Præsident Gordon B. Hinckley
»Jeg kender intet bedre svar på [de] forfærdelige ting, som vore unge møder, end en mors belæringer, der er fremsat i kærlighed og med en utvetydig advarsel.«
Jeg ville være tilfreds, hvis vi lige nu afsluttede mødet. Vi er blevet godt undervist. Jeg roser præsidentskabet for deres fremragende taler. I ved sikkert, at de har været bekymrede, har bedt og bønfaldet Herren om at hjælpe dem i deres forberedelse og med deres præsentation. Vi skylder jer alle tak, søster Smoot, søster Jensen og søster Dew. I har gjort det godt.
Jeg anser det for at være en dyrebar mulighed at kunne tale til jer. Der er ingen anden forsamling som denne forsamling. Vi taler fra Tabernaklet på Tempelpladsen i Salt Lake City. Men I lytter i næsten hele verden. I er forsamlet i hele USA og Canada, i Europas lande samt i Mexico, Central- og Sydamerika. I er som ét ved dette store møde, selv om I befinder jer i Asien, på øerne i Stillehavet eller i andre fjerne lande.
Jeres hjerte banker for en fælles sag. I er forsamlet, fordi I elsker Herren. I har et vidnesbyrd og en overbevisning om, at han virkelig lever. I beder til Faderen i Jesu navn. I forstår, at bøn virker. I er hustruer og mødre. I er enker og enlige mødre, som bærer på meget tunge byrder. I er nygifte, og I er kvinder, som endnu ikke er blevet gift. I er en enorm forsamling af kvinder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I tilhører denne storslåede organisation, I er flere end fire millioner. Ingen kan måle den enorme styrke i det godes sag, som I er blevet. I er vogterne af hjertet. I er ledere af hjemmet. Sammen med søster Dew formaner jeg jer at rejse jer og være stærke i forsvaret af de storslåede dyder, som har været fundamentet for vores sociale fremgang. Når I står sammen, er jeres kraft uden begrænsning. I kan opnå alt, som I ønsker at opnå. Og ih, hvor er der et kæmpebehov for jer i en verden med smuldrende værdinormer, hvor modstanderen synes at have kontrollen.
Jeg har stor respekt og beundring for jer unge kvinder, som på det sidste er trådt ind i Hjælpeforeningen. I har stort set klaret jer gennem stormen, der rasede omkring jer i jeres ungdom. I har bevaret jer ubesmittet af verden. I har bevaret jer fri for uretfærdighedens smuds og pletter. I er selve blomsten af den gode og opvoksende ungdom i Kirken. I har klaret jer hidtil rene og smukke og ubesmittede. Jeg lykønsker jer inderligt.
Jeg roser jer kvinder, som er ugifte. I har kendt megen ensomhed. I har kendt til bekymring, frygt og desperat længsel. Men I har aldrig ladet dette overvinde jer. I har gået fremad i jeres tilværelse og ydet betydningsfulde og vidunderlige bidrag undervejs. Må Gud velsigne jer, mine kære søstre og venner.
I aften kan jeg ikke tale direkte til hver enkelt. Jeg har valgt en enkelt del af denne store forsamling, og det er jer, som er mødre. Jeg kunne medtage dem, som vil blive mødre. I har som mødre gjort noget vidunderligt. I har født børn og sørget for dem. I har indgået et partnerskab med vor Fader i Himlen om at give hans sønner og døtre en tilværelse på jorden. De er hans børn, og de er jeres børn kød af jeres kød som han gør jer ansvarlige for. I har glædet jer over dem, og i mange situationer har I sørget. De har bragt jer lykke, som ingen anden kunne. De har bragt jer smerte, som ingen anden kunne.
I har stort set gjort det forbløffende godt med at opdrage dem. Jeg har mange gange sagt, at jeg tror, at vi har den fineste generation af unge, som Kirken nogensinde har kendt. De er bedre uddannede, de er bedre motiverede, de kender skrifterne, de efterlever visdomsordet, de betaler deres tiende, og de beder. De forsøger at gøre det rette. De er kvikke og dygtige, rene og friske, attraktive og smarte. Der er mange af dem. Flere af dem tager på mission end nogen sinde før. Flere af dem bliver gift i templet. De ved, hvad evangeliet handler om, og de forsøger at efterleve det, de går til Herren for at få hans vejledning og hjælp.
