Ældste Charles Didier
De Halvfjerds' Præsidium
»Vores jordiske tilværelse er tiden, hvor mennesker skal møde Gud ved at bygge en troens bro, som baner vejen for udødelighed og evigt liv.«
Ved indgangen til et stort reklamefirma hang følgende citat indrammet på en af væggene: »Mennesker bygger for mange mure og for få broer« (fra JCDecaux, et fransk firma).
Mure opføres som regel for at adskille to eller flere grupper fysisk, mentalt eller åndeligt og for at skabe en hindring. De opføres, fordi de repræsenterer forsvar, beskyttelse eller adskillelse. Nogle mure af den type har opnået stor berømmelse: Jerusalems mure, den kinesiske mur og Berlinmuren. Vi bruger også mure som et symbol i vores daglige tale til at gengive ideen om adskillelse som fx »en mur af uforståelighed«, »en mur af intolerance« eller »det er som at tale til en mur«!
Broer er det modsatte af mure. Broer bygges for at bringe noget sammen, for at forene to eller flere grupper og for at skabe enhed. De bygges for at overvinde forhindringer. Nogle broer er også blevet berømte, såsom Sukkenes Bro, Allenbybroen og mange andre. Ordet bruges også i sproget som udtryk for tanken om enighed eller forsoning, som i at »slå bro over en kløft« eller »bygge bro mellem to holdninger«.
Når vi betragter vores tilværelse på denne klode og formålet med livet, sådan som Alma udtrykte det, nemlig at »(d)ette liv er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud« (Alma 34:32), hvad er da den måde, hvorpå Herren hjælper os med at nå dette mål? Det er ganske enkelt, for nu at benytte en metafor, at hjælpe os med at bygge en troens bro, så vi kan vandre hen over og overvinde vantroens, ligegyldighedens, frygtens eller syndens mure. Vores jordiske tilværelse er tiden, hvor mennesker skal møde Gud ved at bygge en troens bro, som baner vejen for udødelighed og evigt liv.
Hvordan bygger vi så en sådan bro af tro?
Da jeg som ung mand boede i byen Namur i Belgien, adskilte en bred flod den fra en by på den modsatte bred. Dengang var der kun én bro, som forbandt de to byer. Den var blevet bygget og genopbygget over resterne af en bro, der var blevet opført mange hundrede år tidligere af romerne. Den var blevet for smal for trafikken, og der var for mange små buer til, at større både og pramme kunne sejle under den. Man havde brug for en ny bro, som var bredere og kun havde en bue. Arbejdet med at lægge grundvolden til broen begyndte kort efter på begge sider af floden. Hurtigt begyndte to enorme metalarme at skyde frem fra hver side for at mødes midt ude på floden. Jeg var meget betaget af ingeniørarbejdet, og næsten hver eneste dag cyklede jeg ned for at se, hvordan byggeriet skred frem. Endelig oprandt den dag, hvor midterstykket, som var støbt i stål, skulle knytte de to arme sammen. Store skarer fulgte sammen med mig den vanskelige operation, det sidste skridt, som skulle knytte de to arme sammen og gøre det muligt at bevæge sig over broen for første gang. Da det skete, jublede folk, og arbejderne omfavnede hinanden. Flodens hindringer var blevet besejret og overvundet.
Jeg nævner denne begivenhed, fordi den er meget symbolsk. Broen er mere end en bro af metal. Den symboliserer den bro af tro, der gør det muligt for os, vor himmelske Faders børn, at møde ham igen. Broens midterstykke, hjørnestenen, repræsenterer Jesu Kristi Forløserens forsoning, som er bindeledet mellem dødelighed og udødelighed, bindeledet mellem det naturlige menneske og det åndelige menneske, forandringen fra jordisk liv til evigt liv. Det er takket være ham, at mennesker kan forsones med deres himmelske Fader og overvinde syndens og dødelighedens mure, disse forhindringer, som repræsenterer åndelig og fysisk død. Jesu Kristi forsoning er midterstykket i frelsesplanen, den lovede genforening med vor himmelske Fader, sådan som vi læser det i Moses: »Dette er frelsesplanen for alle mennesker ved min Enbårnes blod, han, som skal komme i tidernes midte« (Moses 6:62).
Guds kærlighed, som er den anden side af broen, er belønningen for vores tro på hans søn Jesus Kristus. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16). Den største af alle Guds gaver er hans Søns storslåede offer, hans forsoning, som ikke blot medfører udødelighed, men også evigt liv, hvis vi efterlever hans bud og holder ud til enden (se L&P 14:7).
Når vi stræber efter at bygge en troens bro, skal vi også skabe et stærkt vidnesbyrd om Faderen og Sønnen og hans forsoning. Denne troens bro kan gøre hele forskellen mellem evig forening med vor himmelske Fader eller evig adskillelse fra ham, hvis vi opfører mure af synd, som vender os bort fra hans kærlighed og nåde.
