»Våg sammen med mig« Ældste Henry B. Eyring De Tolv Apostles Kvorum »Når I våger over hans får, vokser jeres kærlighed til ham. Og det styrker jeres selvtillid og jeres mod.« Jeg er taknemmelig for den ære, det er at tale i Herrens navn til Israels hyrder. Det er det, vi er. Da vi modtog præstedømmet, påtog vi os ansvaret for at yde vores del i forbindelse med at våge over Kirken. Ingen af os kan slippe for dette ansvar. Præsidenten for præstedømmet over hele jorden har det samlede ansvar. Ved hjælp af præstedømmets nøgler har hvert kvorum sin del af ansvaret. Selv den nyeste diakon i jordens fjerneste hjørne har del i det store ansvar at våge over Kirken. Lyt til disse ord fra Lære og Pagter: »Lad derfor enhver røgte sit eget embede og arbejde i sin egen kaldelse. Hovedet skal ikke sige til fødderne, at det ikke behøver dem; thi hvorledes kan legemet stå uden fødder?« Og derpå medtager Frelseren selv diakonerne i sin liste over opgaver: ». . . diakonerne og lærerne skal vælges til at våge over kirken og være dens faste tjenere« (L&P 84:109-111). Jeg beder om, at jeg må kunne forklare vores hellige tillidshverv, så selv den nyeste diakon og sidst ordinerede nyomvendte kan se sine muligheder. Herren har mange steder i skrifterne beskrevet sig selv og dem, han kalder til præstedømmet, som hyrder. En hyrde våger over sine får. I beretningerne i skrifterne er fårene i fare; de har brug for beskyttelse og føde. Frelseren formaner os om, at vi skal våge over fårene, sådan som han gør. Han gav sit liv for dem. De er hans. Vi kan ikke at nærme os hans standard, hvis vi som daglejere kun våger, når det er bekvemt, og kun for en belønning. Her er hans standard: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden« (Joh 10:11-12). Medlemmerne af Kirken er fårene. De er hans, og vi er kaldet af ham til at våge over dem. Vi skal gøre mere end blot at advare dem mod fare. Vi skal give dem næring. Engang for længe siden befalede Herren sin profet at irettesætte Israels hyrder. Her er advarslen, som stadig er gældende, med profeten Ezekiels ord: »Herrens ord kom til mig: Menneske, du skal profetere imod Israels hyrder. Du skal profetere og sige til dem, til hyrderne: Dette siger Gud Herren: Ve Israels hyrder, som vogter sig selv! Skal hyrder ikke vogte får?« (Ez 34:1-2). Den mad, som disse hyrder tog til sig selv, og derved lod fårene sulte, kunne føre til frelse for fårene. En af de store hyrder i Mormons Bog beskrev både, hvad maden var, og hvordan den kan gives: »Og efter at de havde modtaget dåben og var blevet påvirket og renset gennem den Helligånds kraft, blev de regnet blandt Kristi kirkes folk; og deres navne blev nedskrevet, så at de kunne blive ihukommet og få næring gennem Guds gode ord for at holde dem på den rette vej og altid holde dem årvågne i bøn, alene stolende på Kristi fortjenester, på ham, som var deres tros ophavsmand og fuldkommengører« (Moroni 6:4). Det er smertefuldt at forestille sig en hyrde, som selv spiser og lader fårene sulte. Dog har jeg set mange hyrder, som giver deres flokke næring. En var præsident for diakonernes kvorum. Et af hans kvo- rumsmedlemmer boede i nærheden af mit hjem. Den nabodreng havde aldrig overværet et kvorumsmøde eller gjort noget sammen med medlemmerne i sit kvorum. Hans stedfar var ikke medlem, og hans mor kom ikke i kirken. Præsidentskabet i hans kvorum sad i råd en søndag morgen. Hver uge modtog de Guds gode ord af den gode vejleder og lærer. I deres præsidentskabsmøde huskede disse 13-årige hyrder den dreng, som aldrig kom. De talte om, hvor meget han havde brug for det, som de modtog. Præsidenten gav sin rådgiver til opgave at gå ud efter det vildfarne får. Jeg kendte rådgiveren og vidste, at han var genert, og jeg vidste, hvor vanskelig opgaven var, så jeg betragtede gennem mit vindue med undren denne rådgiver traske forbi mit hus, følge vejen hen til huset, hvor drengen, der aldrig kom i kirke, boede. Hyrden havde hænderne begravet i lommerne. Han stirrede ned i jorden. Han gik langsomt, som når man ikke er sikker på, om man ønsker at komme derhen, hvor man skal. Efter ca. 20 minutter kom han tilbage ad vejen med den vildfarne diakon gående ved sin side. Det gentog sig flere søndage. Så flyttede drengen, som havde været tabt og nu var fundet. Denne beretning virker ikke usædvanlig. Det var blot tre drenge, som sad i et værelse omkring et lille bord. Så var det en dreng, der fulgte en vej og kom tilbage med en anden dreng. Men mange år efter overværede jeg en stavskonference et helt kontinent fra, hvor dette præsidentskab havde siddet i råd. En gråhåret mand kom hen til mig og sagde stille: »Mit barnebarn boede i dit ward for mange år siden.