At være discipel Ældste L. Tom Perry De Tolv Apostles Kvorum »Vi skal skabe . . . en vedvarende og konstant proces, som drager os nærmere til vor Herre og Frelser, så vi kan blive regnet blandt hans disciple.« Min mor var god til at delegere arbejde. Hver lørdag morgen, mens mine søskende og jeg var børn, gav hun os en rengøringsopgave. De instrukser, som hun gav os, havde hun lært fra sin mor: »Husk at gøre ordentlig rent i krogene og langs panelerne. Hvis I glemmer noget, så lad det være inde midt på gulvet.« Hun vidste udmærket, at hvis vi gjorde rent ude i hjørnerne, så ville hun ikke få problemer med det, der lå tilbage i midten af stuen. Det, som er synligt for øjet, får aldrig lov at være snavset. Igennem årene har jeg gjort brug af mors råd på mange andre områder. Det kan i særdeleshed anvendes på åndelig rengøring. De sider af vores liv, som er stillet offentligt til skue, volder sjældent problemer, fordi vi gerne vil gøre det bedst mulige indtryk. Men det er vores livs skjulte kroge, hvor der findes ting, som kun vi kender til, hvor vi især skal være grundige for at sikre, at vi er rene. En af de kroge, som kræver særlig opmærksomhed, er det område, som hedder vores tanker. Vi skal konstant være på vagt over for de stunder, hvor vi lader vores tanker vandre ind på områder, som vi burde undgå. Et ordsprog lyder: »Som et menneske tænker i sit hjerte, således er han.« Og Judas har skrevet: »I deres sværmeri tilsøler de legemet« (Jud 1:8). Vores tanker former uundgåeligt vores liv. James Allen har udtrykt det på følgende måde i sin bog As A Man Thinketh: »Ligesom planter udspringer af frøet og ikke kan eksistere uden dette, udspringer også enhver af et menneskes handlinger af tankens skjulte frø, og kunne ikke være opstået uden dem. Det gælder både de såkaldt ðspontaneÐ og ðuovervejedeÐ handlinger og dem, som udføres helt bevidst . . . I tankens arsenal støber mennesket de våben, der ødelægger ham; han fremstiller også de redskaber, hvormed han bygger sig himmelske boliger med glæde, styrke og fred . . . Mellem disse to yderpunkter findes alle afskygninger af karakterer, og mennesket er selv deres skaber og herre . . . han er tankens herre, karakterens formgiver og skaberen af omstændigheder, miljø og skæbne« (As A Man Thinketh, 1983, s. 7­10). Så tilføjede hr. Allen: »Lad et menneske ændre sine tanker radikalt, og så vil det forbløffe ham, hvor hurtigt det påvirker hans materielle forhold. Mennesker tror, at tanker kan holdes hemmelige, men det kan de ikke. De krystalliseres hurtigt til vaner, og vaner bliver til omstændigheder« (As a Man Thinketh, s. 33-34). En af de kroge, som vi flittigt må stræbe efter at holde ren, er vores tanker. Idealet er at koncentrere vores tanker om åndelige emner. En anden krog, som muligvis kan samle støv på grund af vores forsømmelse, har med vejledningen af vores familie at gøre. Præsident Kimball udtrykte sin bekymring med disse ord: »Vores succes som enkeltmedlem og som kirke er stort set afhængig af, hvor trofast vi koncentrerer os om at efterleve evangeliet i hjemmet. Kun hvis vi klart kan se den enkeltes ansvar samt familiens og hjemmets opgave, kan vi rigtig forstå, at præstedømmets kvorummer og hjælpeorganisationer, selv i ward og stav, hovedsageligt er til for at hjælpe medlemmerne med at efterleve evangeliet i hjemmet. Så vil vi forstå, at mennesker har større betydning end programmer, og at Kirkens programmer altid bør støtte de evangelieorienterede familieaktiviteter . . . Alle må arbejde sammen for at gøre hjemmet til et sted, hvor vi elsker at være, hvor vi kan lytte og lære, et sted, hvor