Barmhjertighed

Præsident Thomas S. Monson
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

»Vi kan ikke vide, hvornår lejligheden til at række nogen en hjælpende hånd byder sig.«

Præsident Thomas S. Monson

Oklahoma City i Oklahoma er et meget interessant sted. Dér præsiderede jeg sammen med ældsterne Richard G. Scott, Rex D. Pinegar og Larry W. Gibbons ved en regionalkonference for ikke ret længe siden. Bygningen, som vi mødtes i, var pakket med medlemmer af Kirken og andre interesserede. Korets sang var himmelsk, det talte ord var inspirerende og den inderlige ånd, som herskede under konferencen, vil vi huske længe.

Jeg tænkte tilbage på mine tidligere ture til dette sted, på den skønne statssang »Oklahoma« fra Rodgers og Hammersteins musical og på de herboende menneskers gæstfrihed.

Denne bys ønske om at yde barmhjertig hjælp blev imidlertid sat på en ekstrem prøve den 19. april 1995, da en terrorbombe jævnede Alfred P. Murrah Federal Building i centrum af Oklahoma City med jorden og dræbte 168 personer og kvæstede utallige andre.

Efter regionalkonferencen i Oklahoma City blev jeg kørt til indgangen til et smukt og symbolsk mindesmærke, som pryder det område, hvor Murrah-bygningen engang stod. Det var en trist, regnfuld dag, som syntes at understrege den smerte og lidelse, som mennesker havde været udsat for dér. Mindesmærket består af et 120 meter langt spejlbassin. På den ene side af bassinet står der 168 tomme glas- og granitstole til ære for hver af dem, der blev dræbt. Disse er anbragt, hvor ligene, så vidt man har kunnet finde ud af, er blevet fundet.

På den anden side at bassinet står der på en lille forhøjning et gammelt elmetræ – det eneste træ i nærheden, som overlevede ødelæggelsen. Det bliver ganske passende og kærligt kaldt »Overlevelsestræet«. Med kongelig pragt hædrer det dem, som overlevede den forfærdelige eksplosion.

Min vært henledte min opmærksomhed på inskriptionen over porten til mindesmærket:

Vi kommer her for at mindes dem, som blev dræbt,
dem som overlevede, og dem som for evigt blev forandret.
Måtte alle, som går herfra kende voldens pris.
Måtte dette mindesmærke indgyde trøst, styrke, fred, håb og ro.

Derpå sagde han med tårer i øjnene og med bævende stemme: »Denne by og alle kirkerne og indbyggerne i den er blevet smedet sammen. I vores sorg er vi blevet stærke. I vores ånd er vi blevet forenet.«

Vi kom frem til, at det bedste ord, der kunne beskrive, hvad der var sket, var barmhjertighed.

Jeg kom til at tænke på musicalen Camelot. I sin drøm om en bedre verden, et ideelt forhold med hinanden, sagde kong Arthur, mens han for sig så formålet med det runde bord: »Vold er ikke styrke, og barmhjertighed er ikke svaghed.«

En rørende beretning, som illustrerer dette udsagn, findes i Det Gamle Testamente i Bibelen. Jakob havde forkærlighed for sin søn Josef, hvilket gav anledning til bitterhed og misundelse fra hans brødre side. Der blev stiftet en sammensværgelse om at slå Josef ihjel, hvilket gjorde, at Josef til sidst endte hjælpeløs i en dyb cisterne uden mad og vand. Da en karavane af købmænd kom derhen, besluttede Josefs brødre sig for at sælge Josef i stedet for at lade ham dø. For tyve sølvstykker blev Josef købt fri af cisternen, og han kom til sidst til Potifars hus i Egyptens land. Der havde Josef fremgang, for »Herren var med ham.«¹

Efter årene med overflod, fulgte årene med hungersnød. Midt i denne sidstnævnte periode, da Josefs brødre kom til Egypten for at købe korn, blev de velsignet af denne begunstigede mand i Egypten – deres egen bror. Josef kunne have været streng over for sine brødre, fordi de tidligere havde behandlet ham så hjerteløst og grusomt. Men han var venlig og nådig mod dem og vandt deres yndest og støtte med disse ord og handlinger:

»Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse . . .

Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal.«² Josef var et eksempel på den storslåede dyd barmhjertighed.

I tidens midte, mens Jesus vandrede på de støvede stier i det hellige land, talte han ofte i lignelser.

Han sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.

Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi.

Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.

Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham.

Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.

Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.«

Frelserens kunne passende spørge os: »Hvem af disse tre, synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«

Vores svar ville uden tvivl være: »Han, som viste ham barmhjertighed.«

Så ville Jesus, ligesom dengang, sige til os: »Gå du hen og gør ligeså!«³

Jesus gav os mange eksempler på barmhjertig omsorg. Den lamme mand ved Betesdas dam; kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud; kvinden ved Jakobsbrønden; Jairus datter; Lazarus, bror til Maria og Martha – repræsenterede hver især en tilskadekommen på vejen til Jeriko. Hver især havde de brug for hjælp.

