Vi er alle skabere Søster Mary Ellen Smoot Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde Skab hjem, der er fyldt med kærlighed og ro. Skab midler til at lette lidelse. Skab varige vidnesbyrd om evige sandheder i os selv og andre. Vi er alle skabere. Vi vandrer på en tidsbro, som strækker sig over tærsklen til et nyt årtusind. Dette er en spændende og betydningsfuld tid. Dette er de dage, som profeterne forudså. Dette er en tidsalder med tro, med muligheder og med undere. Jeg undrer mig, når jeg tænker over denne verden, der er så fuld af skønhed, så fuldkommen i dens virke. Denne verden blev skabt af Jesus Kristus under ledelse af vor himmelske Fader. Skabelsen er en af de egenskaber, der definerer Gud. Han tager materiale uden form og former det til stjerner, planeter og solsystemer. »Utallige verdener har jeg skabt«,1 fortæller han os. Brødre og søstre, vi er Guds børn. Burde vi ikke være i vor Faders tjeneste? Burde vi ikke også være skabere? I kunne måske sige: »Jeg er ikke kreativ.« Jeg er her for at fortælle jer, at det er I. I er skabere. Har I nogen sinde lokket et smil ud af et lille barn? Har I nogen sinde lært nogen at tilgive? Har I hjulpet nogen med at lære at læse? Forberedt en familieaften? Organiseret en familiekomsammen? I er muligvis blevet tilskyndet til at gøre noget for en person, som I er besøgslærerinde eller hjemmelærer for, som havde stor betydning for dem. Dette er at skabe. Råmaterialet til skabelsen er overalt omkring os. Præsident David O. McKay lærte os: »Vi er livets billedhuggere med vore uudhuggede sjæle foran os. Vi er hver især ved at forme en sjæl.«2 Jeg tror, at vi former sjæle ­ vores egen og andres ­ hver dag. Lad os lige nu beslutte at gøre disse sjæle »rene og kyske«. Skab hjem, der er fyldt med kærlighed og ro. Skab varige vidnesbyrd om evige sandheder i os selv og andre. For nylig besøgte jeg en familie, hvor den unge mor døde, da hun fødte sit femte barn. Jeg forventede sorg, men fandt håb og beslutsomhed. Hendes mand værdsatte den tid, de havde haft sammen. Deres børn forstod frelsesplanen og vidste, at de kunne være sammen med deres mor igen, for evigt. Hun havde aldrig haft for travlt til at tage sig af sine kære. Trods sin unge alder havde denne søster tjent som hjælpeforeningspræsidentinde, idet hun altid satte sit ægteskab og sin familie i første række. Da jeg talte med moderen til den afdøde kvinde, bemærkede hun, at hendes højeste prioritet var at opdrage sine døtre til at blive retskafne kvinder. Selv om hendes datters liv var kort, havde denne datter skabt en tradition for retskaffen efterlevelse af evangeliet i sit hjem. Sammen har jeres hovedpræsidentskab for Hjælpeforeningen under ledelse af vore præstedømmeledere skabt Hjælpeforeningens erklæring for søstre over hele verden. Erklæringen minder os om, hvem vi er, og Inspirationsmøde for hjemmet, familien og den enkelte er reserveret til at udvikle disse evner. Erkender vi de muligheder, der er for at skabe i vores egen tilværelse? Sætter vi pris på de gaver, talenter og udvalgte ånder, som Gud har givet os? Deler vi vores hjertes, vores sinds og hænders skaberværk med andre? En anden mor og rådgiver i en stavs Hjælpeforening skabte på trods af store helbredsproblemer et bemærkelsesværdigt tjenesteprojekt i sin stav. Ved hjælp af faste og bøn skete mirakler, og søstrene i en stav skabte noget særligt for andre, som frøs, var sultne og syge. Hvem ved, hvor mange der blev velsignet, fordi én kvinde nægtede at dvæle ved sine prøvelser og i stedet skabte denne mulighed for at tjene, et monument for menneskeåndens barmhjertighed og storhed. Denne beretning gentages af titusinder af trofaste medlemmer hvert år. I juni sidste år udsendte Det Præsiderende Biskopråd et brev, som foreslog, at alle, som ønskede at bidrage til at lette