Mormons Bog: Endnu et vidne om Jesus Kristus Præsident Boyd K. Packer Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum »Mormons Bog: Endnu et vidne om Jesus Kristus, den nærende kraft til at helbrede verdens hungrende ånder.« Her i hånden har jeg en førsteudgave af Mormons Bog. Den blev trykt i 1830 på en manuel trykpresse hos E. B. Grandin Company i landsbyen Palmyra i New York. I juni 1829 henvendte den da 23-årige Joseph Smith sig til den 23-årige mr. Grandin i selskab med Martin Harris, en lokal landmand. Mr. Grandin havde tre måneder tidligere bekendtgjort, at han havde til hensigt at udgive bøger. Joseph Smith medbragte et håndskrevet manuskript. Hvis ikke bogens indhold dømte den til at forblive ukendt, så skulle beretningen om, hvor den kom fra, nok gøre det. Tænk bare, en engel, der leder en dreng i teenagealderen ud i skoven, hvor han fandt en nedgravet stenkasse og en samling guldplader. Skriften på pladerne blev oversat ved hjælp af Urim og Tummim, som nævnes flere gange i Det Gamle Testamente1og som af jødiske lærde beskrives som et redskab, »hvorved åbenbaringer blev givet og sandheden forkyndt«.2 Inden bogen kom fra trykken, var flere sider fra den blevet stjålet og trykt i en lokal avis, som latterliggjorde den. Modstanden skulle en dag ophidse pøblen til at myrde profeten Joseph Smith og jage de, der troede på ham, ud i ødemarken. Fra den ydmyge begyndelse op og til i dag er der blevet trykt 108.936.922 eksemplarer af Mormons Bog: Endnu et vidne om Jesus Kristus. Den er blevet udgivet på 62 sprog med udvalg af den på andre 37 sprog, og den er ved at blive oversat til 22 andre. I dag betaler 60.000 missionærer i 162 lande selv deres udgifter for at vie to år af deres liv til at bære vidnesbyrd om, at Mormons Bog er sand. I generationer har bogen inspireret dem, der har læst den. Herbert Schreiter havde læst sin tyske udgave af Mormons Bog. I den læste han: »Og når I modtager disse ting, formaner jeg jer til at adspørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om disse ting ikke er sande; og dersom I beder af oprigtigt hjerte og med fast forsæt samt med tro på Kristus, da vil han åbenbare sandheden deraf for jer gennem den Helligånds kraft. Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting.«3 Herbert satte løftet på prøve, og så blev han medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Da Herbert i 1946 blev løsladt fra krigsfangenskab, vendte han hjem til sin hustru og tre små døtre i Leipzig i Tyskland. Kort efter drog han af sted til Bernburg i Tyskland som missionær. Alene, uden en kammerat, sad han frysende og sulten i et kammer og funderede over, hvordan han skulle gribe det an. Han tænkte på, hvad han havde at tilbyde et krigshærget folk. Han håndskrev en plakat med teksten: »Er der et liv efter døden?« Og den hængte han op på en mur. Samtidig ankom en familie fra en lille landsby i Polen til Bernburg. Manfred Schütze var fire år gammel. Hans far var faldet i krigen. Hans mor, bedsteforældre og moderens søster, som også var enke, og dennes to små piger blev tvunget til at forlade deres landsby med kun en halv times varsel. De tog de ting, de kunne få fat i og drog vestpå. Manfred og hans mor skubbede og trak en lille vogn. Af og til sad den aldrende bedstefar i vognen. En polsk soldat fik øje på den ynkelige, lille Manfred og begyndte at græde. Ved grænsen rodede soldater deres ejendele igennem og deres sengetøj blev kylet i floden. Manfred og hans mor kom væk fra resten af familien. Hans mor spekulerede på, om de måske var taget hen til slægtninge i Bernburg, hvor hendes bedstemor var født. Efter nogle ugers ufattelige lidelser ankom de til Bernburg og fandt familien. De boede alle syv i en lille stue. Men deres problemer var endnu ikke overstået. Moderen til de to små piger døde. Den sørgende bedstemor anråbte en præst og spurgte: »Får jeg min familie at se igen?« Præsten svarede: »Kære frue, der findes ikke nogen opstandelse. De, der er døde, er døde!