Nu er det tid Præsident Thomas S. Monson Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab »Må vi leve, så at vi ikke har nogen alvorlige beklagelser, ikke har noget, som er uafsluttet, når vi bliver kaldet hjem.« Mens jeg står her foran jer denne formiddag vender mine tanker tilbage til min ungdom, hvor vi i Søndagsskolen ofte sang den smukke salme: Vær velkommen, søndag morgen, med din himmelsendte fred; Vær velkommen; bort med sorgen, nu til bøn vi knæler ned.1 Denne sabbatsdag beder jeg om jeres tro og bønner, mens jeg opfylder indbydelsen at tale til jer. Vi er alle på dramatisk vis blevet påvirket af de tragiske begivenheder på den skæbnesvangre dag, den 11. september 2001. Pludselig og uden advarsel ramte en tilintetgørende ødelæggelse med døden til følge for et uhyre stort antal mænd, kvinder og børn. Alle de planer, som disse mennesker omhyggeligt havde lagt for deres fremtid forsvandt pludseligt. De blev erstattet af tårer og smerteråb fra sårede sjæle. Utallige rapporter er kommet til os i løbet af de sidste tre og en halv uge om dem, som er blevet berørt på en eller anden måde – enten direkte eller indirekte – af dagens begivenheder. Jeg vil gerne dele nogle kommentarer fra et medlem af Kirken, Rebecca Sindar, som befandt sig på en flyvning mellem Salt Lake City og Dallas denne morgen tirsdag den 11. september. Flyvningen blev afbrudt ligesom alle andre flyvninger gjorde på tidspunktet for tragedierne og måtte gå ned i Amarillo i Texas. Søster Sindar fortæller: »Vi forlod maskinen og fandt et fjernsyn i lufthavnen, hvor vi flokkedes for at se udsendelsen af det, som var sket. Mennesker stod i kø for at ringe til deres kære for at forsikre dem, at de var landet i sikkerhed. Jeg vil altid huske de 12 eller flere missionærer, som var på vej ud i missionsmarken med vores fly. De ringede, og derefter så vi dem sammen i et hjørne af lufthavnen, hvor de knælede ned i bøn sammen. Hvor jeg dog ønskede, at jeg kunne have fanget dette øjeblik og delt det med mødrene og fædrene til disse søde unge mænd, som så behovet for at bede med det samme.« Brødre og søstre, døden vil til sidst komme til alle mennesker. Den rammer de aldrende, som går på deres vaklende fødder. Dens kalden høres af dem, som næppe er nået halvvejs gennem livets rejse, og ofte bringer den de små børns latter til ophør. Døden er den ene kendsgerning, som ingen kan undslippe eller benægte. Ofte kommer døden uindbudt. Den er en fjende, som pludselig viser sig midt i livets fest og som slukker livets lys og glæde. Døden lægger en tung hånd på vore kære og efterlader os til tider desorienterede og undrende. I visse situationer med stor lidelse eller sygdom kommer døden som en barmhjertighedens engel. Men for det meste tænker vi på den som en fjende af menneskelig lykke. Dødens mørke kan for altid blive spredt af den åbenbarede sandheds lys. »Jeg er opstandelsen og livet«, sagde Mesteren. »den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.«2 Denne forsikring – ja denne hellige bekræftelse – om livet på den anden side af graven kan meget vel tilvejebringe den fred, som blev lovet af Frelseren, da han forsikrede sine disciple: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«3 Ud fra mørket og rædslen på Golgata kom Lammets røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.«4Mørket var ikke længere mørke, for han var sammen med sin Fader. Han var kommet fra Gud og til ham var han vendt tilbage. Og således ved alle, som vandrer med Gud i denne jordiske pilgrimsrejse, fra velsignet erfaring, at han ikke vil svigte sine børn, som stoler på ham. I dødens nat vil hans nærhed være »bedre end et lys og mere sikker end en kendt vej.«5 Saulus modtog på vej til Damaskus et syn med den opstandne ophøjede Kristus. Senere, som Paulus, sandhedens forsvarer og frygtløs missionær i Mesterens tjeneste, bar han vidnesbyrd om den opstandne Herre, da han erklærede for de hellige i Korinth: »Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, . . . han blev begravet . . . han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, . . . han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang . . . Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig.