Rejs jer og stå sammen Sheri L. Dew Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab »Ingen kvinde er et mere levende redskab i Herrens hænder end en Guds kvinde, som er begejstret for at være den, hun er.« Da jeg blev 12 år var jeg 1,75 meter høj og en social katastrofe. Højt hævet over mine venner var det døden for min ungdom. Jeg ønskede ikke at blive lagt mærke til ­ i det mindste ikke på den måde ­ så jeg kompenserede ved at lude. Derfor opfordrede min mor mig konstant til at »rette mig op«. Jeg ønskede ikke at rette mig op dengang, men det gør jeg nu. For vi er alle blevet formanet til at »stå op« (2 Nephi 8:17) og til at stå som et vidne (Mosiah 18:9), så vi kan »stå ulastelige for Gud på den yderste dag« (L&P 4:2). Jeg kan slet ikke finde nogen formaninger i skriften om at lude i Zion. I stedet får vi gentagne gange at vide, at vi skal »rejse [os] op og stå på benene« (3 Nephi 20:2). Som teenager forstod jeg ikke, at det at gemme sig i mængden aldrig ville blive min lod. Det er heller ikke jeres. For som Guds kvinder skal vi rejse os, så vi kan blive lagt mærke til blandt resten af verden. Kun ved at gøre det, kan vi håbe at finde glæde. For det at finde glæde og at rejse sig, ikke målt i meter og centimeter, men som Herrens ambassadører, er direkte forbundet. Min familie er blevet mindet om dette for nylig på en meget direkte måde. Jeg har 17 niecer og nevøer, som er en ren glæde. Vi har vandret og cyklet og fastet og bedt sammen. Og for nylig har vi grædt sammen. For nogle få uger siden led vi et knusende tab, da en ulykke tog livet af to af min søsters børn ­ Amanda, som var 11 og Tanner, som var 15. Fordi vi har levet sammen i kærlighed, græd vi virkelig over tabet af dem, der døde (se L&P 42:45). Vore venner i byen derhjemme græd med os, de fleste af dem er ikke-medlemmer, og vi vidste, at deres hjerte måske aldrig ville være mere åbne for sandheden end på den dag, hvor to kister stod i vores lille kirke i Kansas. Derfor helligede vi begravelsen til udelukkende at vidne om Kristus og det gengivne evangelium. Mange fortalte os bagefter, hvor rørte de var over det, de hørte, og over det, de havde følt. Nogle har endog bedt om at få mere at vide. Vi ved ikke, om nogen af dem, der blev påvirket af vore børns dødsfald, vil slutte sig til Kirken. Men dette ved vi ­ at ved at stå for det, vi tror på og at undervise vore venner i evangeliet, de, som aldrig før havde været villige til at lytte, bidrog vi til at lindre familiens smerte og bringe os glæde. I denne verden kommer den eneste sande glæde fra evangeliet ­ den glæde, som stråler fra forsoningen, fra ordinancer, som gennemtrænger sløret, og fra Trøsteren, som læger vores sjæl. For nylig blev min 11-årige niece Aubrey, hvis far døde for fem år siden, spurgt af et ikke-medlem om, hvorfor hun ikke var bedrøvet over hendes fars og hendes kusines og fætters nylige dødsfald. Aubreys svar var klassisk: »Ikke bedrøvet over det? Vi er faktisk meget kede af det, men vi ved, at vi vil være sammen igen, så vi bekymrer os ikke så meget.« Som familie har vi uden tvivl grædt lige så meget, men vi bekymrer os ikke så meget, som vi ville have gjort, hvis vi ikke havde følt Jesu Kristi himmelske støtte og helbredende magt. Evangeliet er skønhed i stedet for aske (Es 61:3), det er glædens olie (Hebr 1:9), det er bare godt nyt! Selv om vore børn er borte lige nu, har vi den herlige trøst, at vi ikke har mistet dem. Men hvad med vor Faders børn, vore brødre og søstre, som er fortabte, og som står over for ikke blot fysisk, men åndelig død? Jesu Kristi evangelium handler udelukkende om mennesker. Det handler om at forlade de 99 og gå ud i ørkenen efter dem, som er fortabte. Det handler om at bære hinandens byrder, hvor den ultimative byrde nogen kan bære er at gå gennem dette liv uden lys. Derfor