Fasteloven Ældste Joseph B. Wirthlin De Tolv Apostles Kvorum »Faste tillige med indtrængende bøn giver stor kraft. Den kan fylde sindet med Åndens åbenbaringer. Den kan styrke os i fristelsens stund.« Mine elskede brødre og søstre, jeg føler som jer, at ældste David B. Haight er en inspiration for hele Kirken og mange andre. På Galilæas sandede og stenede veje vandrede for to tusinde år siden en mand, som kun få anerkendte som den, han virkelig var: Skaberen af verdenerne, Forløseren, Guds Søn. En lovkyndig kom til ham og spurgte: »Mester, hvad er det største bud?« Jesus svarede: »ðDu skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.Ð Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ðDu skal elske din næste som dig selv.Ð På de to bud hviler hele loven og profeterne.«1 Ved hjælp af profeten Joseph Smith har Herren endnu engang oprettet sin kirke blandt menneskene. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som er blevet gengivet til jorden i disse sidste dage, er centreret om disse bud, som Frelseren forkyndte som de største: At elske vor himmelske Fader og at elske vores næste. Frelseren har sagt: »Dersom du elsker mig, skal du tjene mig og holde alle mine bud.«2 En af måderne, hvorpå vi viser vores kærlighed, er ved at overholde fasteloven. Denne lov bygger på et grundlæggende og dog dybsindigt princip – en enkelt handling – at hvis den bliver overholdt i den rette ånd, hjælper den os nærmere vor himmelske Fader og styrker vores tro, mens den på samme tid er med til at lette andres byrder. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bliver medlemmerne opfordret til at faste, når som helst de har særlig brug for at styrke deres tro, samt at faste regelmæssig hver måned på fastedagen. På den dag afholder vi os fra at spise og drikke ved to på hinanden følgende måltider, vi taler med vor himmelske Fader og yder et fasteoffer for at hjælpe de fattige. Offergaven bør mindst have samme værdi som den mad, vi ville have spist. Den første søndag i hver måned er typisk afsat til fastesøndag. På den dag bliver de medlemmer, som fysisk er i stand til det, opfordret til at faste, bede, bære vidnesbyrd om evangeliets sandhed og betale et gavmildt fasteoffer. »Fasteloven,« sagde ældste Milton R. Hunter, »er sandsynligvis lige så gammel som menneskeslægten . . . I fordums tider gav profeterne gentagne gange kirkens medlemmer befaling om at overholde fasteloven og at bede.«3 Vi lægger mærke til, at i skrifterne er faste næsten altid knyttet til bøn. Uden bøn er faste ikke en fuldstændig faste, det er blot at være sulten. Hvis vi vil have, at vores faste skal være andet [end blot at undlade at spise], må vi opløfte hjertet, sindet og stemmen i bøn til vor himmelske Fader. Faste tillige med indtrængende bøn giver stor kraft. Den kan fylde sindet med Åndens åbenbaringer. Den kan styrke os i fristelsens stund. Faste og bøn kan hjælpe os med udvikle mod og selvtillid. Det kan give os karakterstyrke og opbygge vores selvbeherskelse og disciplin. Når vi faster, har vore retfærdige bønner ofte større kraft. Vores vidnesbyrd vokser. Vi modnes åndeligt og følelsesmæssigt og helliggør vores sjæl. Hver gang vi faster, får vi en smule mere kontrol over vore verdslige ønsker og lyster. Faste og bøn kan hjælpe os i vores familie og i vores daglige arbejde. De kan hjælpe os med at højne vore kaldelser i Kirken. Præsident Ezra Taft Benson har sagt: »Hvis du ønsker at føle ånden i dit nye embede og kaldelse som ny præsident for et kvorum, et nyt højrådsmedlem, en ny biskop [eller tillad mig at sige en hjælpeforeningspræsidentinde] – så prøv at faste i et stykke tid. Jeg mener ikke, at du skal springe ét måltid over, og så spise dobbelt så meget til næste måltid. Jeg mener, at du virkelig skal faste og bede i det stykke tid. Det giver dig i højere grad end noget andet, jeg kender til, den virkelige ånd i dit embede og kaldelse og lader Ånden virke gennem dig.«4 Profeten Joseph Smith har sagt: »Lad dette være et eksempel for alle hellige, så skal der aldrig mangle brød: Når de fattige sulter, lad da dem, som har noget, faste én dag og give, hvad de ellers ville have spist, til biskopperne til de fattige og alle vil have rigeligt i lang tid.«5 Mormons Bogs profeter lærte os om fasteloven: »Og nu glædede Nephis folk sig meget over, at Herren igen havde udfriet dem af deres fjenders hænder; derfor opsendte de deres tak til Herren, deres Gud, ja, de fastede og bad meget og dyrkede Gud med stor glæde.