Skab eller fortsæt præstedømmeled Ældste Keith K. Hilbig De Halvfjerds »Når vi tjener i retfærdighed . . . styrker vi, uanset hvilke ansvar vi tildeles, vores præstedømmeled og forbinder det stadig mere sikkert til dem, som kom før os, og dem, som vil følge os.« I denne store forsamling af præstedømmebærere, som er samlet her og over hele verden, sidder flere generationer – titusinder af sønner, fædre, bedstefædre og tilmed oldefædre – som alle har tro på Kristus, søger at holde hans befalinger og ønsker at tjene ham. Nogle er en del af en lang tradition af mænd i præstedømmet, som strækker sig langt tilbage i tiden. Andre er den første mand i deres familie, som bærer Guds præstedømme. Men alle har muligheden – og ansvaret – for enten at skabe eller fortsætte en kæde af værdige mænd, som ærer præstedømmet og tjener i riget, hvorved de sammenkæder familier fra generation til generation. Det erjerespersonlige led i denne præstedømmekæde, som jeg vil tale om i aften. I alle uddelinger har trofaste mænd modtaget præstedømmet for at fremme Herrens formål. Skrifterne beretter om videregivelse af præstedømmets myndighed fra profet til profet begyndende med Adam. Vi er billedligt talt en del af denne præstedømmekæde, som strækker sig tilbage til jordens begyndelse. Men hver af os er lige nu bogstaveligt involveret i den afgørende opgave med at skabe vores eget stærke præstedømmeled, så vi kan kædes sammen med vore egne forfædre og vore egne efterkommere. Hvis en person ikke modtager eller ikke ærer Det Melkisedekske Præstedømme, vil hans led mangle, og det evige liv vil være uopnåeligt (se L&P 76:79; 84:41-42). Derfor er vores store indsats som kirke at undervise i budskabet om genoprettelsen til alle, som er villige til at lytte og at forberede alle, som ønsker det, til præstedømmets og templets velsignelser. Vores privilegium ved i aften at bære Guds præstedømme har sin begyndelse i vores førjordiske eksistens. Profeten Alma forklarede, at mænd, der er ordineret til Det Melkisedekske Præstedømme på jorden, er blevet »kaldet og beredt fra verdens begyndelse efter Guds forudviden på grund af deres store tro og gode gerninger; for det første blev det overladt dem at vælge enten godt eller ondt; da de valgte det gode og øvede meget stor tro, er de kaldet med et helligt kald . . .« (Alma 13:3). Herren har længe haft til hensigt, at du blev skaber af eller fortsatte kæden af trofaste bærere i jeres præstedømmefamilie. Det var jeres tro og kloge anvendelse af handle-frihed – i den førjordiske eksistens og her på jorden – som tillod at I modtog præstedømmets »hellige kald«. Profeten Joseph Smith udtalte i 1844: »Hver eneste mand, som har et kald til at betjene verdens indbyggere, blev ordineret til selve denne opgave i det store råd i himlen, før denne verden blev til« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 442). Vi er altså, uanset om det er som den første i familien eller som den femte generation, der bærer præstedømmet, kommet til jorden med en personlig arv af trofasthed og forudordination. En sådan viden gør os fast besluttet på altid at ære præstedømmet og derved at skabe eller fortsætte en familie på mange generationer i Kirken og i det celestiale rige. Vi definerer oftepræstedømmetsom magt og myndighed til på jorden at handle i Guds navn. Men tjeneste for vor Frelser, vores familie og vore medmennesker definerer også vores præstedømme. Frelseren ønsker, at vi primært udøver vores præstedømmet til gavn for andre. Vi kan ikke velsigne eller døbe os selv og heller ikke selv sørge for vore egne tempelordinancer. Tværtimod er hver eneste præstedømmebærer afhængig af, at andre i kærlighed udøver deres præstedømmemyndighed og -magt til at hjælpe hver eneste af os med at udvikle sig åndeligt. Jeg lærte betydningen af tjeneste i præstedømmet ved ikke blot at betragte min bedstefar, far og bror ære deres kaldelser, men også fra brødrene i mit ward, som var forbilleder i præstedømmet for mig. Som nyligt ordineret lærer i Det Aronske Præstedømme var min første hjemmelærerkammerat Henry Wilkening, en højpræst, der var næsten 60 år ældre end mig. Han var immigreret fra Tyskland, skomager og lille af vækst, men en energisk og trofast hyrde for de familier, der var tildelt os. Jeg traskede bag ham (for han synes at gå og gå op ad trapper meget hurtigere end jeg kunne) ved vores månedlige besøg, som førte os ind i tankevækkende kvarterer, som var nye i min beskyttede tilværelse. Han forventede, at jeg præsenterede en del af hver lektion og traf alle aftalerne, men for det meste lyttede jeg og så på, mens han hjalp brødre og søstre med forskellige åndelige og sociale, økonomiske og følelsesmæssige behov, der hidtil var ukendte for mig som 14-årig. Jeg begyndte at forstå, hvor meget godt en enkelt trofast præstedømmebærer kunne gøre. Jeg så bror Wilkening smede et stærkt præstedømmeled for sig selv ved hans kærlige indsats hos de familier med behov – og for mig i min ungdom. De mange præstedømmemænd, som jeg betragtede, mens jeg voksede op, lærte mig, at der ikke kræves en særlig titel eller kaldelse eller formel position i riget for at betjene andre med præstedømmet. Snarere kommer der muligheder ved og som en naturlig del af den kendsgerning, at man har modtaget Guds præstedømme. Præsident J. Reuben Clark jun. belærte klogt ved aprilkonferencen i 1951: »I Herrens tjeneste er det ikke hvor, men hvordan du tjener. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige indtager man den plads, hvortil man på rette vis er kaldet, hvilken plads man hverken søger eller siger nej til« (i Conference Report, apr. 1951, s. 154). Når vi tjener i retfærdighed med hele vores hjerte, styrker vi, uanset hvilke ansvar vi tildeles, vores præstedømmeled og forbinder det stadig mere sikkert til dem, som kom før os, og dem, som vil følge os. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om Frelserens guddommelighed og sonoffer og om gengivelsen af hans præstedømme, som vi har det privilegium at bære – og jeg beder om, at hver eneste søn og far, der deltager i dette møde, i aften vil beslutte sig til at tjene Herren ved trofast at ære præstedømmet og ved sikkert at forbinde sit personlige led til præstedømmets kæde, hvilket vil binde ham, hans forfædre og hans efterkommere sammen i al evighed. I Jesu Kristi navn. Amen.