De dødes forløsning og vidnesbyrdet om Jesus Ældste D. Todd Christofferson De Halvfjerds' Præsidium »Når vi finder oplysninger om vore forfædre og for dem udfører de frelsende ordinancer, som de ikke selv kunne udføre, vidner vi om Jesu Kristi forsonings uendelige rækkevidde.« Kristne teologer har længe kæmpet med spørgsmålet: Hvad er skæbnen for de utallige milliarder, som har levet og er døde uden kundskab om Jesus.1 Med gengivelsen af Jesu Kristi evangelium kom forståelsen af, hvordan udøbte døde forløses, og hvordan Gud kan være »en fuldkommen og retfærdig Gud og tillige en barmhjertig Gud.«2 Mens Jesus stadig levede, profeterede han, at han også ville forkynde for de døde.3 Peter fortæller os, at dette skete i tidsrummet mellem Frelserens korsfæstelse og opstandelse.4 Præsident Joseph F. Smith var i et syn vidne til, at Frelseren besøgte åndeverdenen og »ordnede sine styrker blandt de retfærdige [ånder] og udpegede budbringere, som var iklædt magt og myndighed, og pålagde dem det hverv at gå ud og bringe evangeliets lys til dem, der var i mørke . . . Disse blev undervist om tro på Gud, omvendelse fra synd, stedfortrædende dåb til syndernes forladelse, håndspålæggelse for Helligåndens gave.«5 Den lære, at de levende som stedfortrædere kan udføre dåb og andre nødvendige ordinancer for de døde, blev åbenbaret på ny for profeten Joseph Smith.6 Han lærte, at de ånder, der venter på opstandelsen, ikke blot får tilbud om personlig frelse, men at de i himlen kan blive knyttet sammen som ægtemand og hustru og blive beseglet til deres fædre og mødre fra alle tidligere slægtled og til deres børn i alle kommende slægtled. Herren belærte profeten om, at disse hellige ritualer kun på rette vis kan forrettes i et hus, der er bygget til hans navn, et tempel.7 Princippet om stedfortrædende tjeneste bør ikke virke fremmed for nogen kristen. Ved en levende persons dåb, handler præsten som stedfortræder i Frelserens sted. Er det ikke den centrale læresætning i vores tro, at Kristi offer soner for vore synder ved som stedfortræder at tilfredsstille retfærdighedens krav på os? Præsident Gordon B. Hinckley har udtrykt det således: »Jeg mener, at det stedfortrædende arbejde for de døde i højere grad minder om selveste Frelserens stedfortrædende offer, end noget andet arbejde, som jeg kan komme i tanker om. Det ydes i kærlighed, uden håb om nogen form for modydelse eller tilbagebetaling eller noget andet i den retning. Hvilket vidunderligt princip!«8 Nogle har misforstået og ment, at afdøde sjæle »bliver døbt ind i mormonernes tro, uden at de ved af det«9 eller at »mennesker, der engang tilhørte andre trosretninger, kan få påtvunget mormoners tro med tilbagevirkende kraft.«10 De mener, at vi på en eller anden måde har magt til at tvinge en sjæl, hvad angår vedkommendes tro. Det har vi selvfølgelig ikke. Gud gav mennesket handlefrihed fra begyndelsen.11 »De døde, der omvender sig, vil blive forløst ved lydighed mod Guds hus' forordninger,«12 men kun hvis de accepterer disse forordninger. Kirken anfører dem ikke på sine lister eller tæller dem med i sit medlemstal. Vores iver efter at forløse de døde og den tid og de ressourcer, vi bruger i forbindelse med dette engagement, er frem for alt et udtryk for vores vidnesbyrd om Jesus Kristus. Det udgør så stærkt et udsagn, som vi kan fremsætte, om hans guddommelige karakteregenskaber og mission. Det vidner for det første om Kristi opstandelse, for det andet om hans forsonings uendelige rækkevidde, for det tredje, at han er den eneste kilde til frelse, for det fjerde, at han har fastsat betingelserne for frelse, og for det femte, at han kommer tilbage. KRISTI OPSTANDELSES MAGT Med hensyn til opstandelsen spurgte Paulus: »Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?«13 Vi bliver døbt for de døde, fordi vi ved, at de opstår. »Sjælen skal igen komme til legemet og legemet til sjælen; ja, og hvert lem og led skal igen komme til sit legeme; ja, der skal endog ikke gå et hår af hovedet tabt, men alle ting skal atter komme til deres rette og fuldstændige sammensætning.«14 »Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende.«15 Det har umådelig stor betydning, hvad vi gør med hensyn til dem, der er gået forud for os, fordi de lever i dag som ånder og igen skal leve som udødelige sjæle og dette takket være Jesus Kristus. Jeg tror på hans ord, da han sagde: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.