Præsident James E. Faust
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
I skal efterleve fire hellige principper i jeres liv: Ærbødighed over for Guddommen, respekt og ære over for familieforhold, ærbødighed for og lydighed mod det hellige præstedømmes ordinancer og pagter samt respekt for jer selv som en søn af Gud.
Mine elskede brødre i dette verdensomspændende broderskab i præstedømmet, jeg taler ydmygt til jer med en bøn i hjertet. Det er et helligt og overordentligt stort ansvar at tale til jer. Jeg ønsker at blive forstået. Jeg håber, at vi hver især kan gøre krav på Herrens løfte: ». . . dem, der ærer mig, vil jeg ære«.
1
Jeg anerkender fuldt ud alt, som er udrettet af Herrens tjenere i forgangne generationer, men jeg tror, at I unge mænd i præstedømmet og de unge piger på jeres alder på mange måder er den mest lovende generation i verdens historie. Jeg kommer til denne konklusion af flere årsager. Når søster Faust og jeg læser vores børnebørns patriarkalske velsignelser, ser vi næsten uden undtagelse, at de er mere lovende end min eller hendes.
For at I kan opnå jeres potentiale, skal I efterleve fire hellige principper i jeres liv. Disse fire principper er:
1. Ærbødighed for Guddommen.
2. Respekt og ære over for familieforhold.
3. Ærbødighed for og lydighed mod det hellige præstedømmes ordinancer og pagter.
4. Respekt for jer selv som en søn af Gud.
Jeg vil gerne tale om disse fire store principper i aften.
Det første er ærbødighed for Guddommen. Jeg er taknemmelig for, at Herren har velsignet os som et folk med timelige velsignelser, som er uden sidestykke i Kirkens historie. Vi har fået disse midler til at gøre godt med og for at gøre det muligt at fremskynde vores værk på jorden. Men jeg frygter, at mange af os i kraft af velstand er blevet for optagede af det, som Daniel kaldte »guderne af sølv, guld, kobber, jern, træ og sten, som hverken kan se, høre eller forstå«.2 Dette er selvfølgelig afguder.
Langt vigtigere end alt andet i forbindelse med ærbødighed for det hellige er kærlighed til og respekt for Guddommen. I det meste af verdens historie har mennesket i høj grad beskæftiget sig med afgudsdyrkelse, enten ved at tilbede afguder eller ved at beskæftige sig med at tilegne sig verdens overflod.
Efter Frelserens opstandelse var Peter og nogle af disciplene ved Tiberiassøen. Peter sagde til dem, at han skulle ud at fiske. Disciplene gik med til at tage med ham. De syntes at glemme, at de var kaldet til at være menneskefiskere. De fiskede hele natten, men fangende intet. Om morgenen stod Jesus på bredden og bad dem om at kaste deres net ud på højre side af båden, og deres net fyldtes med fisk. Jesus bad dem om at bringe de fisk ind, som de havde fanget; Peter og hans kammerater havde fanget 153. Da de kom i land, så de nogle fisk, som blev tilberedt over bål, og Frelseren indbød dem til at spise fisken og noget brød. Da de havde spist, sagde Jesus til Simon Peter: ». . . elsker du mig mere end de andre?«3 Peter var en ivrig fisker. Fiskeri var den levevej, som Frelseren kaldte ham fra, så han kunne blive menneskefisker.
Kravet om, at vi skal elske Herren højere end fisk, bankkonti, biler, fint tøj, aktier, obligationer, indlånsbeviser eller nogen anden ejendom er totalt, og det er absolut. Det første bud, som de fordums israelere fik, var: »Du må ikke have andre guder end mig«.4 Frelseren selv fremhævede dette bud, da han sagde til den skriftkloge, der spurgte ham, hvilket bud der var det største: ». . . du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke«.5
Jeg bliver ofte stødt, når jeg offentligt og på TV hører folk, der skødesløst bryder budet: »Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn«.6 I afsnit 107 i Lære og Pagter mindes vi om, at for at »undgå at gentage hans navn for ofte«7 blev det hellige præstedømme opkaldt efter den store højpræst Melkisedek. Ærbødighed og respekt for det, der er helligt, udstrømmer af det første bud: »Du må ikke have andre guder end mig«.8
Vi, der har fået overdraget præstedømmets myndighed til at handle i Frelserens navn, bør respektere Gud Faderen, Jesus Kristus og Helligånden frem for alt andet.
