Præsident Gordon B. Hinckley
»Til trods for prøvelserne omkring os, til trods for det frastødende, vi ser næsten overalt, til trods for den konflikt, der fejer hen over jorden, kan vi blive bedre.«
Mine elskede brødre og søstre. Vi byder jer velkommen til denne verdenskonference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi er samlet i vores vidunderlige nye Konferencecenter her i Salt Lake City. Denne bygning er fyldt, eller vil snart blive det. Jeg er så glad for, at vi har den. Jeg er så taknemmelig for inspirationen til at bygge den. Det er en bemærkelsesværdig bygning. Jeg ville ønske, at vi alle kunne være samlet under ét tag. Men det er ikke muligt. Jeg er dybt taknemmelig for, at vi har vidunderne i form af fjernsyn, radio, kabel, satellittransmission og internettet. Vi er blevet en stor verdensomspændende kirke, og det er nu muligt for størstedelen af vore medlemmer at deltage i disse møder som én stor familie, der taler mange sprog, findes i mange lande, men alle af én tro, én lærdom og én dåb.
Her til morgen kan jeg næsten ikke beherske mine følelser, når jeg tænker over, hvad Herren har gjort for os.
Jeg ved ikke, hvad vi har gjort i forudtilværelsen for at fortjene de vidunderlige velsignelser, som vi nyder. Vi er kommet til jorden i denne storslåede tid i menneskehedens lange historie. Det er en fantastisk tidsalder, den bedste af alle. Når vi tænker over menneskehedens møjsommelige liv, lige fra vore første forældres tid, kan vi ikke andet end at føle os taknemmelige.
Denne tidsalder, vi lever i, er tidernes fylde, som blev omtalt i skrifterne, og hvori Gud har sammenføjet alle elementerne i de tidligere uddelinger. Lige fra den dag, hvor han og hans elskede Søn tilkendegav sig for drengen Joseph, er der blevet udgydt en fantastisk kaskade af oplysning over hele verden. Menneskets hjerte har vendt sig til deres fædre i opfyldelsen af Malakias' ord. Joels syn er blevet opfyldt, hvori han erklærede:
»Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner.
Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage.
Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler.
Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.
Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning – som Herren har sagt – for de undslupne, som Herren kalder på« (Joel 3:1-5).
Der har været flere videnskabelige opdagelser i disse år end i hele menneskehedens tidligere historie. Transport, kommunikation, lægekunst, offentlig hygiejne, atomets mysterier, computerens mirakel med alle dens forgreninger er blomstret frem, især i vores egen tidsalder. I mit eget liv har jeg været vidne til, at det ene vidunderlige mirakel efter det andet har fundet sted. Vi tager det for givet.
Og sammen med alt det har Herren gengivet sit urgamle præstedømme. Han har organiseret sin kirke og sit rige i løbet af det sidste halvandet århundrede. Han har ledet sit folk. De er blevet hærdet i frygtelige prøvelsers smeltedigel. Han har frembragt de vidunderlige tider, vi nu lever i.
Vi har kun set antydningen af den mægtige kraft til det gode, som denne kirke vil blive. Og dog forundres jeg over det, der er opnået.
Vores medlemstal er vokset. Jeg tror, at medlemmerne er vokset i trofasthed. Vi mister for mange, men de trofaste er så stærke. De, som iagttager os, siger, at vi bevæger os ind i de etablerede religioner. Vi ændrer os ikke. Verdens syn på os ændrer sig. Vi underviser i de samme lærdomme. Vi har den samme organisationen. Vi arbejder på at udføre de samme gode gerninger. Men det gamle had er ved at forsvinde, den gamle forfølgelse ved at dø. Folk er mere oplyste. De er ved at erkende, hvad vi står for, og hvad vi gør.
Men hvor vidunderlig end denne tid er, er den fyldt med farer. Det onde er overalt omkring os. Det er tiltrækkende og fristende, og i mange tilfælde har det succes. Paulus erklærede:
»Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider.
For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemmelige, spottere,
ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode,
forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud;
i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem!« (2 Tim 3:1-5).