« De svøbte liget i en papirsæk inden begravelsen. På vej hjem fra graven talte bedstefaderen om, at de skulle tage deres eget liv, sådan som så mange andre havde gjort. Netop da fik de øje på den plakat, som ældste Schreiter havde sat op på en bygning – »Er der et liv efter døden?« – sammen med en invitation fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Ved et møde hørte de om Mormons Bog: Endnu et vidne om Jesus Kristus. Bogen forklarer: Hensigten med det jordiske liv og døden.4 Visheden om livet efter døden.5 Hvad der sker, når ånden forlader legemet.6 Beskrivelsen af opstandelsen.7 Hvordan man opnår og bevarer syndsforladelse.8 Hvilket krav nåden og retfærdigheden har på en.9 Hvad man skal bede om.10 Præstedømmet.11 Pagter og ordinancer.12 Engles embede og virke.13 Den personlige åbenbarings stille, sagte røst.14 Og først og fremmest Jesu Kristi mission.15 Og mange andre perler, som udgør fylden af Jesu Kristi evangelium. De sluttede sig til Kirken. Snart ændredes deres liv. Bedstefaderen fik arbejde i et bageri og kunne skaffe brød til sin familie og ældste Schreiter, som havde givet dem »livets brød«.16 Så kom der hjælp fra Kirken i USA. Manfred voksede op med en kost, der bestod af korn fra små sække med et billede af en bikube på og ferskner fra Californien. Han gik i tøj, som stammede fra Kirkens velfærdslagre. Kort efter at jeg blev hjemsendt fra flyvevåbnet, tog jeg ud til velfærdsanlægget i Kaysville i Utah for at fylde sække med hvede til de sultende mennesker i Europa. Jeg vil gerne tro, at en af de sække med korn, som jeg fyldte, nåede frem til Manfred Schütze og hans mor. Men hvis ikke, så gik den til andre, der var lige så trængende. Ældste Dieter Uchtdorf, som sidder her på forhøjningen sammen med os i dag som halvfjerdser, kan den dag i dag huske duften af kornet, og hvordan det var at holde det i sine små drengenæver. Måske gik en af de sække, jeg fyldte, til hans familie. Da jeg var 10 år gammel, gjorde jeg mit første forsøg på at læse Mormons Bog. Den første del var letlæseligt nytestamentligt sprog. Men så nåede jeg frem til den gammeltestamentlig profet Esajas´ skrivelser. Jeg kunne ikke forstå dem, og jeg syntes, at det var svært at læse. Så jeg lagde bogen til side. Jeg gjorde andre forsøg på at læse Mormons Bog. Jeg læste den ikke i sin helhed, før jeg befandt mig på et troppetransportskib sammen med andre bombeflybesætninger, som var på vej til Stillehavet. Jeg var fast besluttet på, at jeg ville læse Mormons Bog og selv finde ud af, om den var sand eller ej. Omhyggeligt læste og genlæste jeg hele bogen. Jeg afprøvede det løfte, som den indeholder. Det var en begivenhed, som ændrede mit liv. Fra da af lagde jeg aldrig bogen fra mig. Mange unge mennesker har klaret sig bedre end jeg. En missionspræsidents 15-årige søn gik på en skole, hvor der kun var få andre medlemmer. En dag skulle klassen svare på et spørgeskema. Matthew var sikker på, at han kendte svarene på alle spørgsmålene, undtagen på spørgsmål nr. 15. Det lød: »Joseph Smith, den såkaldte mormonprofet, skrev Mormons Bog. Sandt eller falsk?« Han kunne ikke svare på det, så som den kvikke teenager, han var, omformulerede han spørgsmålet. Han stregede ordetsåkaldteud og erstattede ordetskrevmedoversatte. Så stod der: »Joseph Smith, mormonprofeten, oversatte Mormons Bog.« Han svarede »sandt« og afleverede opgaven. Næste dag spurgte læreren ham vredt, hvorfor han havde ændret spørgsmålet. Han smilede og sagde: »Fordi Joseph Smith ikkeskrevMormons Bog, hanoversatteden. Og han var ikke ensåkaldtprofet, hanvaren profet.« Han blev så bedt om at fortælle, hvordan han vidste det.17 I England lærte min hustru og jeg Dorothy James at kende. Hun var enke efter en præst og boede ved Winchester Cathedral. Hun fremviste en familiebibel, som havde været tabt i en årrække. Mange år tidligere var et familiemedlems ejendele blevet solgt. Den nye ejer fandt Bibelen i en skrivebordsskuffe, som ikke havde været åbnet i over tyve år. Der var også nogle breve skrevet af et barn ved navn Beaumont James. Han fandt familien James og leverede den mistede Bibel tilbage. Fra titelbladet læste min hustru følgende håndskrevne notat: »Denne bibel har været i vores families eje siden Thomas James i 1683, som var en direkte efterkommer af Thomas James, den første bibliotekar ved Bodleian Library på Oxford, som blev begravet i New College Chapel i august 1629. [Underskrevet] C. T. C. James, 1880.