Ringe i vandet Virginia U. Jensen Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab »Retskafne kvinders gerninger breder sig som ringene i vandet ud ad i både tid og rum og i generationer.« Vores familie elskede de ture, som vi var på i bjergene, da vores børn var små. Når vi stod langs bredden af den smukke Jackson-sø med de majestætiske bjergtinder, der spejlede sig i søens glasagtige overflade, holdt vi konkurrencer i smutte sten ud over den blanke vandflade. Og når stenene sank, så vi til, mens ringene i vandet bredte sig ud over vandfladen, så langt vi kunne se. Selv de mindste småsten, som vores mindste kastede ud, fortsatte med at give ringe i vandet. Og ligesom de stadig større cirkler fra vores småsten på Jackson-søen, så breder retskafne kvinders gerninger sig som ringene i vandet ud ad i både tid og rum og i generationer. Disse retfærdige gerninger kommer gennem vores forståelse af Jesu Kristi guddommelige mission, vores viden om evangeliets plan, vores lydighed over for evige befalinger og vores arbejde i dette Guds rige på jorden. Lad mig fortælle jer om et eksempel på, hvordan disse ringe begynder i vandet og bliver ved med at leve, når en retskaffen sidste dages hellig kvinde handler ud fra sin viden om, at Jesus er Kristus, og at evangeliet er blevet gengivet. I 1841 var Dan Jones, som var en walisisk immigrant, kaptajn på en af de mindste registrerede passager- og fragtbåde på den øvre del af Mississippi-floden. Det er mere end et tilfælde, at hans båd hed »The Ripple« (Ringen i vandet). Blandt hans passagerer var medlemmer af en »ny« ukendt kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. På sine rejser begyndte Dan Jones at høre kritik af disse »mormoner«. Fordi han sejlede med så mange af dem, talte han også med dem og lagde mærke til deres opførsel. Han syntes, at de var gode mennesker ­ venlige, ærlige og hårdtarbejdende. De negative kommentarer og skriverier om disse mennesker passede ikke med det, som han havde oplevet, når han omgikkes dem. Han skrev senere: »Efter en omhyggelig undersøgelse af disse beskyldninger, forstod jeg klart, at de ikke var sande, eftersom de udtrykte sig for stærkt eller modsagde sig selv« (Ronald D. Dennis, »Dan Jones, Welshman,« Ensign, april 1987, s. 50). Især en betydningsfuld begivenhed kastede ham fra sin rolle som en omhyggelig iagttager til en aktiv undersøger af Kirken. Han skrev: »Ved et rent tilfælde faldt . . . et brev i mine hænder, som Emma Smith havde skrevet . . . Jeg skal aldrig glemme de følelser, som dette . . . brev gav mig. Jeg forstod klart, at ikke alene troede hun på Det Nye Testamente på samme måde som jeg ­ men også på den apostolske tro og glædede sig midt i sine prøvelser over at være værdig til at lide . . . på grund af sit vidnesbyrd om Jesus og evangeliet ­ men det indeholdt også bedre råd, større visdom og viste mig en . . . mere guddommelig ånd, end jeg nogen sinde havde læst!« (Ensign, april 1987, s. 50, 52). Dan Jones søgte på grund af Emmas ord og eksempel at lære mere om denne kirke. I 1843 blev han døbt i Mississippi-floden og blev en af de mest indflydelsesrige missionærer i Kirkens historie og bragte evangeliet til hundredvis af mennesker i sit fødeland Wales. På en meget bogstavelig måde fortsætter Emma Smiths indflydelse med at give ringe i vandet i generationerne. Hvem kan sige, hvor mange hundrede eller endog tusinder af efterkommere af dem, som Dan Jones bragte evangeliet til, der lytter til dette møde i denne time? Vi kan alle handle ligeså og skabe ringe i vandet, der er lige så magtfulde, som Emma Smiths ord var det i Dan Jones' hjerte. Vi er kun et menneske hver især, men jeg vil altid huske ringene i vandet fra småstenene ude på den store Jackson Sø. Lad os tage denne opmuntring fra skriften til os: ». . . Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, thi I lægger grundvolden til et stort værk, og af de små ting kommer det, som er stort« (L&P 64:33). Vi lærer bedst i det allervigtigste af alle steder, vores hjem, hvordan ». . . af de små ting kommer det, som er stort«, for livet i hjemmet er en række af små ting, som forenes i skabelsen af en evig familie. Måske er det let at tabe tråden eller miste modet, fordi det at skabe et stærkt forhold til Herren og til hinanden går så langsomt, eller fordi det at undervise, opmuntre og lede sommetider er så utaknemligt. Modstanderen vil gerne forvirre os og lede vores opmærksomhed bort fra det, som betyder mest. Men vi er velsignede, for vi ved, at det er troen og familien, som betyder mest. De kvinder, som har rørt mit hjerte og motiveret mig til at føre et bedre liv, er de kvinder, som sætter Herren og familien først. Deres »guddommelige ånd« gør det for mit hjerte, som Emma Smiths ord gjorde for Dan Jones, og kalder mig til at komme til Kristus, som forkyndte: »Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet« (Åb 21:6). Dyd og styrke kommer ved hverdagens almindelige arbejde i alle de daglige opgaver, som hører med til at sørge for vores familier og i vores almindelige samvær og hjælp til andre. Det at stå i en fremskudt stilling medfører ikke en høj prioritet, og verdens løncheck er ikke det samme som vor himmelske Faders, som kender betydningen af en kvindes hengivenhed i forbindelse med sjæles frelse. Når vi tænker på kvinder, hvis retfærdige indflydelse giver ringe i vandet i evigheden, så lad os se på Maria, »et dyrebart og udvalgt redskab« (Alma 7:10). Da en engel forkyndte en hellig og aldrig før hørt erklæring, underkastede hun sig imødekommende Herrens vilje: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« (Luk 1:38). Hendes tro, lydighed og ydmyghed satte en standard for alle kvinder. Selv om Marias kaldelse var enestående, så kan alle kvinder »have hendes form for skønhed. De er kvinder, som søger Guds gunst . . . De er ydmyge og lever et dydigt og kysk liv . . . De tror i hjertet og lovpriser Herren . . . De glæder sig i Frelseren og . . . anerkender hans gaver og barmhjertighed« (S. Michael Wilcox, Daughters of God: Scriptural Portraits, 1998, s. 179). Denne beskrivelse passer på jer, I trofaste søstre i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I er de kvinder, hvis hverdagsarbejde til fulde er fyldt med den viden, som stiller alt, og som så magtfuldt er udtrykt af Esajas: ». . . Se, Gud er min frelse . . . thi den Herre Jehova, er min styrke og lovsang . . . Og [jeg] skal øse vand med glæde af frelsens kilder« (2 Nephi 22:2­3). Kristi værk ­ at forløse alle sjæle ­ har behov for jeres styrke, tid og talenter i jeres hjem og i jeres samfund. Jeres trofaste indsats og ord bidrager i betydelig grad til opbygningen af dette, Guds rige på jorden. Ældste Bruce R. McConkie minder os om, hvor afgørende vores rolle altid har været: »Vi ved dette: Kristus er Skaberen under Faderen, Mikael, hans ledsager og medarbejder, præsiderede over en stor del af det skabende værk; og sammen med dem var, som Abraham så, mange af de ædle og store. Kan vi gøre andet end at konkludere, at Maria og Eva og Sara og vore talløse trofaste søstre var blandt dem? Det er helt sikkert, at disse søstre har arbejdet lige så hårdt og kæmpet lige så trofast i krigen i himlen som brødrene, på samme måde, som de står fast i dag i dette liv til forsvar for sandhed og