The Christus statueJesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige Søg | Feedback | Site Map | Help | Nationale hjemmesider |
Forside Gospel Library General Conference
Conferences
oktober 2001
Stå fast

Stå fast

Biskop H. David Burton
Præsiderende biskop

»Jesus Kristus er vores fuldkomne eksempel på en, som altid stod fast. Han er en, som personificerer ufordærvethed, styrke og mod.«

Bishop H. David Burton

En meget vis mand gav ofte dette enkle råd: »David, stå fast.« Far forventede ikke, at jeg ville blive større eller stå på tæer. Han mente, at jeg skulle vise mod i min beslutning og ikke gå på kompromis med principperne, ikke overtræde vore åndelige værdier og ikke unddrage mig noget ansvar eller nogen pligt. Når jeg har fulgt hans råd, har livet været virkelig godt. Når jeg ikke har været stærk, har livet sædvanligvis været ubehageligt. Jeg spurgte for nylig mine to børnebørn, hvad det ville betyde for dem, hvis vor himmelske Fader bad dem om at stå fast. Jeg lagde mærke til, at en af dem uforvarende rejste sig op på tæerne for at se lidt højere ud. Og hurtigt sagde de sammen: »Han ønsker, at vi skal gøre det rigtige.«

Ud af den dybe smerte og virvar ved den 11. september er der kommet mange eksempler på mænd, kvinder og lande, som har udvist tapperhed. Fjender og venner har forenet sig mod en fælles fjende. Sjældne heltegerninger er blevet almindelige. Den humanitære respons synes ikke at have nogen grænser. Mænd og kvinder har uden hensyn til race og tro hjulpet ofre og deres familier. Utallige bønner er blevet bedt. Det godes magt står fast mod terrorens magt og meningsløse lemlæstelse.

Det siges, at en vakkelvorn person på et eller andet tidspunkt må vælge side. Hvis vi vakler i livet, så er tiden nu inde til at samle mod og stå fast på retfærdighedens side og sky syndens lænker.

Vor Frelser Jesu Kristi liv, tjenestegerning og lærdomme giver os et mønster til at bedømme os selv efter. Jesus Kristus er vores fuldkomne eksempel på en, som altid stod fast. Han er en, som personificerer ufordærvethed, styrke og mod. Jeg vil gerne bruge tre eksempler fra Frelserens tjenestegerning.

For det første blev Jesus efter sin dåb tilskyndet til at trække sig tilbage og samtale med sin Fader. Han valgte ikke at spise i fyrretyve dag, for at hans jordiske legeme kunne underkastes Faderens guddommelige ånd. I denne svækkede tilstand fik han besøg af fristeren, som opfordrede Frelseren til at bruge sin store magt til at udføre store gerninger. Da fristeren bad Frelseren om at gøre stenene til brød for at dulme hans sult, stod han fast med sit uigenkaldelige svar: »Der står skrevet: ðMennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mundЫ (Matt 4:4). På opfordringen til at kaste sig ud fra et højt sted og blive reddet af engle, sagde han triumferende: »Du må ikke udæske Herren din Gud« (Matt 4:7). Forslaget om at Frelseren skulle falde på knæ og tilbede djævelen til gengæld for jordisk rigdom og herlighed, svarede han tappert: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« (Matt 4:10).

Fristerens lumske metoder fortsætter usvækket. Stræben efter verdslige goder har lokket nogle til at vige bort fra principperne. Manglende evne til at skelne mellem behov og begær har forplumret manges sind. Familier sulter efter forældres hengivenhed, anerkendelse og lederskab. Mange søger tilflugt i uetiske, umoralske og lejlighedsvis ulovlige metoder for at opnå mere og mere materiel rigdom.

Hvis I opdager, at I er fanget i søgen efter materielle ting, så er tiden inde nu til modigt at stå fast. Hvis I tilbeder ting, som kan købes for penge, mere end I værdsætter Guds kærlighed, så er tiden inde nu til at stå fast. Hvis I er velsignet med meget mere, end I behøver, så er tiden nu inde til at stå fast og dele med dem, som mangler.

Det andet eksempel – engang kaldte Frelseren sine disciple sammen og sagde: »Hør og forstå: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent« (Matt 15:10-11).