«16 Ved de dåbshandlinger, vi udfører på vegne af de døde, vidner vi om, at »ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus . . . For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden.«17 KRISTI FORSONINGS UENDELIGE RÆKKEVIDDE »Når vi finder oplysninger om vore forfædre og for dem udfører de frelsende ordinancer, som de ikke selv kunne udføre, vidner vi om Jesu Kristi forsonings uendelige rækkevidde.« Jesus Kristus »døde for alle.«18 »Han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.«19 »Gud [gør ikke] forskel på nogen, men . . . i et hvilket som helst folk tager [han] imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.«20 »Tilråber han nogen og siger: Gå bort fra mig? Se, jeg siger jer, nej; men han siger: Kom hid til mig, alle I jordens ender, køb uden penge og uden betaling mælk og honning.«21 Vor Herre »indbyder alle til at komme til sig og få del i hans godhed, og han nægter ikke nogen at komme til sig, sort eller hvid, træl eller fri, mand eller kvinde, og han ihukommer folkene, thi alle er lige for Gud, både jøde og ikke-jøde.«22 Det er ufatteligt, hvis denne opfordring, som han i sit liv gav til alle, skulle blive tilbagekaldt for dem, som ikke havde hørt om den, før de døde. Sammen med Paulus bliver vi overbevist om, at døden ikke udgør en sådan hindring: »For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende . . . kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.«23 JESUS KRISTUS, DEN ENESTE KILDE TIL FRELSE Vores iver efter at sikre, at vore forfædre får tilbudt at blive døbt i Jesu navn, vidner om, at Jesus Kristus er »vejen og sandheden og livet« og at »ingen kommer til Faderen uden ved [ham]«.24 Peter forkyndte: »Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«25 »For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.«26 Nogle samtidige kristne er i deres omsorg for den evige velfærd for de milliarder, som er døde uden kundskab om Jesus Kristus, begyndt at tvivle på, om der nu virkelig kun er »én Herre, én tro, én dåb.«27 At tro, at Jesus er den eneste Frelser, er hovmodigt, snæversynet og intolerant, siger de. Men vi siger, at det er et falsk dilemma. Der er ingen uretfærdighed ved, at der kun er En, der tilvejebringer frelse, når den Ene og hans frelse bliver tilbudt til hver eneste sjæl uden undtagelse. Vi skal ikke forvanske lærdommen eller tilpasse Kristi gode budskab. DE BETINGELSER FOR FRELSE, SOM KRISTUS HAR OPSTILLET Eftersom vi tror på, at Jesus Kristus er Forløseren, godtager vi også hans myndighed til at opstille de betingelser, hvorved vi modtager hans nåde. Ellers ville vi ikke bekymre os om at blive døbt for de døde. Jesus har bekræftet, at »snæver er . . . den port, og . . . trang er . . . den vej, der fører til livet.«28 Mere specifikt har han sagt: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.«29 Dette betyder, at vi må omvende os og lade os »døbe i Jesu Kristi navn til [vore] synders forladelse, så skal [vi] få Helligånden som gave.«30 Trods det at Jesus Kristus selv var uden synd, blev han døbt og modtog Helligånden, så han kunne vidne »for Faderen, at han ville være ham lydig i at holde hans befalinger,«31 og vise os »stiens tranghed og portens snæverhed, som [vi] skulle gå ind ad, idet han satte eksemplet for [os].« Og han sagde: »Han, som er døbt i mit navn, til ham vil Faderen give den Helligånd, ligesom til mig; følg derfor mig og gør de ting, som I har set mig gøre.«32 Der bliver ikke gjort nogen undtagelser, og der er ikke brug for nogen. Således bliver alle, som vil tro og blive døbt ­ også af stedfortrædere ­ og som vil holde ud i tro, frelst, »ikke alene de, som troede, efter at [Kristus] kom i kødet i tidens midte, men også alle de, som var før ham fra begyndelsen.«33 Det er af denne årsag, at evangeliet bliver forkyndt »også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever.«34 JESU KRISTI ANDET KOMME Vores arbejde for de døde bærer vidnesbyrd om, at Jesus Kristus kommer tilbage til jorden. I de sidste vers i Det Gamle Testamente erklærer Jahve: »Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.«35 I en inspireret bemærkning til dette skriftsted har profeten Joseph Smith udtalt: »Jorden vil blive slået med band, om ikke der består et eller andet sammenføjende led mellem fædrene og børnene i forbindelse med et eller andet emne. Og se, hvad er dette emne? Det er dåben for de døde.