De Halvfjerds' Præsidium Ældste Dennis B. Neuenschwander Levende profeter, seere og åbenbarere »Der er en voksende kløft mellem verdens standarder og Guds riges og evangeliums standarder, og . . . levende profeter belærer altid om Guds standarder.« Brødre, denne aften kunne jeg tænke mig at fortælle jer om en oplevelse, der har betydet meget for mig. Ved mødet søndag eftermiddag under aprilkonferencen den 6. april 1986 fandt der en højtidelig forsamling sted med det formål at opretholde Ezra Taft Benson som profet, seer og åbenbarer og som Kirkens 13. præsident. Alle medlemmer af Kirken blev opfordret til at deltage enten ved at være til stede i Tabernaklet eller via radio eller fjernsyn. Som familie tog vi imod opfordringen til at deltage hjemme. Bortset fra vores ene søn, som da var på mission, var vi der alle sammen ­ en højpræst, en præst, en diakon, vores 11-årige søn og min hustru LeAnn. Efter anvisning og efter tur rejste vi os, hver især som bærer præstedømmet, dernæst rejste vi os alle som familie for at opretholde præsident Benson. Hvorfor kalder Herren profeter, seere og åbenbarere? Og hvordan opretholder vi dem? Det grundlæggende ansvar for profeterne, seerne og åbenbarerne, som alle besidder apostolsk myndighed, er at bære et sikkert vidnesbyrd om Jesu Kristi navn over hele verden. Dette grundlæggende kald til at være et særligt vidne om hans navn har været uforandret, når som helst der har været apostle på jorden. Dette vidnesbyrd, formidlet af Helligånden gennem åbenbaring, var kernen i Kirken på Det Nye Testamentes tid og er kernen i Kirken i vore dage. På pinsedagen bar Peter et rent vidnesbyrd om, at Jesus af Nazaret blev udleveret, naglet og dræbt, og at han blev oprejst, idet han havde gjort »ende på dødens veer,« hvilket de, apostlene, alle var vidner på.1 Så brændende var dette vidnesbyrd om Jesus Kristus, da det blev udtalt af en levende apostel, at der fandt en forandring sted i hjertet, og at omkring 3.000 mennesker blev døbt til deres synders forladelse. Vi læser om, hvordan disse nyomvendte »holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.«2 Denne beretning i Apostlenes Gerninger føjer en dyb åndelig betydning til de ord, som Paulus senere skrev til efeserne, at de, der antager evangeliet, kommer til at tilhøre Guds husstand og »er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.«3 I denne gengivelsens uddeling belærte profeten Joseph Smith om, at »de fundamentale principper og grundsætninger i vor religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og for til himlen; og alt andet, som falder ind under vor religion, er kun tillæg dertil.«4 I overensstemmelse med dette guddommeligt bemyndigede ansvar om at bære et sikkert vidnesbyrd om Jesu Kristi navn over hele verden har de levende profeter i vore dage båret deres vidnesbyrd. I proklamationen Den levende Kristus forkynder de gengivelsen af hans præstedømme og genoprettelsen af Kirken, de vidner om hans andet komme og bærer »som hans behørigt indsatte apostle vidnesbyrd om, at Jesus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn.«5 Fordums såvel som nutidige apostle bærer vidnesbyrd om Jesu Kristi navn, fordi »der ikke skal gives noget andet navn, ej heller nogen anden vej eller middel, hvorved frelse kan komme til menneskenes børn, uden i og ved Kristi, Herren, den Almægtiges, navn.«6 For det andet belærer profeter, seere og åbenbarere tydeligt om Guds ord, så alle hans børn kan få gavn deraf og blive velsignet ved lydighed mod deres belæringer. Om Joseph Fielding Smith har præsident Hinckley skrevet: »Han talte lige ud af posen og uden omsvøb. Sådan er en profets mission.«7 Behovet for profetiske lærere, der kender Guds åbenbarede ord, og som forkynder det bramfrit og uden undskyldning, er lige så vigtigt i vore dage, som det nogen sinde har været. I en forvirrende verden med modstridende tanker, foranderlige værdier og selviske ønsker om magt kan vi med fordel omhyggeligt studere samtalen mellem Filip og manden fra Etiopien. Mens denne mand var i færd med at læse skrifterne, løb Filip hen til ham og spurgte: »Forstår du også det, du læser?« Han svarede: »Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?