Den indre fjende Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab »Enhver af os må træne sig selv til at være modige, veldisciplinerede og trofaste præstedømmebærere, som er parat til at benytte de nødvendige våben til at kæmpe mod det onde og vinde.« Mine kære brødre i præstedømmet, jeg vil udtrykke min kærlighed og påskønnelse for hver af jer. Vi er taknemlige for alt det, som I gør for at føre værket frem overalt i verden. Jeg føler mig ydmyg og beæret over at være en af jer. Endnu før verden begyndte, indledtes en stor krig i himlen mellem det godes og det ondes kræfter.1 Den krig raser stadig og stedse voldsommere. Satan er stadig hærfører for de ondes hærskarer. Han frister os stadig, som han fristede Moses: ». . . du menneskesøn, tilbed mig.«2 Som præstedømmebærere er vi indrulleret i retfærdighedens store hær for at kæmpe mod Lucifers styrker. Enhver af os må træne sig selv til at være modige, veldisciplinerede og trofaste præstedømmebærere, som er parat til at benytte de nødvendige våben til at kæmpe mod det onde og vinde. Paulus sagde, at disse våben er »retfærdighed som brynje«, »troens skjold«, »frelsens hjelm« og »Åndens sværd«, som er Guds ord.3 I aften vil jeg gerne tale om den kamp, som enhver af os må udkæmpe inde i os selv. Præsident Joseph F. Smith har sagt: »Vor første fjende finder vi i os selv. Det er en god ting at overvinde denne fjende først og underkaste os Faderens vilje og være fuldstændig lydige mod livets og frelsens principper, som han har givet til verden for menneskenes frelse.«4 Sagt med enkle ord, så betyder det, at vi skal styrke det gode i os selv og overvinde Satans fristelser. Vi har en sikker vejviser. Alma siger: ». . . det, der er godt, kommer fra Gud, og det, der er ondt, kommer fra djævelen.«5 Robert Louis Stevenson fangede denne konstant kamp mellem godt og ondt i sin klassiske roman om dr. Jekyll og mr. Hyde. Historien fortæller os, at i begyndelsen »er dr. Jekyll en højt estimeret læge i London, en god og venlig mand, der i sine unge dage havde vist en snert af ondskab, som det dog var lykkedes ham at undertrykke. Lægen, der er meget interesseret i forskellige stoffer, er faldet over et stof, der kan forvandle hans ydre, så han ligner en afskyelig dværg, selve indbegrebet af ondskab, som han kalder mr. Hyde. En lignende dosis får ham til at forvandle sig tilbage til den gode doktors skikkelse og væsen. Lægen forvandler sig ofte til mr. Hyde, hvilket gav den side af hans natur større og større magt. Jekyll finder det stedse sværere at vende tilbage til sin dydige natur, og han forvandler sig også af og til til mr. Hyde uden at have taget stoffet.«6 I skikkelse af mr. Hyde begår han mord, og da stoffet ikke længere kan forvandle ham til den rare dr. Jekyll, kommer sandheden for en dag, og Hyde begår selvmord. Stofmisbruget knuste hans liv. Sådan kan det også være i virkeligheden. Nøglen til aldrig at forvandle sig til en ond, ugudelig mr. Hyde er at beslutte sig for ikke at give efter for nedbrydende fristelser. I må aldrig, aldrig eksperimentere med vanedannende stoffer. Lad være med at anvende tobak i nogen form eller tage andre vanedannende stoffer. Hold jer fra berusende spiritus. Afhængighed medfører konsekvenser, som er svære at overvinde. Vi får velsignelser ved at holde fast ved vores principper. Da jeg var præsident for Cottonwood Stav, var dr. Creed Haymond en af vore stavspatriarker. Han bar nu og da kraftigt vidnesbyrd om visdomsordet. Som ung mand var han holdkaptajn for University of Pennsylvanias atletikhold. Bror Haymond og hans hold blev i 1919 indbudt til at deltage i det årlige løbestævne for amerikanske universiteter. Aftenen før stævnet gav hans træner, Lawson Robertson, der havde været træner for flere olympiske hold, løberne besked på at drikke lidt sherry. På den tid troede trænere fejlagtigt, at vin virkede styrkende på muskler, der var blevet stive af hård træning. Alle de andre løbere drak sherry, men bror Haymond sagde nej tak, fordi hans forældre havde belært ham om visdomsordet. Bror Haymond var meget nervøs, for han brød sig ikke om at være ulydig mod sin træner. Han skulle løbe mod nogle af verdens hurtigste mænd. Sæt nu han klarede sig dårligt næste dag? Hvordan kunne han så se træneren i øjnene? Ved stævnet den følgende dag var resten af holdet syge og klarede sig meget dårligt, hvis de da ikke var for syge til overhovedet at løbe. Men bror Haymond var rask og vandt både 100 meter og 200 meter løbene. Hans træner sagde: »Du har lige løbet 200 meter på den hurtigste tid, som noget menneske nogensinde har gjort det.