Ældste Robert D. Hales
De Tolv Apostles Kvorum
»Det passer sig for en moden søster eller et ægtepar at lade deres præstedømmeledere vide, at de er villige og i stand til at tage på mission. Det er jeres pligt at gøre det.«
Jeg føler et stort ansvar ved at tale til jer i dag om et presserende behov i Kirken. Det er mit største håb, at Helligånden under min tale vil berøre nogle hjerter, og at en ægtefælle eller to et eller andet sted stille vil puffe til sin ægtefælle og opleve et afgørende øjeblik. Jeg vil tale om det store behov for, at flere modne ægtepar tjener i missionsmarken. Vi ønsker at udtrykke vores påskønnelse for de tapre ægtepar, som er på mission i øjeblikket, de som har tjent og de, som endnu vil tjene.
I afsnit 93 i Lære og Pagter irettesatte Herren de præsiderende brødre i Kirken, idet han sagde: »Jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed . . .
Og nu giver jeg dig den befaling, at om du vil hjælpes, må du sætte dit eget hus i orden, thi der findes meget, som ikke er rigtigt i dit hus« (L&P 93:40, 43).
Hvad er den bedste måde at undervise vore børn – og børnebørn – om lys og sandhed? Hvad er den vigtigste måde, hvorpå vi kan sætte vores familie, både den nærmeste og den øvrige, i orden? Er det muligt, at vores eksempel er stærkere end ord i åndelige anliggender? Tempelægteskab, familiebøn, studium af skriften og familieaften er af afgørende betydning. Men der findes en anden dimension – en dimension i form af tjeneste. Hvis vi er villige til at forlade vore kære for at tjene i missionsmarken, vil vi velsigne dem med en arv, som vil belære og inspirere dem i flere generationer.
Jeg synes, at det er værd at bemærke, at da Herren havde befalet brødrene at undervise deres børn om lys og sandhed og sætte deres familie i orden, kaldte han dem straks til at tage på mission. »Nu siger jeg til jer, mine venner: I skal lade min tjener Sidney Rigdon begive sig af sted og skynde sig at forkynde . . . frelsens evangelium« (L&P 93:51).
Mens vi tjener i missionsmarken vil vore børn og børnebørn blive velsignet på måder, som ikke havde været mulige, hvis vi var blevet hjemme. Tal med ægtepar, der har været på mission, og de vil fortælle jer om de velsignelser, der er blevet udøst: Inaktive børn er blevet aktive, familiemedlemmer er blevet døbt, og vidnesbyrd er blevet styrket som følge af deres tjeneste.
Et missionærægtepar rejste fra deres farm, som de lod deres søn bestyre. I det ret tørre år, der fulgte, kunne man høste hø to gange på deres farm, men kun én gang på naboens. Naboen spurgte deres søn, hvorfor de kunne høste to gange sammenlignet med hans ene gang. Den unge mand svarede: »Du skal sende dine forældre på mission.«
Hvis der er så rige velsignelser for missionærægtepar og deres familie, hvorfor er der så kun nogle få tusinde, der tjener, og ikke titusinder som der er så desperat behov for? Jeg tror, at de fire »F'er« ofte står i vejen: Frygt, familiebekymringer, finanser og at finde den rigtige mulighed for en mission.
For det første, frygt. Frygt for det ukendte, eller frygt for at vi ikke er tilstrækkeligt velbevandrede i skrifterne eller ikke kan tale det sprog, der kræves, kan gøre folk modstræbende til at tjene. Men Herren har sagt: »Dersom I ikke er et, er I ikke mine« (L&P 38:30). Jeres liv er jeres forberedelse. I har værdifuld erfaring. I har opdraget børn og tjent i Kirken. Bare tag af sted og vær jer selv. Herren har lovet, at engle skal gå foran jer (se L&P 103:19-20). Ånden vil fortælle jer, hvad I skal sige, og hvornår I skal sige det i en meget naturlig proces, når I styrker de unge missionærer, bærer vidnesbyrd for undersøgere og nye medlemmer, underviser i ledelse og bliver venner med og få mindre aktive medlemmer ind i fællesskabet og hjælper dem med at vende tilbage til fuld aktivitet. I er vidnesbyrdet, og I vil påvirke de menneskers liv, som I kommer i kontakt med. Ægtepar går normalt ikke ud og banker på døre, og det forventes ikke, at de lærer lektioner udenad, eller at de har samme program som unge ældster og søstre. Vær ganske enkelt jer selv. Tjen så godt I kan, og så vil Herren velsigne jer.
Missionærægtepar giver stabilitet med deres venskaber og lederskabsevner i områder, hvor Kirken er ny. Dette erfarede jeg selv, da jeg var missionspræsident i England. Jeg gav et ægtepar, som havde tjent i besøgscentret, til opgave at arbejde i en enhed, der kæmpede med tingene. De var noget bange for at forlade det beskyttede besøgscenter. Men med tro gik de i gang. I løbet af et halvt år havde en enhed, hvor der kom 15-20 mennesker til nadvermøde, over 100 til stede ved møderne på grund dette ægtepar fællesskabsindsats i samarbejde med præstedømmet. Den dag i dag taler de og deres børn om den tid som den største oplevelse i deres liv.