Til den lamme ved Betesda sagde Jesus: »Rejs dig, tag din båre og gå!«⁴ Til den syndige kvinde gav han dette råd: »Gå, og synd fra nu af ikke mere.«⁵ Som hjælp for hende, der kom for at hente vand, gav han en kilde, som vælder med vand til evigt liv.⁶ Til Jairus' døde datter lød befalingen: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!«⁷ Til den begravede Lazarus: »Lazarus, kom herud!«⁸

Frelseren har altid haft en ubegrænset evne til at vise barmhjertighed.

På dette, det amerikanske kontinent, viste Jesus sig for en skare og sagde:

»Har I syge blandt jer? Bring dem hid. Har I lamme, blinde, halte, vanføre, spedalske eller svindsottige, døve eller andre plaget på anden vis? Bring dem hid, og jeg vil helbrede dem, thi jeg har medlidenhed med jer . . .

og han helbredte dem alle.«⁹

Man kan passende stille dette dybsindige spørgsmål: Disse beretninger handler om verdens Forløser. Kan jeg mon i mit liv, på min egen vej til Jeriko, få en sådan dyrebar oplevelse?

Jeg formulerer mit svar med Mesterens ord: »Kom og se!«¹⁰

Vi kan ikke vide, hvornår lejligheden til at række nogen en hjælpende hånd byder sig. Den vej til Jeriko, som vi hver især rejser ad, har ikke noget navn, og den trætte vejfarende, som har behov for vores hjælp, er måske en, vi ikke kender.

En brevskriver gav udtryk for sin oprigtige taknemmelighed i et brev, som blev modtaget i Kirkens hovedsæde for et stykke tid siden. Der var ingen afsenderadresse på, intet navn, men poststemplet var fra Portland i Oregon:

»Til Det Første Præsidentskabs kontor

I Salt Lake City blev jeg vist kristen gæstfrihed engang, mens jeg rejste rundt.

På en busrejse tværs over USA til Californien trådte jeg ud i terminalen i Salt Lake City, syg og rystende af søvnmangel, fordi jeg ikke havde taget min nødvendige medicin. I en hovedkulds flugt fra et problem i Boston havde jeg fuldstændig glemt min medicin.

I restauranten på Temple Square Hotel sad jeg nedslået. Ud af øjenkrogen så jeg et ægtepar, der var på vej hen til mit bord. ðEr der noget i vejen, unge mand?Ð spurgte kvinden. Jeg rettede mig, og fortalte grædende og lidt rystet min historie og den knibe, jeg var i på det tidspunkt. De lyttede opmærksomt og tålmodigt til mine næsten usammenhængende forklaringer, og så tog de over. De talte med restaurantchefen og fortalte mig så, at jeg kunne få alt, hvad jeg ville have at spise dér i fem dage. De fulgte mig ind ved siden af til receptionen og sørgede for et værelse til mig i fem dage. De kørte mig derpå til en læge og sørgede for, at jeg fik den medicin, jeg havde brug for – i sandhed min vigtigste livline til fornuft og trøst.

Mens jeg var ved at komme mig og få mine kræfter tilbage, lagde jeg vægt på at komme til de daglige orgelkoncerter i Tabernaklet. De himmelske toner fra dette instrument lige fra den blideste lyd til det brusende orgel i dets fylde har den ypperligste klang, jeg nogen sinde har hørt. Jeg har købt plader og bånd med Tabernaklets orgel og kor, som jeg når som helst kan sætte min lid til vil lindre og afstive min nedslåede ånd.

Den sidste dag på hotellet, før jeg rejste videre, afleverede jeg min nøgle, og der lå en besked til mig fra ægteparret: ðBetal os tilbage ved at vise kærlig venlighed over for en anden plaget sjæl på din vej.Ð Den vane havde jeg, men jeg besluttede mig for at være mere ivrigt på udkig efter nogen, som havde behov for et løft i livet.

Jeg ønsker jer alt vel. Jeg ved ikke, om dette virkelig er de ðsidste dageÐ, som der tales om i skrifterne, men jeg ved, at to medlemmer af jeres kirke var som engle for mig, da jeg så desperat havde behov for hjælp. Jeg tænkte, at I gerne ville vide det.«

Hvilket eksempel på omsorgsfuld barmhjertighed.

På et privatejet og -drevet plejehjem herskede barmhjertigheden overalt. Ejeren var Edna Hewlett. Der var en venteliste over patienter, som ønskede at leve deres sidste dage under hendes ømme omsorg, for hun var en engel. Hun vaskede og satte håret på hver eneste patient. Hun vaskede de ældre og gav dem frisk og rent tøj på.