Helligåndsgaven er grundvolden for troens bro. Frelse opnås kun gennem Jesus Kristus og ved vores guddommelige udøvelse af tro på ham, hvilket gør det muligt for os at omvende os fra vore synder og modtage frelsens ordinancer, som er broens rækværk. De indre følelser og tilskyndelser til at overvinde livets forhindringer og træffe retfærdige valg kommer, når vi lytter til Helligåndens røst. Det er slet ikke så let, som vi tror, at vandre over troens bro. En bro kan kun modstå stormenes rasen takket være sine stærke grundpiller. Livets storme, troskriserne såsom død, alvorlig sygdom, tab af arbejde og økonomisk tryghed er en del af vores jordiske tilværelse. Disse kriser kan til tider være så opslidende, at man begynder at tvivle på Guds og Frelserens eksistens. I sådanne stunder vil et råb om øget tro blive besvaret af Talsmanden, som er Helligånden, »din stadige ledsager . . . retfærdighedens og sandhedens uforanderlige scepter« (L&P 121:46).
Ja, løsningerne på hverdagens problemer kan findes ved dagligt i tro at søge Helligåndens påvirkning, som minder os om alt (se Joh 14:26). Lad mig illustrere dette ved at citere fra et brev, som et nyt medlem for mange år siden skrev til præsident Harold B. Lee, efter at denne havde talt ved en stavskonference: »Mens du talte, blev en tanke ved med at dukke op i mit sind. Livet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er som at vandre hen over en gyngende bro, der spænder mellem dåbens fødsel og døden ind til evigt liv hen over den voldsomme strøm af verdslighed og synd. Når man træder ud på broen, giver dåbens nærhed en følelse af tryghed og tro, men efterhånden som man bliver opmærksom på strømmen nede under én og den brede kløft, som man skal hen over, kan tryghedsfølelsen vige for lejlighedsvise glimt af tvivl og frygt, som får en til at glemme bønnens, troens og kærlighedens og arbejdets rytme, som gør ens fremgang stabil. Tvivlens og sløvhedens tåge vælder frem og tærer på ens hjerte og sind og hæmmer ens reaktion på kærlighedens magnetiske kraft, som strømmer hen over broen. Så er det, at man stopper op, falder på knæ og holder fast, indtil kærlighedens kraft genopretter tro og målrettethed« (i Conference Report, april 1965, s. 15).
Og endelig vil denne troens bro ikke være fuldendt uden sammenkædningen af forældre og børn, så de forenes i en evig familie. Formålet med at skabe denne troens bro mellem generationerne er at gøre dem til ét, som Faderen og Sønnen er ét ét i den hensigt at opnå det evige liv. For at kunne gøre dette, får vi befalinger: Først for at børn skal ære deres forældre, og siden for at forældre skal belære deres børn om at »vandre retskaffent for Herren« (L&P 68:28). Lad mig illustrere det:
Da jeg var en lille dreng under anden verdenskrig, var mit land besat, og der lurede farer overalt. Min mor gav mig en storslået belæring om tillid og enighed, som jeg aldrig har glemt. Hun gjorde mig opmærksom på krigens farer og sagde så blot: »Stol på mit ord og følg mig; lyt til min stemme. Hvis du gør det, vil jeg beskytte dig, så godt jeg magter.« Jeg lyttede til min mor, fordi jeg elskede hende og stolede på hende.
Noget senere begyndte skolen, og det var for mig en ny bro, som jeg skulle over. Som forberedelse på denne nye fase af mit liv, hvor jeg skulle hjemmefra, sagde min mor, at jeg skulle være lydig mod min lærer og de nye regler. Atter stolede jeg på min mors råd. Jeg besluttede at være lydig mod min lærer og nogle nye regler. Derfor blev skolen en bro af kundskab i stedet for en mur af uvidenhed.
Den belæring om tillid og enighed var afgørende for at blive ét med mine forældre, min familie og mine lærere. Den gjorde det senere muligt for mig at blive ét med min Frelser ved at blive døbt ind i hans kirke. Den minder mig om som ægtemand, far og bedstefar at opbygge tillid og enighed i familien ved at holde tempelpagter. Som præsident Hinckley har sagt: »Templet handler om det, der hører evigheden til. Det er en bro mellem dette liv og det næste« (Stand a Little Taller, 2001 s. 6).
I vore dage er det så let at isolere sig ved at bygge verdslige, åndelige og endda familiemæssige eller religiøse mure. Lad os i stedet bygge flere broer af tro og forsoning og leve ved den fred, der gives, »ikke, som verden giver« (Joh 14:27), men af Jesus Kristus, Guds Søn. Han er troens bro til evigheden.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus. Jeg sætter min lid til ham og hans frelsende evangelium for at blive genforenet en dag. I Jesu Kristi navn. Amen.