»Vidner for mig« Ældste Jeffrey R. Holland De Tolv Apostles Kvorum »For dem, der finder det vanskeligt at indlede en samtale om evangeliet – og det er der mange, der gør – er Kirkens nyligt fremstillede små kort, man kan uddele, en let måde, hvorpå man kan fortælle andre om noget af det grundlæggende, I tror på, samt hvordan de kan få mere at vide.« Da den opstandne Jesus afsluttede sin jordiske mission, kom han med denne altoverskyggende befaling til sine apostle og dem, som ville følge dem: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«1 »I skal få kraft . . . og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.«2 Idet vi altid skal huske at handle på en høflig og betimelig måde, har vi ansvar for at være vidner om Jesus Kristus »til alle tider . . . og på alle steder«3 for hver på vores måde at forkynde den store sag, som Kristus har kaldet os til. I er allerede vidunderlige missionærer, bedre end I tror, I er, og der er mere, hvor det kommer fra! Den 12 timer lange arbejdsdag med masser af pligter vil vi overlade til fuldtidsmissionærerne, men hvorfor skal de opleve alt det sjove? Vi har også krav på en plads ved vidnesbyrdets overdådige bord, og heldigvis er der blevet reserveret en plads dér til hvert eneste medlem af Kirken. I virkeligheden er en af vore dages grundsætninger, at ingen mission eller missionærer i sidste ende kan få succes uden de lokale medlemmers kærlige deltagelse og åndelige støtte i en afbalanceret indsats. Hvis I i dag tager noter på en stentavle, så sørg for at mejsle denne grundigt ind. Jeg lover, at I aldrig behøver at slette den. Til at begynde med kommer undersøgerne fra mange forskellige kilder, men de, som faktisk bliver døbt, og som bliver stærke i aktivitet i Kirken, stammer hovedsageligt fra venner og bekendte til Kirkens medlemmer. For lidt over to år siden sagde præsident Gordon B. Hinckley ved en kirkeomspændende udsendelse: »Mit hjerte bløder for jer, missionærer. I kan ganske enkelt ikke gøre det alene, og gøre det godt. I må have hjælp fra andre. Styrken til at hjælpe ligger i os alle . . . Se, mine brødre og søstre, vi kan lade missionærerne forsøge at gøre det alene, eller vi kan hjælpe dem. Hvis de gør det alene, vil de banke på døre dag efter dag, og høsten vil være ringe. Eller vi kan som medlemmer hjælpe dem med at finde og undervise undersøgere . . . Brødre og søstre, alle I som findes i ward og stave samt distrikter og grene, jeg indbyder jer til at blive en stor hær, som begejstret arbejder for dette værk og besidder et overvældende ønske om at hjælpe missionærerne i det vældige ansvar, som de har for at bringe evangeliet til hver slægt, stamme, tungemål og folk.«4 Jeg elsker lyden af vendingerne »en stor hær, som begejstret arbejder for dette værk« og »et overvældende ønske om at hjælpe missionærerne«. Lad mig nævne en række ting, som vi kan gøre for at tage mod dette kald. I vil opdage, hvor mange af dem I allerede praktiserer. Frem for alt andet kan vi efterleve evangeliet. Der er uden tvivl ikke noget mere mægtigt missionærbudskab, vi kan sende til denne verden, end en kærlig og glad sidste dages helligs eksempel. Væremåden og holdningen, smilet og venligheden hos et trofast medlem af Kirken bringer en varme og omsorg, som ingen missionærpjece eller videobånd kan viderebringe. Folk slutter sig ikke til Kirken på grund af det, de ved. De kommer på grund af det, de føler, det, de ser og ønsker åndeligt. Ånden i vores vidnesbyrd og lykke med hensyn til dette vil skinne gennem til andre, hvis vi tillader den. Herren sagde til Alma og Mosiahs sønner: »Gå ud . . . for at I kan vise dem et godt eksempel i mig; og jeg vil gøre jer til et redskab i min hånd til mange sjæles frelse.«5 En ung hjemvendt missionærsøster fra Hong Kong fortalte mig for nyligt, at da hun og hendes kammerat spurgte en kvindelig undersøger, om hun troede på Gud, svarede hun: »Det gjorde jeg ikke, før jeg mødte et medlem af jeres kirke og så, hvordan hun levede.