Ældste Donald L. Hallstrom
De Halvfjerds
»Opløftende traditioner, der fremelsker en kærlighed til Guddommen og harmoni i familien og blandt mennesker er særlig vigtige.«
Jeg vil altid være taknemmelig for at være født og opvokset på Hawaii, som er en del af det, skrifterne ofte henviser til som »øerne i havet.« Øerne bliver ofte kaldt en smeltedigel på grund af den multietniske sammensætning, men andre omtaler dem mere præcist som en »lækker gryderet«, hvor hver kultur bevarer sin egen identitet samtidig med at den indgår i en harmonisk samfundssuppe, som alle giver kraft til. Eftersom jeg derudover har været på mission i England, har tilbragt en betydelig del af min tid på det amerikanske fastland og nu bor og tjener i Asien, har jeg længe været interesseret i kultur og tradition samt deres betydning for, hvordan vi ser ud, tænker og handler. Kultur defineres som »en gruppes almindelige trossætninger, sociale omgangsformer og . . . karaktertræk« (
Merriam-Webster's Collegiate Dictionary, 10. udg.). Traditioner fastlagte adfærdsmønstre, der bliver overført fra generation til generation er en naturlig del af kulturen. Vores kultur og de traditioner, der er knyttet til den, er med til at fastslå vores identitetsfølelse og opfylde det livsvigtige, menneskelige behov for at høre til et sted.
Med hensyn til de traditioner, der er forenelige med Jesu Kristi evangelium, formanede Paulus thessalonikerne: »Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i« (2 Thess 2:15). I Kirken minder stærke traditioner os om vore forfædres styrke og offer, og de inspirerer os i vores bestræbelser. Blandt dem er arbejdsomhed, nøjsomhed og fuldstændig hengivenhed over for en retfærdig sag. Andre bygger på lærdomme og standarder, der kan synes ejendommelige for verden, men som er forenelige med Guds plan. Disse omfatter kysk adfærd, sømmelig påklædning, ubesmittet sprogbrug, overholdelse af sabbatten og visdomsordet samt betaling af tiende.
Selv blandt etniske kulturer kan mange traditioner styrke de evangeliske standarder og principper. For eksempel havde hawaiianerne i gamle dage en skik, som man stadig i vore dage kan se blive praktiseret af mange på øerne. Når man hilste på hinanden, stillede man sig ansigt til ansigt og sagde »ha« og lod endog den anden mærke ens ånde. Den bogstavelige oversættelse af ha er »livsånde«. Det var en måde, hvorpå man gav noget af sig selv og viste en anden en dyb følelse af broderlig kærlighed og omsorg. Dengang de første fremmede kom til Hawaii, viste de ikke den samme respekt for andre. De blev kaldt haole, ha-ole, hvilket betyder »uden ha«.
Hvis der findes et folk, som burde have »ha« en intens følelse af kærlighed og medfølelse over for andre så er det medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. En ægte sidste dages hellig besidder en kærlighed til andre, der stemmer overens med en tro på, at alle er en bror eller en søster.
Opløftende traditioner spiller en væsentlig rolle, når det drejer sig om at føre os til det, der hører Ånden til. De traditioner, der fremelsker en kærlighed til Guddommen og harmoni i familien og blandt mennesker er særlig vigtige.
Men traditionens magt udgør en betydelig fare. Den kan få os til at glemme vores himmelske arv. For at kunne opnå evige mål må vi forlige vores jordiske kultur med det evige evangeliums lærdomme. Denne proces indebærer, at vi antager alt, der er åndeligt opløftende i vores familie- og samfundstraditioner og aflægger alt, der udgør en hindring for vores evige perspektiv og opnåelse. Vi må forvandle os selv fra at være »naturlige« mænd og kvinder, som kong Benjamin definerede det, til at blive en hellig ved at underkaste os »den Helligånds ledelse« (se Mosiah 3:19).
Profeten Joseph Smith advarede også om denne fare og alvoren af den og blev inspireret til at præcisere et af Paulus' breve til korintherne ved at sige: »Og det skete, at de børn, der var blevet opdraget i lydighed mod Moseloven, hang ved deres fædres traditioner og troede ikke Kristi evangelium, hvorved de blev vanhellige« (L&P 74:4).
Vær ikke afvisende og tro, at dette princip kun gælder for andre og deres kultur vær klar over, at det gælder for jer og for mig, uanset hvor på jorden vi bor, eller hvilke forhold vores familie lever under.
Uønskede traditioner er dem, der leder os bort fra at kunne udføre hellige ordinancer og holde hellige pagter. Vores rettesnor bør være den lære, som skrifterne og profeterne underviser i. De traditioner, der nedvurderer ægteskabet og familien, som fornedrer kvinder eller ikke anerkender storheden af de roller, som Gud har givet dem, som hylder midlertidig medgang mere end åndelig, eller som lærer, at tillid til Gud er en karakterbrist, leder os alle bort fra evige sandheder.
Af alle de traditioner, vi bør fremelske i os selv og i vores familie, bør en »tradition af retfærdighed« komme i første række. Et særkende ved denne tradition er en urokkelig kærlighed til Gud og hans Enbårne Søn, respekt for profeter og magten i præstedømmet, en bestandig stræben efter Helligånden og den disciplin, der forvandler disciplens tro til handling. En tradition af retfærdighed afstikker et mønster for et liv, der knytter børnene tættere til deres forældre og begge nærmere til Gud og løfter lydighed fra at være en byrde til en velsignelse.
I en verden hvor traditioner ofte bytter om på rigtigt og forkert:
Vi bliver inspireret af det mod, der udvises af hver eneste ung, som har æret sabbatsdagen, som har holdt visdomsordet, og som er forblevet kysk, når den fremherskende kultur har fremstillet det modsatte som ikke blot antageligt, men forventet.
Vi bliver inspireret af visdommen hos hver eneste mand, der har formet en karriere, som på rette vis understøtter hans hovedansvar for at lede sin familie åndeligt, når rigdom og magt værdsættes højere af verden.
Vi bliver inspireret af ædelheden hos hver eneste ægtemand og hustru, der har knyttet et ligeværdigt og kærligt forhold, når det er så almindeligt med et, der er præget af selviskhed og ligegyldighed.
Efterhånden som vi begynder at forstå og opleve den ypperlige beskaffenhed af vores liv, ønsker vi ikke, at noget timeligt skal hindre vores celestiale rejse.
Med ydmyghed over for ansvaret, men med glæde over lejligheden til at forkynde evangeliet og bære vidnesbyrd i hele verden, bekræfter jeg min kundskab om evige sandheder og evig kultur. Jeg vidner om 15 mænd med profetisk kaldelse og apostolsk myndighed og én blandt dem, nemlig præsident Gordon B. Hinckley, som præsiderer med værdighed, fremsynethed og en klar fornemmelse for retfærdig tradition. Vigtigst af alt vidner jeg om menneskehedens Frelser og Forløser, om hans kirke og om hans forsonende kærlighed. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
