Præsident Gordon B. Hinckley
»Lad os åbne vore hjerter, lad os række ned og løfte op, lad os åbne vore tegnebøger, lad os vise større kærlighed til vore medmennesker.«
Mine kære brødre, nu hvor jeg står her foran denne store samling mænd her i salen og indser, at der sidder titusinder af andre spredt over hele verden, som alle er af ét sind og ét hjerte, og som alle bærer den levende Guds præstedømmemyndighed, så bliver jeg meget eftertænksom og ydmyg. Jeg søger Helligåndens vejledning.
Denne forsamling er enestående i verden. Der findes intet mage til. I udgør Herrens hær, mænd, som er rede til at kæmpe mod sandhedens fjende, mænd, som er villige til at stå frem og gøre deres bedste, mænd, som aflægger vidnesbyrd om sandheden, mænd, som har ydet ofre og gjort meget for denne sag. Må Herren velsigne og bevare og styrke jer. »I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab« (1 Pet 2:9).
Brødre, lad os være det præstedømme, som vi bærer, værdigt. Lad os søge tættere på Herren. Lad os være gode ægtemænd og fædre.
En mand, som er tyran i sit eget hjem, er ikke værdig til at bære præstedømmet. Han kan ikke være et passende redskab i Herrens hånd, når han ikke viser respekt og kærlighed mod den partner, han selv har valgt.
På samme måde vil en mand, som er et dårligt eksempel for sine børn, som ikke kan styre sit temperament, eller som hengiver sig til uhæderlige eller umoralske aktiviteter, opdage, at hans præstedømmemagt er borte.
Må jeg minde jer om, »at præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger.
At de kan overdrages os, er sandt; men om vi forsøger at skjule vore synder eller tilfredsstille vort hovmod og vor forfængelige ærgerrighed eller ved kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os, Herrens Ånd bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte« (L&P 121:36-37).
Brødre, lad os være gode mænd, fordi vi er begunstiget af Herren med hans guddommelige magt.
Og nu til et andet, men beslægtet emne.
Ved præstedømmemødet i april bekendtgjorde jeg et nyt program. Jeg talte om det store antal af vore missionærer fra Sydamerika, Mexico, Filippinerne og andre områder. De tager imod kaldelsen og tjener sammen med deres nordamerikanske brødre og søstre. De udvikler stærke vidnesbyrd. De lærer en ny livsstil at kende. De er yderst effektive, fordi de taler deres lokale sprog og kender kulturen i deres hjemland. De oplever en vidunderlig tid med hårdt og hengivent virke.
Så bliver de afløst og rejser hjem. Deres familier lever i fattigdom, og mange af dem vender tilbage til den samme situation, som de kom fra. På grund af manglende færdigheder og den deraf følgende vanskelighed med at finde rimeligt arbejde kommer de aldrig videre.
Jeg fortalte jer om Kirkens Emigrationsfond, som blev stiftet i Kirkens pionertid for at hjælpe de fattige, som kom fra England og Europa. Man oprettede et selvsupplerende fond, hvorfra man kunne foretage mindre lån. Dette gjorde det muligt for 30.000 at udvandre fra deres hjemlande og samles i Zion.
Jeg fortalte jer, at vi ville benytte det samme princip og skabe det, der skulle blive kendt som Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond. Af de midler, som vore medlemmer ville donere, og ikke ud af tiendemidlerne, ville vi skabe et fond, hvor afkastet kan bruges til at hjælpe vore unge brødre og søstre til at få en uddannelse, så de kan sikre sig bedre beskæftigelse. De kan så udvikle færdigheder, som sætter dem i stand til at sørge godt for deres familier og hæve sig over det fattigdomsniveau, som de og tidligere generationer har kendt.
Vi havde intet i fondet, da vi begyndte planlægningen. Men ved at gå fremad i tro lykkedes det at oprette en organisation, der skønt den stadig er af beskedent omfang, kan udrette det, som vi fandt nødvendigt. Jeg er glad for at kunne berette, at midlerne er strømmet ind, titusinder af dollars, hundredetusinder af dollars, ja, selv millioner. De er kommet fra gavmilde medlemmer af Kirken, som elsker Herren og ønsker at hjælpe de dårligst stillede af hans folk med at forbedre deres økonomiske situation. Vi råder nu over en pæn stor sum. Det er ikke alt, hvad vi har brug for. Vi håber, at disse bidrag fortsat vil strømme ind. Fondets størrelse afgør, hvor mange vi kan hjælpe.
Men nu seks måneder senere vil jeg aflægge rapport om, hvad vi har opnået. Først kaldte vi ældste John K. Carmack, som har tjent så godt i De Halvfjerds' Første Kvorum, og som blev emeritus-halvfjerdser ved denne konference. Han er en erfaren advokat, en mand med sund forretningssans, en dygtig mand. Han er blevet udnævnt til administrerende direktør, og selv om han er pensioneret fra sit virke som halvfjerdser, så arbejder han på fuld tid med at lede dette projekt.