Herrens bøn i de sidste dage: »Thi se, marken er allerede hvid til høsten, det er den ellevte time og sidste gang, jeg vil kalde arbejdere til min vingård . . . . . . udstræk derfor jeres segl og høst af hele jeres sjæl« (L&P 33:3, 7). Gamle profeter forudså en tid, »da kundskaben om en Frelser [skulle] spredes blandt alle slægter, stammer, tungemål og folk« (Mosiah 3:20). Denne dag er kommet. Og det er vores tur til at udstrække vores segl og hjælpe til med høsten. Det er ikke noget tilfælde, at vi er her nu. I uendelige tider har vor Fader betragtet os og vidst, at han kunne stole på os, når der stod så meget på spil. Vi har været holdt tilbage til tiden lige nu. Vi må forstå, ikke blot hvem vi er, men hvem vi altid har været. For vi er Guds kvinder, og Guds kvinders værk har altid været at hjælpe med at opbygge Guds rige. Da vi i den førjordiske tilværelse accepterede vor Faders plan, fortalte ældste John A. Widtsoe, »indvilligede vi lige der og da ikke alene i at være frelsere for os selv, men . . . for hele den menneskelige familie . . . Udarbejdelsen af planen . . . blev ikke blot Faderens gerning og Frelserens gerning, men vores gerning« (Utah Genealogical and Historical Magazine, okt. 1934, s. 189). Da vi så blev døbt her, fornyede vi vores forpligtelse til ­ og vores pagt med ­ Herren. Det er ikke noget under, at præsident Gordon B. Hinckley erklærede, at »hvis verden skal frelses, skal vi gøre det . . . Intet andet folk i verdens historie har . . . fået en mere tvingende nødvendig befaling . . . og vi må hellere se at komme i gang« (Stjernen, jan. 2000, s. 120). Søstre, vi har et værk at udføre. Profeten Joseph pålagde Hjælpeforeningen at frelse sjæle (se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 289), for det er vores natur at nære dem og søge efter dem, som er fortabte. Og dog sørgede præsident Spencer W. Kimball over, at der var en kraft i Hjælpeforeningen, som endnu ikke »fuldt ud er blevet udøvet til at . . . opbygge Guds rige« (»Hjælpeforeningen ­ dens løfte og mulighed«, Den danske Stjerne, mar. 1977, s. 2). På trods af alt det gode, Hjælpeforeningen hidtil har gjort, skal den endnu hjælpe med at få dette sidste dages værk til at gå fremad, som det skal. Søstre, tiden er komme til at løsgøre kraften i den retfærdige lykke, som findes blandt Guds kvinder. Tiden er kommet for os til at virke med iver i værket for at frelse sjæle. Tiden er kommet til at søstrene i Hjælpeforeningen står sammen med og for profeten og er med til at opbygge riget. Tiden er kommet til, at vi hver især rejser os og står sammen. At rejse os begynder med vores egen omvendelse, for når vi nyder af evangeliets »store glæde« (Alma 36:24), ønsker vi at dele den. De sammenkogte retter og tæpper, vi har lavet for at lette lidelse, er storslåede kærlighedsgerninger, men ingen tjeneste ­ jeg gentager, ingen tjeneste ­ kan sammenlignes med den at føre nogen til Kristus. Ønsker I at være lykkelige? Jeg mener virkelig lykkelig? Så hjælp nogen ad stien, som fører til templet og til Kristus. Den mest effektive måde at fortælle andre om evangeliet på er ved at efterleve det. Når vi lever, som Kristi disciple bør leve, når vi ikke blot er gode, men glade for at være gode, vil andre blive tiltrukket af os, fordi vi er »anderledes og noget særligt på en lykkelig måde« (»Den retfærdige kvindes rolle«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 166), som præsident Kimball profeterede. Lykkelige for den måde, vi har valgt at leve på, lykkelige fordi vi ikke konstant skal ændre os selv i forhold til verdens image, lykkelige fordi vi har »den Helligånds gave og kraft« (1 Nephi 13:37); lykkelige for at rejse os, så vi kan ses. Hver gang, vi styrker vores eget vidnesbyrd eller hjælper en anden med at styrke deres, opbygger vi Guds rige. Hver gang vi vejleder en nydøbt søster eller bliver venner med en forvildet sjæl uden at dømme hende, eller inviterer en familie, som ikke er medlemmer af Kirken til en hjemmeaften eller giver Mormons Bog til en kollega eller fører en familie til templet eller står fast ved ærbarhed og moderskab eller indbyder missionærerne til vores hjem eller hjælper nogen med at opdage ordets magt, opbygger vi Guds rige. Forestil jer, hvordan det opløftede min søsters ånd, da hun læste det, som Tanner havde skrevet i sin dagbog, lige før han døde: »Tak, mor og far, fordi I har lært mig om Kristus.