«6 Den stærke kombination af faste og bøn belyses ved Mosiahs fire sønners eksempel. De kæmpede en ulige kamp, og udførte dog mirakler ved at bringe tusindvis af lamanitterne til kundskab om sandheden. De fortalte om hemmeligheden ved deres succes. De havde gransket skrifterne og »hengivet sig til megen bøn og faste.« Hvad var resultatet? »De [havde] profetiens og åbenbarelsens ånd, og når de lærte fra sig, lærte de med magt og myndighed fra Gud.«7 Når vi faster, brødre og søstre, føler vi os sultne. Og for en stund sætter vi i bogstaveligste forstand os selv i den sultnes og den nødlidendes sted. Når vi gør dette, får vi større forståelse for de afsavn, de måtte føle. Når vi giver en offergave til biskoppen for at lindre andres lidelser, gør vi ikke blot noget ypperligt for andre, men vi gør også noget vidunderligt for os selv. Kong Benjamin sagde, at når vi giver af vores gods til de fattige, »kan [vi] blive ved med at have forladelse for [vore] synder fra dag til dag.«8 En anden profet fra Mormons Bog, Amulek, forklarede, at ofte har vore bønner ingen kraft, fordi vi har vendt ryggen til de nødlidende.9 Hvis I føler, at vor himmelske Fader ikke lytter til jeres bønner, så spørg jer selv, om I lytter til de fattiges, de syges, de sultnes og de plagedes bønner. Nogle betragter det overvældende behov i verden og tænker: »Kan jeg overhovedet gøre noget, der batter noget?« Jeg vil fortælle jer en ting, som I kan gøre. I kan efterleve fasteloven og yde et gavmildt fasteoffer. Fasteofferet bruges kun til ét formål: At velsigne de nødlidende. Hver eneste krone, I giver til biskoppen som fasteoffer, går til at hjælpe de fattige. Når bidragene overstiger de lokale behov, overføres de, så de kan opfylde behov andre steder. Som Herren Jesu Kristi apostel har jeg rejst over hele verden og vidnet om ham. Jeg står foran jer i dag for at bære endnu et vidnesbyrd – et vidnesbyrd om, at millioner af vor himmelske Faders børn lider og er i nød. Alt for mange i verden i dag – i tusindvis af familier – lider nød hver eneste dag. De sulter. De er forfrosne. De lider af sygdomme. De sørger over deres børn. De sørger, fordi deres familie er utryg. Disse mennesker er ikke fremmede og udlændinge, men vor himmelske Faders børn. De er vore brødre og søstre. De er »de helliges medborgere og hører til Guds husstand«.10 Deres inderlige bønner stiger op til himlen om et pusterum og om lindring af deres lidelser. I netop denne stund på denne dag beder endog nogle af vores Kirkes medlemmer om det mirakel, som vil lade dem hæve sig op over den lidelse, der omgiver dem. Hvis vi, mens vi har midlerne til det, ikke føler med dem og kommer dem til undsætning, er vi i fare for at blive blandt dem, som profeten Moroni talte om, da han sagde: »Thi se, I elsker penge og jeres gods, jeres fine klæder . . . mere, end I elsker de fattige og nødlidende, de syge og de lidende.«11 Jeg husker tydeligt min far, biskoppen for vores ward, som fyldte min lille røde trækvogn med mad og tøj og derefter bad mig – som diakon i Kirken – om at trække vognen efter mig og besøge de nødlidende i vores ward. Når fasteoffermidlerne var blevet brugt op, tog far ofte penge fra sin egen pung til at købe mad til de fattige i hans flok for, så de ikke skulle sulte. Dette var under den store lavkonjunktur i 30'erne, og mange familier led. Jeg husker især, at jeg besøgte en familie: En svagelig mor, en arbejdsløs og modløs far og fem børn med blege ansigter, alle forsagte og sultne. Jeg husker den taknemmelighed, som strålede fra deres ansigter, da jeg gik hen til deres dør med min vogn, der næsten flød over af forsyninger. Jeg husker, hvordan børnene smilede. Jeg husker, hvordan moderen græd. Og jeg husker, hvordan faderen stod med bøjet hoved uden at kunne sige et ord. Disse indtryk og mange andre skabte i mig en kærlighed til de fattige, en kærlighed til min far, der tjente som hyrde for flokken, og en kærlighed til de trofaste og gavmilde medlemmer af Kirken, som ofrede så meget for at være med til at lindre andres lidelser. Brødre og søstre, på en måde kan I også bringe en nødlidende familie en vogn fyldt til randen med håb. Hvordan? Ved at betale et stort fasteoffer. Forældre, lær jeres børn glæden ved en rigtig faste. Og hvordan gør I så det? På samme måde som ved ethvert andet evangelisk princip – lad dem se jer efterleve det ved jeres eksempel. Hjælp dem derefter med