lidelserne for flygtningene i Kosovo, kunne fremstille tæpper og sende dem til SDH-centret for humanitær hjælp til uddeling. Vores mål var at indsamle og sende 30.000 tæpper. Vi har modtaget mere end 124.000 tæpper. Disse tæpper er ikke alene blevet sendt til de nødlidende i Kosovo, men til katastrofeofre i Tyrkiet, Venezuela, Mexico og andre lande, deriblandt Mozambique og Zimbabwe. I det forløbne år havde jeg det privilegium at rejse til Kosovo, hvor jeg personligt svøbte mange af disse tæpper om små børn og kvinder, som var taknemmelige og havde tårer i øjnene. Vi har fundet ud af, at på grund af denne storslåede organisation kan vi i vore hjem skabe muligheder for at undervise familien, venner og naboer i at tjene og hjælpe andre på den anden side af jorden. I Hjælpeforeningens og Kirkens humanitære hjælps navn kan vi være skabere. Er det ikke spændende? Vi bliver hver især nødt til at spørge os selv, hvad vil jeg skabe med mit liv? Min tid? Min fremtid? For det første: Gå derhen, hvor Ånden leder jer. Vær stille og lyt. Jeres himmelske Fader vil vejlede jer, når I kommer ham nær. Dyk ned i profeternes hellige ord, både de fordums og de nutidige, og Ånden vil tale til jer. Vær tålmodige, bed i tro, og så vil I modtage vejledning i jeres indsats for at skabe. For det andet: Bliv ikke passive af frygt for at lave fejl. Stik jeres hænder i jeres livs ler og begynd. Jeg elsker den måde, hvorpå Rebekka fordums svarede Abrahams tjener, som kom for at søge efter en hustru til Isak. Hendes svar var enkelt og direkte: »Ja.«3 Rebekka kunne have nægtet. Hun kunne have bedt tjeneren om at vente, indtil hun havde taget rigtig afsked, fået nyt tøj, indtil hun havde tabt sig et par kilo, eller indtil vejret var mere lovende. Hun kunne have sagt: »Hvad er der galt med Isak, siden han ikke kan finde en hustru i hele Kana'an?« Men det gjorde hun ikke. Hun handlede, og det bør vi også gøre. Tiden til udsættelse er forbi. Begynd! Vær ikke bange. Gør det bedste, I kan. Selvfølgelig begår I fejl. Det gør alle. Lær af dem og gå fremad. For det tredje: Støt andre på vejen. Hver eneste person på denne jord er enestående. Vi har alle forskellige interesser, evner og talenter. Vi er hver især på forskellige niveauer fysisk, åndeligt og følelsesmæssigt. Til sidst: Vær glade. At skabe er ikke kedeligt. At skabe kommer af kærlighed. Når vi gør det, vi elsker at gøre, så er vi hele tiden glade. Hvis I er ulykkelige, hvis I føler jer trætte, bekymrede eller desillusionerede, må jeg så bede jer om at prøve noget? I stedet for at dvæle ved jeres vanskeligheder, så fokusér i stedet på at skabe noget bemærkelsesværdigt, noget af evig betydning. Giv næring til et vidnesbyrd, styrk et forhold, skriv jeres slægtshistorie, tag til templet, tjen. Læs Familieproklamation og Hjælpeforeningens erklæring, indgå en forpligtelse om at efterleve disse principper, og vær glade. Vi er et glad folk. Vi er deltagere, der krydser en bro ind i en ny tid i et af de største øjeblikke i verdenshistorien. Det er ikke tiden til at tøve eller hænge med skuldrene. Præsident Gordon B. Hinckley har rådet os: »Hold op med at søge uvejret, og nyd i højere grad solskinnet.«4 Jeg beder om, at vi som sidste dages hellige må være i vor Faders tjeneste og skabe noget mere af vores tilværelse. Uanset hvordan vores situation er, kan vi som Esajas bede: »Men, Herre, du er jo vor fader; vi er ler, og du har formet os, vi er alle sammen dine hænders værk.«5 Må vores gerning og herlighed være en genspejling af hans. Det er min ydmyge bøn. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Moses 1:33. 2. I Francis M. Gibbons, David O. McKay, Apostle to the World, 1986, s. 288. 3. Se 1 Mos 24:58. 4. Standing for Something: Ten Neglected Virtues That Will Heal Our Hearts and Homes, 2000, s. 101. 5. Es 64:7.