Det syvende bud: En beskyttelse Ældste Neal A. Maxwell De Tolv Apostles Kvorum »Overholdelse af det syvende bud er en vigtigbeskyttelse! Hvis vi sænker det værn, mistes svært tiltrængte velsignelser fra himlen.« Sammen med jer, mine brødre og søstre, har jeg på ny påskønnet præsident Hinckleys profetiske tjenestegerning. Jeg vidner om, at han blev forudordineret for længe, længe siden, og det er vi glade for. Jeg deler den tøven, som Jakob gav udtryk for, da han skrev om problemer med ukyskhed og utroskab, overtrædelsen af det, som nogle regner for det syvende bud. Da Jakob var bekymret for sine tilhøreres »meget ømme, dydige og rene følelser«, ønskede han ikke at »gøre de såredes sår større, end de allerede er« (Jakobs Bog 2:7, 9). Ikke desto mindre er Jakobs ord om de barske konsekvenser af umoral både diagnostiske og poetiske: »Mange hjerter [dør], gennemboret af dybe sår« (Jakobs Bog 2:35). I dag befinder vi os blandt så mange af de omvandrende sårede, og listen over tilskadekomne vokser. Man kunne derfor med rette påpege opmuntrende evangeliske principper, såsom at mennesker, der oprigtigt omvender sig, kan, skønt deres »synder [er] som skarlagen . . . blive hvide som sne« (Es 1:18). Men omvendelsens anstrengelser og rige belønninger er ikke emnet for denne tale. Det er heller ikke min hensigt at lovprise de mange tapre unge og voksne, som holder fast ved kyskhed og troskab, selv om kun en svindende minoritet af den amerikanske befolkning stadig mener, at seksuelle forhold før ægteskabet er forkert. Min ros til dem, der hartro til lydighedmed hensyn til budene, så vel som min anerkendelse til dem, der har»tro til omvendelse«(Alma 34:15, kursiv tilføjet), når de har overtrådt et bud. Ukyskhed og utroskab medfører helt klart alvorlige konsekvenser, såsom de omsiggribende og skræmmende følger af illegitimitet og faderløshed samt spredning af sygdomme og opløsning af familier. Alt for mange ægteskaber hænger allerede i en tynd tråd eller også er den bristet. Denne stille, men dybtgående krise eksisterer side om side med vor tids svære internationale kriser, deriblandt krig. Jesus talte om de sidste dage, hvor »folkene gribes af angst, rådvilde«, samt hvordan alt ville være i oprør (Luk 21:25; se også L&P 88:91; 45:26). Derfor er overholdelse af det syvende bud en vigtigbeskyttelse!Hvis vi sænker det værn, mistes svært tiltrængte velsignelser fra himlen. Intet menneske eller ingen nation kan nyde fremgang ret længe uden disse velsignelser. Det er sært, at man i en tid, der ellers er besat af rettigheder, lægger så ringe vægt på at gøre sig mere berettiget til himlens velsignelser. I stedet har nogles svindende tro på den fuldstændige umoral blot øget den umiddelbare umoral og vildledt mange »idet [de] fortalte dem, at når et menneske først var død, var alt forbi« (Alma 30:18). En japansk filosof, som har iagttaget vores forlystelsessyge vestlige samfund, har, næsten anklagende, sagt: »Hvis der ikke findes noget efter døden, hvad er der så galt i helt og holdent at hengive sig til nydelser i den korte tid, man har at leve i? Tabet af troen på ðdet hinsidesÐ har påført den vestlige verden et frygteligt moralsk problem« (Takeshi Umehara, »The Civilization of the Forest: Ancient Japan Shows Postmodernism the Way«,At Century's End, red. Nathan P. Gardels, ALTI Publishing, 1995, s. 190). Det at være en god borger indebærer derfor, at man er god og kender forskel på at begære sin næste og at elske sin næste! Matthew Arnold har klogt bemærket, at skønt »naturen ikke interesserer sig for kyskhed . . . interesserer den menneskelige natur sig meget for den« (Philistinism in England and America,bind 10 afThe Complete Prose Works of Matthew Arnold,red. R. H. Super [1974], s. 160). Hvortil jeg tilføjer: den guddommelige natur interesserer sig endnu mere for det! Det naturlige menneskes stærke tendenser er i modstrid med det syvende bud og disse omfatter det selvødelæggende »kødelige, sanselige og djævelske« (Mosiah 16:3; se også Mosiah 3:19; Moses 5:13). Hvis disse tre ord lyder for hårde, brødre og søstre, så tænk over den ondes uhyggelige mål: ». . . at gøre alle mennesker ulykkelige, ligesom han selv er« (2 Nephi 2:27). Ulykke elsker selskab! En af de bedste måder at »aflægge sig det naturlige menneske« er ved sulte ham ud (se Mosiah 3:19). Han er lettere at fortrænge, når han er svækket. Ellers insisterer han på at gøre holdt ved hver