at efterleve fasteloven selv, lidt efter lidt. De kan faste, og de kan også betale et fasteoffer, hvis de vil. Når vi lærer vore børn at faste, kan det give dem kraft til at modstå fristelser på livets rejse. Hvor stort et fasteoffer bør vi betale? Mine brødre og søstre, størrelsen af vores offergave til at velsigne de fattige med er en målestok for vores taknemmelighed over for vor himmelske Fader. Vil vi, som er blevet så rigt velsignet, vende ryggen til dem, som har brug for vores hjælp? Det at betale et gavmildt fasteoffer er en målestok for vores villighed til at indvie os selv til at lindre andres lidelser. Bror Marion G. Romney, som var biskop for vores ward, da jeg blev kaldet til at tage på mission, og som senere tjente som medlem af Det Første Præsidentskab i Kirken, har givet denne formaning: »Yd gavmildt, så I selv kan vokse. Lad være med at give kun for at gavne de fattige, men giv også af hensyn til jeres eget velbefindende. Giv tilstrækkeligt, således at I kan hengive jer til Guds rige gennem indvielsen af jeres midler og jeres tid.«12 Kirkens diakoner har et helligt ansvar for at besøge hvert eneste medlem i deres hjem for at indsamle fasteofre til de fattige. Præsident Thomas S. Monson har engang fortalt mig, hvordan han som ung biskop begyndte at fornemme, at de unge diakoner i sit ward beklagede sig over at skulle stå så tidligt op for at indsamle fasteofre. I stedet for at gå i rette med de unge mænd, tog denne vise biskop dem med til Welfare Square i Salt Lake City. Der mødte drengene en handicappet kvinde, som betjente omstillingsbordet. De så en blind mand, som satte etiketter på dåser, og en ældre broder, som satte varer på hylder. Som følge af det, de så, sagde præsident Monson, »blev drengene meget stille, da de så, hvad der kom ud af deres indsats med hver måned at indsamle de hellige fasteoffermidler, som bruges til gavn for dem, der lider nød, og skaber arbejde til dem, der ellers ville gå ledige.«13 Som medlemmer af Kirken har vi et helligt ansvar for at bistå dem, der er i nød, og for at være med til at løfte deres tunge byrder. Overholdelse af fasteloven kan hjælpe alle mennesker fra alle lande. Præsident Gordon B. Hinckley har spurgt: »Hvad ville der ske, hvis fastedagens og fasteofrets principper blev overholdt i hele verden? De sultne ville få mad, de nøgne ville få tøj på kroppen og de hjemløse kunne få ly . . . Et nyt mål af omsorg og uselviskhed ville vokse frem i menneskers hjerter overalt.«14 Faste i den rette ånd og på Herrens måde giver os åndelig energi, styrker vores selvbeherskelse, fylder vores hjem med fred, oplyser vores hjerte med glæde, giver os styrke til at modstå fristelser, bereder os til modgangstider og åbner himlens vinduer. Lyt til de rige velsignelser, der er blevet profeteret for dem, som efterlever fasteloven: »Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg! . . . Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig . . . så du bliver som en frodig have, som et kildevæld, hvis vand ikke svigter.«15 Når vi efterlever fasteloven, kommer vi ikke blot Gud nærmere ved bøn, men vi bespiser de sultne og tager os af de fattige. Hver gang vi gør dette, opfylder vi begge de store bud, hvorpå »hele loven og profeterne«16 hviler. Jeg ved, at Jesus Kristus lever. Jeg ved, at præsident Gordon B. Hinckley er vores profet, seer og åbenbarer. Og jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om dette. Jeg bærer også vidnesbyrd om, at han, som følte med »disse . . . mindste,«17 ser med kærlighed og medfølelse på dem i vore dage, »som styrker de svage, støtter de nedhængende hænder og styrker de matte knæ.«18 Sammen med de store apostle, som er gået forud for os, opløfter jeg stemmen med et vidnesbyrd og et løfte om, at de, som efterlever fasteloven, visselig skal finde de rige velsignelser, som er knyttet til dette hellige princip. Om dette bærer jeg højtideligt vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Matt 22:37-40. 2. L&P 42:29. 3. Will a Man Rob God?,1952, s. 207-208. 4. Teachings of Ezra Taft Benson, s. 331-332. 5. History of the Church, 7:413. 6. Alma 45:1. 7. Se Alma 17:2-3. 8. Mosiah 4:26. 9. Se Alma 34:28. 10. Ef 2:19. 11. Mormon 8:37. 12. »The Blessings of the Fast,« Ensign, juli 1982, s. 4. 13. Se »Herrens metode«, Den danske Stjerne, apr. 1978, s. 10. 14. »Kirkens tilstand«, Stjernen, juli 1991, s. 55. 15. Es 58:9, 11. 16. Matt 22:40. 17. Matt 25:40. 18. L&P 81:5.