Find en tryg havn Ældste Joseph B. Wirthlin De Tolv Apostles Kvorum Frelseren er i vores livs egne storme vores trøst og hellige tilflugtssted. Hvis vi søger fred, så må vi komme til ham. Jeg føler mig meget privilegeret ved at kunne være sammen med jer ved denne historiske lejlighed. For mig er dette strålende Konferencecenter med sine vægge af fast og bestandig granit et symbol på det store sidste dages værk ­ den sten som Daniel så »blive revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd«1 for at stå som Guds rige for evigt. Uanset om I kommer her personligt eller deltager andre steder, så roser jeg jer for jeres valg at være en del af denne historiske konference, og jeg beder Herren velsigne jer for jeres trofasthed. For mere end 60 år siden tjente jeg som missionær i Østrig og Schweiz. Det var en udfordrende, men vidunderlig tid. Jeg lærte at elske de mennesker, som boede i den del af verden, og ville kun modstræbende forlade dem. Men min mission var færdig i slutningen af august 1939, hvorefter jeg forberedte mig til at rejse hjem. Efter den lange farefulde rejse over Atlanterhavet på den tid på grund af krigen fyldtes jeg med glæde, da jeg så Frihedsstatuen, som er frihedens og demokratiets fyrtårn. Jeg kan ikke fortælle jer, hvor lettet jeg var, da vi endelig nåede ind i den sikre havn. Jeg tror, at jeg havde det som Jesu Kristi disciple den dag, hvor de forlod skaren og tog med ham ud på Galilæa-søen. Skrifterne fortæller os, at Jesus var træt og lagde sig i agterstavnen og sov på en hynde.2 Der trak hurtigt mørke skyer op på himlen. »Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne.«3 Stormen rasede. Disciplene gik i panik. Det så ud til, at båden ville kæntre, men Frelseren sov stadig. Til sidst kunne de ikke længere vente og vækkede Jesus. Man kan næsten høre frygten og fortvivlelsen i deres stemmer, da de bønfaldt : »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?«4 Der findes mange mennesker, som i dag er foruroligede og fortvivlede; mange føler, at de hvert øjeblik kan lide skibbrud eller kæntre med livets skib. Det er til jer, som søger en sikker havn, at jeg i dag ønsker at tale, I, hvis hjerte er knust, I, som er bekymrede eller bange, I, som bærer på sorg eller syndens byrde, I, som føler, at der ikke er nogen, som lytter til jeres skrig, I, hvis hjerte bønfalder: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?« Til jer vil jeg tale nogle få ord til trøst og vejledning. Vær sikker på, at der findes en sikker havn. I kan finde fred midt blandt de storme, som trodser jer. Jeres himmelske Fader ­ som ved hvornår selv en spurv falder til jorden ­ kender til jeres sorg og jeres lidelse. Han elsker jer og ønsker det bedste for jer. Tvivl aldrig herpå. Selv om han tillader os at træffe valg, som måske ikke er til vores eget bedste eller endda til andres bedste, og selv om han ikke altid blander sig i begivenhedernes forløb, så har han lovet de trofaste fred selv i prøvelser og modgang. Profeten Alma fortæller os: »Og han skal gå frem og lide sorg og smerte og alle slags fristelser, for at ordet må blive fuldbyrdet, som siger: Han vil påtage sig sit folks sorger og smerter.«5 Jesus trøster os, når han siger: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«6 Søg nær til Herren Jesus Kristus. Han besidder en særlig kærlighed til mennesker, som lider. Han er Guds Søn, en evig konge. Mens han tjente på jorden, elskede han dem og velsignede dem. Hvert eneste ord, han talte til de ydmyge og de nedslåede, indeholdt trøst og opmuntring. Han bragte de syge lindrende salve. De, som længtes efter håb og længtes efter en omsorgsfuld berøring, modtog det fra denne kongernes Konge, denne Skaber af oceaner, jord og himmel. I dag står Jesus Kristus ved vores himmelske Faders højre hånd. Tror I, at han i dag er mindre villig til at hjælpe den, som lider, som er syg, eller som påkalder Faderen i bøn om hjælp? Vær ved godt mod. Manden fra Galilæa, Skaberen, den levende Guds Søn vil ikke glemme eller svigte den, hvis hjerte drages mod ham. Jeg vidner om, at Manden, som led for menneskeheden, som gav sit liv for at helbrede de syge og trøste de nedtrykte, kender jeres lidelser, jeres tvivl og jeres hjertesorg. Verden vil så spørge: »Hvorfor sover han så, når stormen raser omkring mig? Hvorfor stilner han ikke denne storm, eller hvorfor lader han mig lide?