Kaldet til at tjene Præsident Thomas S. Monson Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab »Jeg nærer ærbødighed for den almægtige Guds præstedømme. Jeg har været vidne til dets kraft. Jeg har set dets styrke. Jeg har været forundret over de mirakler, som det har udvirket.« Det er et stort privilegium for mig at stå foran jer i aften i dette storslåede Konferencecenter og i forsamlingerne verden over. Hvilken stor præstedømmeforsamling! Som tekst vil jeg gerne bruge de ord, som er talt gennem profeten Joseph Smith, og som findes i afsnit 107 i Lære og Pagter. De gælder for os alle, uanset om vi er bærere af Det Aronske Præstedømme eller Det Melkisedekske Præstedømme: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.«1 Præsident Wilford Woodruff erklærede: »Alle præstedømmets organisationer besidder kraft. Diakonen besidder kraft gennem det præstedømme, som han bærer. Det gør læreren også. De har magt til at træde frem for Herren og få deres bønner hørt og besvaret ligesom profeten, seeren eller åbenbareren har . . . Det er ved dette præstedømme, at mænd får ordinancer givet, at deres synder bliver tilgivet, og at de bliver forløst. Det er af denne årsag, at det er blevet åbenbaret og beseglet på vores hoved.«2 De, som bærer Det Aronske Præstedømme, bør blive givet mulighed for at højne deres kaldelser i dette præstedømme. Jeg blev fx ordineret til diakon, mens vores biskopråd fremhævede betydningen af det hellige ansvar, som vi havde for at dele nadveren rundt. Det blev fremhævet, at vi skulle klæde os passende, opføre os værdigt og huske at være rene både i det indre og i det ydre. Da vi blev undervist i fremgangsmåden for, hvordan man uddeler nadveren, fik vi at vide, at vi hjalp hver eneste medlem i fornyelsen af dåbspagten med dens ansvar og velsignelser. Vi fik også at vide, hvordan vi skulle hjælpe bror Louis, som var lam, med at nyde nadveren. Og jeg husker, at jeg fik til opgave at uddele nadveren på den række, hvor Louis sad. Jeg tøvede, da jeg nærmede mig denne vidunderlige broder, og da jeg så hans smil og det både ivrige og taknemlige udtryk, som viste hans ønske om at nyde nadveren. Jeg holdt nadverbakken i min venstre hånd, tog et stykke brød og lagde det mellem hans læber. Vandet blev senere omdelt på samme måde. Jeg følte, at jeg stod på hellig jord. Og det gjorde jeg i virkeligheden også. Det privilegium at omdele nadveren til Louis gjorde os til bedre diakoner. I ædle Unge Mænds ledere, I står på skillevejen for dem, som I underviser. På væggen i Stanford University Memorial Church står sandheden, at »vi må undervise vore unge i, at alt det, som ikke er evigt, er for kort, og alt det, som ikke er uendeligt, er for småt.«3 Præsident Gordon B. Hinckley har fremhævet vores ansvar, da han erklærede: »Dette værk kræver forpligtelse. Det kræver hengivenhed. Vi er involveret i en evig strid, der gælder Guds sønner og døtres sjæle. Vi taber ikke. Vi vinder. Vi vil blive ved med at vinde, hvis vi vil være trofaste og oprigtige . . . Herren har ikke bedt om noget, som vi ikke kan gøre, hvis vi har tro.«4 Brødre, har hver ordineret lærer fået givet en opgave som hjemmelærer? Hvilken mulighed er det ikke for at forberede sig til en mission? Hvilket privilegium er det ikke at kunne lære disciplinens pligt? En dreng vil automatisk vende sine tanker væk fra sig selv, når han får til opgave at »våge over« andre. Og hvad med præsterne? Disse unge mænd har mulighed for at velsigne nadveren, at fortsætte med deres hjemmelærerpligter og deltage i dåbens hellige ordinance. Vi kan styrke hinanden, vi har styrke til at lægge mærke til den, som andre ikke lægger mærke til. Når vi har øjne, som kan se, ører, som kan høre, og hjerter, som kan kende og føle, så kan vi række ud og frelse dem, som vi har ansvar for. I Ordsprogenes Bog lyder dette råd, og jeg elsker det: »Giv agt på den vej, du går.«5 Jeg ærer den almægtige Guds præstedømme. Jeg har været vidne til dets kraft. Jeg har set dets styrke. Jeg undret mig over de mirakler, som det har udvirket. For 50 år siden kendte jeg en ung mand, som var præst, og som bar Det Aronske Præstedømmes myndighed. Som biskop var jeg hans kvorumspræsident. Robert stammede og faldt over ordene uden at kunne kontrollere det. Han var meget bevidst omkring sig selv, han var sky og bange for sig selv og alle andre, hvilket var en ødelæggende forhindring for ham. Han gennemførte aldrig en opgave, så aldrig nogen i øjnene og slog altid blikket ned. Så accepterede han en dag på grund af nogle usædvanlige omstændigheder det præstedømmeansvar at døbe et andet menneske. Jeg sad ved siden af Robert ved dåbsbassinet i Tabernaklet i Salt Lake City. Han var klædt i ulastelig hvidt og var klar til den ordinance, som han skulle udføre. Jeg lænede mig over mod ham og spurgte ham, hvordan han havde det. Han kiggede ned i gulvet og stammede næsten helt ukontrollabelt, at han havde det meget forfærdeligt. Vi bad begge brændende, at han måtte leve op til sin opgave. Pludselig sagde sekretæren så: »Nancy Ann McArthur vil nu blive døbt af Robert Williams, som er præst.