Zions enker Ældste Earl C. Tingey De Halvfjerds' Præsidium Herren elsker enker . . . Vi . . . bør sørge for samt hjælpe de enker, som findes i vores familie, hjem, ward og nabolag. Jeg har givet min tale titlen »Zions enker«. Ordbogen definerer en enke, som »en kvinde, hvis mand er død . . . og som ikke har giftet sig igen.«1 Nogle enker er unge. Deres mænd er ofte døde i en meget ung alder. Hvis deres familie er blevet velsignet med små børn, så er det den unge enkes ansvar alene at sørge for at opdrage dem. Hun har et ubesvaret spørgsmål: »Hvorfor er dette sket for mig?« En ekstrem ensomhed er ikke usædvanlig. Andre enker er ældre. Deres mænd er efter et langt liv i et godt fællesskab døde af alder eller sygdom. Mange år med kærlige minder, en fælles glæde i at opdrage en ædel familie og fælles tjeneste både i Kirken og i samfundet erstattes nu af ensomhed og en følelse af ikke længere at være nødvendig eller ønsket. Spørgsmålet: »Hvor længe må jeg vente, før jeg kan slutte mig til min evige ægtefælle?« forbliver ubesvaret. Disse enker udfører ofte mere tempeltjeneste. Livet bliver ofte mere vanskeligt. Det at bo sammen med familien eller i beskyttede boliger kan afløse et familiehjem, som er fyldt med et helt livs minder. At være alene er fremmed for vore søstre, når de bliver enker. De ønsker at hjælpe andre og bidrage til andres velfærd, men mange er begrænsede på grund af dårligt helbred. De ønsker at forblive trofaste, så de en dag kan slutte sig til deres evige ægtefælle. De kan lære os meget om tro. Kirkens lærdomme om enker er meget klar. I den første kirke blev lederne irettesat for at ikke at tage sig af deres enker. Syv velanskrevne mænd blev kaldet til at hjælpe.2 Paulus instruerede de hellige i at ære enkerne.3 Han belærte dem om, at enhver, som »ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro.«4 Da Brigham Young organiserede den første pionerrejse til den store Saltsødal i 1847, rådede han de hellige på følgende måde: »Hvert kompagni skal ­ i forhold til dets ejendeles værdi ­ i lige grad bidrage til at medtage de fattige, enkerne, de faderløse og familierne til dem, som er gået ind i hæren, at enkens og de faderløses råb ikke skal komme op for Herrens øren imod dette folk.«5 Jeg tror, at denne indsats for at hjælpe enkerne over sletterne er en af de største nutidige eksempler på, hvordan vi bør sørge for enkerne. Nutidig åbenbaring har åbenbaret Kirkens orden. »Kvinder kan gøre krav på at blive forsørget af deres mænd, indtil disse borttages . . . Alle børn har krav på at blive forsørget af forældrene . . . og derfor (derefter, o.a.) har de krav på Kirken.«6 Lære og Pagter fortsætter: »Forrådshuset skal vedligeholdes gennem Kirkens frivillige gaver, . . . og der skal sørges for enker og faderløse og ligeledes for de fattige.«7 Jakobs Brev indeholder en af de mest smukke beskrivelser af Kirkens lærdom angående vores ansvar som familie til og venner med enker: »En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.«8 Udtrykket »enker« benyttes 34 gange i skrifterne. I 23 af tilfældene henviser udtrykket til enker og faderløse. Jeg tror, at Herren nærer meget ømme følelser over for enker og faderløse eller forældreløse. Han ved, at de må stole på ham mere fuldt ud end andre. Deres bønner er mere personlige og vedholdende, deres tjeneste over for deres medmennesker mere ægte, og deres tro meget større. Enkers tro i skrifterne er legendarisk. Enken fra Sarepta viste sin store tro, da hun beværtede profeten Elias med et brød snarere end at bruge sit sidste mel og olie til at bage et brød til sig selv og sin søn, for derefter at lægge sig til at dø. Der står i skrifterne: »Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid. Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias.«9 Måske er følgende sætning symbolsk for den tro, som enker har til Herren: »Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt.« Enken Anna, som var en enke på 84 år, tjente fast i templet, genkendte barnet Jesus, da han blev fremstillet i templet.10 Jesus Kristus, som fornemmede den store tro hos enken fra Nain, oprejste hendes døde søn, hendes eneste søn, da denne blev ført uden for byporten for at blive begravet.11 Et eksempel på den sande ånd i det at give findes i beretningen om enkens skærv, som for evigt er udødeliggjort som en af de største af alle Frelserens lærdomme. ». . . folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: ›Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.‹«12 Til jer vidunderlige søstre, som er enker, vil jeg sige: Husk, at Gud elsker jer. I er de mest udvalgte af de udvalgte. Jeg ved, hvad jeg taler om. Min egen mor har været enke i snart tre år. Hun præsiderer som en ædel matriark over en stor familie på 247 personer. Min hustrus moder, som er 97 år, forbliver trofast og fortsætter med at holde ud til enden på trods af et svigtende helbred. Kære søstre, selve jeres liv, som er et eksempel på retskaffen levevis, fortsætter med at inspirere yngre familiemedlemmer til at gøre det endnu bedre. I fortsætter som lærere. På et eller andet tidspunkt i Guds tidsplan for jer vil I slutte jer til jeres evige ægtefælle og tjene sammen for evigt i det store værk i åndeverden. Og I, unge enker, som har et stadigt voksende familieansvar, husk på, at Gud er opmærksom på jeres behov, og at han vil sørge for jer. Fortsæt med at udvise tro og gøre godt. Trofaste familie- og kirkemedlemmer vil hjælpe jer. Vær villige til at modtage hjælp fra andre, når det er nødvendigt. Jeres børn vil opleve, at I giver dem dobbelt så meget kærlighed. Det er mit vidnesbyrd, at vor himmelske Fader i rigt mål vil kompensere jeres familie med evige velsignelser på grund af jeres hjertes godhed. Til jer, som er i familie med eller venner med enker: Gud kender jeres tjeneste, og han vil måske bedømme jeres gerninger ud fra, hvor godt I hjælper enken. Præsident James E. Faust fortalte en gang generalautoriteterne en vidunderlig beretning om, hvordan naboer og venner i et lille landsbysamfund i det centrale Utah behandlede enkerne. Folkene dér havde hver lige mange timers, eller minutters, vandingstid til at overrisle deres haver. De blev enige om, at de alle sammen kunne bruge lidt mindre vand, så enkerne i nabolaget kunne få mere vand til deres haver. Jeg så for nyligt fem ældre enker køre til kirke sammen i en beskeden bil. De gik ind til møderne sammen og sad ved siden af hinanden. De syntes at få styrke og beskyttelse fra hinanden. Jeg kunne fornemme godheden fra deres ædle liv, da jeg så deres ømme samvær med hinanden i livets solnedgang. Brødre og søstre, Herren elsker enker. Jeg ved, at lederne i Kirken bekymrer sig for enkernes velfærd. Vi medlemmer bør sørge for samt hjælpe de enker, som findes i vores familie, hjem, ward og nabolag. Jeg opfordrer indtrængende jer unge, primarybørnene, de unge og de unge voksne til at gøre brug af de muligheder, der byder sig for at hjælpe samt få styrke fra enkerne i vores fællesskab. Må vi være mere omsorgsfulde og vise større hensyn til Zions enker, det er min ydmyge bøn. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Merriam-Webster's New Collegiate Dictionary, 10. udg., »Widow«. 2. Se ApG 6:1­3. 3. Se 1 Tim 5:3. 4. 1 Tim 5:8. 5. L&P 136:8. 6. L&P 83:2, 4­5. 7. L&P 83:6. 8. Jak 1:27. 9. 1 Kong 17:8­16. 10. Se Luk 2:36­38. 11. Se Luk 7:11­15. 12. Mark 12:41­44; se også Luk 21:1­4.