Ældste Richard E. Cook fra De Halvfjerds, som også er blevet emeritus, slutter sig til ham og tager sig af økonomien. Ældste Cook har tidligere været souschef i regnskabsafdelingen hos Ford Motor Company. Han er en mand, som har erfaring med global økonomi, en fremragende leder, og en mand, som elsker Herren og hans børn.
Vi har slidt disse brødre op på den ene side, og nu vender vi dem om og slider videre på den anden side.
Til at hjælpe sig har de bror Rex Allen, der er ekspert i organisation og uddannelse, og bror Chad Evans, der har stor erfaring med uddannelsesprogrammer.
De giver alle af deres tid og ekspertise uden kompensation.
Programmet er i fuld gang. Disse brødre har omhyggeligt sikret sig, at det fik en god start, styret af sunde principper. Vi har til at begynde med begrænset det område, som fondet dækker, men det område vil blive udvidet, efterhånden som vi har midlerne til det.
Brødrene er gået i gang og benytter Kirkens allerede eksisterende organisation. Programmet er præstedømmestyret, og det er derfor, det får fremgang. Det begynder med biskopperne og stavspræsidenterne. Det trækker på Kirkens Uddannelsessystem, Kirkens jobformidling og andre, som samarbejder i en dejlig fællesskabsånd. Det blev til at begynde med sat i værk i Peru, Chile og Mexico – hvor der er et stort antal hjemvendte missionærer, og hvor behovet er stort. Lokale ledere har været begejstrede og engagerede. De, der modtager hjælp, lærer selvforsyningens sande principper. Deres visioner af deres egne muligheder øges. De vælger gode lokale skoler, hvor de kan uddanne sig, og de udnytter i videst muligt omfang deres egne, familiens og andre lokale ressourcer. De er begejstrede og villige og dybt taknemlige for den mulighed, de har fået. Lad mig give jer et par eksempler.
Den første er en ung mand, som tjente i missionen i Cochabamba i Bolivia. Han bor sammen med sin trofaste mor og sine niecer i et fattigt kvarter. Det lille hjem har betongulv, en enkelt elektrisk pære, et utæt tag og et revnet vindue. Han var en god missionær. Han siger:
»Min mission er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Jeg lærte at adlyde budene og at være tålmodig i prøvelser. Jeg lærte også en del engelsk og at bruge mine penge, min tid og mine evner bedre.
Men det var svært at vende hjem efter min mission. Mine amerikanske kammerater vendte hjem til universitetsstudierne. Men der hersker stor fattigdom i vores land. Det er meget vanskeligt at få en uddannelse. Min mor gør sit bedste, men hun kan ikke hjælpe os. Hun har lidt så meget, og jeg er hendes håb.
Jeg blev så glad, da jeg hørte om Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond. Profeten anerkendte vores indsats. Jeg boblede af glæde . . . nu var der mulighed for, at jeg kunne studere, blive uafhængig, stifte familie og hjælpe min mor.
Jeg vil læse til revisor på en lokal skole, hvor jeg både kan studere og arbejde. Det er en kort uddannelse, bare tre år. Jeg bliver ved med at arbejde som pedel, men det gør ikke noget. Når jeg har taget min eksamen og fået job som revisor, vil jeg stile mod at få en højere uddannelse inden for international virksomhedsledelse.
Det her er vores store mulighed, og vi må ikke svigte. Herren stoler på os. Jeg har ofte læst Herrens ord til profeterne i Mormons Bog, hvor han siger, at når vi holder budene, får vi fremgang i landet. Det bliver nu opfyldt. Jeg er Gud meget taknemlig for denne storslåede mulighed for at få det, som mine brødre og søstre ikke havde, og for at kunne hjælpe min familie og nå mine mål. Og jeg glæder mig til at betale lånet tilbage, så andre kan blive lige så velsignet. Jeg ved, at Herren vil velsigne mig, når jeg gør det.«
Er det ikke vidunderligt? Og en anden. En ung mand i Mexico City fik tilkendt et lån på cirka tusind dollars, så han kunne blive udlært som dieselmekaniker. Han har sagt: »Jeg lover at gøre mit bedste, så jeg kan føle mig tilfreds med min indsats. Jeg ved, at dette program er værdifuldt og vigtigt. Derfor sørger jeg for at få mest muligt ud af det, så jeg sikrer min fremtid. Så kan jeg tjene og hjælpe de fattige og vejlede min familie. Jeg takker min himmelske Fader for dette smukke og inspirerede program.«
Der blev for nylig givet et lån til en anden ung mand fra Mexico City, som tjente i missionen i Las Vegas i Nevada. Han vil gerne uddanne sig til tandtekniker. Hans uddannelse kræver 15 måneders intens indsats. Han siger: »Jeg lover, at når jeg, med hjælp fra den selvsupplerende uddannelsesfond, er færdig med min uddannelse på tandlægehøjskolen, betaler jeg lånet tilbage, så andre hjemvendte missionærer kan nyde de samme velsignelser.«
Og sådan har vi altså påbegyndt dette arbejde med at hjælpe vore trofaste og dygtige unge mænd og kvinder med at klatre op ad samfundets stige og opnå økonomisk tryghed. Med disse forbedrede muligheder kan de træde ud af fattigdommens onde cirkel, som de og deres forældre har levet under så længe. De har været på mission, og de fortsætter med at tjene i Kirken. De bliver ledere inden for dette storslåede værk i deres hjemlande. De betaler deres tiende og offerydelser, som gør det muligt for Kirken at udbrede sit virke over hele verden.