Gennem årene, hvor jeg besøgte enkerne i det ward, som jeg engang præsiderede over, begyndte jeg som regel mine besøg på Ednas plejehjem. Hun bød mig velkommen med et muntert smil og førte mig ind i dagligstuen, hvor nogle af patienterne sad. Jeg måtte altid begynde med Jeannie Burt, der var den ældste – 102 år, da hun døde. Hun havde kendt mig og min familie, fra jeg blev født.

Engang spurgte Jeannie med sin udprægede skotske accent: »Tommy, har du været i Edinburgh for nylig?«

Jeg svarede: »Ja, det er ikke så længe siden, at jeg var der.«

»Er den ikke smuk?« svarede hun.

Jeannie lukkede sine gamle øjnene som et udtryk for, at hun stille faldt hen i drømmerier. Så blev hun alvorlig. »Jeg har betalt forud for min begravelse – kontant. Du skal tale til min begravelse, og du skal citere ðCrossing the BarÐ af Tennyson. Lad os så høre den!«

Det virkede, som om alle kiggede på mig, og det var faktisk også tilfældet. Jeg tog en dyb indånding og begyndte:

Solnedgang og aftenstjerne,
og et tydeligt kald fra Gud!
Ingen klage i det fjerne,
når jeg på havet sejler ud.¹¹

Jeannies smil var mildt og himmelsk – og så sagde hun: »Åh, Tommy, det var smukt. Men sørg for at øve dig lidt før min begravelse!« Det gjorde jeg så.

På et eller andet tidspunkt på vores jordiske mission kommer det vaklende skridt, det svage smil, sygdommens smerte – ja, sommeren, som svinder bort og efteråret som kommer, vinterens kulde og den oplevelse, vi kalder døden, som rammer alle. Den rammer de aldrende, som går på deres vaklende fødder. Dens kalden høres af dem, som næppe er nået halvvejs gennem livets rejse. Ofte bringer den de små børns latter til ophør.

Over hele verden udspilles daglig den bedrøvelige scene med kære, som sørger, mens de tager afsked med en søn, en datter, en bror, en søster, en mor, en far eller en dyrebar ven.

Fra det grusomme kors er Frelserens blide afskedsord til sin mor særligt gribende:

»Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ðKvinde, dér er din søn.Ð

Derpå sagde han til disciplen: ðDér er din mor.Ð Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.«¹²

Lad os huske på, at efter begravelsen visner blomsterne, vennernes gode ønsker bliver til minder, og de bønner, der blev bedt, og de ord, der bliver talt, sløres i sindets afkroge. De, som sørger, finder ofte sig selv alene. Man savner børnenes latter, teenagernes tumult, og den ømme, kærlige omsorg fra en afdød ægtefælle. Uret tikker højere, tiden går langsommere, og hjemmets fire vægge kan virkelig blive til et fængsel.

Jeg priser dem, som med kærlig omhu og barmhjertig omsorg bespiser de sultne, klæder de nøgne og giver de hjemløse ly. Han, som lægger mærke til hver spurv, der falder til jorden, er ikke uvidende om en sådan tjeneste.

I sin barmhjertighed og efter hans guddommelige plan bringer de hellige templer vor Faders børn den fred, som overgår al forstand.

Under præsident Gordon B. Hinckleys ledelse er antallet af nye templer, som er opført, og som er under opførelse så stort, at det er helt overvældende at tænke på. Vor himmelske Faders barmhjertige omsorg for sine børn her på jorden og for dem, som er gået hinsides dette jordiske liv, fortjener vores taknemmelighed.

Vor Herre og Frelser Jesus Kristus være lovet for hans liv, for hans evangelium, for hans eksempel og for hans velsignede forsoning.

Jeg tænker igen tilbage til Oklahoma City. For mig er det mere end en tilfældighed, at der i denne by nu står et Herrens tempel i al dets skønhed som et fyrtårn, sendt fra himlen for at vise vejen til glæde her på jorden og evig glæde herefter. Lad os huske på ordene fra Salmernes Bog: »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.«¹³

På en meget virkelig måde taler Mesteren til os: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham.«¹⁴

Lad os lytte efter hans banken. Lad os åbne døren til vores hjerte, så han – det levende eksempel på sand barmhjertighed – kan komme ind. Det beder jeg oprigtigt om i Jesu Kristi navn. Amen.

NOTER

1. 1 Mos 39:2.
2. 1 Mos 45:5, 7.
3. Se Luk 10:30-37.
4. Joh 5:8.
5. Joh 8:11.
6. Se Joh 4:14.
7. Mark 5:41.
8. Joh 11:43.
9. 3 Nephi 17:7, 9.
10. Joh 1:39.
11. »Crossing the Bar«, linie 1-4.
12. Joh 19:26, 27.
13. Sl 30:5.
14. Åb 3:20.