»Frygt ikke, der er flere på vores side« Sharon G. Larsen Andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab »Vi er ikke er alene i denne hellige opgave med at være forældre og elske og lede. Der er ingen større glæde. Det er ethvert offer værd.« Som forældre og ledere for de unge kan det være let at miste vores tro og vride vore hænder i bekymring for dem og for den verden, som de lever i. Vore omstændigheder i dag er ikke uden fortilfælde eller håb. Da Enok var profeten, græd himlene på grund af verdens ugudelighed (se Moses 7:28-37). Der er ikke tvivl om, at himlene græder i dag. Profeten Elisa var omringet af hele den syriske hær, som var besluttet på at slå ham ihjel. Han beroligede sin bekymrede og eneste følgesvend, der var travlt optaget af at tælle syriske hoveder, med, at når vi er på Herrens side, så er vi, uanset antallet af hoveder eller verdslig magt, i overtal. Jeg vidner om, at Elisas trøstende ord til sin unge ven stadig er sande i dag. »Der er flere på vores side end på deres« (2 Kong 6:16). Herren vil omringe og beskytte vore unge mennesker med ildvogne, ligesom han gjorde med Elisa, i form af forældre, bedsteforældre, tanter, onkler, naboer, ledere og venner, som ivrigt vil elske dem og lede dem. De sidste fire år har jeg være fordybet i arbejdet med de Unge Piger. Når vi rejser i hele verden for at møde dem, så lærer vi til en vis grad om deres håb og drømme og frygt og skuffelser. Jeg gentager præsident Hinckleys ord: »Dette er den bedste generation, som Kirken nogen sinde har haft« (Church News,15. feb. 1997, s. 3). Som et hele tager disse unge mennesker tappert og virksomt et standpunkt for det gode og anstændige. Selvom vore unge mennesker er stærke og gode, så har de brug for vores hjælp. Og hjælp er tilgængelig: Unge Pigers program Personlig fremgang, Det Aronske Præstedømmes Pligt mod Gud,Vejledning for forældre og ledere, og den revideredeTil gavn og styrke for de ungekan hjælpe forældre og ledere til at være mere aktivt og direkte involveret i at holde moralens glidende skala tilbage. Vore unge mennesker vil have mere end en husvært. De vil have mennesker, der elsker dem og leder dem. En væsentlig del af den kærlighed er at lytte. Jeg ved, hvad det at lytte virkelig er, fordi jeg har haft den velsignede oplevelse at erfare det. Jeg plejede at hjælpe min far på gården. Jeg nød det ikke altid, men ved frokosttid sad vi i skyggen af de høje poppeltræer, spiste vores frokost og snakkede. Min far brugte det ikke som et gyldent undervisningsøjeblik til at fastsætte regler og rette sin datters opførsel. Vi snakkede bare – om alt og intet. Det var der, hvor jeg kunne stille spørgsmål. Jeg følte mig så tryg, at jeg endda kunne stille spørgsmål, der måske ville provokere ham. Jeg kan huske, at jeg spurgte ham: »Hvorfor ydmygede du mig foran mine venner i sidste uge, da jeg var blevet ude i for lang tid, og du kom og hentede mig?« Hans svar er et andet eksempel på kærlighed. Han gjorde sin holdning meget klar. Der var visse standarder med hensyn til min opførsel, som det forventedes at jeg efterlevede. Han sagde: »Det, at du var sent ude, bekymrede mig. Allermest ønsker jeg, at du er i sikkerhed.« Jeg indså, at hans kærlighed til mig var større end hans ønske om at sove eller ulejligheden med at klæde sig på og køre rundt og se efter mig. Hvad enten det er ved en høstak eller andre tilfældige steder, kan disse stunder sammen fylde karret til andre tider, der måske ikke er så idylliske og fredelige. Forhold forbliver intakte med denne form for investering – på trods af strenge lærdomme og rettelser – eller måske på grund af det. Kærlighed er at lytte, nårdeer parate til at tale – midnat, klokken 6 om morgenen på vej til seminar, eller når I har travlt med jeres gøremål. Har I set Kirkens reklame på fjernsynet, der viser et mørkt soveværelse? Døren bliver åbnet, og en lille pige med en bog under armen træder ind. Hun går derover, hvor hendes far ligger og sover, og spørger: »Far, vil du læse en historie for mig?« Faren åbner ikke øjnene, men mumler bare søvnigt: »Lille skat, far er så træt. Spørg mor.« Den lille pige tripper derhen, hvor hendes mor ligger og sover, og spørger: »Mor, vil far læse en historie for mig?