Men jeg beklager at måtte sige, at virkelig mange af vore unge falder gennem nettet. De forsøger den ene tåbelige ting efter den anden og er aldrig helt tilfredse, før de bliver trukket ned i et hul, hvorfra de ikke selv kan komme op. Nogle af vore unge findes blandt disse, og det er jer mødre, som bærer den byrde af sorg, som kommer deraf. De er jeres sønner og døtre. Og derfor bønfalder jeg jer i aften i håbet om, at jeg kan hjælpe lidt.
I nogle tilfælde er det måske for sent, men i de fleste tilfælde har I stadig mulighed for at vejlede og overtale, at undervise i kærlighed, at lede til stier, der er frugtbare og produktive, og bort fra de blindgyder, som ikke bringer noget godt.
I har intet i denne verden, som er mere dyrebart end jeres børn. Når I bliver ældre, når jeres hår bliver hvidt og jeres krop træt, når I sikkert vil sidde i en gyngestol og meditere over jeres liv, så vil intet være så vigtigt som spørgsmålet: Hvordan gik det med mine børn? Det vil ikke være, hvor mange penge I har tjent. Det vil ikke være de biler, I har ejet. Det vil ikke være det store hus, som I bor i. Det brændende spørgsmål, som vil optage jeres sind igen og igen, vil være: »Hvor godt har mine børn klaret sig?«
Hvis svaret er, at de har klaret sig godt, så vil jeres lykke være fuldkommen. Hvis de har klaret sig mindre godt, så kan ingen anden glæde kompensere for jeres tab.
Og derfor bønfalder jeg jer i aften, mine kære søstre. Sæt jer stille og roligt ned og tæl plusserne og minusserne i jeres rolle som mor. Det er ikke for sent. Når alt andet svigter, så er der bøn og Herrens løfte om hjælp til at bistå jer i jeres prøvelser. Men udskyd det ikke. Begynd nu, uanset om jeres barn er seks eller 16.
Jeg har hørt, at der for nylig i dette område var et stort arrangement, som tiltrak 10.000 unge. Jeg er overbevist om, at nogle af disse unge var vore egne.
Det blev rapporteret, at underholdningen den aften var uanstændig og ond. Den var modbydelig og nedbrydende. Den repræsenterede de værste sider af livet. Der var intet smukt over dem. Der var kun hæslighed og fordærv. Det var umoralskhed i sin værste form.
Disse unge betalte fra 300 til 450 kroner for at komme ind. I mange tilfælde kom disse penge fra deres forældre. Noget tilsvarende foregår over hele verden. Nogle af jeres sønner og døtre gør det muligt for bagmændene for noget sådant skidt at blive rige på deres beskidte forretning.
Sidste søndag havde Deseret News en meget detaljeret feature-artikel om uautoriserede fester med narkotika, som kaldes »Rave«. De foregår fra kl. 3 til kl. 7.30 søndag morgen. Her danser unge mænd og kvinder sidst i teenageårene til først i tyverne til metalliske rytmer af såkaldt musik, der strømmer ud af rækker af højttalere. »Nogle er pyntet med perler i stærke farver; andre vifter med selvlysende pinde. Nogle har sutter i munden, mens andre er iført malermasker« (Deseret News, 17. sep. 2000, s. B1).
Narkotika bevæger sig fra sælgerne til brugerne for mellem 150 til 200 kroner for en pille.
Jeg kender intet bedre svar på disse forfærdelige ting, som vore unge møder, end en mors belæringer, der er fremsat i kærlighed og med en utvetydig advarsel. Det vil gå galt for nogen, ja. Der vil være hjerteknusende skuffelser. Der vil ske tragedier, trøstesløse og håbløse. Men i virkelig mange tilfælde vil det lykkes, og der vil være lykke og kærlighed og stor taknemmelighed, hvis processen begynder tidligt nok og bliver ved. At åbne pungen og give en søn eller datter penge, før I farer af sted til arbejde, slår ikke til. Det kan tilmed måske føre til flere afskyelige handlinger.
Ordsproget fra gamle dage lyder: »Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den« (Ordsp 22:6).
Et andet klogt ord lyder: »Når kvisten bøjes, vil træet hælde« (Alexander Pope, Moral Essays, bind 2 af The Works of Alexander Pope, Esq., »Epistle I, To Lord Cobham« [1776], s. 119, linie 150).