«36 De stedfortrædende ordinancer, vi udfører i templerne, i første omgang dåben, muliggør et evigt, sammenføjende led mellem slægtledene, der opfylder formålet med jordens skabelse. Uden dette »ville hele jorden blive lagt aldeles øde ved [Kristi] komme.«37 Profeten Elias er faktisk kommet, som lovet, for at overdrage den præstedømmemagt, der vender hjertet og smeder sammenføjende led mellem fædre og børn, således at det, der er bundet på jorden, endnu engang »skal være bundet i himlene.«38 Da Elias kom, kundgjorde han følgende: ». . . denne uddelings nøgler [er] overgivet i jeres hænder, og herigennem kan I vide, at Herrens store og frygtelige dag er nær, ja, står for døren.«39 Vi er ivrigt optaget af at søge efter oplysninger om vore fædre og mødre fra forgangne slægter og binde dem til os og os til dem. Er dette ikke det størst mulige bevis på vores overbevisning om, at Jesus Kristus kommer tilbage for at regere på jorden? Det ved vi, at han gør, og vi ved, hvad han forventer, at vi har gjort for at forberede det. I skrifterne henvises der ofte til de døde som værende i mørke eller i fængsel.40 Mens profeten Joseph Smith grundede over Guds herlige plan for disse, hans børns, forløsning, skrev han denne salme: »Lad jeres hjerter fryde sig og være glade. Lad jorderige bryde ud i sang. Lad de døde synge frydesange til evig pris for kong Emanuel, som, før verden blev til, har bestemt det, der vil sætte os i stand til at udfri dem af deres fængsler; thi fangerne skal frigives.«41 Vores hverv rækker så langt og så dybt som Guds kærlighed til at favne hans børn fra enhver tidsalder og fra ethvert sted. Vores indsats på de dødes vegne bærer veltalende vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er hele menneskehedens guddommelige Forløser. Hans nåde og løfter rækker endog til dem, som ikke finder ham i livet. På grund af ham, skal fangerne i sandhed frigives. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. John Sanders, indledning til What about Those Who Have Never Heard? Three Views on the Destiny of the Unevangelized, af Gabriel Fackre, Ronald H. Nash og John Sanders, 1995, s. 9. Der er mange teorier vedrørende de, der døde uden evangeliet, rækkende lige fra en uforklarlig fornægtelse af frelse, til drømme eller anden guddommelig indgriben på dødstidspunktet, til frelse for alle, selv uden tro på Kristus. Nogle få tror på, at sjælene hører om Jesus efter døden. Ingen forklarer, hvordan man opfylder Jesu krav om, at et menneske må fødes af vand og ånd for at komme ind i Guds rige (se Joh 3:3­5). Denne mangel på kundskab i den tidlige kirke, gjorde, at disse oprigtige søgende er blevet »tvunget til at vælge mellem en svag lov, som tillader udøbte at komme ind i himlen og en ubarmhjertige Gud, som fordømmer de uskyldige« (Hugh Nibley, Mormonism and Early Christianity, 1987, s. 101). 2. Alma 42:15. 3. Se Joh 5:25. 4. Se 1 Pet 3:18­19. 5. L&P 138:30, 33 6. Se L&P 124, 128, 132; The Personal Writings of Joseph Smith, red. Dean C. Jessee, 1984, s. 486; The Words of Joseph Smith, red. Andrew F. Ehat og Lyndon W. Cook, 1991, s. 49. 7. Se L&P 124:29­36. Den omfattende opførelse af templer i hele verden i dag har som en af sine vigtigste hensigter at sørge for et sted, hvor de ordinancer, der er nødvendige for frelse, kan udføres for dem, som i livet ikke havde privilegiet at modtage dem. 8. »Den levende profets ord,« Stjernen, aug. 1998, s. 16­17. 9. Ben Fenton, »Mormons Using Secret War Files to Save Souls,« The Telegraph (London), 15. feb. 1999. 10. Greg Stott, »Ancestral Passion,« Equinox, april/maj 1998, s. 45. 11. Se Moses 7:32; se også Alma 5:33­36; 42:27. 12. L&P 138:58. 13. 1 Kor 15:29. 14. Alma 40:23. 15. Rom 14:9. 16. Joh 11:25. 17. 1 Kor 15:22, 25­26. 18. 2 Kor 5:15. 19. 1 Joh 2:2. 20. ApG 10:34­35. 21. 2 Nephi 26:25. 22. 2 Nephi 26:33. 23. Rom 8:38­39. 24. Joh 14:6. 25. ApG 4:12; se også 2 Nephi 25:20; Mosiah 5:8. 26. 1 Tim 2:5. 27. Ef 4:5. Se for eksempel, John Hick, The Myth of God Incarnate, 1997. 28. Matt 7:14. 29. Joh 3:5. 30. ApG 2:38. 31. 2 Nephi 31:7; se også Matt 3:13­17; Mark 1:9­11; Luk 3:21­22; Joh 1:29­34. 32. 2 Nephi 31:9, 12. 33. L&P 20:26 34. 1 Pet 4:6. 35. Mal 3:23­24; se også 3 Nephi 25:5­6; L&P 2:1­3. 36. L&P 128:18. 37. L&P 2:3; JS­H 1:39. 38. Matt 16:19; se også Matt 18:18; L&P 132:46. 39. L&P 110:16. 40. Se Es 24:22; 1 Pet 3:19; Alma 40:12­13; L&P 38:5; L&P 138:22, 30. Selv de retfærdige ånder omtales som trofaste »fanger«, der venter på udfrielse af dødens bånd (se L&P 138:18­19). 41. L&P 128:22.