« Bevæget fortalte han mig om den drengs liv. Og så spurgte han mig, om jeg kunne finde den diakon, som langsomt gik hen ad vejen. Og manden spurgte, om jeg kunne takke ham og fortælle ham, at hans barnebarn, som nu var en voksen mand, stadig huskede det. Han huskede det, fordi han i de få uger for første gang i sit liv, så vidt han huskede, var blevet våget over af Israels hyrder. Han var blevet advaret ved at høre den evige sandhed fra nogen, som var interesseret i ham. Han var blevet tilbudt livets brød. Og unge hyrder havde levet op til den tillid, Herren havde vist dem. Det er ikke let at lære at gøre det så godt og at gøre det hele tiden. Frelseren viste os hvordan, og hvordan vi kan lære andre at gøre det. Han oprettede sin kirke. Han måtte efterlade sin kirke i hænderne på uerfarne tjenere, ligesom mange af os er. Han vidste, at de ville møde vanskeligheder, hvis løsning oversteg deres menneskelige kræfter. Det han gjorde for dem, kan være en vejledning for os. Da Frelseren gik til Getsemane Have for at lide intens smerte, før han blev forrådt og led på korset, kunne han være gået derhen alene. Men han tog sine præstedømmetjenere med sig. Her er beretningen fra Matthæusevangeliet: »Da sagde han til dem: ðMin sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med migЫ (Matt 26:38; fremhævelse tilføjet). Frelseren bad til sin Fader om styrke. Midt i sin fortvivlelse vender han tilbage til Peter for at lære ham, hvad der kræves af alle, som vil våge sammen med ham: »Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: ðSå kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligtЫ (Matt 26:40-41). Der er et løfte og en advarsel i denne enkle ordveksling mellem Herren og hans hyrder. Han våger med os. Han, som ser alt, og hvis kærlighed er uden ende, og som aldrig sover – han våger sammen med os. Han ved hele tiden, hvad fårene har brug for. Ved Helligåndens kraft kan han fortælle os det og sende os hen til dem. Og med præstedømmet kan vi nedkalde hans kraft til at velsigne dem. Men hans advarsel til Peter gælder også os. Ulven, som vil slå fårene ihjel, vil utvivlsomt kaste sig over hyrden. Så vi må vogte os selv såvel som andre. Som hyrde vil vi blive fristet til at nærme os kanten af synd. Men enhver afskygning af synd frastøder Helligånden. I må ikke gøre noget eller gå hen et sted, som frastøder Ånden. I har ikke råd til at løbe den risiko. Hvis synd får jer til at svigte, så har I ikke blot ansvaret for jeres egne synder, men også for den sorg, som I kunne have hindret hos andre, hvis I havde været værdige til at høre og adlyde Åndens hvisken. Hyrden skal være i stand til at høre Åndens røst og nedkalde Himlens kræfter, ellers svigter han. Den advarsel, der blev givet til en fordums profet, er også en advarsel til os: »Og dig, menneske, stiller jeg som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af din hånd« (Ez 33:7-8). Straffen for at svigte er stor. Men Herren belærte Peter om, hvordan man lægger grundvolden til en succes. Han gentog et enkelt budskab tre gange. Det var, at kærlighed til Herren skal være i en sand hyrdes hjerte. Her er slutningen af beretningen: »Jesus sagde til ham for tredje gang: ðSimon, Johannes' søn, har du mig kær?Ð Peter blev bedrøvet, fordi han for tredje gang spurgte ham: ðHar du mig kær?Ð Og han svarede ham: ðHerre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.Ð Jesus sagde til ham: ðVogt mine fårЫ (Joh 21:17). Det er kærlighed, som må motivere Israels hyrder. Det kan måske i begyndelsen virke vanskeligt, fordi vi måske ikke engang kender Herren så godt. Men hvis vi begynder med blot en smule tro på ham, så vil vores virke for fårene øge vores kærlighed til ham og til dem. Den kommer ved de enkle ting, som alle hyrder må gøre. Vi beder for fårene, hver eneste, som vi har ansvaret for. Når vi spørger: »Fortæl mig, hvem der har brug for mig!