Rent vidnesbyrd Ældste Joseph B. Wirthlin De Tolv Apostles Kvorum »Som særligt vidne for Jesu Kristi navn i hele verden, lover jeg jer, at hvis I søger Herren, vil I finde ham. Bed og I skal få.« Atter samles vi i dette vidunderlige Konferencecenter og på mange andre steder over hele verden. Ved denne konference vil vi høre og have hørt vidnesbyrd fra mange af Herrens tjenere. Vedrørende vidnesbyrd skrev salmisten: »Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen. Herrens vidnesbyrd står fast.«1 For sidste dages hellige er et vidnesbyrd »forvisningen om Guds virkelighed, sandhed og godhed, om Jesu Kristi lærdomme og forsoning og om sidste dages profeters guddommelige kaldelse . . . Det er kundskab, støttet af guddommelig personlig bekræftelse ved Helligånden.«2 Udtryk for højtidelige vidnesbyrd har længe været af betydning for Guds børn på jorden. Personlige vidnesbyrd har styrket denne kirke fra dens tidligste dage. En aften i april 1836 var ældste Parley P. Pratt f.eks. gået tidligt i seng med knugende bekymringer og et tynget hjerte. Han vidste ikke, hvordan han skulle klare sine økonomiske forpligtelser. Hans hustru havde været alvorlig syg, og hans gamle mor var kommet for at bo hos ham. Et år tidligere var det hus, han var ved at bygge, gået op i flammer. Mens han var dybt optaget af sine tanker, bankede det på døren. Ældste Heber C. Kimball kom ind, og fyldt med profetiens ånd fortalte han ældste Pratt, at han skulle rejse til Toronto i Canada, hvor han ville »finde et folk, som var forberedt til evangeliets fylde«, og at »mange [ville] blive bragt til kundskab om sandheden.«3 På trods af sine bekymringer rejste ældste Pratt. Da han ankom til Toronto, var der tilsyneladende ingen, der i begyndelsen var interesseret i at høre, hvad han havde at sige. Blandt dem, han mødte, var John Taylor, som havde været metodistprædikant. John modtog ældste Pratt høfligt, men køligt. John Taylor havde hørt forvrængede rygter om en ny sekt, deres »gyldne bibel« og historier om engle, der viste sig for en »ulærd ung mand, der var opvokset i en afkrog af New York.«4 John Taylor var en klog mand og havde søgt sandheden hele sit liv. Han lyttede til det, som ældste Pratt havde at sige. Blandt andet lovede den fremmede fra Amerika, at enhver, som undersøgte evangeliet, ved Helligåndens tilskyndelse kunne vide for sig selv, at det var sandt. På et tidspunkt spurgte John Taylor: »Hvad mener du med denne Helligånd? . . . [Vil den give] en vis kundskab om de principper, du tror på?« Apostlen svarede: »Ja, og hvis den ikke gør det, så er jeg en bedrager.«5 Da John Taylor hørte dette, tog han udfordringen op og sagde: »Hvis jeg finder ud af, at denne religion er sand, så vil jeg acceptere den, uanset hvad konsekvenserne bliver, og hvis den er falsk, så vil jeg afsløre det.«6 Ikke alene accepterede han udfordringen, men han »modtog denne Ånd ved lydighed mod evangeliet.«7 Snart vidste han selv, hvad millioner andre siden har vidst: At Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet til jorden. Til sidst blev denne mand, som havde viet hele sit liv til at søge sandheden, den tredje præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I tidens løb er meget i verden forandret. Der er dog ét, der forbliver det samme: Det løfte, som ældste Parley P. Pratt gav John Taylor for 164 år siden, er lige så gyldigt i dag, som det var dengang ­ Helligånden vil bekræfte sandheden af Jesu Kristi gengivne evangelium. Logik forsikrer