Ældste Henry B. Eyring
De Tolv Apostles Kvorum
Frelseren vil lade jer mærke den kærlighed, som han har til dem, som I tjener. Kaldelsen er en opfordring til at blive ligesom ham.
Hundredtusinder af mennesker er i løbet af det sidste år blevet døbt og bekræftet som medlem af Kirken. Hver enkelt af dem bør have fået mulighed for at tjene i en kaldelse. Denne erfaring vil forme fremtiden for dem og for Kirken. Mange af os husker første gang, vi holdt tale, ledede et møde eller bankede på døren til et hjem som Kirkens repræsentant. Mit hjerte slår lidt hurtigere, bare ved tanken derom.
De nye medlemmer har måske blot været døbt nogle få dage eller uger, før de får kaldelser til at tjene. Nogle af dem har aldrig set nogen udføre den form for tjeneste, som de nu skal udføre. Eftersom vi ikke har lønnede præster, er det ikke kun de nye medlemmer, der bliver udfordret til at tjene i en kaldelse. Det anslås, at to millioner sidste dages hellige sidste år enten fik en ny kaldelse til at være hyrde eller fik nogle nye får at være hyrde for. Lidt under halvdelen af dem, der blev kaldet, var unge nogle så unge som 12 eller 13 år. Flere end 30.000 missionærer blev kaldet og indsat samme år. De fleste af dem var under 20 år gamle. De er taget af sted efter en kort oplæringsperiode og med begrænset erfaring.
De, som kender til verdens organisationer, vil måske dømme en hurtigtvoksende kirke, der afhænger af så mange uerfarne lægmænd, til at få fiasko. Selv de, der er blevet kaldet, har måske følt en vis ængstelse. Men når de med troens øjne ser udfordringen, som den virkelig er, erstattes frygten med tillid, fordi de vender sig til Gud.
Mit budskab er først og fremmest henvendt til dem, der er kaldet til at tjene i Kirken for nylig, og dernæst til dem, der har kaldet dem, og til sidst til dem, som de skal tjene.
Først til dem, der er kaldet for nylig: Jeres selvsikkerhed afhænger af, at I ser kaldelsen i det rette lys. Jeres kaldelse til at tjene kommer ikke fra mennesker. Det er en tillidserklæring fra Gud. Og tjenesten drejer sig ikke blot om at udføre en opgave. Uanset hvilket navn kaldelsen har, så udgør den en mulighed for og en pligt til at våge over og styrke vor himmelske Faders børn. Frelserens gerning er at tilvejebringe udødelighed og evigt liv (se Moses 1:39). Han kaldte os til at tjene andre, så vi kan styrke vores egen tro såvel som deres tro. Han ved, at vi ved at tjene ham vil komme til at kende ham.
En inspireret profet betragtede tjeneste som den måde, hvorpå vi kommer til at ønske det, som Herren ønsker. Han skrev: »Thi hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?« (Mosiah 5:13).
Da I er kaldet af Jesus Kristus til hans tjeneste, kan I gå fremad i tillid. For det første kan I være sikre på, at han kender jer og jeres mulighed for at udvikle jer. Han har forberedt jer. Kaldelser vil prøve jer, ofte i begyndelsen og altid mens I tjener, men han vil give jer Helligånden som ledsager. Helligånden vil fortælle jer, hvad I skal gøre, når jeres egne evner og indsats ikke er nok (se Joh 14:26). Helligånden vil tilskynde jer til at bære vidnesbyrd med overbevisning. Frelseren vil lade jer mærke den kærlighed, som han har til dem, som I tjener. Kaldelsen er en opfordring til at blive ligesom ham (se 3 Nephi 27:27).
I vil måske spørge: »Hvordan vil det give mig større tiltro til og succes at se min kaldelse på den måde?« Svaret er, at når man betragter den på denne guddommelige måde, er det mere sandsynligt, at man søger hjælp hos den eneste kilde, som aldrig svigter.
For ikke så længe siden så jeg en ung mand, der næsten var overvældet over en ny kaldelse. Herren havde inspireret sin tjener til at kalde ham som stavspræsident. Den unge mand havde aldrig været biskop. Han havde aldrig tjent i et stavspræsidentskab. Der var mange mænd i staven, som var langt mere modne og erfarne.