«, så får vi svarene. Et ansigt eller et navn dukker op i vore tanker. Eller vi mødes måske tilfældigt og føler, at det ikke var tilfældigt. I sådanne øjeblikke mærker vi Frelserens kærlighed til dem og til os. Når I våger over hans får, vokser jeres kærlighed til ham. Og det styrker jeres selvtillid og jeres mod. I tænker måske nu: Så let er det ikke for mig. Jeg har så mange at våge over. Og jeg har så lidt tid. Men hvor Herren kalder nogen, bereder han også en vej, hans vej. Der er hyrder, som tror på det. Lad mig fortælle om en. For to år siden blev en mand kaldet til præsident for sit kvorum af ældster. Han havde været medlem af Kirken i mindre end 10 år. Han var lige blevet værdig til at blive beseglet til sin hustru og sin familie i templet. Hans hustru var invalid. Han havde tre døtre. Den ældste var 13, og hun lavede mad og gjorde sammen med de andre rent i huset. Hans begrænsede indtægter ved fysisk arbejde forsørgede ikke alene disse fem mennesker, men også en bedstefar, som boede hos dem i deres lille hus. Da han blev kaldet til præsident for ældsternes kvorum, havde det 13 medlemmer. Dette lille kvorum var ansvarlig for yderligere 101 mænd, som enten slet intet præstedømme havde eller var diakoner, lærere eller præster. Han var ansvarlig for at våge over sjælene i 114 familier og uden udsigt til, at han kunne bruge mere end søndagen og måske en aften om ugen på opgaven med alt det, han gjorde for at forsørge sin egen familie. Det vanskelige hverv, han stod over for, drev ham på knæ i bøn. Så rejste han sig og gik i gang. I sine anstrengelser for at møde sine får og lære dem at kende blev hans bønner besvaret på måder, han ikke havde ventet. Han begyndte at se på dem som mere end enkeltpersoner. Han lærte, at Herrens hensigt med ham var at opbygge familier. Og selv med sin begrænsede erfaring vidste han, at måden at opbygge familier på var at hjælpe dem med at kunne indgå og holde tempelpagter. Han begyndte at gøre det, som en god hyrde altid gør, men han gjorde det anderledes, da han så templet som deres mål. Først bad han for at få at vide, hvem der skulle være de rådgivere, som skulle gå med ham. Og så bad han for at få at vide, hvilke familier der havde brug for ham og var blevet beredt. Han kontaktede så mange, han kunne. Nogle var afvisende og modtog ikke hans venskab. Men hvis de modtog hans venskab, fulgte han et mønster. Så snart han så interesse og tillid, opfordrede han dem til at mødes med biskoppen. Han havde i forvejen sagt til biskoppen: »Fortæl dem, hvad det kræver at være værdig til at tage til templet for at modtage dets velsignelser – for dem selv og for deres familie. Og bær så vidnesbyrd om, som jeg har gjort, at det virkelig er indsatsen værd.« Nogle få accepterede derpå kvorumspræsidentens indbydelse til et tempelforberedelseskursus, som stavsledere underviste i. Ikke alle færdiggjorde kurset, og ikke alle kvalificerede sig til at komme i templet. Men der blev bedt for hver eneste familie og hver eneste far. De fleste blev opfordret mindst en gang til at få næring gennem Guds gode ord. Med hver eneste invitation fulgte præsidentens vidnesbyrd om velsignelserne ved at være en familie, der er beseglet for evigt, og det bedrøvelige ved at være adskilt. Hver eneste opfordring blev givet med Frelserens kærlighed. Mens præsidenten har tjent, har han set 12 af mændene, som han underviste, blive ordineret til ældster. Han har set fire af sine ældster blive ordineret til højpræst. Disse tal kan slet ikke beskrive miraklet. Familierne til disse mænd vil blive velsignet i generationer. Fædre og mødre er nu beseglet til hinanden og til deres børn. De beder for deres børn, modtager himlens hjælp og underviser i evangeliet med den kærlighed og inspiration, som Herren giver trofaste forældre. Den præsident og hans rådgivere er blevet sande hyrder. De har våget over flokken med Mesteren og er kommet til at elske ham. De er øjenvidner til sandheden af det, som Frelseren belærte en apostel, Thomas B. Marsh, om. Det gælder alle, som med Herren våger over hans får: »Gå derhen, hvor jeg ønsker dig, og det skal gives dig af Talsmanden, hvad du skal gøre, og hvorhen du skal gå. Bed altid, så du ikke falder i fristelse og mister din løn. Vær tro indtil enden, og se, jeg er med dig. Disse ord er ikke et menneskes eller af mennesker, men det er mine, Jesu Kristi, din Forløsers, givet gennem Faderens vilje. Amen« (L&P 31:11-13). Jeg vidner om, at Gud Faderen lever og besvarer vore bønner. Jeg er et vidne om, at den kærlige Frelser våger over hans får sammen med sine trofaste hyrder. I Jesu Kristi navn. Amen.