Mange mennesker misbruger Guds navn som en normal del af deres daglige tale. Især blandt vore unge synes vulgære og grove udtryk at falde så let, når de beskriver deres følelser. Mine unge venner, tiden er nu inde til at stå fast og fjerne disse ord fra jeres ordforråd. I kender de ord, som jeg taler om. I hører dem desværre hele tiden på jeres skole, i musik og sport. Vil det kræve mod at stå fast? Selvfølgelig vil det det. Kan I samle mod nok? Selvfølgelig kan I det. Søg styrke fra jeres himmelske Fader til at overvinde det. Frelseren sagde: »Bed altid, så skal jeg udgyde min Ånd over dig, og stor skal din velsignelse blive« (L&P 19:38). Det er blevet sagt: »Man når de største højder, når man er på knæ« (»Standing Tall,«New Era,okt. 2001, s. 19). Bandeord og grovheder ophøjer ikke, de gør os urene. Min hustru og jeg har været med til hundredvis af sportsstævner for unge. Vi hører alt for ofte banden blandt trænerne og andre voksne, som burde være forbilleder. Vi voksne bør stå fast i at fjerne grovheder og bandeord i sproget.

I har hørt vendingen: »Dine handlinger taler så højt, at jeg ikke kan høre, hvad du siger.« Vore handlinger taler i høj grad for os. Vi skal stå fast i at følge rådet fra profeter i vores uddeling om at klæde os sømmeligt. »Umoralsk klædning omfatter korte shorts og nederdele, tætsiddende tøj, bluser, som ikke dækker maven, og anden afslørende påklædning« (Til gavn og styrke for de unge[2001], s. 12). Sømmeligt og pænt og rent tøj virker opløftende. Umoralsk tøj nedværdiger. Hvis der er nogen tvivl, så spørg jer selv: »Ville jeg have det godt med mit udseende, hvis jeg var i Herrens nærhed?« (Til gavn og styrke for de unge, s. 13).Mødre, I kan være vore eksempler og vores samvittighed i dette vigtige anliggende. Men husk, vore unge kan opfange hykleri så let som de kan lugte den vidunderlige duft fra et friskbagt brød. Forældre, råd jeres sønner og døtre og slut jer derpå til dem i at stå fast mod usømmelighed.

For det tredje, I husker nok, at Frelseren som svar på den skriftkloges spørgsmål om sin næste fortalte, at en mand, som rejste fra Jerusalem til Jeriko blev overfaldet af tyve, berøvet og overladt til at dø på vejen. Den første, som kom, var en præst, som kikkede en anden vej gik videre på den anden side af vejen. Den næste, som vidste, at han burde hjælpe, standsede for at se på manden, men fortsatte uden at hjælpe ham. Den tredje mand, samaritaneren, forbandt hans sår og sørgede for, at han kunne blive plejet. Så spurgte Jesus om, hvem der var næsten. Den skriftkloge svarede, at næsten var ham, som udviste barmhjertighed. Frelseren svarede derpå: »Gå du hen og gør ligeså!« (Luk 10:37; se vers 30-37).

Når vi rækker ud til vores næste, er vi så opmærksomme på deres følelser og ikke kun deres behov? Gør vi forskel på folk i vores omsorg for vores næste og begrænser den til dem, der deler vores tro, eller omfatter den alle uanset tro, farve eller nogle andre forskelle? For Frelseren var der ingen begrænsninger på, hvem der er voresnæste. Vores særegne kirkesprog kan nogle gange misfortolkes og virke ufølsomt eller endog nedladende over for vores næste. Som ældste Ballard antydede i går, føler jeg mig også ilde til mode ved ordetikke-medlem. Når vi omtaler andre som ikke-medlemmer, kan de måske tænke, om vi mener, at de ikke er medlemmer af vores samfund, by eller endog menneskeheden. Vi er hurtige til at sige, at vi er tolerante og åbne over for andre, men for nogle, lyder det, som om vi bare affinder os med dem. Kærlighed til vores næste kommer kun, når vi elsker os selv og Gud. Lad os stå fast i at tilbyde uforlignelig kærlighed og respekt til vores næste.

En kær ven af familien døde for nogle år siden. Han og hans hustru nød at vandre sammen i bjergene. En efterårsdag gik de adskillige kilometer op ad en stejl bjergside for at se et storslået vandfald. Da de gik ned ad stien, gik de forbi flere vandrere, som var på vej op og de stillede spørgsmålet: »Er det ulejligheden værd?«. Vore venners svar var altid bekræftende. Senere opdagede de, at det kun var ulejligheden værd, hvis man nød den friske luft, de smukke bjerge, motionen og det kærlige venskab.

Nogle, som føler det intense gruppepres og behovet for at blive accepteret, kan stille spørgsmålet: »Er det ulejligheden værd at stå fast?« Til dette spørgsmål svarer jeg: »Hvis det evige liv er vigtigt for jer, og hvis I ønsker at opleve virkelig glæde i dette liv, så er det at stå fast virkelig værd at være så beslutsom og utrættelig, som det kræves.«

Må vi alle stå fast på retfærdighedens side. Det er min bøn i vor Herre og Mester Jesu Kristi hellige navn. Amen.

 
© 2009 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved.   Rights and use information.  Retningslinjer vedr. privatliv