Ældste Neal A. Maxwell
De Tolv Apostles Kvorum
»Mange mennesker, som er optaget af verdens anliggender, er ikke nødvendigvis i overtrædelse. Men de er helt afgjort på afveje og ðforøder deres prøvelses dageÐ (2 Nephi 9:27).«
For den sande troende har verdens tant og fjas med dens fornøjelser, magt, ros, penge og anseelse altid været der. Men i vores tid er mange nyttige hjælpeanordninger blevet sat ud af spillet eller ødelagt. Desuden markedsføres verdens skadelige elementer ved hjælp af den omsiggribende teknologi og støttes af et bombardement af mediedækning, så det kan nå ud til hvert eneste hjem og landsby. Og alt dette i en tid, hvor mange allerede har vendt sig fra det åndelige og siger: »Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet« (Åb 3:17).
Kristi disciple derimod har den fordel, at hvis vi ser en stor, hvid limousine stoppe op, så ved vi, at den ikke er kommet efter os. Guds plan er ikke nydelsens plan, men »saliggørelsens plan«.
Verdens tant og fjas er magtfuld. Verdslig livsstil underbygges snedigt nok med forklaringer som: »Alle gør det jo.« Derved foregiver man, at man har majoriteten bag sig. Produkter fremmes og holdninger støttes ved hjælp af snu nichemarkedsføring.
Peter sagde: ». . . det, man ligger under for, er man slave af« (2 Pet 2:19). Brødre og søstre, den enkelte udformer sit eget fængsel!
Spottere udviser den ligegyldige adfærd, der forudsiges af Peter med disse ord: »Hvad bliver der af løftet om [Kristi] komme? . . . alting [er] jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse« (2 Pet 3:4). Sådanne kynikere tror fejlagtigt, at det konstante udskiftning af aktører på livets scene er udtryk for, at der ikke er nogen instruktør eller nogen drejebog.
Nogle er, som guldfisk i en bowle, og tænker ikke det fjerneste over, hvem der skifter vandet og hælder foder ned (Jakobs Bog 4:13). Eller som et børnehavebarn, der, fordi dets forældre er lidt forsinkede, tænker: »Mennesket er alene i universet.«
Det er da også rigtigt, at nogle oprigtigt stræber efter mere magt for at kunne gøre godt, men kun få mennesker er gode nok til at være magtfulde. Men lysten til magt og verdslig fokus suger den åndelige ilt ud, så nogle har »mistet evnen til at fornemme« (Ef 4:19; 1 Nephi 17:45; Moroni 9:20). Men alligevel er de, trods de er gjort ufølsomme, mærkelig nok stadig i stand til at høre et tv-kamera blive tændt på 100 meters afstand. Og kampen om de ombejlede magtpositioner minder os om barndommens stoleleg.
Faktisk kan vores discipelværdighed afholde os fra at opnå verdens hæder. Som Balak sagde til Bileam: »Jeg har ganske vist lovet, at jeg ville betale dig, men Herren har forhindret, at du får betaling« (4 Mos 24:11). Anerkendelsens rouge tværes så let ud. Vi krymper os, når vi ser, hvordan de, der engang blev smigret af verden, ligesom Judas, bliver udnyttet, foragtet og forkastet (se L&P 121:20). Men ikke desto mindre har deres hænder også brug for at blive løftet af os, når de er parat til det (Hebr 12:12; L&P 81:5).
Skønt ros og hyldest har sin plads, må vi ikke glemme Jesu ord om de, der modtager jordisk ære: »De har fået deres løn« (Matt 6:2, 5).
Der er en væsentligt årsag til al denne flygtighed, brødre og søstre: De, der overrækker verdens flygtige hæder, er selv blot flygtige væsner. De kan ikke give det, som er varigt, fordi de ikke selv ejer det! Og nogle, som er klar over dette og ser så lidt, ønsker at få alt lige nu!
De foregående beklagelser fører frem til flere specifikke forslag.
Først og fremmest er der intet middel, som er stærkere end at trække mere på Helligåndens gaver, end vi gør i øjeblikket!
Lad os også ære familiens særlige plads. James O. Wilson har skrevet:
»Vi lærer at omgås andre mennesker i denne verden, fordi vi har lært at omgås vores familiemedlemmer. De, der flygter fra familien, flygter fra verden. Berøvet familiens hengivenhed, belæring og udfordringer, er de slet ikke klar til at møde verdens prøver, fordømmelse og krav« (The Moral Sense, s. 163).
Hvor er det dog ironisk, at nogle drager til »et land langt borte« (Luk 15:13) og forlader den frodige familiehave, hvor der måske nok er lidt ukrudt, for i stedet at slå sig ned i en ørken fuld af tidsler.
