Troens mirakel Præsident Gordon B. Hinckley »Troen er vidnesbyrdets grundvold. Troen ligger til grund for loyalitet over for Kirken. Troen repræsenterer ofre, som med glæde gives for at fremme Herrens værk.« Tak til koret for det fantastiske nummer. Selv om noget af min tid er gået, er jeg villig til at imødekomme denne fantastisk smukke musik. Tak, bror Ballard, for at holde min tale igen. Mine kære brødre og søstre, jeg føler stor kærlighed til jer, hvor end I befinder jer denne sabbatsmorgen. Jeg føler et slægtskab med alle jer, som er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg elsker dette værk og forundres over dets styrke og vækst, over den måde, hvorpå det berører mennesker overalt i verden. Jeg føler mig yderst ydmyg over at tale til jer. Jeg har bønfaldet Herren om at lede mine tanker og ord. Vi er netop vendt tilbage fra en lang rejse fra Salt Lake City til Montevideo i Uruguay for at indvie et tempel, det 103. fungerende tempel i Kirken. Det var en stund med stor glæde for vore medlemmer der. Tusinder var samlet i denne smukke og hellige bygning og i omgivende kirkebygninger. En af talerne, en kvinde, fortalte en historie magen til dem, I har hørt mange gange. Sådan som jeg husker den, så berettede hun om dengang i deres liv, da missionærerne bankede på deres dør. Hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad de underviste i. Men hun bød dem indenfor, og hun og hendes mand lyttede til deres budskab. Det var for dem en utrolig beretning. De fortalte om en dreng, som boede i staten New York. Han var 14 år gammel, da han i Jakobsbrevet læste: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« (Jak 1:5). Den unge Joseph ønskede visdom, fordi de forskellige trosretninger hver især hævdede at have sandheden, og han besluttede sig for at gå ud i skoven og bede til Herren. Det gjorde han så, og han så et syn som svar på sin bøn. Gud, den Evige Fader, og hans Søn, Jesus Kristus, den opstandne Herre, viste sig for ham og talte med ham. Der fulgte andre tilkendegivelser. Blandt disse var den, at han fra en høj i nærheden af sit hjem skulle hente nogle guldplader, som han oversatte ved Guds gave og kraft. Himmelske sendebud viste sig for ham, overdrog ham præstedømmets nøgler og myndigheden til at tale i Guds navn. Hvordan skulle nogen kunne tro på sådan en beretning? Det virkede absurd. Og dog troede disse mennesker, sådan som de blev undervist. Troen fandt vej til jeres hjerte, så de kunne antage det, de var blevet undervist i. Det er et mirakel. Det var en gave fra Gud. De kunne ikke tro det, og dog gjorde de det alligevel. Efter deres dåb voksede deres kundskab om Kirken. De lærte mere om tempelægteskab, om familier, som kunne blive forenet for evigheden under det hellige præstedømmes myndighed. De var besluttede på at ville have denne velsignelse. Men der var ikke noget tempel i nærheden af dem. De spinkede og sparede og lagde til side. Da de havde tilstrækkeligt, rejste de hele vejen fra Uruguay til Utah sammen med deres børn for her at blive beseglet som familie i det evige ægteskabs bånd. I dag er hun assistent til tempelpræsidentinden i det nye tempel i Montevideo i Uruguay. Hendes mand er rådgiver i tempelpræsidentskabet. Det undrer mig ikke, at relativt få mennesker blandt de mange, som missionærerne besøger, tilslutter sig Kirken. Der er ingen tro. På den anden side er jeg forbløffet over, at så mange gør det. Det er forunderligt og vidunderligt, at tusinder bliver berørt af Helligåndens mirakel, at de tror og tager imod og bliver medlemmer. De bliver døbt. Deres liv er for altid forandret til det gode. Der finder mirakler sted. Troens frø bliver sået i deres hjerte. Det svulmer, alt mens de lærer. Og de antager princip efter princip, indtil de har hver eneste af de vidunderlige velsignelser, som de, der vandrer i tro i denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, får. Det er troen, som omvender. Det er troen, som underviser. Sådan har det været fra begyndelsen. Jeg forundres over kvaliteten af de mænd og kvinder, som antog Joseph Smiths vidnesbyrd og kom ind i Kirken. Det var blandt andet mænd som Brigham Young, brødrene Pratt, Willard Richards, John Taylor, Wilford Woodruff, Lorenzo Snow, hustuerne til disse mænd og en skare af andre. De var personer med fine karakteregenskaber. Mange af dem var veluddannede. De var velsignet af Herren med tro til at acceptere den beretning, som de hørte. Da de tog imod budskabet, og da troens gave gjorde dybt indtryk på dem, blev de døbt. Brødrene opgav gladeligt, hvad de havde beskæftiget sig med, og tog med deres families støtte imod kaldet til at rejse over havet for at undervise i det, som de havde antaget ved tro. Forleden læste jeg igen Parley P. Pratts beretning om, hvordan han læste Mormons Bog og kom ind i Kirken. Han skriver: »Jeg åbnede den med spænding og læste titelbladet. Derefter læste jeg flere vidners vidnesbyrd angående måden, hvorpå den blev fundet og oversat. Efter dette begyndte jeg at læse indholdet i rækkefølge. Jeg læste hele dagen. Det var en byrde for mig at spise, jeg trængte ikke til mad. Det var en byrde at sove, da natten kom, for jeg foretrak at læse frem for at sove. Mens jeg læste, hvilede Herrens ånd på mig, og jeg vidste og forstod ligeså tydeligt og umiskendeligt, som et menneske ved, at det lever, at bogen var sand« (Autobiography of Parley P. Pratt, red. Parley P. Pratt jun., 1938, s. 37). Troens gave berørte ham. Han kunne ikke gøre nok for at gengælde Herren for det, som han havde fået. Han tilbragte resten af livet med at missionere. Han døde som martyr for dette store værk og rige. Der bliver nu opført nye templer i Nauvoo i Illinois og i Winter Quarters i Nebraska. De kommer til at stå som vidnesbyrd om troen og trofastheden hos de tusindvis af sidste dages hellige, som byggede og senere forlod Nauvoo for under store lidelser at rejse over det, som nu er staten Iowa, til deres midlertidige opholdssted i Council Bluffs og i Winter Quarters lige nord for Omaha. Tempelgrunden i Winter Quarters støder op til den begravelsesplads, hvor mange, som ofrede livet for denne sag, som de anså for mere dyrebar end selve livet, ligger. Deres rejse til dalen, hvor Great Salt Lake ligger, er en præstation uden sidestykke. De lidelser, de udholdte, de ofre, de ydede, blev prisen for det, som de troede på. På mit kontor har jeg en statuette af min egen pioner-bedstefar, som langs ruten begravede sin hustru og hendes bror, som døde samme dag. Derefter tog han sit lille barn på armen og bar hende til denne dal. Tro? Det kan der ikke herske tvivl om. Når der opstod tvivl, når tragedierne ramte dem, så hørtes troens sagte stemme i nattens stilhed så sikkert og vist, som Nordstjernen i himlene ovenfor er at finde. Det var denne mystiske og vidunderlige tilkendegivelse af tro, som bragte vished, som indgød sikkerhed og som kom som en gave fra Gud angånde dette sidste dages værk. Der findes utallige, bogstavelig talt utallige beretninger om, hvordan troen kom til udtryk i Kirkens pionertid. Men der ender det ikke. Ligesom det var dengang, således er det i dag. Denne dyrebare og vidunderlige troens gave, denne gave fra Gud, vor evige Fader, er stadig styrken i dette værk og den stille livsnerve i dets budskab. Troen ligger til grund for det hele. Troen er kernen i det hele. Hvad enten det drejer sig om at tage på mission, efterleve visdomsordet, betale tiende, så er det det samme, det handler om. Det troen i os, som kommer til udtryk i alt, hvad vi gør. Vore kritikere forstår det ikke. Fordi de ikke forstår det, angriber de. En stille forespørgsel, et ivrigt ønske om at fatte princippet bag resultatet, kunne føre til større forståelse og påskønnelse. Ved et interview