Til undsætning

Præsident Thomas S. Monson
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

»Brødre, verden har brug for jeres hjælp. Der er ben, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses.«

Præsident Thomas S. Monson

Det er mit overvældende ansvar her i aften at tale til jer, mine kære brødre, som bærer Guds præstedømme, og som er forsamlet her i Konferencecentret og over hele verden.

Nogle af jer er diakoner, måske nyligt ordinerede; andre er højpræster, som har tjent længe og trofast i hellige kaldelser. Alle er vi samlet, så vi bedre kan lære vore pligter at kende.

Brødre, verden har brug for jeres hjælp. Der er ben, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses. Evighedens velsignelser venter jer. Det er jeres privilegium ikke at være tilskuere, men deltagere på præstedømmetjenestens scene.

Præsident Wilford Woodruff erklærede: »Alle præstedømmets organisationer besidder kraft. Diakonen besidder kraft gennem det præstedømme, som han bærer. Det gør læreren også. De har magt til at træde frem for Herren og få deres bønner hørt og besvaret ligesom profeten . . . Det er ved dette præstedømme, at mænd får ordinancer givet, at deres synder bliver tilgivet, og at de bliver forløst. Det er af denne årsag, at det er blevet åbenbaret og beseglet på vores hoved.«¹

Jeg hørte engang fra en nyordineret diakon, kort tid efter at han havde modtaget Det Aronske Præstedømme. Han sagde: »I dag er det første dag, jeg skal omdele nadveren. Jeg kan ikke vente. Jeg ved, at det er en meget hellig ordinance, så jeg vil gøre det med omhu. Jeg har et virkeligt vidnesbyrd om Kirken, og jeg håber at tage på mission snart.«

Brødre, må jeg i aften læse et brev for jer, som jeg modtog for nogen tid siden, og som er skrevet af en ægtemand, som gik langt bort fra præstedømmets sti af tjeneste og pligt. Det er karakteristisk for alt for mange af vore brødre. Han skrev:

»Kære præsident Monson

Jeg havde så meget, og nu har jeg så lidt. Jeg er ulykkelig og føler det som om, at alting mislykkes for mig. Evangeliet har aldrig forladt mit hjerte, skønt det er ude af mit liv. Jeg beder om jeres bønner for mig.

Glem ikke dem af os, som er derude – de fortabte sidste dages hellige. Jeg ved, hvor Kirken er, men til tider føler jeg, at jeg har brug for én, der kan vise mig vej, opmuntre mig, fjerne min frygt og bære vidnesbyrd for mig.«

Mens jeg læste dette brev, vendte jeg i mine tanker tilbage til et besøg i et at de store kunstgallerier i verden – det berømte Victoria and Albert Museum i London i England. Der var, i en smuk ramme, et mesterværk, der blev malet i 1831 af Joseph Mallord William Turner. Maleriet forestiller tunge, sorte skyer og det urolige havs rasen, der varslede fare og død. Et lys fra et strandet fartøj stråler langt borte. I forgrunden er der en stor redningsbåd, der kastes rundt af de skummende bølger, der slår ind. Mændene trækker kraftigt i årerne, mens redningsbåden kaster sig ud i stormen. På land står der en hustru og to børn, våde af regn og med blæsten piskende mod dem. De stirrer bekymret ud over havet. I mine tanker forkortede jeg billedets navn. For mig blev det Til undsætning.

Midt i livets storme lurer faren, og nogle mennesker er, ligesom bådene, strandede og står over for undergang. Hvem vil bemande redningsbådene og forlade hjemmets og familiens behageligheder og tage ud for at komme dem til undsætning?

Præsident Taylor advarede os: »Hvis I ikke ærer jeres kaldelse, vil Gud holde jer ansvarlige for dem, I kunne have frelst, hvis I havde gjort jeres pligt.«²

Brødre, vores opgave er ikke umulig. Vi går Herrens ærinde, og derfor har vi krav på Herrens hjælp. Men vi skal forsøge. Fra skuespillet Shenandoah kommer denne inspirerende linie: »Hvis vi ikke prøver, gør vi intet; og hvis vi intet gør, hvorfor er vi så her?«

Da Mesteren tjente blandt menneskene, kaldte han fiskere ved Galilæas Sø til at forlade deres net og følge ham, idet han sagde: »Jeg vil gøre jer til menneskefiskere.«³ Og det gjorde han. I aften udsteder han et kald til os hver især om at kæmpe for Guds rige.⁴ Han giver os slagplanen med sin formaning: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.«⁵

Jeg elsker og værdsætter det ædle ord pligt. Lad os lytte til den gribende påmindelse, der findes i Jakobs Brev: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.«⁶