« Den aften og resten af sit liv var Creed Haymond taknemlig for sin tro på efterlevelsen af visdomsordet.7 Da jeg var i militæret under den anden verdenskrig traf jeg nogle lovende unge mænd. Men lidt efter lidt så jeg nogle af dem vende sig fra dr. Jekylls hæderlige, gudfrygtige egenskaber og tillægge sig mr. Hydes lave karakter. For nogle begyndte det med, at de drak kaffe, fordi vandet var beskidt, og de vandrensende piller havde en ubehagelig smag. Kaffen førte til, at nogle af og til drak en øl. Alle soldater, som gjorde tjeneste i udlandet, fik tildelt en ration cigaretter og af og til en flaske whisky, som var en lille formue værd. Præsident George Albert Smith gav engang dette råd: »Hvis I krydser så meget som en tomme over på djævelens side af stregen, så er I i fristerens magt, og hvis det lykkes for ham, vil I ikke kunne tænke eller træffe fornuftige beslutninger, for I vil have mistet Herrens ånd.«8 Nogle soldater holdt sig på den sikre side af stregen og undlod at eksperimentere eller handle med disse vanedannende stoffer, skønt vi fik dem ganske gratis. Men andre røg af cigaretterne eller drak af spiritussen som en adspredelse i krigens trængsler. Der var endda nogle, som lod sig drage ind i umoral, fordi de mente, at krigens gru retfærdiggjorde, at de sænkede deres standarder og lod mr. Hyde-siden af deres personlighed få overmagt. Efter krigen opdagede de, der var blevet afhængige af tobak, spiritus og umoral, at de ikke kunne ryste disse dårlige vaner af sig. De unge mænd, der til at begynde med var så lovende, overskred stregen tomme for tomme, indtil de havde berøvet sig selv og deres familier den lovede lykke og i stedet endte i skilsmisse, knuste familier og sorg. De, der aldrig sænkede deres standarder, gav ikke efter for disse uvaner. De kom igennem den prøvende tid af deres liv som stærkere mænd, der var bedre beredt på at føre produktive, eksemplariske og lykkelige liv som trofaste fædre og bedstefædre i retskafne familier. De har også virket som ærede og respekterede ledere i Kirke og samfund. En anden falsk filosofi, der appellerer til mr. Hyde-siden af vores natur, er, at det er harmløst at kigge på pornografi. Det er et frygteligt bedrag. Pornografi er lige så vanedannende som kokain eller ulovlige stoffer. Jeg modtog for nylig et sørgeligt brev fra en udelukket mand, hvis sjæl er fuld af sorg og anger. Med hans tilladelse citerer jeg følgende fra hans brev: »Jeg håber, at dette brev vil bekræfte for enhver, der måtte have tvivl om det, at ødelæggelsens vej kun fører til sorg og ulykke, og ingen synd er den pris værd.« Han fortsætter med at sige: »Jeg har bragt sorg og ulykke over mig selv. Det er først nu, at jeg indser, hvilken stor ødelæggelse jeg har påført mig selv. Intet selvisk eller vellystigt begær er værd at miste sit medlemskab af Kirken for. Jeg har bragt ulykke over min hustru og vores to dejlige børn. Jeg er taknemlig for min hustrus indsats for at hjælpe mig med at overvinde mine synder. Min hustru har været offer for mine synder og har udholdt megen sorg og lidelse. Jeg længes efter den dag, hvor jeg igen kan blive medlem af Herrens kirke og vi igen kan blive en evig familie.« Brevet fortsætter med denne erkendelse: »Mine synder er en direkte følge af min ungdoms afhængighed af pornografi. Pornografi er uden tvivl vanedannende, og det er en gift. Hvis jeg tidligt i livet havde lært selvbeherskelse, ville jeg have været medlem af Kirken i dag.« Et af mr. Hydes fupnumre er det, som nogle fejlagtigt kalder »planlagt omvendelse«. Der findes ikke nogen sådan lære i Kirken. Det lyder måske tiltrækkende, men det er en afskyelig og falsk idé. Dens hensigt er at lulle os til at tro, at vi bevidst og overlagt kan overtræde i visheden om, at hurtig omvendelse gør det muligt for os at nyde evangeliets fulde velsignelser, så som templets velsignelser eller en mission. Sand omvendelse kan være en lang, smertefuld proces. Denne tåbelige lære blev forudset af Nephi: »Og der skal også være mange, der skal sige: Æd, drik og vær lystig, men frygt alligevel Gud, thi han vil retfærdiggøre dig, selv om du begår en lille synd, ja, lyv lidt, drag fordel af næstens ord og grav en grav for ham; der er intet ondt deri. Og gør alle disse ting, for i morgen skal vi dø; og dersom vi findes skyldige, vil Gud slå os med nogle få slag, og til sidst vil vi blive frelst i Guds rige.