Personlig retskaffenhed, tilbedelse, bøn og studium af skrifterne spiller en stor rolle, når vi skal »aflægge det naturlige menneske« (Mosiah 3:19). Tag jer derfor i agt, når nogle kræver samfundets tolerance for deres personlige eftergivenhed!
Hvad enten vi er unge eller gamle, skal vi være gode venner, men også vælge vores venner omhyggeligt. Når vi vælger Herren først, bliver det meget lettere og sikrere at vælge sine venner. Overvej forskellen på venskaberne i Enoks stad og venskaberne i byerne Sodoma og Gomorra! Indbyggerne i Enoks stad valgte Jesus og hans livsstil og blev venner for evigt. Meget afhænger af, hvem og hvad vi vælger først.
Da han blev fristet »flygtede [han] ud« og viste, at han besad både mod og stærke ben! (1 Mos 39:12). Unge og voksne skal fjerne sig fra truende situationer.
Antallet af fortabte, der vender hjem, er sjældent stort nok, men regelmæssigt vender nogle dog tilbage fra »et land langt borte« (Luk 15:13). Men det var selvfølgelig bedst, om vi bliver ydmyge »ved ordet«, snarere end at skulle tvinges dertil af omstændighederne, men det kan også gå an! (Se Alma 32:1314). Hungersnød kan skabe åndelig sult.
Ligesom den fortabte søn kan vi også vandre til »et land langt borte«, som måske ikke er længere væk end en afskyelig rockkoncert. Afstanden til »et land langt borte« måles ikke i kilometer, men i den afstand, som vores hjerte og sind har lagt til Jesus! (se Mosiah 5:13). Det er troskab, ikke geografiske afstande, som er afgørende!
Men trods verdens mægtige tant og fjas, er det alligevel åndelige følelser, der gør sig gældende. Tvivl på tvivl kan opstå. Alle de hurtige løsninger fjerner i virkeligheden ikke verdslighedens tomhed og kedsomhed.
Desuden opdager de, der flittigt kæmper sig op i de verdslige højder, at de blot sidder oveni en lille dynge sand! De har arbejdet så hårdt for at nå dertil!
Hvorfor dog begære rigdom, hvis vi blot bruger »penge til det, som ikke er af nogen værdi . . . som ikke kan tilfredsstille jer« (2 Nephi 9:51).
Ligesom Jesus kan vi dagligt eller øjeblikkeligt beslutte os til ikke at give efter for fristelser (se L&P 20:22). Vi kan reagere på irritation med et smil, i stedet for at snerre, eller ved med varme at give oprigtig ros i stedet for iskold ligegyldighed. Ved at være forstående, i stedet for bryske, vil andre måske beslutte at holde ud lidt længere, i stedet for blot at give op. Kærlighed, tålmodighed og sagtmodighed kan være lige så smittende som ubehøvlethed og grovhed.
Vi kan tillade en befriende turbulens, som ryster den enkelte eller samfundet (se 2 Nephi 28:19). Hjerter, der higer efter verdens ting, skal måske knuses (se L&P 121:35). Sind, der er langt borte fra ham, skal måske vækkes med en advarsel (se Mosiah 5:13).
Mange mennesker, som er optaget af verdens anliggender, er ikke nødvendigvis i overtrædelse. Men de er helt afgjort på afveje og »forøder deres prøvelses dage« (2 Nephi 9:27). Alligevel er der nogen, der stolt lever »uden Gud i verden« (Alma 41:11) med porte og døre, som er lukket indefra!
Men bid mærke i dette, brødre og søstre: Folk, der er alt for optaget af sig selv, vil uundgåeligt svigte andre!
Tillæg jer den indstilling, som Brigham Young anbefaler: »Sig til markerne, flokkene og hjordene, til guldet og sølvet, til gods og løsøre, til bygninger og besiddelser, ja, til hele verden vig bort, væk fra mine tanker, for jeg vil tilbede Herren« (Deseret News, 5. jan. 1854, s. 2). Der er mange måder, hvorpå vi kan bede verden om at »vige bort«.
Ægtemænd og hustruer kan med jævne mellemrum gå i rette med hinanden og gøre status. Måske er der brug for mindre justeringer, og desuden kan sådanne samtaler være mere dyrebare, end vi er klar over. Men alt for mange ægtepar har for travlt.
Øjeblikke er de molekyler, som evigheden er gjort af! For år tilbage sagde præsident Hinckley: »Det er ikke så meget de store begivenheder, som de små daglige beslutninger, der lægger kursen for vores liv . . . Vores liv er i virkeligheden summen af vore tilsyneladende ubetydelige beslutninger og vores evne til at leve op til de beslutninger« (Gordon B. Hinckley, Caesar, Circus, or Christ?, BYU Devotional, 26. oktober 1965, s. 3).
