Ældste David B. Haight
De Tolv Apostles Kvorum
»Må I have en brændende følelse i jeres hjerte. Må I føle, som jeg gør denne dag, at dette værk er sandt, og at det er beregnet til os til at hjælpe os med at tilvejebringe den evige plan for frelse og ophøjelse.«
Mine kære brødre og søstre, jeg har bedt om, at himlens velsignelser må være med mig i disse få øjeblikke, hvor jeg står på talerstolen denne eftermiddag. Jeg ønsker at sige nogle få ord om påskønnelse og taknemmelighed over for de mennesker, som har haft indflydelse mit liv.
Forestil jer den 1. maj 1890. En ung mand og en ung kvinde i en lille by på landet ca. 400 km fra templet i Logan beslutter sig til at blive gift. Motorveje – ingen. Asfalterede veje – ingen. Stier tværs gennem landskabet og vognspor – ja.
Det må have taget mindst seks eller syv dage at foretage den rejse. I maj regner det i det sydlige Idaho og i Utah. Forestil jer at køre i en lille hestevogn med al jeres tøj – og jeg formoder, at I tager lidt med til hestene og lidt mad af en eller anden art i små poser. Pænt tøj, varmt tøj – de havde intet. Soveposer – nej. Lygter og feltkøkken – nej. De havde utvivlsomt tændstikker og måtte finde tørt brænde til et bål, som de kunne lave mad over.
Prøv at forestil jer det, lad blot tankerne gå gennem hovedet et øjeblik, og tænk så på den taknemmelighed, som jeg har, og de velsignelser, som de har tilført mit liv ved at rejse til et fjerntliggende sted for at blive gift. Ubelejligt? Det var ikke noget problem. De ønskede at gøre det. Og tænk så over, hvad der er sket i de sidste par år under præsident Hinckley – den inspiration og vejledning, som han har modtaget til at bygge templer over hele verden. Og tænk så på, hvad folk måtte igennem for blot få år siden.
Disse velsignelser har jeg modtaget i mit liv af mine forældre og deres forældre og af andre, som har påvirket mit liv – lærere og gode mennesker, som jeg har været sammen med.
Da jeg var ca. 11 år, kom en mand til vores lille by for at undervise på Kirkens skole. Han spillede en smule violin, og det var længe siden, at der havde boet nogen der, som spillede violin. Min mor var imponeret og købte en lille violin, sikkert på et loppemarked. Hun besluttede, at jeg skulle lære at spille violin.
Selv om jeg aldrig havde set nogen spille violin offentligt, kom han til vores hjem og begyndte at give mig nogle enkle lektioner i violinspil. Jeg var ganske habil, da vi skulle gå ud af folkeskolen efter 8. klasse, og til skoleafslutningen, som foregik på den lokale high school, blev jeg bedt om at spille en violinsolo.
Jeg havde øvet mig omhyggeligt på et lille nummer, »Träumerei«, så vidt jeg husker navnet. Min søster, som var fire år ældre og en af de populære piger i high school skulle akkompagnere mig. Ved skoleafslutningen skulle Connie McMurray holde afskedstalen. Piger er altid lidt dygtigere i skolen end drenge. Da hun holdt sin tale, stod der et lille bord med en kande med vand og et glas på til skolens bestyrelse. Skolens bestyrelse sad på forhøjningen sammen med en håndfuld af os, der skulle ud af skolen efter 8. klasse.
Mens Connie McMurray holdt sin berømte afskedstale, bemærkede vi hen mod slutningen, at den lille dug under kanden med vand på bordet gled en lille smule hen mod kanten, og den faldt ned på gulvet med kanden og glasset med vand! Connie McMurray gik helt død.
Midt i postyret med at tørre vandet på forhøjningen op og flytte rundt på stolene, bekendtgjorde de, at vi nu skulle høre en violinsolo fra David Haight. Jeg gik hen til det lille, gamle klaver, og min søster kom op fra salen. Jeg tog den lille, enkle violin ud af trækassen, og min søster satte sig ved klaveret og anslog et »A«. Jeg sagde: »Gå bare i gang med at spille.«
Hun svarede: »David, du må hellere stemme den.«
Jeg sagde: »Nej, nej, jeg stemte den efter vores klaver hjemme.« Vi havde et gammelt Kimball-klaver derhjemme. Som I ved, hjem dengang – hvis man havde et klaver og nogle bøger, så havde man alt, hvad en familie behøvede. Jeg havde omhyggeligt stemt strengene ved at dreje på violinens ibenholts-stemmeskruer, men jeg vidste ikke, at alle klaverer ikke var ens. Så da min søster sagde: »Du må hellere stemme den,« svarede jeg: »Nej, nej, den er stemt. Jeg har stemt den hjemme.«
Så hun gik i gang og spillede forspillet, og så anslog jeg den første tone. Vi var godt to toner fra hinanden.
