The Christus statueJesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige Søg | Feedback | Site Map | Help | Nationale hjemmesider |
Forside Gospel Library General Conference
Conferences
april 2001
Udvikl jeres talent for åndelighed

Udvikl jeres talent for åndelighed

Carol B. Thomas
Førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

»Åndelighed er at lære, hvordan man lytter til Ånden og dernæst lader den styre ens liv.«

Carol B. Thomas

Hvor mange af jer har altid kunnet tænke jer at udvikle et nyt talent? Har I nogen sinde gået til klaverundervisning eller til fodbold? I aften vil jeg gerne tale til jer om det at udvikle et talent – ikke et hvilket som helst talent, men et ganske særligt talent, som jeg vil vædde på, at I aldrig tænkt over. Jeg vil gerne tale til jer om det at udvikle jeres talent for åndelighed.

Vidste I, at åndelighed er et talent? Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum har engang sagt: »Hævet over alle talenter . . . står som den vigtigste af alle begavelser talentet for åndelighed« (The Millennial Messiah, 1982, s. 234). Åndelighed er at lære, hvordan man lytter til Ånden og dernæst lader den styre ens liv.

Så hvordan lærer vi at lytte til Ånden? Jo, for det første må vi forstå, hvad Ånden er. For det andet vil vi se på nogle unge piger, som har lært, hvordan man genkender Ånden. Som medlemmer af Kirken har vi fået to åndelige gaver: Kristi lys, som alle mennesker får, når de bliver født, og Helligåndens gave, som man får, når man er blevet døbt. Den lader os »leve ved Helligåndens kraft, hvilken er åbenbaringens og vidnesbyrdets kraft« (Bruce R. McConkie, Doctrines of the Restoration: Sermons and Writings of Bruce R. McConkie, red. Mark L. McConkie, 1989, s. 93). Vi ved måske, hvad Ånden er, men hvordan genkender vi den, når vi føler den? Det er det sværeste.

Da jeg var 14, kan jeg huske, at det for allerførste gang gik op for mig, hvad Ånden var. Jeg elskede at komme i kirke, især til nadvermødet. Jeg følte altid en varme og fred. Det var Ånden. Jeg tror ikke, at jeg var klar over, hvor vigtig den var. Jeg vidste bare, at den gjorde mig godt tilpas. Som voksen har jeg lært, at den ikke blot gør os godt tilpas, men at den også underviser og vidner og renser os fra synd. Den kan advare os om fare og hjælpe os med at huske.

Nogle unge piger kæmper med at genkende Ånden. En pige skrev: »Jeg har egentlig ikke haft nogen oplevelser med Helligånden, og det er mest min egen skyld, for jeg lever ikke, som jeg burde. Men jeg prøver virkelig og forhåbentlig får jeg mulighed for snart at føle Helligånden[s trøstende påvirkning]« (brev, opbevaret på Unge Pigers kontor).

Det er normalt at føle sådan. Denne unge pige er måske ikke klar over det, men Helligånden giver hende et ønske om at føle hans påvirkning. Ånden giver os ikke altid varme, behagelige følelser. For det meste er inspirationens stemme en stille stemme, en sagte, lille stemme.

Jeg husker, hvad Frelseren sagde til de trofaste nephiter, da han kom til den nye verden: »Jeg mærker, at I er svage, og at I ikke kan forstå alle mine ord . . . Gå . . . hjem . . . overvej det, som jeg har sagt, og bed Faderen . . . at I må kunne forstå det« (3 Nephi 17:2-3).

Frelserens ord er skrevet til os. Det er i orden, hvis vi er svage, når blot vi ikke bliver ved med at være svage – når blot vi gør noget ved det. Katie er en ung pige, som gjorde netop det. Lad mig fortælle jer historien om hende.

»Hele mit liv har jeg ønsket at være god, men jeg kom til et punkt, hvor jeg tænkte: ðHvordan kan nogen egentlig vide, om Kirken er sand?Ð Jeg tog imod Moronis udfordring, og i fem måneder bad og læste jeg i mine skrifter hver dag. En aften sad jeg på min seng og var på grådens rand – lige ved at give op. Jeg besluttede mig for at bede. Jeg sagde: ðHimmelske Fader, lad mig nu blot vide, at du er der. Jeg har gjort, hvad du ifølge Kirken har bedt mig om, og jeg har bare sådan behov at vide det.Ð Jeg følte det straks, som om en eller anden havde lagt sine arme om mig. Jeg hørte ikke nogen høj røst eller så en engel, men jeg følte, at min himmelske Fader sagde til mig: ðKære Katie, det har du jo vidst hele tiden.Ð Det var som en venlig og kærlig far, der trøstede sin lille pige« (brev).

En af Helligåndens vigtigste funktioner er at vidne om sandheden. Ånden vidnede for Katie om, at evangeliet er sandt. Katie havde betalt prisen. Som Frelseren havde sagt det, var hun gået hjem, havde studeret hans ord og bedt – i hele fem måneder. Katie er i færd med at udvikle sit talent for åndelighed. Hun kan bruge denne gave til at styre sit liv.

Vi har fået talenter, for at andre også skal nyde godt af dem. Når I lærer at spille klaver, kan I velsigne andre med jeres musik. Når I udvikler jeres talent for åndelighed, kan I bruge denne gave til at velsigne jeres familie med. Vidste I, at I også har en del af ansvaret for lykken i jeres familie? Det er ikke kun jeres mors eller fars opgave at sørge for, at familien er lykkelig. I kan også hjælpe til. Lyt her til, hvad Brooke gjorde, da hun brugte sit talent for åndelighed.