« Jeres svar kan findes, hvis I tænker på sommerfuglen. Den ligger trygt i sin puppe, og må bruge sin vækst til af al kraft kæmpe for at bryde ud af sin begrænsning. Sommerfuglen tænker måske: Hvorfor må jeg lide sådan? Hvorfor kan jeg ikke blot på et øjeblik blive til en sommerfugl? Sådanne tanker er i modstrid med Skaberens hensigt. Kampen for at bryde ud af sin puppe udvikler sommerfuglen, så den kan flyve. Uden denne modgang ville sommerfuglen aldrig få styrke til at opnå formålet med sin eksistens. Den ville aldrig udvikle den styrke, der skal til, for at blive til noget helt ekstraordinært. Præsident James E. Faust har forklaret: »I hvert eneste liv kommer der smertefulde, fortvivlende dage med modgang og trængsler. Der synes at være kvaler, sorg og fortvivlelse nok til alle, deriblandt dem, som oprigtigt søger at gøre ret og at være trofaste.«7 Og derefter fortæller han os, at den modstand, som vi oplever, gør det muligt for vores sjæl at blive som ler i Mesterens hænder. »Trængsler og modgang«, belærte præsident Faust, »forbereder os til at blive født på ny.«8 Modgang kan styrke og lutre os. Ligesom med sommerfuglen så er modgang nødvendig til at opbygge karakter hos mennesker. Selv når vi kaldes til at sejle gennem stormfulde vande, er det nødvendigt, at vi kender modgangens sted i dannelsen af vores guddommelige potentiale. Hvis vi blot ville se udover vores nuværende lidelse og se vores kampe som en midlertidig puppe. Hvis vi blot har tro på og tillid til vores himmelske Fader, så vi efter lidt tid kan se, hvordan vi kan gå gennem vores prøvelser og komme ud på den anden side mere lutrede og strålende. Hvilken forælder ville sige til sit barn: »At lære at gå er en meget smertefuld og vanskelig proces, du vil falde, og du vil højest tænkeligt slå dig, og du vil græde mange gange, når du falder. Jeg vil beskytte dig mod denne proces.« Jeg har set vores yngste barnebarn, Seth, mens han lærte at gå. Gennem denne erfaringsgivende proces har han nu lært at gå med tillid. Kunne jeg have sagt til ham: »Jeg vil beskytte dig mod det, fordi jeg elsker dig?« Hvis jeg ikke kunne klare at se ham falde af og til, så havde han måske aldrig lært at gå. Det vil være utænkeligt for en kærlig forælder eller bedsteforælder at handle således. Barnet må, hvis han eller hun nogen sinde skal lære at gå, gennemgå den snublende og ofte smertefulde proces, det er at lære at gå. Vi opmuntrede Seth til at lære gennem sin erfaring. Ja, selv om vi vidste, at denne proces ville blive vanskelig, så vidste vi, at den frihed og glæde, der ville komme af at kunne gå, ville overgå enhver midlertidig smerte eller modgang. Mine brødre og søstre, er livet på jorden ikke en lang proces, som ligner det at lære at gå? Vi må lære at vandre på Herrens veje. Du er stærkere, end du tror. Din himmelske Fader, Herren og universets Herre, er din Skaber. Når jeg tænker herpå, danser mit hjerte af glæde. Vore ånder er evige, og evige ånder har en umålelig kapacitet! Vor himmelske Fader ønsker ikke, at vi skal være bange. Han ønsker ikke, at vi skal dvæle over vores fortvivlelse. Han forventer, at vi gør os rede, at vi ruller ærmerne op og overvinder vore udfordringer. Denne form for ånd ­ der forener tro og hårdt arbejde ­ er den ånd, som vi bør udstråle, mens vi søger ind til vores livs sikre havn. Brødre og søstre, I er ikke alene. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige står i dag millioner af mennesker ved siden af jer. Mennesker, som følger Frelserens lærdomme og eksempel, er »villige til at bære hinandens byrder, at de bliver lette, ja, og er villige til at sørge med dem, som sørger og trøste dem, der har trøst behov«9 Det spørgsmål, som Kain stillede Herren: »Skal jeg vogte min bror?« er blevet besvaret af profeter i de sidste dage. »Ja, vi skal vogte vore brødre,«10 har præsident Thomas S. Monson sagt. Når vi arbejder sammen til gavn for de trængende, så »eliminerer vi den svaghed, der er hos et menneske, der står alene, og erstatter det med den styrke, som kommer, når mange tjener sammen. Selv om vi ikke er i stand til at gøre alt, så kan og må vi gøre noget.