«6 I vores uddeling blev det samme vidnesbyrd udtalt frimodigt af profeten Joseph Smith, da han og Sidney Rigdon vidnede: »Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever! Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne, at ved ham, gennem ham og af ham, eksisterer og skabtes verdenerne, og at deres indbyggere er sønner og døtre, født af Gud.«7 Dette er den viden, som styrker. Dette er den viden, som trøster. Dette er den forsikring, som vejleder den, som er nedbøjet af sorg, ud af skyggerne og ind i lyset. Den er til rådighed for alle. Hvor skrøbeligt er ikke livet, og hvor sikker er ikke døden. Vi ved ikke, hvornår det vil blive krævet, at vi forlader dette liv. Så derfor spørger jeg: »Hvad laver vi i dag?« Hvis vi kun lever for dagen i morgen, så har vi mange tomme tidligere dage. Er vi skyldige i at sige: »Jeg har tænkt på at lave lidt om på min kurs i livet. Jeg planlægger at tage første skridt – i morgen.« Når vi tænker sådan varer i morgen hele evigheden. En sådan »i morgen« kommer sjældent, medmindre vi gør noget ved det i dag. Som en kendt salme belærer: Der er noget at gøre omkring os nu, kom, vær med i den gode sag. Lad ej tiden gå tabt, men vær stedse på vagt og gør noget godt i dag.8 Lad os stille os selv dette spørgsmål: »Har jeg gjort noget for en sjæl i dag? Har jeg lindret en fattigs kår?« Hvilken opskrift på lykke! Hvilken opskrift på tilfredshed og indre fred – at opleve inspireret taknemlighed hos et andet menneske. Vore muligheder for at give af os selv er i sandhed ubegrænsede, men de er også flygtige. Der er hjerter, man kan glæde. Der er venlige ord, man kan sige. Der er gaver, man kan give. Der er gode gerninger, man kan gøre. Der er sjæle, man kan frelse. Når vi husker, at »når I er i jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud«9vil vi ikke komme til at befinde os i den lidet ønskelige situation, som Jakobs Marleys ånd befandt sig i, da han talte til Ebenezer Scrooge i Dickens udødeligeJulefortællinger.Marley talte trist om de tabte muligheder. Han sagde: »Ikke at vide at enhver kristen sjæl, som arbejder venligt i sin lille sfære, hvad den end må være, vil finde sit liv for kort med de store muligheder for at gøre nytte! Ikke at vide, at ingen beklagelse kan gøre bod på et livs misbrugte muligheder! Ja, sådan var jeg. Åh, sådan var jeg.« Marley tilføjede: »Hvorfor gik jeg gennem menneskemængden med nedslagne øjne og løftede dem aldrig mod den velsignede stjerne, som ledte vise mænd til en fattig bolig? Var der ingen fattige boliger, som dette lys kunne have ledtmigtil?« Heldigvis ved vi, at Ebenezer Scrooge ændrede sit liv til det bedre. Jeg elsker hans replik: »Jeg er ikke den, jeg var.«10 Hvorfor er denne historie,Julefortællinger, så populær? Hvorfor er den hele tiden ny? Jeg føler personligt, at den er inspireret af Gud. Den bringer det bedste frem i den menneskelige natur. Den giver håb. Den motiverer til forandring. Vi kan vende os bort fra stier, som vil lede os ned og med en sang i hjertet, følge stjernen og vandre mod lyset. Vi kan øge vores gang, finde nyt mod og nyde sandhedens sollys. Vi kan mere klart høre de små børns latter. Vi kan tørre grådens tårer væk. Vi kan trøste den døende ved at dele løftet om evigt liv. Vi kan løfte de nedhængende hænder, hvis vi bringer fred til en sjæl, som kæmper, hvis vi giver som Frelseren, kan vi – ved at vise vejen – blive en ledestjerne for den, som har mistet kursen. Eftersom livet er skrøbeligt og døden uundgåelig, må vi bruge hver dag bedst muligt. Der findes mange måder, hvorpå vi kan misbruge vores muligheder. For nogen tid siden læste jeg en meget rørende beretning, skrevet af Louise Dickinson Rich, som levende beskriver denne sandhed. Hun skrev: »Min bedstemor havde en fjende ved navn Mrs. Wilcox. Bedstemor og fru Wilcox flyttede som unge brude ind ved siden af hinanden på hovedstrøget i den lille landsby, hvor de levede hele deres liv. Jeg ved ikke, hvad det var, som startede krigen mellem dem – og jeg tror end ikke, at de selv huskede, hvad det var, der havde startet det, da jeg kom til 30 år senere. Det var ikke nogen høflig træningskamp, det var totalkrig . . . Ingen og intet i vores lille by undgik virkningerne heraf. Den 300 år gamle kirke, som havde overlevet revolutionen, borgerkrigen og den spansk-amerikanske