Ældste Alexander B. Morrison
Emeritusmedlem af De Halvfjerds
»Kom for at forsøge at lære at kende ham, og jeg lover jer, at I vil finde ham og se hans sande jeg som verdens opstandne og forløsende Frelser.«
Meget tidligt i Jesu tjenestegerning kom to disciple til Jesus og spurgte: »Rabbi, hvor bor du?« Jesu korte, men dybsindige svar: »Kom og se!« er baggrunden for mine få enkle bemærkninger i dag (se Joh 1:3839).
»Kom og se!« kom for at forsøge at lære at kende ham og jeg lover jer, at I vil finde ham og se hans sande jeg som verdens opstandne og forløsende Frelser. »Kom og se!«, og I vil genkende ham som Kristus fra den tomme grav, sejrherren fra Golgata, som sønderrev dødens bånd og i triumf opstod fra graven for at bringe udødelighed til alle og evigt liv til de trofaste. Han er »et lam uden plet og lyde«, forudordineret i sin messianske rolle, fra »før verden blev grundlagt« (1 Pet 1:19, 20). Han »blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder . . . ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:5).
»Kom og se!«, og når I kommer, så læg jeres byrder for hans fødder. Aflæg alle jeres synder, så I kan se ham og lære ham at kende (se Alma 22:18). »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,« sagde han, »og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig . . . så skal I finde hvile for jeres sjæle« (Matt 11:2829). Kom til ham, og han vil borttage jeres synder og helbrede jeres sjæl, selv om den er syg af synd. Han vil erstatte had med kærlighed og egoisme med tjeneste. Han vil styrke jeres skuldre, så I bedre kan bære jeres byrder, og give jer nyt mod og håb til rejsen forude.
»Kom og se!« og når I gør det, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil virkelig se, måske for første gang, hvem I er, og hvem han er. I vil komme til at se jer selv som et barn af Gud, med guddommelig herkomst, besiddende uendelige muligheder for at vokse åndeligt og blive mere som han. I vil forstå, at Gud »af ét menneske har . . . skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden« (ApG 17:26), og I vil se alle mænd overalt som jeres brødre og alle kvinder som jeres søstre med alt, hvad det omfatter af søskendeansvar. I vil se, at ». . . han nægter ikke nogen at komme til sig, sort eller hvid, træl eller fri, mand eller kvinde . . . thi alle er lige for Gud« (2 Nephi 26:33).
»Kom og se!« og når I gør det, vil I finde hans kirke Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er en kirke, der på jorden ledes af levende profeter, seere og åbenbarere, men som dens overhoved står intet jordisk menneske, men Jesus, selve Herren, den almægtige Gud. Og når I kommer og ser, vil I finde et lykkeligt folk et optimistisk og glad folk som, selv mens de kæmper for at overvinde menneskehedens almindelige fejl og tåbeligheder, alligevel stræber efter at blive bedre, at gøre godt mod alle, at bygge Guds by, hvor alle kan bo sammen i retfærdighed. Når I kommer og ser, vil I finde et folk med en dyb og varig interesse for de fattige og trængende, et folk, som udstrækker en hjælpende hånd for at støtte enken og den faderløse, den syge og hårdt ramte, den fattige og den undertrykte. »Kom og se« frugterne af at efterleve evangeliet. Smag dem selv, og I vil opleve dem som søde og velsmagende. Når I erfarer, »at når I er i jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud« (Mosiah 2:17), da vil I forsøge at tilbringe jeres liv i Mesterens tjeneste.
Jeg afslutter, hvor jeg begyndte: Jesu udsagn, »kom og se«, er både en invitation og et løfte til alle overalt. Kom til ham; se ham som Kongernes Konge og Herrernes Herre; se ham som den store Messias, der vil komme igen med lægedom i sine vinger for at befri sit folk. Han vil svøbe jer i kappen af hans forløsende kærlighed, og jeres liv vil for evigt være forandret.
Om dette bærer jeg vidnesbyrd som en af hans tjenere. I Jesu Kristi navn. Amen.