Der findes en gammel sang fra min generation. Den hedder: »Når du ønsker det, sker det.« Det er ikke sandt. At ønske får det ikke til at ske. Herren forventer, at vi tænker. Han forventer, at vi handler. Han forventer, at vi arbejder. Han forventer, at vi har et vidnesbyrd. Han forventer, at vi er hengivne. Uheldigvis findes der nogle, som er veget bort fra vejen med aktivitet i præstedømmet. Lad os hjælpe dem tilbage til den sti, der fører til evigt liv. Lad os opbygge den stærke base i Det Melkisedekske Præstedømme, som er grundlaget for kirkeaktivitet og vækst. Det bliver den støtte, der styrker alle familier, alle hjem, alle kvorummer i hvert et land.

Brødre, vi kan række hånden ud til dem, som vi har ansvar for, og bringe dem til Herrens bord for dér at mætte sig med hans ord og nyde hans Ånds ledsagelse og »ikke længere [være] fremmede og udlændinge, [men] de helliges medborgere og [høre] til Guds husstand.«⁷

Tidens gang har ikke ændret Forløserens evne til at ændre menneskers liv – vores liv og dem, vi arbejder sammen med. Ligesom han sagde til den døde Lazarus, siger han i dag: »Kom herud!«⁸ Kom ud af tvivlens håbløshed. Kom ud af syndens sorg. Kom ud af vantroens død. Kom ud til et nyt liv. Kom ud.

Vi opdager, at de, som vi tjener, som ved vores indsats har følt Mesterens hånd, på en eller anden måde ikke kan forklare den ændring, som de oplever. De får et ønske om at tjene trofast, at vandre ydmygt og leve mere som Frelseren. Idet de atter har fået deres åndelige syn og fået et glimt af evighedens løfter, gentager de ordene fra den blinde mand, som Jesus gengav synet. Han sagde: »Én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.«⁹

Hvordan kan vi forklare disse mirakler? Hvorfor denne pludselige aktivitet hos mennesker, der længe har været passive? Om døden sagde digteren: »Gud rørte ham, og han sov.«¹⁰ Jeg siger, idet jeg taler om denne nye fødsel: »Gud rørte dem, og de vågnede.«

Der er to grundlæggende årsager til disse ændringer i holdninger, vaner og gerninger. For det første har mennesket set sine evige muligheder og besluttet sig til at nå dem. Mennesket kan i virkeligheden ikke så længe lade sig nøje med middelmådighed, når de en gang har set det bedste, der er inden for rækkevidde.

For det andet har andre mennesker fulgt Frelserens formaning og har elsket deres næste som sig selv og hjulpet med at opfylde deres næstes drømme og virkeliggøre deres ambitioner.

Katalysatoren i denne proces har været – og er fortsat – kærlighedens princip.

Et andet af sandhedens principper, som vejleder os i vores beslutning, er at drenge og mænd kan ændre sig. Jeg mindes en fængselsbetjents ord, idet han belærte om dette faktum. En kritiker, som kendte fængselsbetjenten Duffys indsats for at rehabilitere mænd sagde: »Ved du ikke, at man ikke kan fjerne en tigers striber?«

Fængselsbetjent Duffy svarede: »Du burde vide, at jeg ikke arbejder med tigre. Jeg arbejder med mennesker, og mennesker ændrer sig hver dag.«

For mange år siden, før jeg blev missionspræsident i Den Canadiske Mission med hovedsæde i Toronto i Ontario, var jeg blevet venner med en mand ved navn Shelley, som boede i wardet, men som ikke modtog evangeliet, selv om hans kone og børn havde gjort det. Shelley var kendt som den skrappeste mand i byen, da han var ung. Han var noget af en slagsbror. Han sloges sjældent i bokseringen, men mange andre steder. Jeg forsøgte, men jeg kunne ikke ændre Shelleys holdning. Opgaven syntes håbløs. Med tiden flyttede Shelley og hans familie fra vores ward.

Efter at jeg var vendt hjem fra Canada og var blevet kaldet til De Tolv, modtog jeg en telefonopringning fra Shelley. Han sagde: »Vil du besegle min hustru og mig og min familie i templet i Salt Lake City?«

Jeg svarede tøvende: »Shelley, du skal først døbes og blive medlem af Kirken.«

Han lo og svarede: »Åh, det ordnede jeg, mens du var i Canada. Min hjemmelærer hjalp skolebørn over gaden, og hver dag, når han og jeg mødtes ved fodgængerfeltet, talte vi om evangeliet.«

Beseglingerne blev udført, en familie blev forenet, glæde fulgte.

