Præsident Gordon B. Hinckley
»Disse konferencer afholdes . . . for at styrke vore vidnesbyrd om dette værk, forstærke os mod fristelse og synd, hæve vores blik og for at modtage belæring.«
Brødre og søstre, vi har haft en vidunderlig konference. Talerne har været inspirerende. Bønnerne fra talerne, som forberedte dem, og fra os, som hørte dem, er blevet hørt. Vi er alle blevet opbygget. Før jeg kommer med mine afsluttende ord, vil jeg gerne komme med en lille forklaring. Folk taler om, hvorfor i alverden jeg går med stok. Det er blevet et samtaleemne i denne tid. Jeg lagde mærke til, at Brigham Young brugte stok. John Taylor brugte stok, og Wilford Woodruff brugte stok, og præsident Grant brugte stok på sine gamle dage. Og jeg har set præsident McKay med en stok og Spencer Kimball med en stok, og jeg forsøger bare at være med på moden.
Den virkelige årsag er, at jeg er lidt svimmel. Jeg er lidt ustabil på fødderne, og lægerne ved ikke hvorfor. Men de arbejder stadig med mig, og jeg håber, at det er ovre om et par dage.
Vi er alle blevet opbygget ved denne storslåede konference. Vi bør alle være lidt mere ranke i ryggen, når vi siger farvel i dag, end vi var, da vi mødtes i går morges.
Jeg forundres hver gang ved disse storslåede halvårlige møder. Vi har hørt 26 talere i disse to dage. Det er rigtig mange. Talerne får hver især at vide, hvor meget tid han eller hun får. Men ingen får at vide, hvad de skal tale om. Og alligevel synes alle disse taler at harmonere, den ene med den anden, og hver især er de en tråd i en gobelin med et storslået og smukt design. Jeg tror, at næsten hver eneste i denne store, verdensomspændende forsamling nu kan sige om en eller flere af talerne: »Den var beregnet til mig. Det var lige det, jeg havde brug for at høre.«
Det er efter min mening grunden til, at disse konferencer afholdes – for at styrke vore vidnesbyrd om dette værk, for at styrke os mod fristelse og synd, for at hæve vores blik og for at modtage belæring om Kirkens programmer og vores livsstil.
Mange kirker har selvfølgelig store forsamlinger, men jeg kender ingen, der kan sammenlignes med disse konferencer afholdt hver sjette måned, år efter år. De er virkelig verdensomspændende konferencer.
Dette værk er levende og vitalt i sin fremgang over hele verden i både store og små lokalsamfund. Det geniale ved dette værk er missionærerne, som underviser på fjerntliggende steder med mærkelige navne, og de nyomvendte, som er resultatet af denne undervisning. Når jeg har mulighed for at rejse, er det disse steder, jeg gerne vil besøge, de små og stort set ukendte og adspredte grene, hvor et moderne pionerværk går fremad.
Nuvel, brødre og søstre, lad os gå fremad efter denne konference med et stærkere ønske om at efterleve evangeliet, om at være mere trofaste, om at være bedre fædre og mødre og sønner og døtre, om som familier at være absolut loyale over for hinanden og som medlemmer være absolut loyale over for Kirken.
Dette er Guds hellige værk. Det er guddommeligt i sin oprindelse og i sin lære. Jesus Kristus står som dets overhoved. Han er vores udødelige Frelser og Forløser. Hans åbenbaring er kilden til vores lærdom, vores tro, vores lære, ja, faktisk det mønster vi bygger vores liv på. Joseph Smith var et redskab i den Almægtiges hænder til at tilvejebringe denne genoprettelse. Og dette grundlæggende element, åbenbaring, eksisterer i Kirken i dag, som det gjorde på Josephs tid.
Vore individuelle vidnesbyrd om disse sandheder er grundlaget for vores tro. Vi må give dem næring. Vi må fremelske dem. Vi kan aldrig svigte dem. Vi kan aldrig lægge dem til side. Uden dem har vi intet. Med dem har vi alt.
Må vi nu, hvor vi vender hjem, opleve en styrkelse af vores tro på disse evige og uforanderlige sandheder. Må der være fred og kærlighed i vores hjem og en overflod af det gode fra himlen og jorden, det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.
Previous