Da hun sagtnede farten lidt, sagde jeg: »Bliv ved,« for jeg kunne ikke forestille mig, at nogen ville lade et fornemt publikum vente, som det jeg spillede for – hele 100 mennesker i den lille sal på skolen. Man lader da ikke Carnegie Hall vente, mens man stemmer sin violin! Det hørte da med til forberedelserne. Det måtte man da gøre i et andet lokale, så man var parat til at spille. Selvfølgelig måtte man være parat til at spille.
Hun sagtnede tempoet. Jeg sagde: »Bliv ved med at spille.« Vi blev færdige, og hun talte ikke til mig i dagevis efter den forestilling.
Jeg vil gerne ære den lille by på landet, hvor jeg voksede op sammen med mine forældre, hvor jeg boede, og hvor de var venlige og gode mod mig. Jeg er taknemmelig over den kundskab, som jeg fik fra mine kærlige forældre.
Jeg er taknemmelig over, at min hustru Ruby kom ind i min tilværelse, for vore børn og senere deres børn og derpå deres børn og for de mennesker, der er en del af min tilværelse i dag, og som påvirker mit liv. Og jeg håber også, at jeg påvirker deres tilværelse med lidt godt.
I husker nok beretningen om Johannes Døber, der talte til Johannes den elskede og Andreas, dengang Frelseren mødte dem. Og Johannes Døber sagde: »Se, dér er Guds lam« (Joh 1:36). Og da Frelseren mødte disse unge mænd – Johannes Døber, Johannes den elskede og Andreas – spurgte han: »Hvad vil I?«
Og i den beskrevne samtale sagde en af dem: »Rabbi, hvor bor du?« (Joh 1:38).
Og Frelseren sagde: »Kom og se!« (Joh 1:39).
De fulgte Frelseren, og ifølge den korte beretning vi har, blev de hos ham indtil den tiende time. De tilbragte måske aftenen sammen, men vi ved ikke, hvor han boede, eller hvordan han boede.
Johannes og Andreas var hos Frelseren i flere timer. Prøv at forestille jer at være i hans nærhed eller at kunne sidde og se ind i hans øjne eller høre ham forklare, hvem han var, og hvorfor han var kommet til jorden, og at høre hans stemme når han beskrev det, han fortalte disse unge mænd. De har sikkert givet ham hånden. De må have mærket hans dyrebare og vidunderlige personlighed, mens de lyttede til ham.
Beretningen fortæller, at efter det møde, gik Andreas ud for at finde sin bror Simon, fordi han måtte fortælle nogen om det. Og når vi nu mødes ved en storslået konference som denne og taler om evangeliet og taler om vore ansvar og de muligheder, vi har, så prøv at forestille jer, at det var sket for nogen af os, at vi havde været sammen med denne guddommelige, dyrebare person og havde lyttet til ham, givet ham hånden, set ham i øjnene og hørt det, han sagde.
Da Andreas fandt sin bror Simon, sagde han til ham: »Vi har mødt [Messias]« (Joh 1:41). Han sagde sikkert: »Vi har været i hans nærhed. Vi har oplevet hans personlighed. Vi ved, at det, han fortæller os, er sandt.« Ja, Andreas måtte fortælle det til nogen.
Det er det, vi gør, når vi fortæller om det, vi ved, og det, vi forstår. Og jeg er taknemmelig over den viden, jeg har, om at Gud lever, at han er vor Fader, og for den forståelse, som jeg har af vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, vor Frelser og hele menneskehedens Forløser.
For nogle dage siden fik jeg et brev fra en mand i Edinburgh i Skotland. Han hedder George Stewart. Han bliver nok overrasket over, at jeg nævner dette, men han ønskede at takke mig, for da han var 15 år (for omkring 40 år siden), præsiderede jeg over missionen i Skotland. Han ønskede at takke mig for, at missionærerne kom til deres hjem i Thornliebank, et område i Glasgow. Han tilsluttede sig Kirken sammen med sin mor.
Han fortalte, at han havde fået et vidnesbyrd om Mormons Bog, da han begyndte at læse den, og da han blev ved med at læse, kunne han ikke lægge den fra sig, fordi han vidste, at den var sand. Han blev ved med at læse og læse og fik som ung mand et vidnesbyrd om evangeliet. Han fortalte om, hvordan han plejede at komme over til missionshjemmet, og om, hvordan vi havde været venlige over for ham. Vi tilbragte en del tid med de unge, fordi de var ved at komme i GUF, som vi var ved at begynde i grenene.
