Præstedømmets magt Ældste John H. Groberg Fra De Halvfjerds »Mens præstedømmets magt er ubegrænset, er vores personlige magt i præstedømmet begrænset af vores grad af retfærdighed eller renhed.« Mine brødre i præstedømmet: Jeg håber, at vi påskønner det dyrebare privilegium det er at have Guds præstedømme. Værdien af det er uudgrundeligt. Ved dets magt er verdener – ja universer – blevet skabt eller organiseret og vil endnu blive det. Ved dets magt bliver der udført ordinancer, som, når de ledsages af retfærdighed, giver familier mulighed for at være sammen for evigt, for syndere at blive tilgivet, for de syge at blive helbredt og for de blinde at se, ja, endog at gengive liv. Gud ønsker at vi, hans sønner, skal have præstedømmet og lære at bruge det rigtigt. Han har forklaret: »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af præstedømmet uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed; gennem venlighed og sand kundskab.«1 For hvis vi udøver »kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle [især vores hustru og børn] i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os, Herrens Ånd bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte.«2 Således ser vi, at mens præstedømmets magt er ubegrænset, er vores personlige magt i præstedømmet begrænset af vores grad af retfærdighed eller renhed. Ligesom rene ledninger, der er forbundet på rette måde, er nødvendige for at viderebringe elektricitet, er skyldfrie hænder og et rent hjerte nødvendige for at handle med præstedømmets kraft. Snavs og smuds langsommeliggør eller hindrer strømmen i ledningen. Urene tanker og handlinger forstyrrer den personlige præstedømmmemagt. Når vi er ydmyge, rene og har skyldfrie hænder, hjerte og sind, er intet retfærdigt umuligt. Et gammelt orientalsk ordsprog lyder: »Hvis et menneske lever et rent liv, kan intet ødelægge det.«3 I sin kærlighed til os, har Gud bestemt, at enhver værdig mand, uanset rigdom, uddannelse, hudfarve, kulturel baggrund eller sprog, kan bære hans præstedømme. Derfor kan enhver på rette vis ordineret mand, som har skyldfrie hænder, et rent hjerte og sind, stå i forbindelse med præstedømmets ubegrænsede kraft. Jeg lærte denne lektie godt, som ung missionær for år tilbage i det sydlige Stillehavsområde. Min første opgave var på en lille ø hundreder af kilometer fra hovedsædet, hvor ingen talte engelsk, og jeg var den eneste hvide mand. Jeg fik en lokal kammerat, som hed Feki, og som dengang var på byggemission, og som var præst i Det Aronske Præstedømme. Efter otte søsyge dage og nætter på en lille ildelugtende båd, ankom vi i Niuatoputapu. Jeg kæmpede med heden, myggene, den mærkelige mad, kulturen og sproget såvel som hjemve. En eftermiddag hørte vi klageråb og så en familie, der bragte den slappe og tilsyneladende livløse krop af deres otteårige søn til os. De fortalte grædende, at han var faldet ned fra et mangotræ og ikke reagerede på noget. Den trofaste far og mor lagde ham i mine arme og sagde: »Du har Det Melkisedekske Præstedømme, bring ham tilbage til os sund og rask.« Selv om mit kendskab til sproget stadig var begrænset, forstod jeg, hvad de ønskede, og jeg var bange. Jeg ønskede at løbe væk, men det udtryk af kærlighed og tro, som lyste fra hans forældres, brødres og søstres øjne, holdt mig fast på stedet. Jeg så afventende på min kammerat. Han trak på skuldrene og sagde: »Jeg har ikke den rette myndighed. Du og grenspræsidenten har Det Melkisedekske Præstedømme.« Jeg greb dette strå og sagde: »Så er dette en grenspræsidents opgave.« Jeg havde kun lige sagt dette, da grenspræsidenten kom. Han havde hørt tumulten og kom fra sin have. Han var svedig og fuld af snavs og jord. Jeg vendte mig om og forklarede, hvad der var sket, og forsøgte at give den lille dreng til ham. Han trådte tilbage og sagde: »Jeg tager hen og vasker mig og tager rent tøj på, så velsigner vi ham og ser, hvad Gud har at sige.« Næsten i panik råbte jeg: »Kan du ikke se det? Han har brug for hjælp nu!« Han svarede roligt: »Jeg ved, at han har brug for en velsignelse. Når jeg har vasket mig og taget rent tøj på, kommer jeg med indviet olie, og så går vi til Gud og finder ud af, hvad hans vilje er. Jeg kan ikke – jeg vil ikke – komme til Gud med snavsede hænder og beskidt tøj.