Undervis jeres børn, når de er meget små, og hold aldrig op. Lige så længe de er i jeres hjem, så lad dem være jeres hovedinteresse. Jeg tillader mig i aften at foreslå nogle ting, som I kan lære dem. Listen er ikke komplet. I kan selv tilføje andre punkter.
Lær dem at søge gode venner. De vil få venner, gode eller dårlige. Disse venner har afgørende betydning for deres tilværelse. Det er vigtigt, at de fremmer en tolerant indstilling over for alle mennesker, men det er vigtigere, at de omkring sig samler venner som sig selv, som vil få det bedste frem i dem. Ellers kan de blive inficeret af deres omgangskreds' livsstil.
Jeg har aldrig glemt en beretning, som ældste Robert Harbertson fortalte fra talerstolen i dette Tabernakel. Han fortalte om en indianerdreng, som var klatret op på et højt bjerg. Der var koldt deroppe. Ved hans fødder lå en slange, en klapperslange. Slangen var kold og bønfaldt den unge mand om at samle sig op og bære den ned, hvor der var varmere.
Indianerdrengen lyttede til slangens lokken. Han gav efter. Han samlede den op i sine arme og tildækkede den med sin skjorte. Han bar den ned af bjerget til der, hvor det var varmt. Han lagde den forsigtigt på græsset. Da slangen var varm, løftede den sit hoved og bed drengen med sine gifttænder.
Drengen forbandede slangen for at bide ham som gengæld for hans venlighed. Slangen svarede: »Du vidste, hvad jeg var, da du samlede mig op« (»Restoration of the Aaronic Priesthood,« Ensign, juli 1989, s. 77).
Advar jeres børn mod dem, der har gifttænder, som vil lokke dem, forføre dem med løs snak, og derpå skade og måske ødelægge dem.
Lær dem at værdsætte uddannelse. »Guds herlighed er intelligens eller med andre ord: Lys og sandhed« (L&P 93:36).
På denne kirkes medlemmer hviler der en befaling fra Herren om at erhverve viden. Det vil velsigne dem nu og i alle årene fremover.
Med fascination så jeg en aften i fjernsynet beretningen om en familie i Midtvesten. Den bestod af en far og en mor og deres tre sønner og ene datter.
Faderen og moderen besluttede, da de blev gift, at de ville gøre alt, hvad de kunne, for at deres børn skulle få de allerbedste uddannelsestilbud.
De boede i et beskedent hjem. De levede beskedent. Men de stimulerede deres børn med viden. Alle disse børn præsterede noget usædvanligt. De fik alle en god uddannelse. En blev universitetsrektor, de andre blev ledere af store virksomheder, med enhver målestok fik de succes.
Lær dem at respektere deres krop. Skikken med at tatovere og pierce kroppen vinder frem blandt unge. Der vil komme en dag, hvor de vil fortryde det, men da vil det være for sent. Skrifterne erklærer utvetydigt:
»Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?
Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I« (1 Kor 3:1617).
Det er sørgeligt og beklageligt, at nogle unge mænd og kvinder får deres krop tatoveret. Hvad håber de at opnå ved denne smertefulde proces? Er der noget, der »er dydigt, elskeligt, hvad der har godt lov eller er prisværdigt« (13. trosartikel) ved at få noget upassende og såkaldt kunst imprægneret på huden, som skal bæres hele livet, hele vejen til alderdommen og døden? De må rådes til at sky det. De må advares om at undgå det. Den dag vil komme, hvor de vil fortryde det, men de har ingen flugt fra den konstante påmindelse om deres tåbelighed, bortset fra en anden kostbar og smertefuld procedure.
Jeg synes, at det er upassende og dog ikke ualmindeligt, at se unge mænd med huller i ørerne, ikke kun til et par øreringe, men til flere.
De har ingen respekt for deres udseende. Tror de, at det er smart eller attraktivt at udsmykke sig selv således?
Jeg hævder, at det ikke er forskønnende. Det gør noget, som var attraktivt, grimt. Ikke kun ører bliver pierced, men også andre dele af kroppen, selv tungen. Det er absurd.