«9 Om alle dem, der forkynder denne lære, siger Herren: »Og de helliges blod skal råbe fra jorden mod dem.«10 Det er, fordi alle vore pagter ikke alene skal modtages gennem ordinancer, men for at være evige, skal de også besegles af Forjættelsens Helligånd.11 Dette guddommelige godkendelsesstempel sættes kun på vores ordinancer og pagter, hvis vi er trofaste. Det falske begreb »overlagt omvendelse« omfatter et element af bedrag, men Forjættelsens Helligånd lader sig ikke narre. Nogle mennesker bærer masker af hæderlighed og ydre retskaffenhed, men lever et liv i bedrag, idet de tror, at de, ligesom mr. Hyde, kan føre et dobbeltliv, uden at blive afsløret. Jakob sagde: »Det menneske . . . tvesindet, som det er og ustadigt i al sin færd.«12 I Mormons Bog læser vi beretningen om Corianton, som drog på mission til zoramiterne sammen med sin far og sine brødre. Hans dobbeltliv fik ham til at svigte sin kaldelse, og hans far sørgede: »Min søn, hvor stor synd har du ikke bragt over zoramiterne; thi da de så din opførsel, ville de ikke tro mine ord.«13 Hyklere er dem, der udadtil bærer masker, som afspejler godhed, men som indvendigt øver ondskab og bedrag. Sådan var de skriftkloge og farisæerne, som kom til Frelseren og foregav at lide af samvittighedsnag og derfor ønskede hans kloge råd. »Mester,« sagde de smigrende, »vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk.« Med denne luskede metode håbede de på at fange ham, og de spurgte: »Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Deres spørgsmål var ladet med onde hensigter, for en af de mest foragtede romerske love var deres skat. Hvis han havde svaret »ja«, kunne farisæerne havde stemplet ham som illoyal over for jøderne. Hvis han havde svaret »nej«, kunne han anklages for oprør. »Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: ðHvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere?Ы Han bad dem om at vise ham en denar og spurgte: »ðHvis billede og indskrift er det?Ð ðKejserensÐ, svarede de. Da sagde han til dem: ðSå giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!Ы14 Vi lever i verden, men bør ikke lade os overvælde af det hykleri og bedrag, som findes i den. Sandheden om, hvem vi er, og hvad vi gør, vil i den sidste ende komme for en dag. Herren har givet os denne alvorlige påmindelse: ». . . thi deres uretfærdighed skal forkyndes fra hustagene og deres hemmelige gerninger skal åbenbares.«15 Eftersom vi lever i et moralsk ufølsomt samfund, har vi svært ved at fortælle os selv og andre, at vores handlinger er forkerte. Brødre, vi kan værne os mod den indre fjende, hvis vi udnytter Guds præstedømmes beskyttende kappe. Vi må hver især aktivere det hellige præstedømmes kræfter i vores tilværelse. Det vil sige, at vi dagligt anvender denne gudgivne magt til at velsigne andre ved at udføre vores hjemmeundervisning, forrette ordinancer og holde familieaften. Sammen har vi til opgave at bringe frelsens budskab ud til hele verden, og den mission udfører vi under ledelse af vores præsident Gordon B. Hinckley, som besidder alle præstedømmets nøgler på jorden på dette tidspunkt. Vi kan ikke udføre den mission, medmindre enhver af os vinder den indre kamp. Når vi gør det, kan vi iføre os Guds fulde rustning og modtage de velsignelser, som findes i præstedømmets ed og pagt. Herren har lovet, at »alle de, som modtager dette præstedømme, modtager mig . . . og den, der modtager mig, modtager min Fader, og den, som modtager min Fader, modtager min Faders rige. Derfor skal alt det, som min Fader har, gives ham.«16 Ophøjelse i Faderens rige omfatter riger, troner, herredømmer, fyrstendømmer og magt, som stedse øges.17 Jeg beder til, at vi må kæmpe for at overvinde den indre fjende, så vi kan modtage disse velsignelser. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Se Åb 12:4­9; Moses 4:1­4; Abraham 3:24­28; L&P 29:26­38; Es 14:12­20; Luk 10:18. 2. Moses 1:12. 3. Ef 6:14­17. 4. Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 213. 5. Alma 5:40. 6. Thesaurus of Book Digest, s. 206. 7. Se Joseph J. Cannon, »Speed and the Spirit«, Improvement Era, okt. 1928, s. 1001­1007. 8. Sharing the Gospel with Others, red. Preston Nibley, s. 43. 9. 2 Nephi 28:8. 10. 2 Nephi 28:10. 11. Se L&P 132:7. 12. Jakobs Brev 1:8. 13. Alma 39:11. 14. Matt 22:16­21. 15. L&P 1:3. 16. L&P 84:35, 37­38. 17. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, s. 72.