Det andet er at respektere og ære familieforhold. Dette bør begynde med ærbødighed for moderens hellige kærlighed. Alle mødre går ned i dødsdalen, når de føder os. Min mor har nu været død i mange år. Jeg savner hendes søde, kærlige indflydelse i mit liv. Jeg savner hendes almene råd og irettesættelse. Men mest af alt savner jeg hendes betingelsesløse kærlighed. Nogle gange er længslen efter at være sammen med hende næsten overvældende. De fleste af os kan ligesom Abraham Lincoln sige: »Alt det, som jeg er eller håber at blive, skylder jeg min englegode mor«.9 Min mor lavede mad, syede, lappede og syede tøj om. Hun klarede sig uden forskellige ting, så de sparsomme penge kunne række til at give hendes sønner flere muligheder, end hun nogensinde havde haft. Men endnu vigtigere var hendes urokkelige tro, som hun ønskede at så dybt i vores sjæl.
Brødre, den ædle faderrolle giver os et glimt af vor himmelske Faders guddommelige egenskaber. En far bør være mange ting. Han bør ære sit præstedømme og være et eksempel på retskaffenhed. Sammen med sin hustru bør han være hele familiens kilde i form af stabilitet og styrke. Han bør være beskytteren og forsørgeren og sine familiemedlemmers forkæmper. En stor del af hans kærlighed til hans børn bør udstrømme af hans eksempel på kærlighed til, omsorg for og troskab over for deres mor. Ved hans kompromisløse eksempel bør han indgyde sine børn karakterstyrke.
Da ældste LeGrand Richards rejste på college, sagde hans far, George F. Richards, til ham og hans bror, George F. junior: »Jeg stoler på, at I begge vil følge mit eksempel«. Deres hjerte svulmede af kærlighed og stolthed over hans ord. LeGrand sagde senere: »De gav os en rygrad af stål, og vi kunne ikke gøre noget, som ville skuffe ham«.10
En far bør aldrig skuffe sin hustru eller sine børn med vilje. I 1989 var der et forfærdeligt jordskælv i Armenien, som dræbte over 30.000 mennesker på fire minutter. En fortvivlet far ledte som en gal efter sin søn. Han kom frem til sin søns skole, men så at den ikke var andet end en bunke murbrokker. Men han blev drevet af sit løfte til sin søn: »Lige meget hvad, så vil jeg altid være der for dig!« Han forestillede sig det hjørne, hvor hans søns klasseværelse måtte være, skyndte sig derhen og begyndte at grave ned gennem murbrokkerne, sten for sten.
Andre kom hen til stedet brandchefen, dernæst politiet og advarede ham om brande og eksplosioner, og de opfordrede ham til at overlade eftersøgningen til nødberedskabet. Men han blev stædigt ved med at grave. Natten kom og gik, og så, da han havde gravet i 38 timer, syntes han, at han hørte sin søns stemme. »Armand!« råbte han. Så hørte han: »Far!?! Det er mig, far! Jeg har sagt til de andre børn, at de ikke skal bekymre sig. Jeg har sagt til dem, at hvis du var i live, ville du redde mig, og når du reddede mig, ville de blive reddet . . .
Der er 14 af os tilbage af 33 . . . Da bygningen faldt sammen, lavede den en kile, som en trekant, og det reddede os.«
»Kom ud, dreng!«
»Nej, far! Lad de andre børn komme ud først, for jeg ved, at du vil få mig ud! Lige meget hvad, så ved jeg, at du vil være der for mig!«11
Alle familieforhold bør æres, selv forholdet til vore afdøde slægtninge. Kærlighed, tjeneste og hjælp bør finde sted mellem søskende og den øvrige familie.
Det tredje er respekt for og lydighed mod præstedømmets ordinancer og pagter. De, der i gammel tid deltog i præstedømmets ordinancer, havde præstetøj på. Selv om vi ikke går i præstetøj nu, viser vi respekt ved at have passende tøj på, når vi velsigner og omdeler nadveren og salver de syge.