til nyhederne blev jeg engang spurgt, hvordan vi får mennesker til at forlade jeres job, til at flytte et andet sted hen og tjene Kirken. Jeg svarede, at vi ganske enkelt spørger dem, og vi ved, hvad de svarer. Hvor er det forunderligt og vidunderligt, denne stærke overbevisning, som vidner om, at Kirken sand. Det er Guds hellige værk. Han regerer over det, der hører hans rige til, og i sine sønners og døtres liv. Dette er årsagen til Kirkens vækst. Styrken i denne sag og dette rige findes ikke i dets timelige aktiver, hvor imponerende de end måtte være. Det findes i dets medlemmers hjerter. Det er derfor, det har medgang. Det er derfor, det er stærkt og vokser. Det er derfor, det er i stand til at præstere de vidunderlige ting, det gør. Det stammer alt sammen fra troens gave, som den Almægtige overdrager de af hans børn, som ikke tvivler og ikke frygter, men går fremad. Jeg sad til et møde i Aruba forleden aften. Jeg tvivler på, at de fleste af dem, som hører mig, ved, hvor Aruba ligger, eller at der findes et sådant sted. Det er en ø, der ligger ud for Venezuelas kyst. Det er et hollandsk protektorat. Det er et uanseeligt sted i denne enorme verden. Der var omkring 180 mennesker til mødet. På den forreste række sad der otte missionærer – seks ældster og to søstre. Forsamlingen bestod af mænd og kvinder, drenge og piger af forskellige racer. Der blev talt lidt engelsk, meget spansk og nogle andre sprog. Mens jeg så ind de forsamledes ansigter, tænkte jeg på den tro, de repræsenterede. De elsker denne kirke. De påskønner alt, hvad den gør. De står frem og vidner om, at Gud, den evige Fader og hans opstandne, elskede Søn, Herren Jesus Kristus, lever. De vidner om profeten Joseph Smith og om Mormons Bog. De tjener, når de bliver kaldet til at tjene. De er mænd og kvinder med tro, som har antaget Mesterens sande og levende evangelium, og midt iblandt dem sidder disse otte missionærer. Jeg er sikker på, at det er et ensomt sted for dem at være. Men de gør, hvad de er blevet bedt om at gøre, på grund af deres tro. De to unge piger er smukke og glade. Mens jeg så på dem, sagde jeg til mig selv: »Halvandet år er længe at være på dette afsidesliggende sted.« Men de beklager sig ikke. De taler om den oplevelse, de har, og om de vidunderlige mennesker, de møder. Det, som gennemtrænger al deres tjeneste, er den bekræftende tro på, at det værk, som de er engageret i, er sandt, og at den tjeneste, som de yder, yder de for Gud. Sådan er det med vore missionærer, hvor end de tjener, hvad enten det er lige her i Salt Lake City eller i Mongoliet. De tager af sted og tjener med tro i hjertet. Det er en overbevisning med stor kraft, som stille hvisker: »Denne sag er sand, og du har en forpligtelse til at tjene, uanset hvad prisen er.« Igen, mennesker forstår det ikke – disse tusinder af intelligente og raske unge mænd og piger, som giver afkald på deres sociale liv, går ud af skolen og uselvisk rejser hvor end de bliver sendt hen, for at undervise i evangeliet. De rejser ved troens kraft, og de underviser ved troens kraft, sår ét frø her og ét der, som vokser og udvikler sig til stærke og talentfulde nyomvendte. Troen er vidnesbyrdets grundvold. Troen ligger til grund for loyalitet over for Kirken. Troen repræsenterer ofre, som med glæde gives for at fremme Herrens værk. Herren har befalet os at påtage os »troens skjold, med hvilket I vil kunne slukke alle den ondes gloende pile« (L&P 27:17). I troens ånd, som jeg har talt om, vidner jeg om, at dette er Herrens værk, at dette er hans rige, som er blevet gengivet til jorden i vor tid for at velsigne Guds sønner og døtre fra alle slægter. O Fader, hjælp os med at være trofaste over for dig og over for vor herlige Forløser, at tjene dig i sandhed og at gøre denne tjeneste til et udtryk for vores kærlighed. Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.