Så fortalte han om de velsignelser, som han havde fået som ung mand, om at han i den lille gren havde mødt sin elskede – sin hustru – og at de blev gift, og at de havde fire børn; en søn, som havde været på mission i Washington D.C.; en søn, der havde været på mission i Leeds i England; en datter, som var gift i templet; og en, som venter på, at en missionær kommer hjem. Han gav udtryk for taknemmelighed for alle de velsignelser, han havde modtaget i sin tilværelse, og for sine sønner, der havde været på mission, og for sine døtre.
I de sidste 40 år havde han tjent fire gange som biskop i fire forskellige ward, og hans hustru havde tjent som hjælpeforeningspræsidentinde tre gange. Lige nu tjener han som rådgiver i stavspræsidentskabet i Edinburgh. Han fortalte: »Og snart går jeg på pension fra det firma, jeg arbejder for. Jeg har gjort det godt, og vi planlægger at tage på mission sammen.«
Så sagde han disse ord til mig: »Denne forbløffende kirke har vævet et mønster af mirakler i vores tilværelse.« Lad mig gentage det: »Denne forbløffende kirke har vævet et mønster af mirakler i vores tilværelse.«
Og han fortæller, at evangeliet kom ind i hans tilværelse, i hans hustrus, i alle hans børns og i alle deres børns. Børnebørnene er aktive i Kirken, og han og hans hustru har nu et stort ønske om at drage ud i verden, når de trækker sig tilbage fra deres arbejde.
Når man tænker på det storslåede ved dette værk, dets indvirkning og åndelige kurs ude i verden, og at dette værk skal nå ud til verdens befolkning, så er det overvældende blot at overveje, hvad der venter os forude.
Der er en bror og søster Andrus fra Walnut Creek i Californien, som havde været på fire missioner, og så blev de kaldet til at rejse til Zimbabwe og fik til opgave at arbejde i distriktet i Bulawayo i Zimbabwe. Dette var deres femte mission.
Da de fortalte om de vidunderlige resultater, som de havde opnået med hensyn til at genaktivere medlemmer, fortalte hun en beretning om, at der var et lille transportabelt elektronisk orgel i kirken, og hun var begyndt at vise nogle af drengene og pigerne i Bulawayo, hvordan man spillede på et orgel. Der stod også et lille keyboard i et andet værelse, og hun havde en klasse, hvor orglet var, og en anden, hvor det lille keyboard var. Hun underviste disse børn i at spille på orgel efter skole. De fortalte om, hvordan de var begyndt at afholde en tempelforberedelsesklasse som del af genaktiveringsprocessen, og inden de rejste hjem, kunne de sende 28 personer med en bus fra Bulawayo hele vejen til Johannesburg til templet, over 1000 km borte – to dage og en nat. De sagde: »Vi har talt om, hvordan vi nu er sidst i halvfjerdserne – to gamle mennesker, som går rundt i Afrika og har den bedste tid i vores liv, den mest spændende oplevelse, vi kan opnå.«
Tænk på dr. Alan Barker, som var gået på pension fra en klinik i Salt Lake City, en vidunderlig hjertelæge her i byen, som sammen med sin hustru tog imod en missionskaldelse til Filippinerne. Mens de var der, udrettede de meget vidunderligt og var med til at afhjælpe et alvorligt sundhedsproblem. Han var der længe nok til at bidrage til at finde en løsning på problemet og få fat på det nødvendige udstyr og medicin.
Disse er eksempler på den strålende indsats, som ydes af ældre missionærægtepar i forskellige dele af verden.
Jeg efterlader jer min kærlighed, mit vidnesbyrd om, at Gud lever, at dette værk er sandt. I kan ikke finde ordet pension i Bibelen. Jeg tror ikke, at I kan finde ordet i et bibelleksikon. Er det ikke interessant at tænke på, hvad der kan ske i vores tilværelse i dag, og på de muligheder der ligger forude for os, hvis vi tror på og forstår og har viljen og engagementet til at efterleve principperne i Jesu Kristi evangelium og velsigne andre?
Må I blive velsignet dermed. Må I have en brændende følelse i jeres hjerte. Må I føle, som jeg gør denne dag, at dette værk er sandt, og at det er beregnet til os til at hjælpe os med at tilvejebringe den evige plan for frelse og ophøjelse. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