« Hvor er det eksemplarisk missionering! At bede alle medlemmer om at være missionærer er ikke nær så vigtigt som at bede alle medlemmer om at være medlemmer. Tak fordi I efterlever evangeliet. Også tak fordi I beder for missionærerne. Alle beder for missionærerne. Må det altid være sådan. Vi bør også i den samme ånd bede for dem, som møder (eller som burde møde) missionærerne. I Zarahemla fik medlemmerne befaling om at »forene sig i faste og alvorlig bøn«6 for dem, som endnu ikke havde sluttet sig til Guds kirke. Vi kan gøre det samme. Vi kan også bede dagligt for vores egne personlige missioneringsoplevelser. Bed om, at i den guddommelige styring af sådanne ting vil den missioneringsmulighed, I ønsker at få, allerede være ved at blive forberedt i hjertet på en eller anden, som længes efter og søger det, I har. »Der findes endnu mange på jorden . . . som holdes borte fra sandheden blot derved, at de ikke ved, hvor de kan finde den.«7 Bed om, at de vil finde jer! Og vær så opmærksomme, for der er en mangfoldighed i jeres verden, som føler hungersnød i deres tilværelse, ikke sult efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord.8 Når Herren lader denne person komme hen til jer, så bare snak om noget. I kan ikke gøre det forkert. I behøver ikke at have et bestemt missionærbudskab. Jeres tro, jeres lykke, selve jeres ansigtsudtryk er nok til at vække de ærlige af hjertet. Har I nogen sinde hørt en bedstemor tale om sine børnebørn? Det er det, jeg mener – minus fotografierne. Evangeliet vælter bare ud. I kan slet ikke beherske jer! Men måske er det endnu vigtigere at lytte end at tale. Disse mennesker er ikke livløse objekter forklædt som dåbsstatistikker. De er Guds børn, vore brødre og søstre, og de har brug for det, vi har. Vær ægte. Vær oprigtigt åben over for andre. Spørg disse venner om, hvad der betyder mest for dem. Hvad sætter de pris på, og hvad kan de lide? Lyt så. Hvis rammerne er passende, kan I spørge, hvad de frygter, hvad de længes efter, eller føler at de savner i deres tilværelse. Jeg lover jer, at et eller andet i det, de siger, altid fremhæver en af evangeliets sandheder, som I kan bære vidnesbyrd om, og hvor I kan tilbyde mere. Ældste Russell Nelson fortalte mig engang, at en af de første regler for spørgsmål i forbindelse med en lægeundersøgelse er: »Spørg patienten, hvor det gør ondt. Patienten,« sagde han, »er jeres bedste vejledning til en korrekt diagnose og endelig behandling.« Hvis vi lytter med kærlighed, behøver vi ikke at spekulere på, hvad vi skal sige. Det vil blive givet os – af Ånden og af vore venner. For dem, der finder det vanskeligt at indlede en samtale om evangeliet – og det er der mange, der gør – er Kirkens nyligt fremstillede små kort, man kan uddele, en let måde, hvorpå man kan fortælle andre om noget af det grundlæggende, I tror på, samt hvordan de kan få mere at vide. Det er f.eks. den letteste måde, jeg personligt endnu har opdaget, hvor jeg kan tilbyde folk et eksemplar af Mormons Bog, uden at jeg behøver at slæbe en rygsæk fuld af bøger med, når jeg rejser. Lad mig nu øge tempoet i dette budskab en smule. Mange flere af os kan forberede os til at tjene som seniormissionær, når den tid i vores liv kommer. Som missionærægteparrene ved MTC i Provo har skrevet på en plakat: »Lad os slæbe os hurtigere fremad!« Jeg er lige vendt hjem fra en lang tur, der bragte mig til et halvt dusin missioner. Overalt hvor jeg kom i disse uger, opdagede jeg, at seniorparrene udførte det mest bemærkelsesværdige og belønnende arbejde, man kan forestille sig, idet de bidrog med den stabilitet, modenhed og erfaring, som ingen 19-årig eller 21-årig kan forventes at komme med. Jeg opdagede alle former for par, deriblandt nogle få tidligere missions- og tempelpræsidenter og deres hustruer, som var kommet til dele af verden, der var fuldstændig ukendte for dem for stille, uselvisk at udføre den anden, tredje eller fjerde mission. Jeg blev dybt rørt af alle disse mennesker. Jeg spiste for nylig frokost sammen med ældste og søster John Hess fra Ashton i Idaho. »Vi er bare nogle gamle kartoffelbønder,« fortalte John mig, men det er præcis det, som Hviderusland i Moskvamissionen i Rusland havde brug for. I årevis var det bedste kartoffeludbytte på regeringens marker der omkring 50 sække kartofler pr. hektar. Når man tænker på, at man skal bruge 22 sække til at plante en hektar, så var udbyttet virkelig dårligt. De havde brug for hjælp. Bror Hess bad om lidt jord lige ved siden af regeringens grunde, smøgede ærmerne op og gik i gang med de samme læggekartofler, de