eneste stop på fristelsestogets rute. Desværre gavner irettesættelser ikke det naturlige menneske ret meget, for »lyst til alt mulig andet kommer til og kvæler ordet« (se Mark 4:19). Ulykkeligvis bliver det lettere at bryde det syvende bud, når snu sofister påstår, at hvad end et menneske gør, er »det ingen forbrydelse« (Alma 30:17). Dog har nogle ivrige ører, som faktisk kildrer efter at høre noget andet end sandheden, så de følger dem, som søger at udglatte de skarpe og ubehagelige bud (se 2 Tim 4:3). Ikke desto mindre er udsagnet fra Ordsprogenes Bog stadig sandt: »Den, der begår ægteskabsbrud, er uden forstand« (Ordsp 6:32). Budene tilsidesættes også af andre, som er optaget af andre ting. Dostojevskij lader en af sine romanfigurer sige: »Tiderne går, og menneskeheden vil lade deres vismænd sige, at der ikke findes nogen forbrydelse, og derfor ingen synd, kun hunger« (Fyodor Mikhailovich Dostoevsky,The Brothers Karamazov,overs. Constance Garnett, s. 130-131). Den onde har også kunstigt øget begrebet privatsfæren og gjort vejen væk fra den personlige ansvar endnu glattere! For med et par klik med musen kan man, diskret og hurtigt, bevæge sig ind på fjendens territorium uden at skulle gennem paskontrollen. Den eneste sikkerhedskontrol, som er tilbage, er den sløvede samvittighed. Men Gud har ikke to sæt ti bud, et til indendørsbrug og et andet til udendørsbrug! Og der findes heller ikke to godkendte veje til omvendelse. Jo, en weekends anger kan måske fremkalde »de fordømtes sorg«, men ikke den »store forandring«, som kun »sorg efter Guds vilje« kan fremkalde (Mormon 2:13; Mosiah 5:2; Alma 5:13-14; se også 2 Kor 7:10). Ja, vi dødelige har frihed til selv at vælge. Ja, der blev udkæmpet en krig i himlen for at sikre vores handlefrihed. Men hernede er folk ofte villige til at opgive handlefrihedens gave uden at kny! Der er mange måder at værne om det beskyttende syvende bud. For eksempel skyldtes Davids fald til en vis grad, at han ikke var der, hvor han burde være: »Året efter, ved den tid kongerne plejer at indlede felttog . . . [blev] David . . . tilbage i Jerusalem« (2 Sam 11:1). Så fulgte, som I ved, det lystne blik fra taget og den medfølgende ulykke. Underforstået i befalingen om at »stå på hellig grund« er det at undgå dagdriveri (L&P 87:8; se også Matt 24:15). De, der lever »lykkeligt« (2 Nephi 5:27), udvikler fornuftigt nok beskyttende, åndelige vaner. Det ses i deres passende påklædning, deres sprog, humor og musik, som signalerer, at de er trofaste disciple (se Ordsp 23:7). Desuden hvis man skal undgå senere vanskeligheder, må man undgå at bringe gamle synder med ind i et ægteskab, så ægtefællerne ikke længere trækker på samme hammel (se 2 Kor 6:14). På samme måde kan ægtemænd og hustruer bevidst undgå at glide fra hinanden ved at lade være med at slække på deres loyalitet og ikke lade sig fange i de stærke strømme, som fører mod vandfaldet. Noget, som på samme måde bør undgås, er selvynkens stillestående sump. Deri kan mennesker let bortjage den sidste rest af ansvarlighed for at skubbe både samvittighedens og pagtens snærende bånd og søge at stille sig an som retfærdige over for mennesker . . . for det . . . »som er afskyeligt i Guds øjne« (Luk 16:15). Evnen til at se gennem sanselighedens bedrageriske hvirvler er en anden vigtig beskyttelse. For eksempel minder nogle af dem, der spotter det syvende bud med deres umoralske levned, om Kain, der sagde: »Jeg er fri« – efter at han havde overtrådt det sjette bud ved at slå Abel ihjel. En sådan vildfaren tankegang får en til at tænke på Peters advarsel: ». . . det, man ligger under for, er man slave af« (Pet 2:19; se også 2 Nephi 2:26-30). Jo, højrøstede sjæle vil måske endda slå en falsk latter op midt i trældommen og synden, men et andet Ordsprog lyder: »Selv under latter kan et hjerte lide, og glæden kan ende med bekymring« (Ordsp 14:13). I en tid, hvor man med rette går meget op i sandfærdighed i reklamer, er visse betegnelser en hån mod vores sunde fornuft:Ecstasyburde heddeelendighed.Raveer i virkelighedensorgfuld skrålen, der udspringer af en sanselighed, der er gået amok. For eksempel er der nogle, som mener at en smule uanstændigt dans er harmløs. Disse mennesker »synde[r] ikke i uvidenhed« (3 Nephi 6:18). Ved at efterligne og undervurdere fjenden ender de med at bringe sig selv i fare, samtidig med at de forvirrer og skuffer deres venner! Har I nogensinde