« Han vendte sig om, og forlod mig med drengen. Jeg var stum. Til sidst vendte han tilbage, ren på legemet og tøjet, og jeg følte også, at han var det i hjertet. »Nu,« sagde han, »er jeg ren, så kan vi nærme os Guds trone.« Denne fantastiske tonganske grenspræsident gav med rene hænder og rent hjerte en smuk og mægtig præstedømmevelsignelse. Jeg følte mig mere som en tilskuer end som en deltager. Salmistens ord kom til mit sind: »Hvem kan drage op til Herrens bjerg . . . . . . Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte.«4 På denne lille ø kom en værdig præstedømmebærer til Herrens bjerg og præstedømmets magt kom ned fra himlen og bemyndigede, at en lille drengs liv fortsatte. Med troens ild brændende i sine øjne, fortalte grenspræsidenten mig, hvad jeg skulle gøre. Der blev krævet meget ekstra tro og indsats, men på den tredje dag blev denne lille otte-årige dreng, der var fuld af liv, genforenet med sin familie. Jeg håber, at I forstår og føler disse sandheder. Dette var en lille ø midt i et kæmpe ocean – uden elektricitet, hospital eller læger – men intet af det betød noget. For ud over stor kærlighed og tro, var der en grenspræsident, som havde Det Melkisedekske Præstedømme, som forstod vigtigheden af renhed på hænder og i hjerte og den ydre tilkendegivelse af renhed i legeme og klædning, og som udøvede præstedømmet i retfærdighed og renhed i henhold til Guds vilje. Denne dag var hans personlige magt i præstedømmet tilstrækkelig til at stå i forbindelse med selve præstedømmets ubegrænsede magt over jordisk liv. Når jeg ser op i himlen om natten og tænker over de utallige galakser deroppe, undres jeg over, hvor ubetydelig en prik vores lille jord er, og hvor uendelig lille jeg er. Alligevel føler jeg mig ikke bange, alene, ubetydelig eller langt fra Gud. For jeg har set hans præstedømmemagt i forbindelse med rene hænder og rent hjerte på en lille ø i et kæmpeocean. Brødre, denne forbindelse er til rådighed for os alle, uanset hvor vi er, hvornår det er, eller under hvilke omstændigheder, vi lever, så længe vore hænder, hjerte og sind er rent. Der er ingen personlig magt i præstedømmet uden personlig renhed. Vi må ganske enkelt arbejde hårdere med at rense vores liv, ved at tjene andre på en mere kristuslignende måde. Der er altid muligheder for at tjene – i vore familier, i Kirken, på mission, i templer og blandt vore medmennesker. Ædel tjeneste kræver hårdt arbejde, store ofre og fuldstændig uselviskhed. Jo større offeret er, desto større er den resulterende renhed. Gud, som er fuld af lys, liv og kærlighed, ønsker, at vi skal have hans præstedømme og bruge det rigtigt, så vi kan overføre dette lys, liv og denne kærlighed til alle omkring os. På den anden side ønsker Satan, mørkets prins, at tilbageholde lyset, livet og kærligheden, så meget han kan. Da Satan intet kan gøre ved præstedømmets magt, koncentrerer han sin indsats på at prøve at begrænse vores personlige kraft i præstedømmet ved at forsøge at gøre vore hænder, hjerte og sind snavset ved hjælp af misbrug, vrede, forsømmelse, pornografi, selviskhed eller andre onder, han kan lokke os til at tænke over eller gøre. Han ved, at hvis han kan gøre os tilstrækkelig snavsede, kan han i samme omfang afholde os fra den renhed, der er nødvendig for at udøve præstedømmet til at bringe mere lys, liv og kærlighed til denne jord og til alle dens indbyggere – i fortiden, nutiden og fremtiden. Åh brødre, sælg ikke jeres dyrebare præstedømmes fødselsret for en nedværdigende portion linser. Husk, at de sandslotte vi bygger på jordelivets strand, uanset hvor storslåede de er, til sidst vil blive skyllet bort af tidevandet. Kun renhed af hænder, hjerte og sind vil gøre det muligt for os at trække på præstedømmets højeste kræfter for virkelig at velsigne andre og til sidst være i stand til at bygge evige palæer, der er smukkere og mere varige, end vi i øjeblikket kan forestille os. Jeg har lært for mig selv, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at han er min ven og jeres ven. Jeg ved, at Jesus er den fuldkomne personliggørelse af den rene præstedømmemagt. Følg ham. Jeg beder til, at vi alle kan tjene med mere renhed i hjertet, at vores personlige magt i præstedømmet til sidst kan blive fuldstændig ved hjælp af den fuldkomne kærlighed fra ham, hvis præstedømme vi har. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. L&P 121:41-142. 2. L&P 121:37. 3. Tilskrevet Buddha. 4. Sl 24:3-4.