Den ene efter den anden Ældste Ronald A. Rasband De Halvfjerds »Grib Frelserens varme invitation til at komme til ham, én efter én, og bliv fuldkomne i ham.« Mine kære brødre og søstre, jeg føler det som en stor ære at stå her på denne forhøjning i dag. Jeg beder om Helligåndens velsignelse, således at det, jeg siger, vil bidrage til den åndelige følelse, som vi alle oplever, når der er konference. Jeg ville være meget utaknemmelig, hvis jeg ikke benyttede denne lejlighed til i al oprigtighed at takke Herren for min kaldelse som halvfjerdser. Jeg vil også gerne takke vores kære profet, præsident Hinckley, og de øvrige ledere af Kirken for deres tillid til mig. Til dem og alle jer lover jeg mine yderste bestræbelser i de års tjeneste, der ligger foran mig. Mange timers eftertanke har med dyb påskønnelse ført mig tilbage til mine forfædre, pionererne. Alle mine otte oldeforældre sluttede sig til Kirken som nogle af de første omvendte. Seks af dem udvandrede til USA fra Europa, hvor jeg tjener i øjeblikket. Jeg føler en dyb kærlighed og samhørighed med de hellige i Europa og forpligter mig til at gøre alt, hvad der er mig muligt, for at styrke Kirken og opbygge Guds rige dér, eller hvor end jeg måtte blive sendt hen. Jeg giver udtryk for min kærlighed og taknemmelighed for min kære evige ledsager og min vidunderlige familie for deres hengivne støtte og kærlighed. Jeg ønsker at formidle min kærlighed og påskønnelse for vore venner og kære missionærer, som vi for nylig tjente sammen med i New York Citys nordlige mission i staten New York. En af de største velsignelser i mit liv er de dyrebare venner og de nære medarbejdere, som jeg har haft den lykke at kende og lære af. I hele mit liv har jeg ved mine egne erfaringer lært, at vor himmelske Fader hører og besvarer vore personlige bønner. Jeg ved, at Jesus er den levende Kristus, og at han kender hver enkelt af os personligt, eller som skrifterne udtrykker det ­ »den ene efter den anden«. Om denne hellige overbevisning belærte Frelseren selv medfølende under sit besøg hos Nephis folk. Dette læser vi om i 3 Nephi, kapitel 11, vers 15: »Og mængden trådte frem og stak hænderne i hans side og følte arrene efter naglerne i hans hænder og i hans fødder; og dette gjorde de, den ene efter den anden, indtil de alle var gået frem« (fremhævelse tilføjet). For yderligere at illustrere den personlige beskaffenhed af Frelsens virke, læser vi i 3 Nephi, kapitel 17, vers 9: »Og da han således havde talt, kom hele mængden alle som een frem med deres syge og lidende, lamme og blinde, med deres stumme og med alle dem, der på en eller anden måde var behæftet med sygdomme; og han helbredte dem alle, efterhånden som de førtes frem for ham« (fremhævelse tilføjet). Derpå kan vi læse om den særlige velsignelse, der blev givet til de dyrebare børn i vers 21: »Og da han havde sagt disse ord, græd han, og mængden bar vidnesbyrd derom, og han tog deres små børn, det ene efter det andet, og velsignede dem og bad til Faderen for dem« (fremhævelse tilføjet). Dette var ikke en lille forsamling. I vers 25 læser vi: »Og de var omtrent to tusinde og fem hundrede sjæle, mænd, kvinder og børn.« Der er bestemt et meget dybsindigt og ømt, personligt budskab her. Jesus Kristus betjener og elsker os alle, »den ene efter den anden«. Mens vi grunder over vor Frelsers måde at vise kærlighed på, støtter vi jer hengivne stavs- og wardsledere, mænd og kvinder med stor tro. Vi anerkender med taknemmelighed, den store indsats, som I, der arbejder med de unge, udfører. Og vi giver udtryk for vores store påskønnelse for vore omsorgsfulde primaryledere og -lærere for jeres kristuslignende tjeneste. Vi har hvert eneste tilfælde af personligt virke med i vore tanker og siger tak, og forsæt, fortsæt endelig. Måske har vi mere end nogen sinde før i menneskehedens historie behov for at tjene på det personlige plan. I løbet af de sidste måneder af vores mission sidste år var vi vidne til en begivenhed, der endnu engang lærte os dette betydningsfulde princip, at Gud kender og elsker hver eneste af os. Ældste Neal A. Maxwell skulle komme til New York City i forbindelse med noget kirkeadministration, og vi blev underrettet om, at han også kunne tænke sig at afholde en missionskonference. Vi var virkelig glade og beærede over at få mulighed for at høre fra en af Herrens udvalgte tjenere. Jeg blev bedt om at udvælge en af vore missionærer til bede indledningsbønnen til mødet. Jeg kunne have valgt en vilkårlig missionær til at bede, men jeg følte, at jeg skulle tænke over dette og under bøn udvælge en, som Herren syntes, jeg skulle bede om det. Mens jeg kiggede gennem listen over missionærer, var der ét navn, der stak mig i øjnene: Ældste Joseph Appiah fra Accra i Ghana. Han var den, jeg følte, Herren ville have til at bede til mødet. Før missionskonferencen havde jeg et allerede planlagt interview med ældste Appiah, og jeg fortalte ham om den tilskyndelse, jeg havde fået om, at han skulle bede. Med forbløffelse og ydmyghed i sit blik begyndte han at græde voldsomt. Jeg var noget overrasket over hans reaktion og begyndte at fortælle ham, at det var i orden, og at han ikke behøvede at bede, da han forklarede mig, at han meget gerne ville bede bønnen, men at årsagen til hans følelsesudbrud var den kærlighed, han havde til ældste Maxwell. Han fortalte mig, at de hellige i Ghana og hans egen familie holder særlig meget af denne apostel. Ældste Maxwell havde indsat hans far som distriktspræsident i Accra og havde beseglet hans mor og far i templet i Salt Lake City. Se, jeg vidste ikke noget om det, jeg lige har fortalt om denne missionær eller hans familie, men det gjorde Herren, og han inspirerede en missionspræsident til at give en missionær et minde for livet og en oplevelse, der styrkede hans vidnesbyrd. Til mødet bad ældste Appiah en vidunderlig bøn og ydede et ydmygt bidrag til et møde, hvor ældste Maxwell underviste missionærerne om Jesu Kristi egenskaber. Alle, der var til stede, vil aldrig glemme den kærlighed, de følte for deres Frelser. Jeg har i mit hjerte et vidnesbyrd, brødre og søstre, om at Gud, vor himmelske Fader og Jesus Kristus kender og elsker os hver især. Jeg er ikke sikker på, at jeg fuldt ud forstår hvordan, jeg ved det bare og har oplevet, at det gør de. Jeg opfordrer alle os i vores tjeneste over for vores familie og over for vore medmennesker til at tage imod Frelserens inderlige opfordring om at komme til ham, den ene efter den anden, og blive fuldkommengjort i ham. Jeg bærer dette vidnesbyrd og nærer dette håb i Jesu Kristi navn. Amen.