«11 Biskopper, hjemmelærere, besøgslærerinder og medlemmer af præstedømmets kvorummer og af Hjælpeforeningen og andre hjælpeorganisationer står alle klar til at hjælpe til. Frelserens lærdomme og Kirken udgør vores mest sikre havn, ja, »en flugt fra stormen«12. Selvfølgelig skal jeres brødre og søstre i Kirken ikke løse jeres problemer for jer. Det er min erfaring, at når vi gør det, vi kan for andre, som de kan og bør gøre selv, så svækker vi dem snarere end at styrke dem. Men brødre og søstre vil stå ved jeres side for at styrke jer, opmuntre jer og hjælpe jer. Når du overvinder modgang i dit liv, så vil du blive stærkere. Du vil da være i stand til at hjælpe andre ­ andre, som til gengæld arbejder på at finde en sikker havn fra de storme, som raser omkring dem. Når du føler, at livets storme og bølger rejser sig, og vinden hyler, da er det naturligt for dig at råbe i dit hjerte: »Mester, er du ligeglad med, at jeg går under?« Når disse tider kommer, så tænk tilbage på den dag, hvor Frelseren, der var blevet vækket i bådens agterende, rejste sig bød stormen at lægge sig. »Ti stille, hold inde!«13 sagde han. Vi tror måske fra tid til anden, at Frelseren ikke ænser vore prøvelser. Det modsatte er faktisk tilfældet. Det er os, som i vores hjerte bør vågne op til hans lærdomme. Brug jeres opfindsomhed, styrke og kraft til at løse jeres egne udfordringer. Gør alt, hvad I kan, og så overlad resten til Herren. Præsident Howard W. Hunter sagde: »Hvis vores liv og tro er centreret i Jesus Kristus og hans gengivne evangelium, så er der ikke noget, som permanent kan gå forkert. Men hvis vi på den anden side ikke centrerer vores liv omkring Frelseren og hans lærdomme, så er der ingen succes, som nogen sinde permanent kan blive rigtig.«14 At efterleve evangeliet betyder ikke, at livets storme vil passere forbi os, men at vi vil være bedre i stand til at møde dem med sindsro og fred. Herren rådede os: »Søg flittigt, bed altid og hav tro, så skal alting tjene jer til gode, dersom I vandrer retskaffent.«15 Hold jer tæt til Herren Jesus Kristus. Vær ved godt mod. Hold fast i troen. Tvivl ikke. Stormene vil en dag blive stilnede. Vores elskede profet, præsident Gordon B. Hinckley, har sagt: »Vi har intet at frygte. Gud står ved roret . . . og han vil udøse velsignelser over dem, som vandrer i lydighed mod hans befalinger«.16 Frelseren er i vores livs egne storme vores trøst og hellige tilflugtssted. Hvis vi søger fred, så må vi komme til ham. Han har selv omtalt denne evige sandhed, da han sagde: »For mit åg er godt, og min byrde er let.«17 Når vores sjæl er forankret i Frelserens sikre havn, kan vi udbryde med Paulus: »I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.«18 Profeten Joseph Smith, som kendte meget til livets storme, råbte under et af sit livs mørkeste øjeblikke: »O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, der dækker dit skjul?«19 Og da han opløftede sin stemme, kom Herrens fredfyldte trøst til ham: »Min søn, fred være med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot vare et øjeblik, og om du er standhaftig, skal Gud ophøje dig i det høje, og du skal triumfere over alle dine fjender.«20 Evangeliet giver os den vedvarende sikre og trygge havn. Den levende profet og apostlene i dag er som fyrtårne i stormen. Styr hen mod det gengivne evangeliums lys og de inspirerede lærdomme fra dem, som repræsenterer Herren her på jorden. Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd, at Jesus er den levende Kristus, vores Frelser og Forløser. Han leder og styrer sin Kirke gennem vores profet, præsident Gordon B. Hinckley. Hvis vi efterlever Frelserens lærdomme, så vil vi med sikkerhed finde en sikker havn i dette liv og i de kommende evigheder. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Dan 2:45. 2. Mark 4:38. 3. Matt 8:24. 4. Mark 4:38. 5. Alma 7:11. 6. Joh 14:27. 7. »Metalsmelterens ild«, Den danske Stjerne, okt. 1979, s. 87. 8. Den danske Stjerne, okt. 1979, s. 87. 9. Mosiah 18:8-9. 10. Moses 5:34 11. »Our Brothers Keeper«, Ensign, juni 1998, s. 33. 12. L&P 115:6. 13. Mark 4:39 14. The Teachings of Howard W. Hunter, red. Clyde J. Williams, 1997, s. 40. 15. L&P 90:24. 16. »Dette er Mesterens værk«, Stjernen, juli 1995, s. 72. 17. Matt 11:30. 18. 2 Kor 4:8-9. 19. L&P 121:1. 20. L&P 121:7-8.