«8 Alma belærte Herrens folk: »Betro [ikke] nogen at være jeres lærer eller præst, uden at han er en Guds mand, som vandrer på hans veje og holder hans bud . . . . . . og ingen blev indviet, medmindre det var retfærdige mænd. Derfor vågede de over deres folk og nærede dem med det, der hører til retfærdighed.«9 Disse ord beskriver fuldstændigt de profeter, seere og åbenbarere, som leder denne kirke. De forkynder Guds ord med tydelighed, myndighed og forstand. For det tredje opretholder vi 15 mænd ikke kun som profeter og åbenbarere, men også som seere. At vi har seere blandt os tales der ikke meget om, men evnen til at se ind i fremtiden støtter apostlens vidnesbyrd og belæringer med kraft og myndighed. Jeg henviser til to skriftsteder, der taler om denne vigtige og enestående kaldelse. Ammon belærte kong Limhi i Mormons Bog, om, at »en seer kender til forbigangne ting og tilkommende ting, og ved dem skal alle ting åbenbares . . . og ting, som ellers ikke ville blive bekendtgjort, skal ligeledes gøres kendt ved dem.«10 I Den Kostelige Perle læser vi, at Herren bad Enok om at salve sine øjne med ler og vaske dem, så han kunne se. Det gjorde Enok så. »Og han så . . . ting, som ikke er synlige for det naturlige øje. Fra den tid spredtes det ord i landet: En seer har Herren oprejst for sit folk.«11 Hvad angår spørgsmålet om, hvad vore dages seere kundgør, som ellers ikke kunne blive kundgjort, og hvad de ser, som ikke er synligt for det naturlige øje, giver jeg et meget enkelt svar. Lyt, fundér og tænk bønsomt over, hvad de belærer om, og hvad de gør. Når du gør dette, viser der sig et mønster, som afslører meget, og deri findes svaret på dette spørgsmål. Nå, men tilbage til min families oplevelse med den højtidelige forsamling. Da afstemningen var færdig, sagde præsident Hinckley, som ledte mødet: »Tak til alle søskende for deres støtte. Vi føler, at I har opretholdt os ­ ikke kun med jeres oprakte hånd, men også af hjertet og med jeres tro og bønner, som vi har så inderligt brug for, at I fortsat vil gøre.«12 Brødre, vores opretholdende støtte af profeter, seere og åbenbarere findes ikke kun i den oprakte hånd, men i højere grad i vores mod, vidnesbyrd og tro til at lytte til, give agt på og følge dem. Men jeg spørger mig selv: Hvis det er så indlysende, hvorfor er det så så svært? Der kan være mange svar på dette, men jeg tror, at der i virkeligheden kun er ét. De fleste af vore vanskeligheder kan spores tilbage til vores ønske om at være mere antagelige for verden end for Gud. En levende profets belæringer er ofte i modstrid med verdens tendenser. Som sidste dages hellige og bærere af Guds præstedømme må vi forstå, at der er en voksende kløft mellem verdens standarder og Guds riges og evangeliums standarder, og at levende profeter altid belærer om Guds standarder. Hvor gerne vi end ville tilpasse evangeliet til verden, så hverken kan det, vil det, har det nogen sinde, og det vil aldrig nogen sinde blive det. Der er så meget i vore dages verden, der bygger på vellevned, øjeblikkelig fortjeneste og tilfredsstillelse samt social anerkendelse for enhver pris. Guds rige og evangelium er så meget mere end dette. Blandt de egenskaber, Gud sætter pris på, er der tålmodighed, langmodighed, udholdenhed, venlighed og broderlig kærlighed, og ingen af disse egenskaber er kortfristede eller bliver fremelsket på et øjeblik. Brødre, at have levende profeter, seere og åbenbarere blandt os og så ikke lytte til dem er ikke bedre end slet ikke at have dem. Profeten Jakob håbede på, at de ord, der med så meget besvær blev skrevet på pladerne af retskafne mænd, ville blive modtaget af deres børn med taknemmeligt hjerte, og at de kunne lære af dem »med glæde og ikke med sorg.«13 Måtte vi være kloge nok til at gøre ligeledes med ordene fra vor tids levende profeter, seere og åbenbarere. Jeg bærer vidnesbyrd om Jesu Kristi forsonings frelsende kraft. Jeg bærer vidnesbyrd om levende profeter, seere og åbenbarere. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. ApG 2:23­24; se også vers 32. 2. ApG 2:42. 3. Ef 2:20. 4. Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 143. 5. »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 3. 6. Mosiah 3:17. 7. Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 525. 8. ApG 8:30­31. 9. Mosiah 23:14, 17­18. 10. Mosiah 8:17. 11. Moses 6:36; se også vers 35. 12. Stjernen, okt. 1986, s. 77. 13. Jakobs Bog 4:3.