Pligten kalder Præsident Thomas S. Monson Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab »Vi har alle en højtidelig pligt til at ære præstedømmet og arbejde på at bringe mange dyrebare sjæle til Herren.« Mine kære brødre, det er et stort ansvar, men også et stort privilegium at have til opgave at tale til jer i aften. Spændingen og forventningen ved generalkonferencen, og deriblandt præstedæmmemødet indgyder – hvad enten man er personligt til stede eller overværer det via satellit – os en glæde i hjertet. Herren har gjort det klart, hvad vore ansvar er og har i afsnit 107 af Lære og Pagter givet os en højtidelig formaning: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.«1 Ofte er udførelsen af en pligt, efterkommelsen af et guddommeligt kald eller reaktionen på en åndelig tilskyndelse, ikke overvældende. Men af og til kan pligten ligefrem virke uoverskuelig. Jeg oplevede en sådan situation lige inden aprilkonferencen i 1966. Det er 35 år siden, men jeg husker det levende. Jeg havde fået til opgave at tale til et af konferencens møder og havde forberedt en tale med titlen »Mød din Goliat«, som jeg havde lært udenad. Den byggede på beretningen om kampen mellem David og Goliat i fordums dage. Så modtog jeg en opringning fra præsident David O. McKay. Samtalen forløb nogenlunde sådan her: »Bror Monson, det er præsident McKay. Hvordan går det?« Jeg tog en dyb indånding og svarede: »Jeg har det fint, præsident, og jeg glæder mig til konferencen.« »Det er netop derfor, jeg ringer, bror Monson. Mødet lørdag formiddag bliver genudsendt søndag som vores påskebudskab til verden. Jeg taler over et påsketema og vil gerne have, at du taler sammen med mig ved det vigtige møde om det samme emne.« »Ja, selvfølgelig, præsident. Det skal jeg gerne gøre.« Og så slog betydningen af den korte samtale mig pludselig. Pludselig virkede »Mød din Goliat« ikke som noget godt påskebudskab. Jeg vidste, at jeg måtte begynde helt forfra. Og tiden var knap. Nu stod min »Goliat« foran mig. Den aften ryddede jeg køkkenbordet og stillede min skrivemaskine på bordet sammen med en pakke papir. Ved siden af mig havde jeg min trofaste papirkurv til alle de kasserede indledninger, som altid følger med sådan en opgave. Jeg begyndte kl. 19.00 og havde ikke skrevet en eneste brugbar sætning før kl. 1 om natten. Papirkurven var fyldt, men min hjerne var det i sandhed ikke. Hvad skulle jeg gøre? Tiden gik – ja, den styrtede faktisk af sted. Jeg holdt en pause og bad. Kort efter kom jeg i tanker om mine naboer Mark og Wilma Shumways sorg over tabet af deres yngste barn. Jeg tænkte:Måske kan jeg tale direkte til dem og periferisk til alle andre, for hvem har ikke mistet en af sine kære og haft grund til at sørge?Mine fingre fór hen over tastaturet, men de havde svært ved at holde trit med mine tanker. Da det første tidlige daggry tittede ind gennem vores køkkenvindue, var jeg færdig med talen. Nu skulle jeg så lære den udenad og fremføre den for verden. Sjældent har jeg måtte kæmpe så hårdt for at udføre et profetisk hverv. Men min himmelske Fader hørte min bøn. Jeg glemmer aldrig den oplevelse. To vigtige skriftsteder fyldte min sjæl, da konferencemødet sluttede. I kender dem begge, brødre. Der er ingen udløbsdato på dem. Det første fra fordums Nephi: »Jeg vil gå og gøre det, som Herren har befalet, thi jeg ved, at Herren ikke giver menneskene nogen befaling, uden at han åbner en udvej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem.«2 Det andet er et løfte fra Herren selv til jer og mig fra Lære og Pagter: »Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«3 Mange af os, der er samlet her i aften, bærer Det Melkisedekske Præstedømme, mens andre bærer Det Aronske Præstedømme. Vi har alle en højtidelig pligt til at ære præstedømmet og arbejde på at bringe mange dyrebare sjæle til Herren. Vi husker hans erklæring: »Sjæle er af stor værdi i Guds øjne.