undret jer over, hvorfor sanselige steder så ofte anvender blinkende, men dæmpet lys? Eller hvorfor det skal fremstå så prangende? Eller hvorfor den larm, der giver sig ud for musik? Det skyldes, at det onde, som frygter daggryets lys, ikke kan tåle den strålende sandheds grundige granskning, ej heller kan det holde til en stille selvransagelse! På den måde døver desensibiliseringens trommehvirvler sjælens smagsløg ved at finde enillegitimløsning på detlegitimebehov for ømhed og kærlighed, så både forfører og offer trist nok »mister evnen til at fornemme« (1 Nephi 17:45; Ef 4:19; Moroni 9:20). Henry Fairlie skrev om, hvordan »det lystne menneske ofte viser sig at have en frygtelig tomhed i sit liv« (Henry Fairlie,The Seven Deadly Sins Today, 1978, s. 187). Alligevel taler visse naive unge om at »fylde deres tank op«, men den ender med at være tom, bortset fra forgiftede erindringers sand og grus. Fairlie skrev også: »Kødets lyst interesserer sig ikke for sine partnere, men tænker kun på egen tilfredsstillelse . . . Kødets lyst dør bort med daggryet, men når det vender tilbage om aftenen for atter at jage, har det slettet enhver erindring om sin fortid« (The Seven Deadly Sins Today,s. 175). Uanset hvordan kødets lyst tilpasses eller forklædes er den ikke nogen erstatning for kærlighed, brødre og søstre. Faktisk kvæler det udviklingen af ægte kærlighed, sådan at kærligheden bliver kold hos de fleste (se Matt 24:12). Det kan derfor ikke undre, at vi opfordres til at »beherske alle [vore] lidenskaber, så [vi] kan være fyldt med kærlighed« (Alma 38:12). Ellers vil lidenskaberne sive ud og optage den ledige plads i sjælen, og så er der ikke plads til andet. Tidligere tiders samfund har ofte haft nyttige, om end diskrete tøjlingsmekanismer – såsom familier, kirker og skoler – der lagde en dæmper på eventuel ekstrem adfærd. Men alt for ofte er disse mekanismer enten væk, sat ud af funktion eller svækket. Desuden forstærkes de førnævnte tendenser af den populære ikke- fordømmende indstilling, som undskylder enhver fejl, som folk begår – bare de gør noget andet, som er prisværdigt. Sørgede Mussolini trods alt ikke for, at togene kørte til tiden? De, der overtræder det syvende bud, kan stadig yde væsentlige bidrag, men de betaler en skjult, personlig pris (se Alma 28:13). Om kong Morianton kan vi læse: »Og han handlede retfærdigt med folket, men ikke mod sig selv på grund af de mange horerier« (Ether 10:11). Morianton, der tilsyneladende var en retfærdig leder, som ikke viste personsanseelse, havde ingen respekt for sig selv! Hans selvpåførte sår blev skjult med prangende rigdomme og bygninger (se Ether 10:12). Det foregående er så alvorligt, at jeg er nødt til at sige dette, og jeg tøver ikke med at sige det. Åbenbaringerne fortæller os, at alt efter omfanget af deres synder må de, der ikke omvender sig, lide, ligesom Jesus gjorde for vore synder, når de en dag personligt skal opleve Guds fulde retfærdighed (se L&P 19:16-18). Derudover må de, der på forskellig vis konstant fremmer og forstærker dette ofte narkobefængte, umoralske drama – hvad enten det er som ophavsmænd, udøvere, leverandører eller profitmagere – komme til at opleve og føle al den elendighed, som de har påført utallige andre! Endelig, brødre og søstre, kræver vores rolle som disciple til tider og i visse situationer, at vi er villige til at stå alene! Vores villighed til at gøre det, her og nu, svarer til den gang Kristus knælede alene, i sin tid, i Getsemane have. Under den endelige forsoningsproces »[var] ingen med [ham]« (L&P 133:50; se også Matt 26:38-45). Når vi står fast, vil de trofaste aldrig være helt alene – ikke så alene i det mindste. Det var nødvendigt, at den engel, som støttede Kristus i Getsemane, forlod ham (se Luk 22:43). Hvis vi hæver det skjold, som udgøres af tro på Gud og tro på hans befalinger, vil hans engle være »rundt omkring [os] til at styrke [os]« og »våge over [os]« (L&P 84:88; 109:22). Jeg vidner om dette løfte. Og nu, når vi taler om vejret i vores sjæl, brødre og søstre, vidner jeg om, at vi selv stiller ind på det. Vi afgør således graden af vores lykke i dette og det næste liv. Jeg vidner ligeledes om, at vores overholdelse af Guds befalinger, deriblandt det syvende bud, indbyder Gud til at lægge sin hånd i vores, når vi stiller ind. Det er hans hånd, som ønsker at give os alt, som han har (se L&P 84:38). I Jesu Kristi navn. Amen.