i sig selv, at en kærlig himmelsk Fader ikke vil forlade sine børn uden at sørge for en måde, hvorpå de kan lære om ham. Et af de store budskaber i gengivelsen er, at himlens vinduer er åbne. Alle, som søger at kende sandheden, kan ved Åndens åbenbaring vide det for sig selv. Vi er velsignede ved at leve i en tidsalder, hvor apostle og profeter vandrer på jorden og højtideligt og sikkert vidner om, at Jesus Kristus er Guds Søn. Mange medlemmer ­ flere millioner ­ føjer deres røst til det voksende kor, der vidner om, at Gud atter har talt til mennesket. Præsident Joseph F. Smith erklærede: »Enhver [bør] vide, at evangeliet er sandt, da dette er alles privilegium, som er døbt og modtager Helligånden. Jeg ved, at evangeliet er sandt, og at Gud er med sit folk, og at hvis jeg vil gøre min pligt og holde hans befalinger, vil skyerne drage væk, og tågen vil forsvinde.«8 Hvordan opnår man et personligt vidnesbyrd? Studér Moronis ord. Han levede for mere end 1500 år siden. Denne profet havde oplevet, at hans folk blev slagtet og fuldstændig ødelagt af borgerkrig. Hans nation lå i ruiner, hans venner og kære var dræbt, hans egen far ­ en storslået general og retskaffen mand ­ var dræbt. Denne storslåede profet, Moroni, havde mistet alt, som han elskede, og stod alene. Som den sidste blandt hans folk, var han det eneste vidne til den ødelæggelse og hjertesorg, der er resultatet af had og vrede. Han havde meget lidt tid og plads på sine plader til at skrive nogle få, sidste ord. Hans eget folk var udryddet, og Moroni skrev til vor tid. Til os indgraverede han sine dyrebare afskedsord ­ sine sidste råd. »Når I læser disse ting«, skrev han, »ønsker jeg at råde jer til at erindre, hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn . . . at I overvejer det i hjertet. Og når I modtager disse ting, formaner jeg jer til at adspørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om disse ting ikke er sande; og dersom I beder af oprigtigt hjerte og med fast forsæt samt med tro på Kristus, da vil han åbenbare sandheden deraf for jer gennem den Helligånds kraft«9 Jeg ville ønske, at ethvert øre kunne høre Moronis sidste vidnesbyrd, denne kæmpe blandt mennesker, denne ydmyge Guds tjener. Ønsker I at kende sandheden af de hellige skrifter? Ønsker I at nedbryde de grænser, der adskiller dødelige fra kundskaben om evige sandheder? Ønsker I at kende ­ virkelig kende ­ sandheden? Så følg Moronis råd, og I vil med sikkerhed finde det, I søger. Vær oprigtig. Studér. Overvej. Bed oprigtigt med tro. Hvis I gør dette, vil I også være i stand til at stå sammen med de millioner, som vidner om, at Gud atter taler til mennesket på jorden. Et vidnesbyrd om evangeliets sandhed kommer ikke på samme måde til alle mennesker. Nogle modtager det ved en enestående, livsændrende oplevelse. Andre får et vidnesbyrd langsomt, næsten umærkeligt, indtil de en dag ganske enkelt ved det. Studér præsident David O. McKays ord, han, som fortæller om, hvordan han i sin ungdom knælede og »bad indtrængende og oprigtigt med så meget tro, som en stor dreng kunne mønstre«, om at »Gud ville erklære sandheden for [ham] om sin åbenbaring til Joseph Smith.« Præsident McKay fortalte, at da han rejste sig fra sine knæ, måtte han indrømme, at »ingen åndelig tilkendegivelse var kommet til mig. Hvis jeg er ærlig over for mig selv, må jeg sige, at jeg er præcis den samme . . . dreng, som jeg var, før jeg bad.