« Robert forlod mig og trådte ned i dåbsbassinet, tog den lille Nancy ved hånden og hjalp hende ned i det vand, som renser mennesker og tilvejebringer en åndelig genfødsel. Han udtalte ordene: »Nancy Ann McArthur, med fuldmagt fra Jesus Kristus, døber jeg dig i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. Amen.« Ikke én gang stammede han. Ikke en gang svigtede han! Vi var vidne til et nutidigt mirakel. Robert udførte derpå dåbsordinancen for to, tre andre børn på samme måde. Da jeg lykønskede Robert i omklædningsværelset, ventede jeg at høre den samme uafbrudte talestrøm. Jeg tog fejl. Han slog blikket ned og stammede sin tak. Til alle jer brødre, som er her i aften, så vidner jeg, at da Robert handlede med myndigheden fra Det Aronske Præstedømme, talte han med kraft, overbevisning og med himmelsk hjælp. Vi må tilvejebringe trosopbyggende erfaringer for vore unge mænd i Det Aronske Præstedømme. De søger at få mulighed for at føle Herrens Ånd hjælpe dem, ligesom vi har fået. Jeg husker dengang, jeg fik til opgave at holde min første tale i kirken. Jeg fik frihed til at vælge mit emne. Jeg har altid været glad for fugle, så jeg tænkte på Seagull Monument. Som forberedelse tog jeg hen på Tempelpladsen og så på monumentet. Først blev jeg tiltrukket af alle mønterne i vandet rundt om monumentet. Jeg spekulerede på, hvordan man fik dem, og hvem der gjorde det. Jeg siger ikke, at jeg havde nogle tanker om at tage dem. Så så jeg op på mågen øverst på monumentet. I mit drengesind forsøgte jeg at forestille mig, hvordan det ville have været at være pioner her og se det første års afgrøder i form af dyrebart korn blive ædt op af græshopper og derpå se disse måger med deres smukke vinger svæve ned på markerne og spise græshopperne. Jeg elskede denne beretning. Jeg satte mig ned med en blyant i hånden og skrev en 2 1/2 minuts tale. Jeg har aldrig glemt disse måger. Jeg har aldrig glemt disse græshopper. Jeg har aldrig glemt mine knæ, som rystede så meget, at de stødte sammen, mens jeg holdt den tale. Jeg har aldrig glemt den følelse af at lade nogle af mine inderste følelser finde udtryk i ord fra talerstolen. Jeg vil indtrængende opfordre til, at vi giver Det Aronske Præstedømme mulighed for at tænke, at overveje og at tjene. Præsident David O. McKay bemærkede: »Må Gud hjælpe os til at være trofaste over for præstedømmets idealer ­ både Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømmes. Må han hjælpe os med at højne vore kaldelser og inspirere mennesker ved vore gerninger ­ ikke blot medlemmer af Kirken, men mennesker overalt ­ til at leve et højere og et bedre liv, til at blive bedre ægtemænd, bedre naboer og bedre ledere under alle forhold.«6 Verden synes at have givet slip på sikkerhedens forankringer og være drevet bort fra fredens havn. Eftergivenhed, umoral, pornografi og stærkt gruppepres kaster mange ud på syndens have, hvor de lider skibbrud på de tabte muligheders, de spildte velsignelsers og de knuste drømmes skarpe rev. Nogen spørger måske bekymret: »Er der en vej til sikkerhed?« »Er der nogen, som kan vejlede mig?« »Kan man slippe bort fra den truende ødelæggelse?« Svaret, brødre, giver genlyd: »Ja!« Se hen til Herrens fyrtårn. Der findes ingen tåge så tæt, ingen nat så mørk, ingen storm så stærk og ingen sømand så fortabt, at dette fyrtårnslys ikke kan redde situationen. Det lyser gennem livets storme. Herrens fyrtårn udsender signaler, som hurtigt kan genkendes, og som aldrig svigter. Der findes mange sådanne signaler. Jeg vil kun nævne tre. Læg nøje mærke til dem, jeres ophøjelse kan komme til at afhænge af dem ­ både jeres og min: For det første: Bøn giver fred. For det andet: Troen går forud for miraklet. Og for det tredje: Ærlighed varer længst. Det første handler om bøn ­ Adam bad, Jesus bad, Joseph bad. Vi kender resultatet af deres bønner. Han, som ser selv spurven falde, hører helt sikkert vores hjertes bøn. Husk dette løfte: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«7 Det næste er, at troen går forud for miraklet. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Det regnede ikke, da Noa fik befaling om at bygge arken. Der var ingen synlig vædder i krattet, da Abraham forberedte ofringen af sin søn Isak. De to himmelske personer var endnu ikke synlige, da Joseph knælede og bad. Først kom troens prøve ­ og derefter miraklet. Husk at tro og tvivl ikke kan eksistere i det samme sind på samme tid, for den ene vil drive den anden væk. Kast tvivlen bort. Dyrk troen. Og til sidst, ærlighed varer længst. Jeg lærte dette på dramatisk vis på rekrutskolen, da jeg var i søværnet for 55 år siden. Efter de første tre ugers isolerede uddannelse, kom de gode nyheder, at vi ville få vores første orlov og kunne besøge byen San Diego. Alle mændene var meget opsat på denne forandring. Mens vi gjorde klar til at stige på busserne ned til byen, kommanderede befalingsmanden: »Alle, som kan svømme træder an herovre. I tager på orlov til San Diego. Alle, som ikke kan svømme, træder an derovre. I skal hen til svømmebassinet og have den første svømmelektion. Først når I har lært at svømme, vil I få orlov.« Jeg havde været svømmer det meste af livet, så jeg fortsatte hen til bussen til byen, men så sagde den lille befalingsmand til vores gruppe: »Lige en ting, før vi træder op i bussen. Følg mig. Fremad, march!« Han marcherede os lige hen til svømmebassinet, befalede os at tage tøjet af og stille op ved kanten af svømmebassinet. Så befalede han: »Spring i, og svøm over til den anden ende.« Og i denne gruppe, hvor vi alle havde angivet, at vi kunne svømme, var der omkring 10, som troede, at de kunne slippe fra det. De anede ikke, hvordan man svømmer. Men på hovedet ud i vandet røg det, frivilligt eller på anden måde. En katastrofe var ved at udvikle sig. Befalingsmændene lod dem gå under en til to gange, før de rakte bambuskæppen frem, så de kunne redde sig ind i sikkerhed. Med nogle få udvalgte eder sagde de derpå: »Det vil lære jer at fortælle sandheden!« Hvor taknemlig var jeg ikke fordi jeg havde fortalt sandheden, at jeg kunne svømme og derfor let kom fra den ene ende af bassinet til den anden. Sådanne lærestreger lærer os at være ærlige ­ ærlige over for troen, ærlige over for Herren og ærlige over for vore fæller og ærlige over for alt det, som er helligt og dyrebart for os. Den lærestreg har jeg aldrig glemt. Herrens fyrtårn kalder os til sikkerhed og evig glæde, mens vi ledes på vejen af dets aldrig ophørende signaler: Bøn giver fred. Troen går forud for miraklet. Ærlighed er varer længst. Jeg vidner for jer denne aften, at Jesus i sandhed er Kristus, vores elskede Forløser og Frelser. Vi ledes af den almægtige Guds profet ­ ja, af præsident Gordon B. Hinckley. Jeg ved, at I deler den samme overbevisning. Jeg vil afslutte med et enkelt og alligevel dybsindigt brev, som afspejler vores kærlighed til vores profet og for hans ledelse: »Kære præsident Monson For fem år siden blev præsident Hinckley opretholdt som profet, seer og åbenbarer. For mig var det en enestående lejlighed, som havde at gøre med din anmodning om Kirkens opretholdende stemme. Den morgen var det nødvendigt at hente hø til dyrene. Jeg lyttede til konferencen fra min radio i lastbilen. Jeg havde hentet høet og var bakket ind i laden og smed nu høballerne ned fra ladet på lastbilen. Da du bad brødrene i præstedømmet ðuanset, hvor I erÐ om at forberede sig til at opretholde profeten, spekulerede jeg på, om det også gjaldt mig. Jeg spekulerede på, om Herren vil tage anstød af det, for jeg svedte og var dækket af støv. Men jeg tog dig på ordet og steg ud af lastbilen. Jeg skal aldrig glemme, da jeg stod der alene i laden, med hatten i hånden og sveden løbende ned ad ansigtet med armen løftet for at opretholde præsident Hinckley. Tårerne blandede sig med sveden, mens jeg sad der i adskillige minutter og tænkte på denne hellige stund.« Han fortsatte: »Vi kan befinde os på mange forskellige steder, når begivenheder af stor betydning finder sted. Det skete for mig, men der kunne ikke være noget mere åndeligt, ømt eller mindeværdigt end den morgen i laden, hvor kun køer og en rødskimlet hest så til. Med venlig hilsen Clark Cederlof« Præsident Hinckley, vi, som præstedømmets brødre i Kirken, elsker dig og opretholder dig. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. L&P 107:99. 2. Millennial Star, 22. sep. 1890, s. 595­596; tegnsætning moderniseret. 3. Se Conference Report, okt. 1952, s. 17. 4. Stjernen, jan. 1986, s. 36. 5. Ordsprogenes Bog 4:26. 6. Se Conference Report, okt. 1967, s. 97. 7. Jakobs Brev 1:5.