede af sted. Så sagde han: »De af jer, som tilhører den jødiske tro, skal møde i Camp Henry. Fremad march! Og kom ikke tilbage før kl. 15!« En mindre gruppe drog af sted. Så sagde han: »Resten af jer protestanter skal møde i undervisningslokalerne i Camp Farragut. Fremad march! Og kom ikke tilbage før kl. 15!«
En tanke fór gennem mit hoved: Monson, du er ikke katolik. Du er ikke jøde. Du er ikke protestant. Jeg valgte at blive stående. Det virkede, som om flere hundrede mænd marcherede forbi mig. Så hørte jeg de dejligste ord, som oversergenten nogensinde udtalte i min nærhed. Han sagde: »Og hvad kalder I mænd så jer selv?« Han brugte flertalsformen Mænd. Først nu blev jeg klar over, at der stod andre bag mig på eksercitspladsen. I kor sagde vi: »Vi er mormoner.« Han kløede sig i håret, fik et forvirret udtryk i ansigtet og sagde så: »Nå, men så gå hen og find jer et sted at mødes. Og kom ikke tilbage før kl. 15.« Vi marcherede bort. Man kunne næsten høre takten fra en sang, vi havde lært i Primary:
Vov at være mormon
Vov at være en ener
Vov at have høje idealer
Og vov at sige, hvad du mener.
For det femte, vær et eksempel på troskab.
Præsident Stephen L. Richards sagde angående tro: »Anerkendelsen af en magt, der er højere end mennesket selv, foringer ham på ingen måde. Hvis han i sin tro tilskriver godgørenhed og ædle motiver til den magt, som er højere end ham selv, så ser han et højere mål og ædlere karaktertræk for sin art og stimuleres og opmuntres i livets kamp . . . Han skal søge, tro på, bede og håbe, at han vil finde. En sådan oprigtig, bønsom indsats kan ikke forblive ubesvaret: Det er selve grundlaget for troens filosofi.21 Guddommelige velsignelser vil følge dem, som ydmygt søger det.«
Minnie Louise Haskins har udtrykt dette princip i et smukt digt:
Jeg sagde til manden, som stod ved årets port:
»Giv mig et lys, så jeg trygt kan træde ind i det ukendte.«
Og han svarede:
»Gå blot ind i mørket, og læg din hånd i Guds hånd.
Det er bedre end et lys og tryggere end en velkendt vej.«22
Og endelig, vær et eksempel i renhed.
»Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted? Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk.
Han henter velsignelse hos Herren og retfærdighed hos sin frelses Gud.«23
Som præsident David O. McKay bemærkede: »Vores nations sikkerhed afhænger af hjemmets renhed og styrke; og jeg takker Gud for Kirkens . . . belæringer om, hvordan man styrker hjemmet, og for de indtryk, som gode forældre har gjort for at sikre, at hjemmet bliver det helligste sted i verden. Vore medlemmer skaber hjem, og overalt bliver de belært, fra barndommen til alderdommen, om at hjemmet skal holdes rent og værnes mod verdens onder.«24
For mange år siden overværede jeg en stavskonference i Star Valley i Wyoming, hvor stavspræsidentskabet skulle reorganiseres. Stavspræsidenten, som skulle afløses, E. Francis Winters, havde tjent trofast i hele 23 år. Skønt han af natur og omstændigheder var beskeden, havde han været en kilde til styrke for alle i dalen. Den dag, hvor stavskonferencen blev afholdt, var bygningen fyldt til bristepunktet. Hvert eneste hjerte syntes at udtrykke en stille tak til denne ædle leder, som havde givet så uselvisk af sit liv til gavn for andre.
Da jeg rejste mig for at tale, følte jeg mig tilskyndet til at gøre noget, som jeg hverken før eller siden har gjort. Jeg nævnte, hvor længe Francis Winters havde præsideret i staven; og så bad jeg alle dem, som han havde velsignet eller bekræftet som børn, om at rejse sig og blive stående. Så bad jeg alle dem, som præsident Winters havde ordineret, indsat, givet personlig vejledning eller velsignet, om at rejse sig. Resultatet var gribende. Hvert eneste tilstedeværende rejste sig. Tårerne fik frit løb tårer, der bedre end ord formidlede kærlige hjerters taknemlighed. Jeg vendte mig mod præsident og søster Winters og sagde: »Vi er i dag vidner til Åndens tilskyndelse. Denne store skare afspejler ikke blot den enkeltes følelser, men også Guds taknemlighed for et liv levet på bedste vis.« Ingen, som var til stede i forsamlingen den dag, vil nogensinde glemme, hvad de følte, da vi var vidner til Guds Ånds sprog.
Her, i skikkelse af Francis Winters, var »et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«25
Mer' nu end før vil vi kæmpe og stride,
tro stå til Herren om end vi må lide;
kæmpe os frem, opnå et hjem
hos Gud vor Fader til evig tid.26
At vi hver især må gøre det, er min ydmyge bøn, i Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. Matt 17:14.
2. Felix Mendelssohn: »Lovet være Gud«.
3. Matt 25:21.
4. Matt 12:25.
5. L&P 132:8.
6. L&P 88:119.
7. 1 Kor 3:16.
8. L&P 18:10.
9. Matt 11:2830.
10. Luk 2:52.
11. Se ApG 10:38.
12. ApG 8:31.
13. 1 Tim 4:12.
14. L&P 136:24.
15. »Let Us Oft speak Kind Words«, Hymns of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, nr. 232. Tekst af Joseph L. Townsend.
16. Fra Church News, den 21. september 1996, s.10.
17. Stjernen, januar 1988, s. 41.
18. 1 Kor 13:8.
19. Moroni 7:47.
20. Sl 51:12.
21. Conference Report, okt. 1937, s. 35, 38.
22. »The Gate of the Year,« The Oxford Dictionary of Quotations, 2. udg., 1953, s. 239.
23. Sl 24:35.
24. Conference Report, apr. 1909, s. 66.
25. 1 Tim 4:12.
26. »Skal vi svigte vore pagter«, Salmer og sange, nr. 167. Tekst af Evans Stephens.
Previous