Vi Det Første Præsidentskab og De Tolvs Råd har indtaget det standpunkt, og jeg citerer, at »Kirken fraråder tatoveringer. Den fraråder også piercing af kroppen til andet end medicinske formål, selvom den ikke tager stilling til den minimale piercing af ører hos kvinder til et par øreringe.«
Lær jeres sønner og døtre at undgå narkotika som pesten. Brugen af disse narkotiske stoffer vil ødelægge dem. De kan ikke mishandle deres krop, de kan ikke i deres indre opbygge skadelig og slavebindende afhængighed uden at gøre uoverskuelig skade. En vane kalder på den næste, indtil offeret i så mange tilfælde føres ned til en tilstand af fuldstændig hjælpeløshed, hvor al selvkontrol er mistet, og man er afhængig i et omfang, der ikke kan brydes.
Et TV-program for nylig angav, at 20% af unge, som er narkomaner, blev præsenteret for det af deres forældre. Hvad er det galt med de mennesker? Anvendelsen af narkotika bliver en blindgyde. Det fører ingen vegne, kun til tab af selvkontrol, tab af selvrespekt og til selvødelæggelse. Lær jeres børn at undgå det, som de ville undgå en grim sygdom. Opbyg i dem en stærk afsky mod noget sådant.
Lær dem at være ærlige. Verdens fængsler er fulde af folk, som begyndte deres kriminelle løbebane med lidt uærlighed. En lille løgn fører alt for ofte til en større løgn. Et lille tyveri fører alt for ofte til et større tyveri. Hurtigt har personen vævet et spind af løgne, som han ikke kan komme ud af. Den brede vej til fængslet begynder som en lille og attraktiv sti.
Lær dem at være dydige. Lær unge mænd at respektere unge piger som Guds døtre, der har fået noget meget dyrebart og smukt. Lær jeres døtre at have respekt for unge mænd, for drenge, som bærer præstedømmet, drenge, som burde stå og står højt hævet over verdens billige smuds.
Lær dem at bede. Ingen af os er kloge nok til at klare os ved egen hjælp. Vi har brug for hjælp, visdom og vejledning fra den Almægtige for at nå frem til de beslutninger, som er så umådeligt vigtige i vores tilværelse. Der er ingen erstatning for bøn. Der er ingen større kilde til hjælp.
Mine kære mødre, det, som jeg har nævnt, er selvfølgelig ikke noget nyt. Det er lige så gammelt som Adam og Eva. Men deres årsag og virkning er lige så sikker som solopgang om morgenen, og listen er ikke komplet.
Trods alt det, der skal undgås, kan der stadig være masser af sjov og glæde. Med gode venner kan der være megen lykke. De behøver ikke være snerpede. De kan have og har vist, at de har det sjovt.
Må Gud velsigne jer, mine kære venner. Sælg ikke jeres fødselsret som mødre for noget værdiløst stads af kortvarig værdi. Lad jeres hovedinteresse være i jeres hjem. Den nyfødte, I holder i jeres arme, vil vokse hurtigt som solopgang og solnedgang i de hastigt passerende dage. Jeg håber, at når det sker, at I da ikke som kong Lear må udbryde: ». . . mere skarp end slangens bid, [er det], at ha' et utaknemligt barn« (Kong Lear, I, iv, linie 312). Jeg håber snarere, at I vil have megen grund til at være stolte over jeres børn, til at elske dem, til at have tro på dem, til at se dem vokse i retfærdighed og dyd for Herren og til at se dem blive nyttige og produktive medlemmer af samfundet. Hvis der på trods af alt, hvad I har gjort, er en enkelt fiasko, kan I stadig sige: »Jeg gjorde i det mindste det bedste, jeg kunne. Jeg forsøgte det bedste, jeg havde lært. Jeg lod intet stå i vejen for min rolle som mor.« Fiaskoer vil være få i sådanne situationer.
For at I ikke skal tro, at jeg lægger hele ansvaret over på jer, så lad mig fortælle, at jeg vil tale til fædrene om det samme til konferencens præstedømmemøde om to uger fra i dag.
Må Himlens velsignelser hvile på jer, mine kære søstre. Gid I ikke bytter noget øjeblikkeligt af flygtig værdi for det mere værdifulde, sønner og døtre, drenge og piger, unge mænd og kvinder, hvis opdragelse I har et ufravigeligt ansvar for.
Må det gode i jeres børns liv velsigne og hellige jeres alderdom. Må I som Johannes med tak udbryde: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden« (3 Joh 1:4). Om dette beder jeg, og jeg beder inderligt derom, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.
Previous