samme redskaber og den samme gødning, som var til rådighed i Hviderusland. Da det blev tid til at høste, begyndte de at grave kartoflerne op, bad derpå andre om at hjælpe til, og tilkaldte til sidst alle for at hjælpe til. Med den samme regnmængde og jord, men med en smule ekstra Idaho-flid, erfaring og bøn, gav den jord, hvor familien Hess havde lagt deres kartofler, en enorm høst på 550 sække pr. hektar – 11 gange bedre end nogen tidligere afgrøde på den grund. I begyndelsen fattede ingen forskellen. De spekulerede på om hemmelige hold var kommet om natten, eller om et eller andet vidundermiddel var blevet brugt. Men det var intet af det. Bror Hess sagde: »Vi havde brug for et mirakel, så vi bad om et.« Nu, lidt over et år efter finder unge missionærer, som forkynder evangeliet på denne egn, meget mere succes, fordi en »gammel kartoffelbonde« fra Idaho tog imod på et kald fra sin kirke. De fleste missionærægtepar tjener mere rutinemæssigt end dette, idet de anvender deres erfaring i lederskab i ward og grene, men pointen er, at der er alle former for behov i dette værk, og der er en beslutsom missionærtradition med at modtage kaldet til at tjene i enhver alder og i enhver situation. Jeg fik at vide af en missionspræsident for nyligt, at en af hans unge søstermissionærer, der nærmede sig slutningen af sin meget trofaste og vellykkede mission, gennem tårer sagde, at hun måtte rejse hjem straks. Da han spurgte hende om problemet, fortalte hun ham, at pengene var blevet så små for hendes familie, at for fortsat at støtte hende, havde familien udlejet deres hjem og brugte huslejen til at betale for hendes mission. De var flyttet ind i et lagerlokale. For at få vand måtte de bruge en nabos udendørs vandhane og -slange, og hvis de skulle bruge et toilet, tog de hen til en nærliggende benzinstation. Denne familie, hvis far for nyligt var død, var så stolte af deres missionær og så uafhængige i ånden, at det var lykkedes for dem at skjule denne forandring for de fleste af deres venner og alle deres kirkeledere. Da denne situation blev opdaget, fik familien deres hjem tilbage med det samme. Langsigtede løsninger på deres økonomiske situation blev iværksat og hele resten af beløbet til deres missionærdatters missionstid blev straks sikret. Med tårerne fjernet og frygten dulmet, afsluttede denne trofaste, hårdarbejdende unge søster sin mission med triumf og blev for nyligt gift i templet med en vidunderlig ung mand. I vore velsignede dage beder vi ikke om den form for strenge ofre, som denne missionærfamilie ydede, men vores generation har fået gavn af tidligere generationer, som ofrede så meget for at tjene den sag, vi bekender os til. Vi kan alle gøre bare lidt mere for at videregive denne tradition til dem, som kommer efter os. Apostlen Johannes bad Herren om han, Johannes, måtte forblive på jorden længere end normalt, alene fordi han ønskede at bringe flere sjæle til Gud. Idet Frelseren tilstod ham dette ønske, sagde han, at dette var »et større værk« og et ædlere »ønske«, end »snart« at komme ind i Herrens nærvær.9 Ligesom alle andre profeter og apostle, forstod profeten Joseph Smith den dybe betydning af Johannes' ønske, da han sagde: »Efter alt, hvad der er blevet sagt, er den største og mest betydningsfulde pligt at prædike evangeliet.«10 Jeg bærer vidnesbyrd om dette evangelium og om Jesus Kristus, som personificerede det. Jeg vidner om, at »sjæle er af stor værdi i Guds øjne«,11 og at det helt centrale i hans gerning og herlighed er at frelse disse sjæle ved hans elskede Søns forløsende forsoning.12 I min stræben efter denne gerning vidner jeg sammen med Jeremias om, at denne sidste storslåede udfordring til det nutidige Israel om at missionere til sidst vil blive et større mirakel, end da det gamle Israel gik over Det Røde Hav.13 At vi modigt og begejstret vil fortælle om miraklet i dette budskab, beder jeg om i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen. NOTER 1. Matt 28:19. 2. ApG 1:8. 3. Mosiah 18:9. 4. »Find lammene, vogt fårene«, Liahona, juli 1999, s. 120. 5. Alma 17:11. 6. Alma 6:6. 7. L&P 123:12. 8. Se Amos 8:11. 9. Se L&P 7. 10. Profeten Joseph Smiths lærdomme, sel. Joseph Fielding Smith, 1976, s. 133. 11. L&P 18:10. 12. Se Moses 1:39. 13. Se Jer 16:14-16.