»Min otteårige søster var bange for, at der skulle trænge fremmede ind i huset. En nat kom hun ind på mit værelse, og jeg forsøgte at forklare for hende, at hun ikke havde hørt nogen gå rundt. Jeg kan huske, at min seminarlærer havde udfordret os til altid at forsøge at have vor himmelske Faders Ånd hos os. Så i mit hjerte bad jeg om, at jeg måtte få hjælp til ikke at blive frustreret. Jeg kom straks i tanke om et vers. Jeg åbnede skrifterne og bad hende læse det op for mig. Så bar jeg vidnesbyrd for hende om Helligånden og om, hvordan hun skulle knæle ned og bede, hvis hun ønskede fred, og så ville hun føle Ånden. Hun gav mig et knus og et kys og gik i seng. Så kom jeg i tanke om min tiårige søster i overkøjen. Hun fortalte mig, at hun aldrig havde vidst, at hvis man ønskede sådan noget, at man så kunne bede, og så ville Ånden give én fred. Jeg ved, at Helligånden inspirerede mig til at sige det« (brev).

Der er masser af måder, hvorpå I kan velsigne jeres familie. Brooke gjorde tre vigtige ting: Hun bar vidnesbyrd, hun bad for sin søster, og hun var et eksempel for sin anden søster i overkøjen. Dette styrkede samtidig hendes egen åndelighed.

Frelseren opfordrer os til at bære vidnesbyrd. Han har sagt: »Gå ud i al verden og prædik evangeliet for al skabningen« (L&P 68:8).

Mange af jer elsker at bære vidnesbyrd, når I er på lejr. Men I behøver ikke at vente til I er på lejr. I kan bære vidnesbyrd for jeres familie ofte på enkle måder.

Da mine børnebørn besøgte mig, og vi så et billede af præsident Hinckley, sagde jeg: »Jeg elsker præsident Hinckley. Jeg er så taknemmelig for, at vi har en levende profet på jorden i dag.« Det tog omkring 10 sekunder, men det var belærende for mine børnebørn og hjalp os til at mærke Ånden.

Vi bærer vidnesbyrd hver eneste dag ved vores eksempel. Blot sidste måned, mens jeg sad og skrev denne tale, kom min datter Jill hjem, lavede glad aftensmad og vaskede op. Den dejlige ånd, hun har i hjertet, er en velsignelse for vores hjem. Jeg ved, at hun elsker Jesus ved den måde, hvorpå hun viser sin kærlighed til mig. En anden måde, hvorpå vi viser vores kærlighed til Jesus er ved bøn. Præsident Hinckley har sagt: »Lad enhver familie i Kirken bede sammen« (Stjernen, aug. 1997, s. 7). »Jeres daglige samtaler med ham vil bringe fred til jeres hjerter og en glæde i jeres liv, som ikke kan komme fra nogen anden kilde« (Den danske Stjerne, okt. 1971, s. 315).

I kan hjælpe jeres familie med at huske at bede. Bøn er som en paraply i livets uvejr. Da jeg var en travl mor med syv børn boende hjemme, var jeg så taknemmelig, når en af mine børn sagde: »Vi har glemt at bede familiebøn.« Nogle gange stod vi ved køkkendøren og bad, mens børnene løb af sted til skolen. Det styrkede altid åndeligheden i vores hjem.

Og I kan bede for jeres familie. Hvis der er splid, så bed om at få fredens ånd. Uanset hvad, så velsigner vor himmelske Fader jer med fred i hjertet. Bøn er et mirakel. Det kan være med til at udvikle åndeligheden i jeres hjem.

For nylig bad vores profet, præsident Hinckley, for Kirkens unge. Det var oplevelse, jeg aldrig skal glemme.

Kan I forestille jer, hvor vidunderligt det ville være at vide, at Jesus beder for os? Da han var blandt nephiterne, »knælede han . . . ned på jorden; og . . . bad til Faderen . . . Ingen kan fatte den glæde, som fyldte vor sjæl, da vi hørte ham bede til Faderen for os« (3 Nephi 17:15, 17).

Kunne det ske for jer, sådan som det skete for de nephitiske børn? Mens Frelseren betjente dem, »løste [han] deres tunge, og de talte store og forunderlige ting . . . ja, større end han havde åbenbaret for [folket]« (3 Nephi 26:14).

Med Åndens kraft kan I også tale store og forunderlige ting i jeres egen familie.

Disse børn »så englene stige ned fra himlen, som om de var omgivet af ild, og de kom ned og omringede de små . . . og englene betjente dem« (3 Nephi 17:24).

I kommer måske aldrig til at se engle stige ned fra himlen, men jeg kan love jer, at usynlige engle vil betjene jer, når I bærer vidnesbyrd og beder i jeres familie. Når I lader andre nyde godt af jeres talent for åndelighed, føler I Åndens varme og kraft herske i jeres liv.

Profeterne har ret. I unge piger »tilhører den mest storslåede generation, som vi nogensinde har haft« (Stjernen, sep. 1996, s. 3). I kan øve stor indflydelse på jeres familie. Det er et sandt princip, at Herren virker gennem familien.

Nu da I har lært, hvordan Ånden virker, og hvordan I som unge piger kan benytte den til at velsigne jeres familie med, så er det vores bøn, at I vil udvikle jeres åndelighed. Vor himmelske Fader er ivrig efter skænke jer denne store kraft. Må Ånden velsigne jer, mens I udvikler jeres talent for åndelighed. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.

 
© 2009 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved.   Rights and use information.  Retningslinjer vedr. privatliv