Han blev ydmyg, da han fik kaldelsen. Hans hustru sagde grædende til Herrens tjener, som havde kaldet ham: »Er du sikker?« Hendes mand sagde stille, at han ville tjene. Hans hustru nikkede for at tilkendegive sin støtte, og tårerne strømmede ned ad hendes kinder. Som I måske også ville gøre i sådan et tilfælde, så ønskede han at tale med sin far, der var langt borte. Samme eftermiddag ringede han ham op. Hans far havde haft malkekøer hele sit liv. Han havde opdraget drengen til en mand ved at lade ham malke køer og se sin far standse op og tale med naboerne for at se, hvordan de havde det. Næste morgen, i sin første tale som stavspræsident, fortalte han således om denne samtale med sin far:
»Mange af jer, der kender mig, ved, at jeg er en mand af få ord. Det må jeg have fået efter min far. Da jeg ringede til ham i går for at fortælle ham, at jeg var blevet kaldet til stavspræsident, var hans eneste svar til mig: ›Nå, så må du hellere se at få bedt en masse.‹ Dette var hans råd til mig. Hvilket bedre råd kunne han give?«
Hans far kunne ikke have gjort det meget bedre. Og I kan se hvorfor. Herren er det eneste håb om succes. Det meste af hjælpen kommer fra Helligåndens vejledning. Herrens tjenere kan ikke klare sig uden den. Vi kan kun have Helligånden som vejleder, hvis vi beder indtrængende om den, og hvis vi kvalificerer os til den. Og begge dele kræver en masse bøn, bøn i sand tro på vor himmelske Fader og på hans elskede Søn og på Helligånden (se L&P 90:24; 1. trosartikel).
For at have Helligånden hos os må vi være renset fra synd (se L&P 50:29). Dette kommer kun gennem tilstrækkelig stor tro på Jesus Kristus til at omvende sig og gøre sig fortjent til tilgivelse (se L&P 3:20). Og dernæst skal vi holde os væk fra synd. Det kræver bøn, både hyppig og inderlig (se 3 Nephi 18:18).
»Du må hellere se at få bedt en masse« er et godt råd til alle Herrens tjenere, nye som gamle. Det et det, som hans vise tjenere gør. De beder.
Da Jesus Kristus levede på jorden, lagde hans disciple mærke til dette træk ved ham. Han var Guds Søn. Han var Jahve (Jehova). Og dog bad han ofte nok til sin himmelske Fader til, at hans disciple forstod, at de må vide, hvordan man skal bede for at være hans tjener. Så de bad ham om at lære dem det. I husker nok beretningen:
»Og det skete, at da [Jesus] var et bestemt sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: ›Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.‹«
Og han sagde til dem: »Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden . . .
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde« (Matt 6:913; se også Luk 11:12, 4).
Vi bruger sjældent nøjagtigt disse ord, når vi beder. Men ordene i denne bøn er en fuldkommen sammenfatning af, hvad en Herrens tjener beder indtrængende om for at gøre sig fortjent til det løfte, som Frelseren giver alle, som han kalder: »Og den, som modtager jer, hos ham vil jeg også være; thi jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).
Tænk på denne bøn som et mønster for tjeneste. Bønnen begynder med ærbødighed for vor himmelske Fader. Dernæst taler Herren om riget og dets komme. Den tjener, som har et vidnesbyrd om, at dette er Jesu Kristi sande kirke, føler glæde over dens fremgang og nærer et ønske om at gøre, hvad han eller hun kan, for at opbygge den.
Frelseren selv var et eksempel på det mønster, som disse næste ord i bønnen udtrykker: »Ske din vilje som i himlen således også på jorden« (Matt 6:10). At gøre Faderens vilje var Frelserens bøn under forsoningens yderst vanskelige offer for hele menneskeheden og hele verden (se Matt 26:42). Den trofaste tjener beder til, at selv den tilsyneladende mindste opgave bliver udført, som Gud ønsker det. Det, der gør hele forskellen, er, at man arbejder for og beder om hans fremgang frem for vores egen.
Dernæst viste Frelseren os dette mønster for personlig renhed: »Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde« (Matt 6:12). Den styrke, som vi skal give dem, vi våger over, kommer fra Frelseren. Vi og de må tilgive for at blive tilgivet af ham (se Matt 6:14). Vi og de kan kun gøre os forhåbning om at forblive rene med hans beskyttelse og med den forandring i hjertet, som hans forsoning gør mulig. Vi har brug for den forandring for at have Helligåndens stadige følgeskab. Sådan en gave kan synes at være for højtsvævende og for fjern for os og for dem, som vi tjener. Men en Herrens profet, som hed Samuel, kaldte og salvede en ung mand ved navn Saul. Samme dag lovede Samuel Saul: »Herrens ånd vil gribe dig, så du kommer i profetisk henrykkelse sammen med dem og bliver forvandlet til et andet menneske« (1 Sam 10:6).
Dette ønske blev opfyldt, ikke efter mange år eller måneder eller endda dage. Lyt til beretningen i Første Samuel, tiende kapitel:
»Da Saul vendte sig om og forlod Samuel, gav Gud ham et andet hjerte, og samme dag indtraf alle disse tegn.
