The Christus statueJesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige Søg | Feedback | Site Map | Help | Nationale hjemmesider |
Forside Gospel Library General Conference
Conferences
april 2000
Retskaffenhed

Retskaffenhed

Søster Carol B. Thomas
Førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Retskaffenhed gør jer hele og fuldstændige.

Søster Carol B. Thomas

Det er spændende at mødes med jer i aften, når vi går over tærsklen til dette nye årtusind. Det er et helligt tidspunkt, I lever på. Uanset om I er 12 år eller 15 eller 17, så betyder det, I gør lige nu, virkelig meget, mens I forbereder jer til jeres fremtidige rolle som kvinder, mødre og opbyggere af riget.

En sommer, da jeg var 16 år gammel, husker jeg, at jeg sad og skrev alle de egenskaber, jeg ønskede i en fremtidig mand, i min dagbog ­ et vidnesbyrd, godt udseende, humoristisk sans, penge og uddannelse. Jeg mente, at alle disse var gode egenskaber. Men da min ældste datter, Becky, var 16 år, kom hun til mig og spurgte: »Hvad er den vigtigste egenskab, man skal være opmærksom på hos en ægtemand?» På dette tidspunkt havde jeg været gift i mange år. Jeg kendte svaret på dette spørgsmål. Jeg mener, at den mest betydningsfulde egenskab, vi kan have, er retskaffenhed. Hvor jeg elsker retskaffenhedens værdi!

Hvad er det vigtigste princip? Retskaffenhed vil sige at gøre, hvad man siger, man vil gøre, at man holder løfter til sig selv. Unge Pigers program definerer retskaffenhed således: »Jeg vil have moralsk mod til at handle i overensstemmelse med min viden om, hvad der er rigtigt og forkert.«

»Vi kan let genkende . . . nogen, der er retskaffen. De er ærlige. De gør det, der er rigtigt, når ingen ser på dem. De holder deres ord, og de bevarer vores tillid. De betaler deres gæld, og de rydder op efter sig. De påtager sig ansvaret for deres handlinger« (»The Wholeness of Integrity«, Church News, 26. jun. 1999, s. 16).

Alle kommer til denne verden med forskellige grader af retskaffenhed. Har I nogen sinde spekuleret på, hvad der kvalificerede Jesus til at få rollen som verdens Frelser? Han var Faderens førstefødte, udvalgt fra begyndelsen. Men hvad gjorde ham i virkeligheden fuldkommen? Det var hans fuldstændige hengivenhed og ønske om at behage vor himmelske Fader. Frelseren var i stand til at synde, men hans ønske om »ærlighed [var] en rustning mod fristelse« (James E. Talmage: Jesus Kristus, s. 140). Frelseren sagde: »Jeg gør altid det, der er godt i [Faderens] øjne« (Joh 8:29). Vi ved, at i hele hans liv traf han konsekvent de rette valg. Han havde moralsk mod til at holde sine handlinger i overensstemmelse med sin kundskab om ret og uret.

Præsident Hinckley har sagt: »Der er i hele verden ingen erstatning for personlig retskaffenhed. Den omfatter ære. Den omfatter handling. Den omfatter at holde sit ord. Den omfatter at gøre det, der er rigtigt, uanset omstændighederne« (Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 270).

Lad os se på nogle få eksempler på unge piger, som lærer at elske retskaffenhed. De har valgt at gøre det, der er rigtigt, uanset omstændighederne.

En ung pige ved navn Brooke skriver:

»Sidste sommer havde jeg mulighed for at deltage i en lederskabskonference. Det tog blot et par timer at finde ud af, at de unge sidste dages hellige var i mindretal der. Jeg skulle dele værelse med to piger, som var meget søde, men som bestemt ikke havde de samme standarder. Om aftenen, når jeg læste i mine skrifter, stirrede de på mig, som om jeg var tosset. Mens de talte om deres drukfester, talte jeg om fester med saftevand og småkager. De lo, men de var hele tiden nysgerrige.

Selv om jeg af og til var bange, lykkedes det mig hele tiden at stå fast ved det, jeg tror på. Ved konferencens afslutning sagde en af dem, jeg delte værelse med: ›Jeg synes, at mormoner kan være alle tiders‹, og at hun ville tænke over vores religion og måske endda lære noget om den. Jeg lærte, at jeg kunne gøre noget af betydning blot ved at stå for det, jeg tror på.«

Cari fortæller om denne erfaring:

»Jeg har altid vidst, hvad der var rigtigt. Men jeg troede, jeg kunne vælge min egen vej. Efter at have været på denne vej, begyndte jeg at føle mig fortabt og forvirret. Til sidst bad jeg med et ydmygt hjerte og spurgte vor himmelske Fader om, hvad jeg skulle gøre. Det første skridt var at skifte venner. Det var ikke let, for jeg var i en ›populær‹ gruppe. Men jeg tog udfordringen op og gjorde det.