« Marginerne og de åbne sider var fyldt med notater skrevet på engelsk, latin, græsk og hebraisk. Der var især et notat, som rørte hende. Nederst på titelbladet læste hun: »Det smukkeste indtryk af Bibelen er at få den prentet i læserens hjerte.« Fulgt af et citat fra skriften: »I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod. 2 Kor 3:2-3.«18 Min Mormons Bog rummer også mange noter i marginen, og den er tæt understreget. Jeg var i Florida sammen med præsident Hinckley. Han vendte sig fra talerstolen og bad om et eksemplar af skrifterne. Jeg rakte ham mit eksemplar. Han bladede i det et øjeblik, så vendte han sig og rakte det tilbage med ordene: »Jeg kan ikke læse det her. Du har jo streget det hele ud!« Amos profeterede om »hunger over landet ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord«.19 I en verden, der bliver stadig mere farlig, end som den lille Manfred Schütze og Dieter Uchtdorf kendte, har Mormons Bog: Endnu et vidne om Jesus Kristus den nærende kraft til at helbrede verdens hungrende ånder. Manfred Schütze er i dag med-lem af De Halvfjerds 3. Kvorum og har opsyn med vore seminarer i Østeuropa. Hans mor, der nu er 88, kommer stadig i templet i Freiburg, hvor Herbert Schreiter engang var rådgiver til præsidenten. Sammen med ældste Walter F. González, et nyt medlem af De Halvfjerds fra Uruguay, overværede jeg en konference i Moroni i Utah, en by med et navn fra Mormons Bog. Der er hverken læge eller tandlæge i Moroni. De er nødt til at køre til en anden by for at handle. Deres skolebørn må køre med bus til en skole i en anden ende af dalen. Vi holdt et møde med 236 til stede. For ikke at ældste González skulle tro, at det bare var almindelige landmænd, fremsagde jeg dette vidnesbyrd: »Jeg ved, at evangeliet er sandt, og at Jesus er Kristus.« Så spurgte jeg, om nogen kunne gentage det på spansk. Flere hænder blev rakt op. Kunne nogen gentage det på et andet sprog? Det blev gentaget på: Japansk Spansk Tysk Portugisisk Russisk Kinesisk Tongansk Italiensk Tagalog Hollandsk Finsk Maori Polsk Koreansk Fransk ––––––––– 15 sprog Igen på engelsk: Jeg ved, at evangeliet er sandt, og at Jesus er Kristus. Jeg elsker denne Mormons Bog: Endnu et vidne om Jesus Kristus. Hvis man studerer den, forstår man både Bibelens Gamle og Nye Testamente. Jeg ved, at den er sand. I denne 1830-udgave af Mormons Bog, som blev trykt af den 23-årige Egbert B. Grandin for den 23-årige Joseph Smith jun., læser jeg fra side 105: »Og vi taler om Kristus, viglæder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«20 Og det, forsikrer jeg om, er nøjagtigt, hvad vi gør. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Se 2 Mos 28:30; 3 Mos 8:8; 4 Mos 27:21; 5 Mos 33:8; 1 Sam 28:6; Ezra 2:63; Neh 7:65. 2. John M'Clintock og James Strong,Cyclopaedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature,1867-1881, s.v. »Urim and Thummim.« 3. Moroni 10:4-5. 4. Se 2 Nephi 2:21; 33:9; Alma 12:24; 34:32; 42:4. 5. Se 2 Nephi 9:3-7; Mosiah 16:8; 3 Nephi 11. 6. Se Alma 34:34; 40:11-14, 21. 7. Se 2 Nephi 9:12; Alma 40:23; 41:2; 3 Nephi 11:1-16. 8. Se Mosiah 4:1-3, 12, 26; Alma 4:14. 9. Se Alma 34:15-16; 41:14; 42:15-16, 22-25. 10. Se 2 Nephi 4:35; 32:8-9; Enos 1:9; Alma 13:28; 34:17-27, 37:36-37; 3 Nephi 18:19-21; Moroni 7:26. 11. Se 2 Nephi 6:2; Mosiah 18:18; Alma 6:1; 13; 3 Nephi 11:21; 18:37; Moroni 2:2; 3:4. 12. Se 2 Nephi 11:5; Mosiah 5:5; 18:13; Alma 13:8, 16. 13. Se 2 Nephi 32:2-3; Omni 1:25; Moroni 7:25, 37. 14. Se 1 Nephi 16:9; 17:44-45; Enos 1:10; Alma 32:23; Helaman 5:30; 3 Nephi 11:3. 15. Se 1 Nephi 11:13-33; 2 Nephi 2:6-10; Mosiah 3:5-12; Alma 7:7-13; 3 Nephi 27:13-16. 16. Joh 6:35. 17. Se George D. Durrant, »Helping Your Children Be Missionaries«,Ensign, okt. 1977, s. 67. 18. Som citeret i Donna S. Packer,On Footings from the Past: The Packers in England, Salt Lake City, s. 329. 19. Amos 8:11. 20. The Book of Mormon, 1830, s. 105; se også 2 Nephi 25:26.