Præsten Eli blev afløst fra sin kaldelse, da han tillod ugudelighed i Herrens hus. Herren sagde: ». . . dem, der ærer mig, vil jeg ære«.12 Den store magt og myndighed i præstedømmet, som vi er blevet betroet, skal udøves af dem, der har myndighed til at gøre dette, og som har vist sig værdige hertil. Kun på denne måde vil vore gerninger blive beseglet af Forjættelsens Helligånd og således blive æret af Herren.13
Vi ærer Herren ved at holde vore dåbspagter, vore nadverpagter, vore tempelpagter og ved at holde sabbatten hellig. Herren har sagt: »Alle sådanne, som ved med sig selv, at deres hjerte er retskaffent og sønderknust og deres ånd angergiven, og som vil holde deres pagter ved opofrelse, ja, ved ethvert offer, som jeg, Herren, vi fordre, vil jeg anerkende.«14
Det fjerde er at respektere jer selv som en søn af Gud. De af os, som har været på mission, har set miraklet i tilværelsen hos dem, som vi har undervist, når de forstår, at de er Guds sønner og døtre. For mange år siden sagde en ældste, som tjente i Den Britiske Mission, ved slutningen af sin mission: »Jeg synes, at min mission har været en fiasko. Jeg har arbejdet hver dag som missionær her, og jeg har kun døbt én snusket, lille irsk unge. Han er den eneste, jeg har døbt.«
Flere år efter hans hjemkomst til Montana, kom der en og besøgte ham, som spurgte: »Er du den ældste, der var på mission på De Britiske Øer i 1873?«
»Ja.«
Så fortsatte manden: »Og kan du huske, at du har sagt, at du syntes, at din mission var en fiasko, fordi du kun havde døbt én snusket, lille irsk unge?«
Han sagde: »Ja.«
Gæsten rakte hånden frem og sagde: »Lad mig give dig hånden. Jeg hedder Charles A. Callis; jeg kommer fra De Tolvs Råd i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg er den snuskede, lille irske unge, som du døbte på din mission.«15
Den lille irske dreng fik viden om sit potentiale som en af Guds sønner. Ældste Callis efterlod sin store familie en varig arv. Han havde været missionspræsident i 25 år, og i sine 13 år som apostel velsignede han bogstaveligt talt flere tusindes liv. Jeg føler mig privilegeret over at have kendt denne store Herrens apostel, da jeg var ung.
Hvis vi konstant er opmærksomme på guddommelighedens frø i os, hjælper det os med at hæve os over jordiske udfordringer og problemer. Brigham Young har sagt: »Når jeg ser på intelligente væseners ansigt, ser jeg på billedet af den Gud, som jeg tjener. Der er ingen, som ikke har en vis guddommelighed i sig, og selv om vi har legemer, som er i vor Guds billede, viger denne dødelighed tilbage for den del af det guddommelige, som vi arver fra vor Fader«.16 Hvis vi som unge og gamle mænd fuldt ud er opmærksomme på vores guddommelige arv, hjælpe det os med at udvikle os og ære den guddommelighed, som findes i os hver især.
Alle os, som ønsker at blive æret af Herren og modtage af hans godhed, nåde og evige velsignelser, må, og jeg gentager, være lydige mod disse fire store principper.
1. Hav ærbødighed for Guddommen.
2. Hav respekt for og ær familieforhold.
3. Hav stor ærbødighed for og lydighed mod det hellige præstedømmes ordinancer og pagter.
4. Hav respekt for jer selv som en søn af Gud.
Brødre, jeg beder til, at Herren vil velsigne hver og en af os i denne store hær af retskafne præstedømmebærere. Den enkeltes bidrag synes måske ikke stort, men jeg tror, at den præstedømmemagt, som vi tilsammen besidder, er den største gode kraft på jorden i dag. Det udøves alt sammen under præstedømmets nøgler, som besiddes af præsident Gordon B. Hinckley, der er den præsiderende højpræst på jorden. Jeg beder til, at vi må være lydige mod hans inspirerede ledelse og følge hans eksempel. Må hans bemærkelsesværdige tjeneste vare i mange år.
Brødre, jeg har være privilegeret, som dreng og som mand, at nyde godt af den varme, trygge, åndelige kappe i det hellige præstedømme gennem 68 år. Jeg kan ikke udtrykke, hvor stor og fantastisk en støtte dette har været for mig og min familie. Mange gange har jeg ikke været, som jeg burde have været. Men på min svage måde har jeg ønsket at gøre mig fortjent til himmelske velsignelser. Lige så længe jeg trækker vejret, ønsker jeg at bære vidnesbyrd om det genoprettede evangeliums under og herlighed med dets præstedømmenøgler og myndighed. Må vi være værdige til Herrens løfte: »Dem, der ærer mig, vil jeg ære«. I Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER
1. 1 Sam 2:30.
2. Dan 5:23.
3. Se Joh 21:1-15.
4. 2 Mos 20:3.
5. Mark 12:30.
6. 2 Mos 20:7.
7. L&P 107:4.
8. 2 Mos 20:3.
9. Citeret i Burton Stevenson, red., The Home Book of Quotations, 1934, s. 1350.
10. Lucile C. Tate, LeGrand Richards: Beloved Apostle, 1982, s. 28.
11. Mark V. Hansen, »Are You Going to Help Me?« i Chicken Soup for the Soul, red. Jack Canfield og Mark Victor Hansen, 1993, s. 273-274.
12. 1 Sam 2:30.
13. Se L&P 132:7.
14. L&P 97:8.
15. Se The Teachings of Harold B. Lee, red. Clyde J. Williams, 1996, s. 602-603.
16. Discourses of Brigham Young, red. John A. Widtsoe, 1941, s. 168.