Heldigvis kan vore fejltrin hurtigt fjernes ved ukuelig omvendelse, ved at udvise tro nok til at gøre endnu et forsøg hvad enten det gælder en opgave eller et forhold. En sådan udholdenhed er i virkeligheden en bekræftelse af vores sande identitet! Guds åndelige sønner og døtre behøver ikke permanent holdes nede, når de løftes op af Jesu forsoning. Kristi uendelige forsoning gælder derfor for vore begrænsede fiaskoer! Derfor lyder bønnen i denne særlige salme:
Tilbøjelighed til at vandre, o Herre, jeg føler det,
tilbøjelighed til at glemme den Gud, jeg elsker.
Her er mit hjerte, o, tag det og besegl det,
besegl det til at bo i dit himmelske hjem.
(»Come, Thou Fount of Every Blessing,« Hymns, 1948, nr. 70).
Det hjælper os til at modstå verdens tant og fjas, hvis vi ved, at vores liv, om end ufuldkomment, stort set er Herren velbehageligt (see Lectures on Faith, s. 67). Hvis vi er tilstrækkeligt hengivne, kan vi opnå denne stille vished!
Bekræftelsen på vores værd udspringer af at vide, hvem vi er, ikke blot af hvad vi gør. Jesu eftertænksomme ord står fast: »Hvad slags mænd [og kvinder] burde I da være? Sandelig siger jeg jer: Som jeg er« (3 Nephi 27:27; se også Matt 5:48; 3 Nephi 12:48).
At gøre det, som er værd at gøre, kan styrke vores karakter og evner, men jordiske forhold og muligheder varierer jo tilsyneladende meget. Men på trods af disse forskelle kan vi stadig blive mere som Kristus i vores evne til at være mere kærlige, sagtmodige, tålmodige og underdanige.
Ved at være mere opmærksomme på, hvad vi er, snarere end udelukkende på, hvad vi gør, vil vores offentlige og private adfærd blive mere ens nemlig Kristi mænd og kvinder. Vores egentlige værdi er jo alligevel ikke afhængig af jordisk hæder; ja, faktisk vil verden betragte os som svage og tåbelige (se 1 Kor 1:27). Som kontrast hertil har vi åbenbarede erklæringer såsom: »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn« (Rom 8:16).
Gud er uendeligt meget mere interesseret i, at vi har en plads i hans rige, end i vores plads i organisationen. Vi kan spekulere på vores indflydelsessfære, men han bekymrer sig om vores evne til at udøve selvbeherskelse. Faderen ønsker, at vi skal vende hjem og selv være et vidnesbyrd om vores livsførelse!
Og dog dukker vores jordiske misundelse af og til op på grund af stridigheder om penge, magt, krænkelser, anseelse eller den »kjortel« eller »fedekalv«, som gives til andre (se Luk 15:2223).
Vi finder vores sande tilhørsforhold, når vi ved, hvem vi er, og hvem vi virkelig tilhører! Kan I huske de populære linjer om Anatevka fra Spillemand på en tagryg? Dér »ved enhver, hvem han er, og hvad Gud forventer af ham,« (Joseph Stein, Fiddler on the Roof, s. 3; fremhævelse tilføjet) og vi kunne tilføje: »Og hvad Gud forventer, han skal være«.
Og dog kan vi frit vælge de jordiske goder, der har så kort holdbarhed. Men vi bør dog huske på, at forude venter det store øjeblik, hvor hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at Jesus er Kristus! (Se Mosiah 27:31; L&P 88:104). Så vil æreslogerne og de jordiske troner stå tomme. Selv den store og rummelige bygning vil falde med et brag! (Se 1 Nephi 8:2628). Og så vil de, der har levet uden Gud i verden, bekende, at Gud er Gud! (se Mosiah 27:31). I mellemtiden bør hans karakter og egenskaber vække vores beundring og anspore til efterfølgelse.
Er det ikke vidunderligt, brødre og søstre, at Gud, som ved alting, alligevel giver sig tid til at lytte til vores bønner? Sammenlignet med den store kosmiske kendsgerning, hvad har verden da at tilbyde os? Et enkelt bifald, et flygtigt øjebliks beundring, et anerkendende blik fra en flygtig kejser?
Må Gud velsigne os til at se alt, som det virkelig er, og som det virkelig vil blive (se Jakobs Bog 4:13; L&P 93:24), og må vi give den herlighed og ære og pris til Gud, som jeg nu gør. I Jesu Kristi hellige navn. Amen!
Previous