«4Gør vi alt det, vi burde? Husker vi præsident John Taylors ord: »Hvis I ikke ærer jeres kaldelser, vil Gud holde jer ansvarlige for dem, som I kunne have frelst, hvis I havde gjort jeres pligt.«5 Ønsket om at hjælpe andre, vores søgen efter de vildfarne får, krones måske ikke med held med det samme. Til tider sker fremgangen langsomt – næsten umærkeligt. Det måtte min gamle ven Gill Warner sande. Han var næsten lige blevet kaldet som biskop, da Douglas, et medlem af hans ward, som var på mission, faldt i overtrædelse og blev frataget sit medlemskab af Kirken. Faderen var ulykkelig, moderen var fuldstændig knust. Kort efter flyttede Douglas fra staten. Årene gik hurtigt, men biskop Warner, der nu var medlem af højrådet, spekulerede stadig på, hvad der var blevet af Douglas. I 1975 overværede jeg en stavskonference i bror Warners stav og holdt et lederskabsmøde for præstedømmet søndag morgen. Jeg talte om Kirkens disciplineringssystem og behovet for ivrigt og omsorgsfuldt at arbejde for at redde dem, som var faret vild. Gill Warner rakte hånden op og fortalte Douglas' historie. Han rundede af med at stille mig et spørgsmål: »Har jeg et ansvar for at arbejde med Douglas og føre ham tilbage til fuldt medlemskab af Kirken?« Gill mindede mig senere om, at mit svar på hans spørgsmål var direkte og kom uden tøven. Jeg sagde: »Som hans tidligere biskop og en, der kender og holder af ham, skulle jeg mene, at du ville gøre alt, hvad du kan for at føre ham tilbage.« Uden at Gill vidste det, havde Douglas' mor den forgående uge fastet og bedt for, at der måtte komme en mand, som kunne redde hendes søn. Gill erfarede dette, da han efter mødet følte sig tilskyndet til at ringe til hende og fortælle, at han havde besluttet at hjælpe. Så begyndte Gill sin forløsningsodyssé. Han kontaktede Douglas. De mindedes gamle og glade dage. Der blev båret vidnesbyrd, udtrykt kærlighed og indgydt tillid. Det gik fantastisk langsomt. Ofte dukkede modløsheden op på arenaen, men skridt for skridt gjorde Douglas fremskridt. Langt om længe blev bønnerne besvaret, indsatsen blev belønnet og sejren blev vundet. Douglas blev godkendt til dåb. Der blev sat en dåbsdato, familien samledes, og tidligere biskop Gill Warner fløj til den by, hvor Douglas boede og udførte ordinancen. Biskop Warner var, takket være sit kærlige hjerte og en ansvarsfølelse over for en tidligere præst i Det Aronske Præstedømme – ja, det kvorum, som han selv havde præsideret over – kommet til undsætning, så ikke en eneste skulle gå tabt. Der har måske været andre, men jeg har personlig kendt tre biskopper, som da de præsiderede over deres ward havde 48 eller flere unge mænd i deres præstekvorum, eller med andre ord, et fuldtalligt præstekvorum, som det beskrives i skriften. Disse tre biskopper var: Alvin R. Dyer, Joseph B. Wirthlin og Alfred B. Smith. Var de overvældet af deres opgave? Slet ikke. Takket være deres flittige indsats og med kærlige forældres hjælp førte disse tre biskopper hvert medlem af deres respektive præstekvorummer – næsten uden undtagelse – frem til ordinationen som ældste i Det Melkisedekske Præstedømme, fuldtidsmission og ægteskab i Herrens tempel. Mens bror Dyer og bror Smith er gået på den anden side, sidder ældste Joseph B. Wirthlin, et medlem af De Tolv Apostles Kvorum, her iblandt os i aften. Ældste Wirthlin, din tjeneste og dit lederskab for disse unge mænd, som nu er blevet voksne, vil aldrig blive glemt. Som 12-årig dreng havde jeg det privilegium at tjene som sekretær i mit diakonkvorum. Jeg husker med glæde de mange opgaver, som vi medlemmer af det kvorum fik mulighed for at udføre. At omdele den hellige nadver, indsamle det månedlige fasteoffer og holde øje med hinanden er blandt dem, jeg husker. Men den mest skræmmende opgave mødte mig ved et lederskabsmøde ved vores wardskonference. Det medlem af vores stavspræsidentskab, som præsiderede, hed William F. Perschon. Han bad en række af wardets ledere om at tale. Og så, uden det mindste varsel, rejste præsident Perschon sig og sagde: »Nu skal vi høre fra Thomas S. Monson, sekretær i diakonernes kvorum, som aflægger rapport over sit virke og bærer sit vidnesbyrd.