« Jeg ved ikke, hvordan den unge David følte i sit hjerte på dette tidspunkt, men jeg er sikker på, at han måtte være skuffet ­ måske frustreret over, at han ikke modtog den åndelige oplevelse, han havde håbet på. Men det afskrækkede ham ikke fra at fortsætte sin søgen efter denne kundskab. Svarene på hans bønner kom, men ikke før år senere, da han tjente som missionær. Hvorfor blev svaret på hans bøn så forhalet? Præsident McKay troede, at denne åndelige tilkendegivelse »kom som en naturlig konsekvens af at udføre sin pligt.«10 Frelseren underviste i et lignende princip: Når sandheden af hans budskab blev udfordret, erklærede han: »Den, der vil gøre [Guds] vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.«11 Bliv ikke mismodig, hvis svaret på jeres bønner ikke kommer straks. Studér, overvej, bed, hav oprigtig tro og efterlev befalingerne. »Modsig derfor ikke, fordi I ikke ser«, belærte Moroni, »thi I får intet vidnesbyrd, førend jeres tro er blevet prøvet.«12 Jeg husker, at jeg som barn lyttede til de vidnesbyrd, der blev givet af de voksne i mit ward. Disse vidnesbyrd gik ind i mit hjerte og inspirerede min sjæl. Hvorend jeg rejser i verden ­ uanset sproget, uanset kulturen ­ synes jeg, det er spændende at høre de helliges vidnesbyrd. For nylig modtog jeg et brev fra vores barnebarn, som er missionær. Han skrev, at medlemmer, »som læser i skrifterne og beder, er mere villige til at fortælle andre om evangeliet.«13 Jeg tror, at han har ret. Jo mere vi studerer skrifterne og beder, desto mere sandsynligt kan vi begejstret vidne om evangeliet for andre. Husk, at kirkemedlemmer, som modtager et vidnesbyrd om evangeliet, har indgået pagt om at »stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder.«14 Det er klart, at vi har en hellig forpligtelse til at skaffe henvisninger til vore missionærer. Vidner har en særlig kundskab og skal vidne om, »hvad de har set og hørt og tror for vist.«15 Vi kommer med enkle, tydelige, direkte udtalelser, at vi med sikkerhed ved, at evangeliet er sandt, fordi det er blevet »kundgjort for [os] ved Guds hellige ånd.«16 Ved at vidne således ved Helligåndens magt, har vi løfte om, at »den Helligånd blive[r] udgydt for at bevidne alt, hvad [vi] siger.«17 Vi bliver velsignet personligt, når vi vidner således. Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Et vidnesbyrd skal findes, når man aflægger det. Et eller andet sted i jeres søgen efter åndelig kundskab, er der dette ðskridt i troÐ, som filosofferne kalder det. Det er det øjeblik, hvor man er gået ud til kanten af lyset og træder ind i mørket for at opdage, at vejen er oplyst forude blot et skridt eller to.«18 At komme med en beslutsom og overbevisende offentlig udtalelse om jeres tro er et sådant skridt ud i det ukendte. Det har en mægtig påvirkning med hensyn til at styrke jeres egen overbevisning. At aflægge vidnesbyrd driver jeres tro dybere ind i jeres sjæl, og I tror mere inderligt end før. Til dem, som trofast aflægger vidnesbyrd, siger Herren: »Dog er I velsignede; thi det vidnesbyrd, som I har aflagt, er optegnet i himlen for at beskues af englene, og de glæder sig over jer, og jeres synder er jer forladt.