retfærdighed« (Woman, 1979, s. 59). Vi kan ligesom de »ædle og store« kvinder, som er gået forud for os, ikke være almindelige kvinder. Vi kan ikke være kvinder, som alt for meget ligner verdens kvinder. Vi må uden undskyldning for os selv stå frem for retfærdighed. Vi er på samme måde som Maria, Eva, Sara og Emma enestående. Vi skal lave ringe i vandet og dele vores vand. Når vi tænker på den evige arv, som vi er blevet givet, må vi huske på, hvor magtfuldt vore enkle og retfærdige gerninger kan være som ringe i vandet i hjertet og i hjemmet hos dem, som omgiver os. Vi har en virkelig stor mulighed for at gøre utrolig meget godt, og hvad vigtigst er, så ved vi, hvor og hvordan vi »skal øse vand med glæde af frelsens kilder«. Min ven Tammy holdt op med at komme i kirke, da hun kun var 15 år. Rundt om hjørnet, hvor Tammy boede, var der en ung mand på samme alder, som også besluttede, at han ikke ønskede at være en del af Kirken. De fik begge vaner, som bragte dem længere og længere væk fra aktivitet i Kirken. Til sidst giftede de sig og begyndte at få børn. Tammy elskede sin mand og sine to døtre meget, men dybt inde i hjertet boblede en længsel efter at vende tilbage til det liv, som hun havde kendt som barn. Hun kunne svagt huske følelsen af vor himmelske Faders Ånd og indflydelse hos sig, og hun savnede ham. Hun var modvillig over for at dele disse tanker med sin mand af frygt for, at han ikke ville acceptere dem, så derfor beholdt hun dem for sig selv. Hun ønskede at komme tilbage, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle begynde. Lyt til hendes egne ord, når hun fortæller om virkningen fra de ringe i vandet, som to vidunderlige besøgslærerinder havde, og som øste »vand med glæde af frelsens kilder« og delte det med Tammy. [Afskrift af video med Tammy Clayton] Jeg er i dag taknemlig for mine besøgslærerinder, fordi de elskede mig og ikke dømte mig. De fik mig til at føle, at jeg virkelig betød noget, og at der var et sted i Kirken for mig. De kom til mit hjem, og vi sad sammen og talte. Efter nogen tid spurgte de, om jeg ønskede at høre et budskab, og at de hver måned ville komme med et budskab. Og fordi de kom hver måned, fik det mig til at føle, at jeg virkelig betød noget, og at de virkelig bekymrede sig for mig, og at de virkelig elskede mig og værdsatte mig. På grund af deres besøg og fordi de kom for at se os, besluttede jeg til sidst, at det var tid for mig til at komme tilbage til Kirken. Jeg tror, at jeg bare ikke vidste, hvordan jeg skulle komme tilbage, men fordi de kom, og fordi de rakte ud efter mig, tilvejebragte de en måde, hvorved jeg kunne vende tilbage. Vi må lære at forstå, at Herren elsker os, uanset hvem vi er, og mine besøgslærerinder hjalp mig til at se, at det var rigtigt. Nu er min mand og jeg blevet beseglet i templet. Gud ske lov for trofaste besøgslærerinder. Ja, søstre, retskafnes søstres gerninger skaber ringe i vandet, som fortsætter gennem rum, tid og generationer. Der kan bestemt ikke være nogen mere vedvarende ringe i vandet end at få familien beseglet i templet for al evighed. Lad os være som de trofaste søstre, som er gået forud for os. Lad os drikke »vand med glæde af frelsens kilder« i fuldt mål. Gud lever. Hans søn, Jesus Kristus, tilvejebragte den måde, hvorpå vi kan vende tilbage og leve sammen med ham. Det sande evangelium er atter blevet gengivet til jorden. Vi har en levende profet i dag, præsident Gordon B. Hinckley, hvorigennem vor himmelske Fader leder sit folk. Må vi gennem de ringe i vandet, som kommer fra vores retfærdige gerninger, hjælpe alle med at kende disse sandheder. I Jesu Kristi navn. Amen.