De nåede til Gibea, og en flok profeter kom ham i møde. Da greb Guds ånd ham, og han kom i profetisk henrykkelse sammen med dem« (1 Sam 10:910).
I kan være trygge i Herrens tjeneste. Frelseren vil hjælpe jer med at udføre det, som han har kaldet jer til, hvad enten det er midlertidigt i Kirken eller for evigt som forælder. I kan bede om tilstrækkelig hjælp og vækst til at udføre arbejdet og vide, at I vil få det.
Og nu et ord til dem, der har givet disse kaldelser. Da I gjorde det, viderebragte I Herrens tillid. Men han har også tillid til jer. På samme måde som disse medlemmer blev kaldet til at våge over og styrke andre, fik I samme ansvar for at våge over og styrke dem. Hvis I har kaldet nogen og ikke sørget for nogen oplæring eller sørget for, at der var tilstrækkelig oplæring, har I svigtet dem og Herren. Selv med denne oplæring vil det blive en svær vej for dem. Det ved I, og derfor må I holde øje med og lytte for at se, hvornår de har brug for styrke. I vil give tilstrækkelig med hjælp til at styrke deres tro på, at Herren våger over dem og over de mennesker, som de tjener, og på at de trygt kan henvende sig til ham. For at gøre dette godt skal I selv bede en masse, både for at få vejledning og for dem.
Og til sidst et ord til dem af os, der bliver betjent af dem, der lige er blevet kaldet. Vi har samme mulighed og pligt, som de har. Vi skal våge over og styrke andre. Og hver af os har næsten uendelige muligheder for at gøre det. I hvert møde, I overværer, hver klasse, hver aktivitet vil der være nogen, som gør noget, der er på grænsen af deres formåen, eller måske lidt over. I disse situationer medbringer de fleste af os de holdninger, som vi lærer i verden, hvor vi måske er hurtige til at lægge mærke til mindre god tjeneste. Det er for let at tænke: I Herrens sande kirke burde vores præstationsniveau være højere end som så.
Der er mere end én måde, hvorpå vi kan prøve at hjælpe Herren med at få dem op på det niveau. Den ene er at udtrykke eller vise mishag. Jeg har været tilhænger af en anden måde, den bedre måde. Jeg har mærket det, når jeg ikke har klaret det så godt, når jeg har talt, undervist eller ledet et møde. De fleste mennesker ved selv, når de ikke klarer det godt. Jeg har kunnet se, når jeg ikke har klaret det godt, og jeg har set ud over forsamlingen og set nogen, der åbenbart ikke lyttede til mig, sidde med lukkede øjne. Jeg har lært ikke at lade mig irritere. Og så har de åbnet øjnene og smilet til mig med et blik af opmuntring, som ikke var til at tage fejl af. Det var et blik, som sagde lige så tydeligt, som hvis de havde talt med mig: Jeg ved, at Herren vil hjælpe dig og støtte dig. Jeg beder for dig. Jeg har været i situationer, hvor mange af dem, der lyttede til mig, har gjort dette. Og jeg blev hjulpet ud over, hvad jeg vidste, jeg evnede, eller i hvert tilfælde hvad jeg havde troet, jeg evnede. I kan tjene på denne måde, når I ser mennesker kæmpe i deres tjeneste. Det kræver en masse bøn, men I kan våge, og I kan styrke, selv hvis jeres eneste kaldelse i Kirken for tiden er at være Jesu Kristi disciple, og jeres eneste redskaber er at bede og smile og opmuntre.
Der finder et mirakel sted i Kirken. Jeg ser det, når jeg rejser tilbage til lande efter kun at have været væk i kort tid. Medlemmerne og lederne har forandret sig. Ligesom Alma profeterede, er deres sjæl blevet udviklet og deres forståelse oplyst og deres sind udvidet (se Alma 32:28, 34). De har tjent hinanden i tro på Herren Jesus Kristus. Han har sendt dem Helligånden som ledsager som svar på inderlig bøn. Det, at de har våget over og vidnet om og elsket og hjulpet hinanden, har gjort, at Herren har givet et mirakel i form af vækst i deres hjerte og evner som ydmyge sønner og døtre af Gud.
Jeg ved, at Gud Faderen lever. Han hører og besvarer vore bønner. Jeg bærer vidnesbyrd om, at hans elskede Søn, Jesus Kristus, har kaldet Gordon B. Hinckley som sin profet og præsident. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Mesteren gennem sine bemyndigede tjenere kalder os, og at han støtter og forandrer os i hans tjeneste. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.
Previous