Et andet ægtepar tjente for nylig i en lille landsby syd for Santiago i Chile. De kunne ikke tale spansk og var nervøse for at være i et andet land så langt væk fra deres hjems behagelige omgivelser. Men de kastede sig fast besluttede ud i det og elskede og tjente befolkningen. Inden længe voksede den lille gren fra 12 til 75 medlemmer. Da det blev tid til, at de skulle rejse, lejede hele grenen en bus, så de kunne tage til lufthavnen, som lå fire timer væk, og sige farvel til deres gode venner.
Den tjeneste, som ægtepar yder, er af afgørende betydning for Herrens værk. Ægtepar kan gøre en forskel. Ægtepar kan udføre udsædvanlige ting, som ingen andre kan.
For det andet, familieanliggender. Frelseren kaldte fiskere og bad dem ydmygt: »Følg mig« (Matt 4:19). Han bad dem indtrængende om at forlade deres hjemlige omgivelser og blive menneskefiskere. Det, som missionærægtepar bliver bedt om at yde, er mindre end en halv tiendedel af den tid, de lever på jorden. I det evige perspektiv er en mission kun nogle få øjeblikke, hvor man er væk fra sine hjemlige omgivelser, sin familie og sin pensionisttilværelse sammen med gamle venner.
Herren vil sende jeres familie særlige velsignelser, når I tjener. ». . . jeg, Herren, [giver] dem det løfte, at jeg skal forsørge deres familier« (L&P 118:3). Ægtepar er nogle gange bekymrede over, at de i deres fravær vil gå glip af bryllupper, fødsler, familiesammenkomster og andre familiebegivenheder. Vi har lært, at indvirkningen på familier, mens bedsteforældrene er på mission, er tusinde taler værd. Familier styrkes i høj grad, når de beder for deres forældre og bedsteforældre og læser breve, som de har sendt hjem, som beretter om deres vidnesbyrd og deres bidrag i missionsmarken.
En søn skrev et smukt brev til sine forældre i missionsmarken: »Jeres tjeneste er et eksempel for vores børn. Som resultat deraf er de mere villige til at tjene i deres kaldelser i Kirken. Det lærer os alle at være mere gavmilde, når vi udveksler breve og sender pakker. Når vi får breve og hører nyt fra jer, styrker det vores vidnesbyrd. Selv om I er gået på pension og efter verdens målestok burde have været lykkelige, så har I ved at tage på mission vist os en ny måde at være lykkelig på. I har fundet en lykke, som ikke kan købes for penge. Vi har set jer overvinde medicinske og andre slags problemer, og vi har set jer blive velsignet for jeres villighed til at tage af sted og forlade jeres børn, børnebørn og oldebørn. Vi elsker jer højt!«
Et andet ægtepar fortæller: »Et af vore børnebørn skrev til os, da vi var på mission i Thailand, og fortalte os, at han ikke helt sikkert havde besluttet, om han ville på mission, men at vi havde været et eksempel for ham, og nu vidste han, at han ville tjene. Han er nu på mission.«
Min egen far og mor var på mission i England. Da jeg en dag besøgte dem i deres lille lejlighed, så jeg min mor, som havde svøbt et sjal tæt omkring skuldrene, lægge småpenge i gasvarmeapparatet, så de kunne få varme. Jeg spurgte: »Hvorfor er I taget på mission, mor?« Mor sagde ganske enkelt: »Fordi jeg har elleve børnebørn, som er drenge. Jeg ønsker, at de skal vide, at bedstemor og bedstefar har været på mission.«
I 1830 kaldte Herren Thomas B. Marsh til at rejse fra sin familie for at tage på mission. Bror Marsh var meget bekymret over at skulle forlade sin familie på det tidspunkt. Herren fortalte ham i en kærlig åbenbaring: »jeg vil velsigne dig og din familie, ja, dine små . . . Opløft dit hjerte og glæd dig, thi timen for din mission er kommet . . . Derfor skal din familie have sit ophold . . . Forlad dem kun for en kort tid og forkynd mit ord, så skal jeg berede dem et sted« (L&P 31:2-3, 5-6). Det kan være, at dette er de velsignelser, som jeres børn, børnebørn og oldebørn og fremtidige efterkommere har mest brug for.
For det tredje, finanser. Nogle ægtepar, som gerne vil på mission, har ikke mulighed for det på grund af alder, helbred, deres finansielle eller familiemæssige situation. Måske kan de, der ikke er i stand til det, hjælpe andre par med at komme på mission.