der hersker gensidig kærlighed, støtte, værdsættelse og opmuntring. Jeg vil gerne gentage, at vores største succes som enkeltmedlem og som kirke stort set er afhængig af, hvor trofast vi koncentrerer os om at efterleve evangeliet i hjemmet« (Kimball, Spencer W., »Efterlevelse af evangeliet i hjemmet«, Den danske Stjerne, oktober 1978, s. 164­165). Mit generelle råd til jer er, at vi skal skabe systemer, der fremmer åndelig hovedrengøring ­ en vedvarende og konstant proces, som drager os nærmere til Herren, vor Frelser, så vi kan blive regnet blandt hans disciple. Hovedformålet med vores jordiske prøvetid er at berede os til at møde Gud og arve de velsignelser, som han har lovet til sine værdige børn. Frelseren viste vejen, mens han selv vandrede på jorden, og opfordrede dem, der fulgte ham, til at blive hans disciple. Følgende er skrevet angående det at være en discipel: »Ordet discipel stammer fra latin . . . [og betyder] en elev. En Kristi discipel er en, som lærer at blive som Kristus, altså at tænke, føle og handle som han gør. At være en sand discipel, at gennemføre den udvikling, er den mest krævende proces, der findes. Ingen anden kan sammenlignes . . . med den, hverken hvad angår krav eller belønninger. Det kræver den totale forandring af et menneske, fra det naturlige menneskes tilstand til at blive hellig, en, der elsker Herren og tjener ham af sit hele hjerte, sjæl, sind og styrke« (Chauncey C. Riddle, »Becoming a Disciple,« Ensign, sep. 1974, s. 81). Frelseren belærte dem, der ville følge ham, om indbegrebet af det at være discipel. Han sagde: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Og at tage sit kors op vil sige, at han fornægter sig selv al ugudelighed og enhver verdslig lyst og holder mine bud« (Matt 16:24, JSO i fodnote d [engelsk]). »Bryd ikke mine bud for at frelse jeres liv; for den, der vil frelse sit liv, skal miste det i den kommende verden. Men den, der mister sit liv for min skyld, skal finde det i den tilkommende verden. Forsag derfor verden og frels jeres sjæle« (JSO Matt 16:27­29). Når ånden overvinder kødet, bliver kødet tjener i stedet for herre. Når vi har renset ud i verdslighedens kroge og er rede til at være lydige mod Herren, så er vi parat til at modtage hans ord og holde hans bud. Der sker en dramatisk forandring i menneskers liv, når de virkelig hengiver sig til at blive Herrens disciple. Et af de mest gribende eksempler, jeg kan komme i tanker om, er den unge Alma og den forandring, som skete med ham, da han blev en Herrens discipel. Husk, at Alma og Mosiahs sønner blev regnet blandt de ikke-troende. Han var en mand, der talte meget og smigrede folket. Han ledte folket til at begå ugudelighed. Han blev en stor hindring for Kirken, idet han stjal folkets hjerte og forårsagede stor uenighed mellem dem. Men takket være hans fars ydmyge bønner viste en engel sig for disse fem, mens de var ude at hærge. Alma blev så forbløffet, at han faldt om på jorden, og englen befalede ham: »Alma, rejs dig op og stå frem, hvorfor forfølger du Guds kirke? Thi Herren har sagt: Det er min kirke, og jeg vil stadfæste den, og intet skal ødelægge den, uden at det skulle være mit folks overtrædelser« (Mosiah 27:13). Han var så svag, at han ikke kunne bevæge sig og måtte derfor bæres. Han var også stum. Han blev ført ind og fremstillet for sin far. Hans far glædede sig og bad folket om at bede for hans søn. »Og efter at de havde fastet og bedt i to dage og to nætter, fik Almas lemmer deres styrke igen, og han stod op og begyndte at tale til folket og bød dem være ved godt mod. Thi, sagde han, jeg har omvendt mig fra mine