Abraham Lincoln gav dette kloge råd, som bestemt kan anvendes på hjemmelærere: »Hvis du ønsker, at en mand skal gå ind for din sag, så overbevis ham først om, at du er hans sande ven.«¹¹

En ven gør mere end blot at aflægge et besøg hver måned af pligt. En ven er mere optaget af at hjælpe folk end at få æren. En ven bekymrer sig for folk. En ven elsker. En ven lytter. En ven giver en hjælpende hånd.

Der er brødre i ethvert ward, som synes at have en særlig evne og talent for at gennemtrænge den ydre skal og nå ind til hjertet. Sådan var Raymond L. Egan, som var min rådgiver i biskoprådet. Han elskede at være ven med og aktivere faderen i en familie i Kirken og derved også bringe en kærlig hustru og dyrebare børn ind i folden. Dette vidunderlige fænomen fandt sted mange gange, helt indtil bror Egan forlod dette liv.

Der er også andre måder, hvorpå man kan opløfte og tjene. Engang talte jeg med en pensioneret leder, som jeg havde kendt længe. Jeg spurgte ham: »Ed, hvad laver du i Kirken?« Han svarede: »Jeg har den bedste opgave i wardet. Mit ansvar er at hjælpe mænd, som er arbejdsløse, med at finde fast arbejde. I år har jeg hjulpet 12 af mine brødre, som var arbejdsløse, med at få et godt job. Jeg har aldrig været lykkeligere hele mit liv.« Skønt han ikke var så høj, stod »lille Ed« som vi kærligt kaldte ham, rank denne aften, mens hans øjne skinnede og hans stemme skælvede. Han viste sin kærlighed ved at hjælpe dem, der havde brug for det. Han gengav menneskelig værdighed. Han åbnede døre for dem, som ikke selv kunne gøre det.

Jeg tror virkelig, at de, som har evnen til at række ud til andre og opløfte dem, har fundet den opskrift, der beskriver bror Walter Stover – en mand, som brugte hele sit liv til at tjene andre. Ved bror Stovers begravelse ærede hans svigersøn ham med disse ord: »Walter Stover havde evnen til at se Kristus i alle de ansigter, han stod over for, og han handlede derefter.« Hans barmhjertige hjælp og hans talent for at opløfte alle mennesker, som han mødte, til himlen er legendarisk. Hans ledende lys var Mesterens røst, der sagde: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste . . . det har I gjort mod mig.«¹²

Brødre, lær at tale Åndens sprog. Det kan ikke læres fra bøger, der er skrevet af lærde, det kan heller ikke læres ved at læse og lære udenad. Åndens sprog lærer den, som af hele sit hjerte søger at kende Gud og holde hans guddommelige befalinger. Dygtighed til dette »sprog« giver mulighed for at bryde grænser, overvinde hindringer og røre menneskenes hjerte.

På en tid med farer eller prøvelser bringer en sådan kundskab, et sådant håb, en sådan forståelse trøst til en bekymret sjæl og et sørgende hjerte. Fortvivlelsens skygger fordrives af håbets stråler, sorgen giver efter for glæde, og følelsen af at være fortabt i livets trængsel forsvinder med den sikre forvisning om, at vor himmelske Fader er opmærksom på os hver især.

Til slut vil jeg vende tilbage til maleriet af Turner. På en yderst virkelig måde er de personer, som er strandede på fartøjet, som er gået på grund i det stormomsuste hav, som mange unge mænd – og også ældre mænd – der venter på undsætning fra de af os, som har præstedømmets ansvar til at bemande redningsbådene. Deres hjerte længes efter hjælp. Mødre og fædre beder for deres sønner. Hustruer og børn anråber himlen om, at far og andre må blive påvirket.

I aften beder jeg om, at alle vi, der har præstedømmet, må føle vores ansvar og som ét følge vores Leder – Herren Jesus Kristus og hans profet, præsident Gordon B. Hinckley – til undsætning.

I Jesu Kristi navn. Amen.

NOTER

1. I Brian H. Stuy, red., Collected Discourses Delivered by President Wilford Woodruff, His Two Counselors, the Twelve Apostles, and Others, 5 bind, 1987-92, 2:87.
2. Deseret News Semi-weekly, 6. aug. 1878, s. 1.
3. Matt 4:19.
4. »Modigt må vi kæmpe«, Salmer og sange, nr. 165.
5. L&P 107:99.
6. Jak 1:22.
7. Ef 2:19.
8. Joh 11:43.
9. Joh 9:25.
10. Alfred, Lord Tennyson, In Memoriam A. H. H., afsnit 85, strofe 5, linie 4; stavning moderniseret.
11. The Collected Works of Abraham Lincoln, red. Roy P. Basler, 8 bind, 1953, 1:273.
12. Matt 25:40.