Vi ser i dag alle disse onder mere almindeligt og overalt, end de nogensinde er set før, hvilket vi for nyligt blev mindet om ved det, som skete i New York City, i Washington og i Pennsylvania, hvilket jeg vil tale om i morgen formiddag. Vi lever i en tid, hvor voldsomme mennesker gør forfærdelige og foragtelige ting. Vi lever i en tid med krig. Vi lever i en tid med arrogance. Vi lever i en tid med ondskab, pornografi, umoral. Alle disse synder fra Sodoma og Gomorra hjemsøger vores samfund. Vore unge mennesker har aldrig stået over for større udfordringer. Vi har aldrig set ondskabens vellystige ansigt tydeligere.
Her mødes vi, brødre og søstre, til denne storslåede konference for at befæste og styrke hinanden, at hjælpe og opløfte hinanden, at opmuntre og opbygge tro, at overveje de vidunderlige ting, som Herren har givet os, og styrke vores beslutning om at stå imod ondt, uanset hvilken form det tager.
Vi er blevet som en stor hær. Vi er nu et betydningsfuldt folk. Vores røst høres, når vi taler. Vi har vist vores styrke i at møde modstand. Vores styrke er vores tro på den Almægtige. Intet under himlen kan standse Herrens værk. Modstanden kan vise sit grimme ansigt. Verden kan forstyrres af krige og rygter om krige, men denne sag vil gå fremad.
I kender disse storslåede ord, som blev skrevet af profeten Joseph: ». . . Ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang. Forfølgelser kan rase, pøbelhobe kan forene sig, hære kan samles, og bagvaskelse kan smæde, men Guds sandhed vil gå fremad frimodigt, ædelt og uafhængig, indtil den har gennemtrængt hvert kontinent, besøgt hvert himmelstrøg, fejet hen over hvert land og lydt i hvert eneste øre – indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt« (History of the Church, 4:540).
Herren har givet os det mål, vi arbejder hen imod. Dette mål er at opbygge hans rige, hvilket er en mægtig sag for et stort antal mænd og kvinder af tro, retskaffenhed, kærlighed og omsorg for menneskeheden, som går fremad for at skabe et bedre samfund, idet det bringer velsignelser til os selv og til andre.
Da vi anerkender vores stilling og vores mål, kan vi ikke blive arrogante. Vi kan ikke blive selvretfærdige. Vi kan ikke blive selvtilfredse eller egoistiske. Vi skal nå ud til hele menneskeheden. De er alle Guds, vor Evige Faders sønner og døtre, og han vil gøre os ansvarlige for det, vi gør vedrørende dem. Må Herren velsigne os. Må han gøre os stærke og mægtige i gode gerninger. Må vores tro skinne klart som morgenens sollys. Må vi vandre i lydighed mod hans guddommelige befalinger. Må han tilsmile os med sin gunst. Og mens vi går fremad, må vi velsigne menneskeheden ved at række ud til alle, opløfte alle, som er undertrykt og knugede, give mad og klæder til de sultne og nødlidende, udrække kærlighed og være gode naboer for dem omkring os, som måske ikke er en del af denne kirke. Herren har vist os vejen. Han har givet os sit ord, sit råd, sin vejled-ning, ja, sine befalinger. Vi har gjort det godt. Vi har så meget at være taknemmelige for og så meget at være stolte af. Men vi kan gøre det bedre, meget bedre.
Hvor jeg dog elsker jer, mine brødre og søstre i denne storslåede sag. Jeg elsker jer for det, I er blevet, og for det, I kan blive. Til trods for prøvelserne omkring os, til trods for det frastødende, vi ser næsten overalt, til trods for den konflikt, der fejer hen over jorden, kan vi blive bedre.
Jeg nedkalder himlens velsignelser på jer, når jeg nu udtrykker min kærlighed til jer og anbefaler jer det storslåede budskaber, I vil høre fra denne talerstod i løbet af de næste to dage, og det gør jeg i vor Herres Jesu Kristi navn. Amen.