« Jeg husker ikke et ord af det, jeg sagde, men jeg har aldrig glemt den oplevelse. Brødre, husk apostlen Peters formaning: »I skal . . . altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«6 Som teenager under anden verdenskrig havde jeg det privilegium at tjene som præsident for lærernes kvorum. Jeg blev opfordret til at lære og følge det råd, som findes i Lære og Pagter afsnit 107 vers 86: »Ligeledes er det præsidenten over lærernes pligt at præsidere over . . . lærere og sidde i råd med dem og lære dem deres pligter, som de er fremstillet i pagterne.« Jeg gjorde mit bedste for at leve op til den pligt. I det kvorum var der en ung mand ved navn Fritz Hoerold. Han var spinkel af bygning, mens hans mod var stort. Kort efter at Fritz var fyldt 17, meldte han sig til den amerikanske flåde og begyndte som rekrut. Snart befandt han sig på et stort slagskib og deltog i flere blodige slag i Stillehavet. Hans skib blev svært beskadiget, og mange søfolk blev såret eller omkom. Fritz vendte hjem på orlov efter sådan et slag og besøgte vores lærerkvorum. Vores vejleder bad ham om at tale til os. Han så vel nok flot ud i sin blå flådeuniform med ordner på. Jeg kan huske, at jeg spurgte Fritz om han kunne give os nogle gode råd. Når alt kom til alt, var vi omkring lige gamle. Med et skævt smil sagde han: »Lad være med at melde jer frivilligt til noget!« Jeg så ikke Fritz igen fra dengang, hvor vi var 17, indtil jeg for få år siden læste en ugebladsartikel om de selv samme søslag. Jeg spekulerede på, om Fritz Hoerold stadig levede, og hvis det var tilfælde, boede han så et sted i Salt Lake City? Jeg fandt hans telefonnummer, ringede og sendte ham artiklen. Han og hans hustru takkede mig. Da jeg erfarede, at Fritz endnu ikke var blevet ordineret til ældste og derfor aldrig havde været i templet, skrev jeg et brev, hvori jeg opfordrede ham til at gøre sig værdig til templets velsignelser. Ved to lejligheder stødte vi tilfældigt på hinanden på restauranter. Hans kære hustru, Joyce, sagde altid inderligt: »Bliv ved med at arbejde med min mand.« Hans døtre støttede deres mors anmodning. Jeg blev ved med at opmuntre ham. For nogle få uger siden så jeg i avisens nekrologer, at Joyce, Fritzes hustru var gået bort. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde haft større succes med mit private projekt, at få Fritz i templet. Jeg noterede mig tid og sted for søster Hoerolds begravelse, ændrede på mine aftaler og tog hen til mødet. Straks da Fritz så mig, hastede han hen til mig. Vi kneb et par tårer. Han bad mig om at være sidste taler. Da jeg rejste mig for at tale, så jeg hen på Fritz og hans familie og sagde: »Fritz, jeg står her i dag som præsident for det lærerkvorum, som du og jeg engang var medlem af.« Jeg lovede, at han og hans familie kunne blive en evig familie ved hjælp af templets ordinancer – ordinancer, som jeg lovede at forrette, når tiden var inde. Jeg afsluttede min tale med tilbageholdte tårer og sagde til Fritz, så hans familie og alle tilstedeværende kunne høre det: »Fritz, min kære ven og sømandskammerat, du er modig og beslutsom. Du har sat dit liv på spil for dit land i nødens stund. Nu er det tid, Fritz, at følge bådsmandsfløjten: Alle mand om bord. Hejs ankeret. Nu begynder din rejse mod ophøjelse. Joyce venter på dig der. Jeg ved, at dine kære børn og børnebørn beder for dig. Fritz, som din gamle præsident i lærernes kvorum vil jeg af hele mit hjerte og hele min sjæl stræbe efter at sørge for, at du ikke kommer for sent til det skib, som skal føre dig og dine kære til det celestiale rige.« Så gjorde jeg honnør for ham. Fritz rejste sig og gjorde honnør. Brødre, må enhver af os være lydige mod det kloge råd: »Gør din pligt, hold tappert ud. Og lad resten være op til Gud.« Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. L&P 107:99. 2. 1 Nephi 3:7. 3. L&P 84:88. 4. L&P 18:10. 5. Deseret News Semiweekly,6. aug. 1878, s. 1. 6. 1 Pet 3:15.