Vi kunne lide at være sammen i weekenden og se underlødige film. Jeg havde besluttet mig til aldrig at se underlødige film igen. Det var i begyndelsen af et nyt skoleår, og en fyr inviterede mig til at se en film. Jeg fortalte ham, at jeg ikke så de underlødige film. Han sagde: ›Det er i orden, så kan vi se en anden.‹ Det er sket mere end én gang. Jeg har forladt fester, siddet hjemme i weekenden og sagt nej til stævnemøder, fordi jeg ikke ser underlødige film. Det har været den største velsignelse for mig. Nu er det på mange andre måder lettere for mig at stå fast ved det, jeg tror på.«

Kristen, en laurbærpige, skriver:

»Jeg forsøger at stå som Guds vidne hver dag. Det er de små ting ­ at være venlig mod alle, som jeg taler med, ikke le ad grove vittigheder, ikke sladre om nogen, være tålmodig. Af og til er det disse små ting, der er de sværeste at gøre . . . men jeg stræber hele tiden efter at gøre det bedre. Skriftstudium og bøn har givet mig kraft ­ mod til at stå fast og dele mit vidnesbyrd om Frelseren med ham. Skrifterne giver mig kraften til at ændre mig til det bedre.«

Lyt nu til Salinas brev:

»Sidste år i seminar lærte vi om Joseph Smith. Mod slutningen af året havde vi en åndelig lektion, som har påvirket resten af mit liv. I alt det, han oplevede, svigtede han ikke en eneste gang i at stå som vidne.

Mens jeg lyttede, spurgte jeg mig selv igen og igen, om jeg kunne være så stærk. Mit vidnesbyrd blev styrket den dag, da Ånden tilkendegav for mig, at Kirken var sand, og Joseph Smith var en sand profet. Hvis jeg stod over for prøvelser ligesom ham, kunne jeg med Herrens hjælp være lige så stærk. Derfor forpligtede jeg mig den dag til, at jeg altid ville stå som vidne. Hvis Joseph Smith kunne gøre det, så kan jeg også!«

Disse unge piger lærer om værdien af retskaffenhed. Der er en rød tråd, der løber igennem alle disse beretninger. Kan I se den? I har hørt det tusindvis af gange før. At læse skrifterne og bede jeres bønner indbyder Ånden til at være hos jer.

Da præsident Spencer W. Kimball var 15 år gammel, var han til stavskonference og hørte en taler bede alle, der havde læst hele Bibelen, om at række hånden i vejret. Jeg hørte præsident Kimball sige: »Jeg var ligeglad med, hvad andre tænkte. Jeg vidste, at jeg ikke havde læst den, og jeg fyldtes med skam.« Efter at mødet var færdigt, løb han hjem, så hurtigt som han kunne, greb Bibelen på hylden og løb op ad trappen op til loftet. Hans brødre drillede ham og sagde: »Hvorfor prøve? Du bliver aldrig færdig.« Men det gjorde han. Næsten et år senere var han færdig med at læse Bibelen. Den retskaffenhed, han havde som en 15-årig dreng, var en af de ting, der gjorde ham til en storslået Guds profet.

Kære unge piger, I kan også udvikle kærlighed til retskaffenhed, når I disciplinerer jer selv ved daglig bøn og skriftstudium. Helligånden kan inspirere jer med et større ønske om ærlighed og retskaffenhed. Træf en beslutning i aften om, at I vil læse jeres skrifter og bede jeres bønner hver dag resten af jeres liv. Forstår I, skrifterne og bønner hører sammen som brød og smør. De vil hjælpe jer med at forblive nær Kirken og nær Herren.

Og husk dette: Når I udvikler jeres retskaffenhed, kan I blive smukkere. Retskaffenhed gør jer hele og fuldstændige. Retskaffenhed vil give jeres øjne et skær og en udstråling af tillid, som magnetisk vil drage folk til jer.

Præsident Hinckley har sagt: »Der er intet smukkere i denne verden end en . . . ung pige, som er ren i tanke og ord og gerning« (Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 384).

Ligesom min datter, Becky, vil I en dag lede efter en ung retskaffen mand. Og en ung mand, som bærer Guds præstedømme, vil også ønske at gifte sig med en ung retskaffen kvinde.

Præsident Hinckley havde ret. »Der er ingen erstatning for personlig retskaffenhed. Den omfatter ære . . . handling . . . at holde sit ord . . . at gøre det, der er rigtigt, uanset omstændighederne« (Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 270).

Som Herren, Jesu Kristi, tjenere kan vi gøre det! Vores oprigtige indsats for at øge vores retskaffenhed giver Gud mulighed for at øge vores kraft til at gøre det. Lad mig gentage dette: Vores oprigtige indsats for at øge vores retskaffenhed giver Gud mulighed for at øge vores kraft til at gøre det. Jeg lover jer, at når I læser jeres skrifter og beder jeres bønner ­ det er den magiske trylleformular ­ så vil Helligånden hjælpe jer i jeres ædle søgen efter at styrke og udvikle jeres retskaffenhed. Dette bærer jeg vidnesbyrd om. I Jesu Kristi navn. Amen.

 
© 2009 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved.   Rights and use information.  Retningslinjer vedr. privatliv