Missionering har altid krævet ofre. Hvis det er nødvendigt med ofre, så vil velsignelserne være så meget større. Børn, I bør opmuntre jeres forældre til at tage på mission og om nødvendigt hjælpe dem økonomisk. I vil måske miste børnepasning i en kort tid, men de evige belønninger, som I og jeres familie får, vil mere end opveje det korte offer.
Til yngre ægtepar, som stadig har hjemmeboende børn: Jeg opfordrer jer nu til at beslutte jer for at tage på mission, når I bliver ældre, og til at planlægge og forberede jer, så det er muligt økonomisk, fysisk og åndeligt. Sørg for, at jeres missions store eksempel er en arv, som I vil kunne give videre til jeres efterkommere.
Der er to enestående tidspunkter i vores liv, hvor vi virkelig kan efterleve offerloven og vie os til at tjene Herren på fuldtid. Det ene er som ung mand eller kvinde, hvor man tager på fuldtidsmission. Det andet er den enestående tid, som I får, når I har tjent til livets ophold. Det sidste kunne man kalde de »patriarkalske år«, hvor I kan trække på et helt livs rige erfaringer, tage ud som ægtepar og vie jer fuldt ud til at være Herrens tjenere.
Velsignelserne ved at tjene sammen med jeres evige partner er uvurderlige, og det er kun dem, der har oplevet det, som kan forstå dem. Min hustru og jeg har haft dette privilegium i missionsmarken. Hver dag er en særlig dag med daglige belønninger, som giver personlig vækst og udvikling i Herrens tid og på Herrens måde. Tilfredsstillelsen ved denne form for tjeneste vil velsigne jer, jeres ægteskab og jeres familie for evigt.
Til sidst, find den rette missioneringsmulighed. Der er næsten ingen grænser for, hvordan ægtepar kan tjene. Lige fra hjælp på et missionskontor og lederskabstræning til slægtsforskning, tempeltjeneste og humanitær hjælp er der mulighed for at anvende næsten enhver færdighed eller ethvert talent, som Herren har velsignet jer med.
Sæt jer ned sammen med jeres ægtefælle, gør status over jeres helbred, økonomi og enestående gaver og talenter. Hvis alt så er i orden, så gå til jeres biskop og sig: »Vi er klar.« I synes måske, at det er upassende at tale med jeres biskop eller grenspræsident om jeres ønske om at tage på mission. Men det passer sig for en moden søster eller et ægtepar at lade deres præstedømmeledere vide, at de er villige og i stand til at tage på mission. Det er jeres pligt at gøre det.
Biskopper, I bør ikke tøve med at foretage et interview med henblik på at udstede en missionsanbefaling for at drøfte og opmuntre missionærægtepar til at tage på mission.
Ældste Clarence R. Bishop, leder af Mormon Handcart Visitors' Center, har været på fem missioner. Den første var som ung mand. Ved de sidste fire missioner blev han interviewet af inspirerede præstedømmeledere med henblik på at tage på mission. Han antyder, at han måske ikke var taget på nogle af de sidste fire missioner, hvis hans biskop ikke havde opmuntret ham til at tjene.
Nogle modne ægtepar og enlige søstre er blevet kaldet til at undervise elever, lærere og regeringsembedsmænd i Thailand i engelsk som fremmedsprog. Ved at give frit af deres gaver og talenter, som de har udviklet ved mange års erfaring i at undervise, har disse pensionerede lærere og uddannelsesledere haft stor fremgang med at undervise elever og oplære lærere i engelsk og være gode ambassadører for Kirken i Thailand.
Jerry og Karen Johnson tjente i Hong Kong og underviste i engelsk som andet sprog. En dage efter undervisningen hen mod slutningen af deres mission kom en lille pige i anden klasse, som søster Johnson var blevet tæt knyttet til, op til hende, slog armene ud, som om hun var et fly, der fløj, og spurgte: »Megwo?«, som betyder »Amerika?« Søster Johnson så på hende og sagde: »Ja, vi skal tilbage til Amerika.« Hun trykkede sit hoved ind mod søster Johnson og hulkede. »Jeg holdt fast om hende og hulkede sammen med hende«, sagde søster Johnson. »50 andre elever samledes omkring os og hulkede sammen med os. Vores mission har anbragt os midt i en hvirvelvind af kærlighed, som synes at omslutte os.«
Da Jesus udsendte de tolv på deres mission, gav han dem befaling ved at sige: »I har fået det for intet, giv det for intet« (Matt 10:8). Hvor meget er givet, kræves der meget. I har modtaget meget i jeres tilværelse, gå ud og giv frit i jeres Herres og Frelsers tjeneste. Hav tro, Herren ved, hvor der er brug for jer. Behovet at så stort, søskende, og arbejderne er så få.
»Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud« (Mosiah 2:17). Jeg ved, at dette er hans værk. Gå ud og tjen!
Min bøn er, at I må opleve velsignelserne ved missionærtjeneste for jer selv og jeres familie. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