krig, gik næsten til, da bedstemor og fru Wilcox udkæmpede slaget om Damernes Godgørende forening. Bedstemor vandt træfningen, men det var en tom sejr. Fru Wilcox trak sig derefter fnysende tilbage, da hun ikke kunne blive lederen. Hvad sjov er der ved at styre noget, hvis du ikke kan ydmyge din fjende? Fru Wilcox vandt slaget om det offentlige bibliotek ved at få sin niece, Gertrude, udpeget som bibliotekar i stedet for tante Phyllis. Den dag, da Gertrude overtog ledelsen, holdt bedstemor op med at låne bøger på biblioteket. De blev på én nat ðbeskidte og bakteriefyldteÐ. Slaget om gymnasiet blev uafgjort. Rektor fik et bedre job og forlod skolen, før det lykkedes fru Wilcox at få ham fyret eller for bedstemor at få ham livstidsansat. Da vi som børn besøgte min bedstemor, var det sjovt at lave ansigter af fru Wilcoxs børnebørn. På en mindedag anbragte vi en slange i familien Wilcoxs regntønde. Bedstemor sagde nej på skrømt, men vi mærkede en stiltiende sympati. Tro ikke et øjeblik, at dette var en ensidig kampagne. Fru Wilcox havde også børnebørn. Bedstemor slap ikke fri. Der var aldrig en blæsende vaskedag, hvor tørresnoren ikke på mystisk vis knækkede, og alt tøjet faldt ned på jorden og blev beskidt. Jeg ved ikke, hvordan bedstemor kunne have båret sine problemer så længe, hvis det ikke havde været for ðHus og HjemÐ -siden i sin daglige Boston-avis. Denne ðHus og HjemÐ-side var en vidunderlig institution. Udover de sædvanlige madopskrifter og rengøringsråd, havde den en afdeling med læserbreve. Ideen var, at hvis man havde et problem – eller ville af med sin frustration – så kunne man skrive et brev til avisen og underskrive det med et eller andet sjovt navn såsom Arbutus. Det var bedstemors digternavn. Så skrev nogle af de andre damer, som havde det samme problem tilbage og fortalte, hvad de havde gjort ved det og underskrev sig selv som En-Der-Ved eller Xantippe eller noget andet. Det skete ofte, at man, efter at problemet var klaret, blev ved med at skrive til hinanden gennem avisens spalter og fortalte hinanden om sine børn og sylteopskrifter og den nye spisestue. Det var, hvad er skete med bedstemor. Hun og en kvinde, som hed Havmågen, skrev sammen i 25 år. Havmågen var bedstemors sande ven. Da jeg var 16 år, døde fru Wilcox. I en lille by, er det kun almindelig anstændighed, uanset hvor meget man har hadet sin nabo, at gå ind og se, hvilken praktisk hjælp man kan yde de efterladte. Bedstemor gik i sit fine forklæde over plænen til familien Wilcoxs hus for at vise, at hun virkelig mente det, hun sagde, om at blive sat i arbejde, og her satte Wilcox-døtrene hende til at gøre rent i den allerede skinnende entre til begravelsen. Og der på et bord i entreen var der lagt en stor scrapbog for at vise fru Wilcox ære, og i denne scrapbog, var bedstemors breve til Havmågen og Havmågens svar til bedstemor pænt klistret ind i parallelle kolonner. Uden at nogen at disse to kvinder havde vidst det, så havde bedstemors værste fjende været hendes allerbedste ven. Det var den eneste gang jeg kan huske, at jeg nogen sinde har set min bedstemor græde. Jeg vidste ikke da, hvad det var hun græd over, men det gør jeg nu. Hun græd over alle de spildte år, som ikke kunne leves om.« Mine brødre og søstre, må vi fra denne dag og fremefter beslutte os til at fylde vores hjerte med kærlighed. Må vi gå den ekstra mil for at lade vores liv omfatte alle, som er ensomme eller mismodige, eller som på en eller anden måde lider. Må vi »glæde den syge og gøre den frygtsomme glad.«11Må vi leve, så at når vi bliver kaldet hjem, vi ikke har nogen alvorlige beklagelser, ikke har noget, som er uafsluttet, men være i stand til sammen med apostelen Paulus at sige: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.«12I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Robert B. Baird, »Vær velkommen, søndag morgen,«Salmer og sange,nr. 184. 2. Joh 11:25-26. 3. Joh 14:27. 4. Luk 23:46. 5. Minnie Louise Haskins, »The Gate of the Year,« iMasterpieces of Religious Verse,red. James Dalton Morrison, s. 92. 6. 1 Kor 15:3-8. 7. L&P 76:22-24. 8. Will L. Thompson, »Har jet gjort noget godt?«Salmer og sange, nr. 143. 9. Mosiah 2:17. 10. IWorks of Charles Dickens, s. 543, 581. 11. Salmer og sange, nr. 143. 12. 2 Tim 4:7.