«19 Jeg har forsøgt at følge dette råd med hensyn til at aflægge vidnesbyrd. Må jeg fortælle jer, hvordan jeg fik et vidnesbyrd om sandheden og om den guddommelige beskaffenhed af dette storslåede værk i de sidste dage? Jeg er bange for, at min oplevelse ikke er særlig dramatisk. Det er ikke en beretning om himmelsk hosianna eller tordnende råb. Det er ikke en beretning om lyn, brand eller oversvømmelse. Men jeg har altid kendt til Guds virkelighed og godhed. Fra mine tidligste minder var det der ­ et sikkert og varigt vidnesbyrd om dette store værk. Nogle gange kommer denne forvisning, når vi føler Frelserens kærlighed, når vi møder hans tjenere. Jeg husker, da jeg blot var fem år gammel, og min familie flyttede til et nyt ward. Den første søndag kom biskop Charles E. Forsberg op til mig og kaldte mig ved navn. Så vidste jeg det. Under depressionens kolde og grå dage husker jeg en vidunderlig tjener for Frelseren ved navn C. Perry Erickson. Bror Erickson, som var entreprenør, havde svært ved at finde arbejde. Han kunne have lukket sig selv inde. Han kunne være blevet bitter og vred. Han kunne have givet op. I stedet var han, da jeg var 12, min spejderleder. Han tilbragte utallige timer med at hjælpe mig og andre på min alder med at lære, at vokse og at møde enhver vanskelighed med tillid og optimisme. Uden undtagelse modtog alle C. Perry Ericksons spejdere en Eagle-belønning. Så vidste jeg det. Ja, præstedømmelederes og trofaste wardsmedlemmers vidnesbyrd hjalp mig til at vide det. Jeg mindes min fars og mors ord. Jeg husker deres udtryk for tro og kærlighed til deres himmelske Fader. Så vidste jeg det. Jeg kendte til virkeligheden af Frelserens barmhjertighed, da jeg på min fars, wardets biskops, foranledning, udbragte mad og tøj til enkerne og de fattige i wardet. Jeg vidste det, da min hustru og jeg, da jeg var ung far, samlede vore børn rundt om os og udtrykte vores taknemmelighed til vor himmelske Fader for vore mange velsignelser. Jeg vidste det sidste april, da jeg fra denne talerstol hørte vores profet, præsident Gordon B. Hinckleys ord, da han kaldte Jesus sin ven, sit eksempel, sin leder, Frelser og Konge. Præsident Hinckley sagde: »Ved at give sit eget liv, i smerte og ufattelig lidelse, har han rakt ud for at løfte mig, og enhver af os, og alle Guds sønner og døtre, fra det evige mørkes dyb, som fulgte efter døden. Han har tilbudt noget bedre, en sfære af lys og indsigt, vækst og skønhed.«20 Jeg vil gerne aflægge mit vidnesbyrd, at jeg ved, at Joseph Smith så det, som han sagde, han så, at himlene åbnedes og Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, viste sig for en ulærd ung mand, som var vokset op i en afkrog af New York. Som særligt vidne for Jesu Kristi navn i hele verden, lover jeg jer, at hvis I søger Herren, vil I finde ham. Bed og I skal få. Jeg beder om, at I må gøre dette og vidner for jordens ender om, at vor Herre og Frelsers evangelium er blevet genoprettet til menneskene! I min vens, mit eksempels, min Frelsers og Konges, Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Sl 19:7. 2. Daniel H. Ludlow, red., Encyclopedia of Mormonism, 5 bind, 4:1470. 3. Parley P. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 110. 4. B. H. Roberts, The Life of John Taylor, s. 34. 5. Deseret News, Semi-Weekly, den 18. apr. 1882. 6. The Life of John Taylor, s. 38. 7. Deseret News, Semi-Weekly, den 18. apr. 1882. 8. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, s. 215. 9. Moroni 10:3­4. 10. Cherished Experiences from the Writings of President David O. McKay, red. Clare Middlemiss, s. 16. 11. Joh 7:17; fremhævelse tilføjet. 12. Ether 12:6. 13. Brev fra ældste Andrew Cannon, den 30. august 2000. 14. Mosiah 18:9. 15. L&P 52:36. 16. Alma 5:46. 17. L&P 100:8. 18. »That All May Be Edified«, s. 340. 19. L&P 62:3. 20. Stjernen, juli 2000, s. 85.