« Man ser farens øjne, der er vidt åbne, og det næste billede viser dem alle tre sammen, og faren læser en historie. Kærlighed kan komme naturligt, men det at lede er en evne, vi skal udvikle, og som vi måske ikke tager alvorligt nok. Vi leder ved eksempel mere virkningsfuldt end ved nogen anden måde. Det er en tung byrde for forældre og ledere for unge. Kan vore unge se, at vi elsker Herren, ved den måde vi lever og taler og beder på? Ved de, at deres Fader i Himlen er en kærlighedens Gud ud fra den måde, som de føler, når de er sammen med os? Kan de føle sig sikre på, at vi ikke vil flytte os ved enhver lærdoms vind eller listigheden ved socialt pres og verdslig accept? (Se Ef 4:14). Hvis vi skal lede i retfærdighed, må der ikke være spørgsmål om, hvor vi står. Små usikkerheder hos os kan frembringe store usikkerheder i vore unge. Jeg spekulerer nogle gange på, om det er os som mødre, der får vore børn til at føle sig presset til at være populære og accepteret. Hvis vi ændrer vore ønsker, så vore standarder er Herrens standarder, så sender det et klart budskab om, at i Herrens rige er der ingen tvetydige standarder. Efter præsident Hinckleys tale til de unge sidste november fortalte en ung pige sin mor, at hendes leder i Unge Piger havde fjernet sit andet par ørenringe. Disse meget observante unge lægger mærke til alt. De lægger mærke til, hvor lange jeres shorts er; om I skal hive og bruge sikkerhedsnåle for at have den bluse på; de lægger mærke til, hvad I har på (eller ikke har på), når I arbejder i haven; de lægger mærke til, hvilken film I ser i biografen. Vi har indgået pagter med Herren, og det at lede prøver ofte niveauet af vores forpligtelse mod disse pagter. En ung mor sagde: »Det tager en enorm masse tid og energi at være en god forælder. Det er nemmere at lade mine børn falde i søvn foran fjernsynet, mens jeg rydder op i huset, og så lægge dem i seng, end det er at læse skriftsteder, bede bøn og læse historier og putte dem. Men de ser frem til dette aftenritual, og jeg ved, at denne investering, selv når jeg er for træt til at bevæge mig, vil påvirke deres liv for evigt.« Konstant lederskab hjælper de unge til at træffe kloge valg, og så vokser vores tillid til dem. Jeg kan huske, da jeg var omkring 16 år og overhørte min mor tale med far. Hun var bekymret over nogle valg, som jeg traf. Jeg var ikke skyldig i nogen større synd end ungdommens umodenhed, men mor var bekymret. Det, som far sagde, brændte sig ind i mit hjerte. »Du skal ikke bekymre dig«, sagde han til mor. »Jeg stoler på Sharon, og jeg ved, at hun vil gøre det rette.« De timer i græsmarken gav bonus lige der. Fra det øjeblik var jeg forbundet til disse kærlige, tillidsfulde forældre. En af de største prøver for forældre og ledere er at elske dem, som synes at være umulige at elske. Det er svært. Det strækker hjertets strenge og vrider sjælen. Når sorgbetyngede forældre beder om hjælp, kommer hjælpen ofte i form af engle, der er tanter eller onkler, bedstemødre eller bedstefædre, gode venner og ledere, der omringer vore kære. De kan forstærke selve det budskab, som kan bringe vores barn på den vej, som vi har bedt om. At elske klogt og lede med et formål vil hjælpe med at opdæmme ugudelighedens tidevand, når vi forbereder den næste generation på de vidunderlige glæder ved at være forældre. Vi glemmer aldrig glæden over vores 12-årige, når han første gang omdeler nadveren eller hører nadverbønnen blive bedt med vores søns stemme. Hvordan kan man forklare følelsen af at høre sin datter bære sit vidnesbyrd om Frelseren eller se hende modtage Unge Pigers medaljon for kvindelighed? Vi ser et glimt af himlen, når vi er i templet med vore børn, som knæler ved alteret med en værdig ægtefælle. De er forberedt på at starte et liv sammen med løfter og færdigheder, som vi har været med til at nære. Det er høsttiden. Jeg afslutter med mit vidnes-byrd om, at vi ikke er alene i denne hellige opgave med at være forældre og elske og lede. Der er ingen større glæde. Det er ethvert offer værd, ethvert ubelejligt minut, enhver smule tålmodighed, personlig disciplin og udholdenhed. »Er Gud for os, hvem kan da være imod os?« (Rom 8:31). I Jesu Kristi navn. Amen.