« Hvad opbygger riget mere end at opdrage et barn til Herren? Med undtagelse af dem, der er på fuldtidsmission, skal vi ikke tage navneskilte på eller banke på døre for at hjælpe med at opbygge riget. For selv om nogle vil skildre os som gammeldags og underkuede i stedet for de dynamiske, strålende kvinder, som vi er, så er ingen kvinde mere overtalende, ingen kvinde har større og mere varig indflydelse, ingen kvinde er et mere levende redskab i Herrens hænder end en Guds kvinde, som er begejstret for at være den, hun er. Jeg elsker at tænke på os som Herrens hemmelige våben. Hvis vi havde navneskilte, så ville jeg ønske, at der på mit stod: »Sheri Dew, Guds kvinde, optaget af at opbygge Guds rige.« Forestil jer, hvad der ville ske i denne kirke, hvis vi alle 4,5 millioner hver morgen lagde os på knæ og spurgte vor Fader, hvem han ønskede, vi skulle hjælpe den dag. Og forestil jer så, hvis vi gjorde det! Forestil jer, hvis vi helligede vores energi og hele vores koncentrationsevne til den mest storslåede tjeneste af alle, at føre vore søstre og brødre til Kristus. Forestil jer, hvad der vil ske, når vi mobiliserer Hjælpeforeningens søstre til at stå sammen og bistå med at opbygge riget. Vi vil være vidne til, at en ludende kæmpe vågnede og rejste sig fra søvnen. I aften indbyder jeg jer til at rejse jer, til at udstrække jeres segl og slutte jer til dette værk med kraft. Jeg indbyder jer til at genindvi jeres liv til at opbygge riget. Til at række ud til nogen, som er på afveje. At tage et nyt medlem under jeres vinger. At overveje at tage på mission med jeres ægtemand. At søge og bede om muligheder for at missionere. At gøre noget åndeligt betydningsfuldt for nogen, især for nogen i jeres egen familie. Ingen af os skal nå alle. Men hvad nu, hvis vi alle nåede nogen? Og så endnu en? Og så videre. Præsident Hinckley har bedt os om at »blive en stor hær, som begejstret arbejder for dette værk« (»Find lammene, vogt fårene«, Liahona, juli 1999, s. 124). Når vi gør det, vil vi blive en af de mægtigste kræfter i det godes sag, som denne verden nogen sinde har oplevet. For vi, Hjælpeforeningens søstre, er Guds kvinder. For Guds kvinders værk og Hjælpeforeningens værk har altid været at hjælpe med at opbygge Guds rige. Jeg tror på, at vi kan gøre mere for at hjælpe vore præstedømmeledere, end vi nogen sinde har gjort før. I min nevøs præstedømmekvorum sagde Tanner, lige før han døde: »Hvis jeg snart skulle dø, ville jeg ønske, at min begravelse skulle være en missionærafsked.« Min bøn i aften er at vi kan være lige så afklarede omkring vores mission som Guds kvinder. Dette er ikke bare en virkelig dejlig kirke, som lærer os dejlige ting, så vi kan leve dejlige liv. Dette er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, begavet med hans magt og med formaning om at bære hans sandhed til jordens ender. Jeg elsker vor Fader. Og jeg elsker hans Søn. Og jeg er kommet til kundskab for mig selv om, at dette er deres værk og deres herlighed, og at vi er de mest velsignede af alle kvinder ved at have en så betydningsfuld rolle deri. Må vi løfte vores »røst som med en basuns lyd« (L&P 42:6). Må vi finde glæde, når vi rejser os og står sammen. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.