Vi regner med, at vi ved slutningen af dette år har 1200 deltagere i programmet. Vi anslår, at der om tre år er flere end 3000. Mulighederne er der. Behovet er stort. I nogle få tilfælde slår det måske fejl. Men de fleste yder det, vi forventer, både de unge mænd og de unge kvinder.
Vores eneste begrænsning er de midler, vi har i fondet. Vi opfordrer igen alle, som ønsker at være med, til at yde et bidrag, enten stort eller småt. Vi kan så udbygge dette storslåede virke, som gør det muligt for troende med uudnyttede evner at opnå økonomisk uafhængighed som trofaste medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Fatter I betydningen af denne Kirkes fantastiske virke? Lad mig beskrive noget for jer. Et par missionærer banker på døren til et lille hjem et sted i Peru. En kvinde lukker op. Hun er ikke helt klar over, hvad missionærerne vil. Men hun byder dem indenfor. De aftaler at vende tilbage, når hendes mand og resten af familien er hjemme.
Missionærerne underviser dem. De røres af Ånden og tager imod den evige sandheds budskab. De bliver døbt.
Familien er aktiv i Kirken. De betaler en ærlig, men meget beskeden tiende. Familien har en søn eller datter, som er sidst i teenagealderen. På det rette tidspunkt bliver denne søn eller datter kaldet på mission. Familien gør alt, hvad den kan for at forsørge ham eller hende, og resten betales af missionsfondet, som stammer fra de hellige frivillige bidrag.
Denne søn eller datter arbejder sammen med kammerater fra USA eller Canada. Han eller hun lærer engelsk, mens kammeraten forbedrer sit spanske væsentligt. De arbejder sammen i kærlighed og taknemlighed og respekt for hinanden, som repræsentanter for to store, men forskellige kulturer.
Når de har fuldført deres mission, vender nordamerikaneren hjem og studerer videre. Peruvianeren vender hjem og kan kun gøre sig håb om at finde et usselt job. Lønnen er meget ringe. Fremtiden ser sort ud. Han eller hun har ikke de nødvendige færdigheder til at opnå et bedre job. Og så skinner håbets klare lys pludselig. Ja, brødre, I kan se, hvad jeg mener. Jeg behøver ikke at forklare mere. Vejen ligger foran os, behovet er enormt, og Herren har vist vejen.
For nylig faldt ældste Carmack over en gammel regnskabsbog. Han viste mig den. Vi opdagede, at helt tilbage i 1903 havde man oprettet et mindre fond, som skulle hjælpe vordende skolelærere ved at yde dem små lån, mens de uddannede sig.
Det fortsatte i 30 år, indtil det blev opgivet under depressionen.
Jeg blev overrasket over at se navnene i det gamle regnskabshæfte. To blev universitetsrektorer. Andre blev kendte og dygtige lærere. Hæftet viste tilbagebetalinger på 10 $ og 25 $ og 3.10 $ som rente og den slags. En af dem, der nød godt af det program, blev senere biskop, så stavspræsident, så apostel og til sidst rådgiver i Det Første Præsidentskab.
Brødre, vi skal tage os bedre af hinanden. Vi må gøre en større indsats for at hjælpe dem, der står nederst på samfundets økonomiske stige. Vi skal opmuntre og hjælpe troende, hæderlige og dygtige mænd og kvinder, som blot har brug for en smule hjælp til at bedre deres situation.
Det princip gælder ikke blot vores nuværende projekt med dette fond, men også mere generelt. »Lad os åbne vore hjerter, lad os række ned og løfte op, lad os åbne vore tegnebøger, lad os vise større kærlighed til vore medmennesker.«
Herren har velsignet os så gavmildt. Og behovet er så stort. Han har sagt: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).
Jeg læser nu fra Apostlenes Gerninger:
»Da kom man bærende med en mand, som havde været lam fra moders liv; ham satte man hver dag ved den tempelport, som kaldes Den Skønne, for at han kunne bede om en almisse af dem, der gik ind på tempelpladsen.
Da han så Peter og Johannes på vej ind på tempelpladsen, bad han dem om en almisse.
De så begge fast på ham, og Peter sagde: ðSe på os!Ð
Han så spændt på dem i forventning om at få noget af dem.
Men Peter sagde: ðSølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!Ð
Og Peter greb hans højre hånd og rejste ham op; og straks blev hans fødder og ankler stærke,
han sprang op og kunne stå og gå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud« (ApG 3:2-8).
Læg mærke til, at Peter greb hans højre hånd og rejste ham op.
Peter måtte række ned og hjælpe den lamme mand op. Vi må også række ned.
Gud velsigne jer, mine kære brødre, unge som gamle. Bevar troen. Tjen med kærlighed. Lær jeres familier at følge Herrens vej. »Se frem til Gud og lev« (Alma 37:47).
Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