synder, og er blevet forløst af Herren; jeg er blevet født af Ånden« (Mosiah 27:23­24). Så beretter han om de store trængsler og lidelser, han gennemgik, da han indså, at han var afskåret fra Guds rige. Han huskede sin fars belæringer og anråbte Herren om nåde. Vi ser nu den dramatiske forandring, da han bliver en af vor Forløsers disciple. »Og nu begyndte Alma og de, der var med ham, da engelen åbenbarede sig for dem, at lære folket og rejse omkring i hele landet, idet de kundgjorde for hele folket det, de havde hørt og set og prædikede Guds ord under megen trængsel« (Mosiah 27:32). I min families pionerhistorie findes der mange beretninger om ædle sjæle, som viste sig som ægte disciple. Mine børns oldefar var en af Jesu Kristi tapre disciple. Hans familie var velhavende gårdejere i Danmark. Som yndlingssøn skulle han arve jorden efter sin far. Han forelskede sig i en smuk, ung kvinde, som ikke kom fra samme sociale lag som hans familie. Han fik besked på ikke at fortsætte forholdet. Han var ikke tilbøjelig til at følge sin families råd, og ved et af sine besøg, opdagede han, at hele hendes familie var blevet medlemmer af Kirken. Han nægtede at lytte til den lære, som hendes familie havde bekendt sig til, og han sagde vredt til den unge kvinde, at hun måtte vælge mellem ham og Kirken. Hun erklærede frimodigt, at hun ikke ville afskrive sin religion. Efter den stærke udtalelse besluttede han, at han hellere måtte lytte til de lærdomme, som betød så meget for hende. Kort efter rørte Ånden ved ham, og han blev også omvendt til evangeliet. Men da han fortalte sine forældre om sin beslutning om at blive medlem af Kirken og gifte sig med den unge kvinde, blev de vrede på ham og tvang ham til at vælge mellem sin familie og deres rigdom og så Kirken. Han gav afkald på alle de bekvemmeligheder, han havde nydt hele sit liv, blev medlem af Kirken og giftede sig med hende. De begyndte straks at gøre forberedelser til at forlade Danmark og rejse til Zion. Nu, hvor han ikke længere fik støtte fra sin familie, måtte han arbejde hårdt i de jobs, han kunne finde, så de kunne spare op til rejsen til det nye land. Efter et års hårdt arbejde, havde han sparet nok penge op til deres rejse. Så snart de var klar til at tage af sted, opsøgte deres grenspræsident dem og sagde, at der var en familie, som sad hårdere i det end han og hans kone. Han blev spurgt, om han ville være villig til at give det, som han havde sparet op, så denne nødlidende familie kunne rejse til Zion. At være discipel kræver ofre. De gav deres sparepenge til den nødlidende familie, og så påbegyndte de endnu et års hårdt arbejde for at tjene penge til deres rejse til Zion. Til sidst ankom de så til Zion, men først efter at de havde ydet mange flere ofre som sande disciple. En rig ung mand fik en af de vanskeligste prøver på discipelværdighed, da han fik besked på at ». . . sælge alt, hvad du har, og del det ud til de fattige . . . kom så og følg mig!« (Luk 18:22). For mange af os er det en lige så hård prøve at skulle aflægge vore dårlige vaner og verdslige tanker, så vi uden indre konflikter og hindringer kan hengive os til Herrens værk. Må vi som sande Kristi disciple afspejle hans eksempel. Må vi påtage os hans navn og stå som hans vidner til alle tider og på alle steder (se Mosiah 18:9). Og må Gud velsigne os, at vi må få et oprigtigt ønske om at udføre vores åndelige hovedrengøring og komme ud i alle kroge og få fjernet alt det, der vil hæmme os som Herrens disciple, så vi kan gå fremad i hans tjeneste, han, som er vor Frelser og Konge. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.