»Det første og største bud« Ældste Robert F. Orton De Halvfjerds »Jeg slutter, i forhold til formålet med vores eksistens, at hvis vi ikke elsker Gud og vores næste, så vil det vi ellers laver ikke have nogen betydning.« Folks opmærksomhed over hele verden er i de sidste fire uger blevet fokuseret på terrorismens og hadets overlagte, bevidste og ødelæggende handlinger og had. Had er kærlighedens modsætning. Lucifer er dets fortaler og gerningsmand og har været det siden, hans forslag til Frelsesplanen blev forkastet af Faderen. Det var ham som påvirkede Judas til at overgive Jesus til ypperstepræsterne for tredive sølvpenge. Det er ham, al retfærdigheds fjende og faderen til strid, som »går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge« (1 Pet 5:8). På den anden side, så var det den samme Jesus, som Judas overgav til ypperstepræsterne, som sagde: »Elsk jeres fjender . . . og bed for dem, som krænker jer og forfølger jer . . .« (3 Nephi 12:44; se også Matt 5:44). Og det var ham som inderligt bad for de soldater, der korsfæstede ham, idet han sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34). Jeg troede i mange år, at kærlighed var en egenskab. Men det er mere. Det er en befaling. I sin samtale med en lovkyndig, en farisæer, sagde Jesus: »ðDu skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.Ð Det er det største og det første bud. Og det andet ligner det: ðDu skal elske din næste som dig selv.Ð På de to bud hviler hele loven og profeterne« (Matt 22:37-40; se også Gal 5:14). Præsident Hinckley har sagt, at »kærlighed er ligesom Polarstjernen. I en foranderlig verden er den bestandig. Det er selve evangeliets kerne.« »Uden . . . kærlighed . . . er der ikke meget fra evangeliet, der kunne anbefales som en levemåde« (Teachings og Gordon B. Hinckley, s. 317). Apostlen Johannes sagde, at »Gud er kærlighed« (1 Joh 4:8). Derfor, som det perfekte eksempel på kærlighed, hviler hele loven og profeterne på ham. Apostlen Paulus belærte om, at tro, som er evangeliets første princip, virker ved kærlighed (se Gal 5:6). Hvilken værdifuld lærdom at forstå! Kærlighed er den drivende kraft bag tro. Ligesom et ildsted derhjemme varmer i en kold vinter, så giver Guds og vores næstes kærlighed os tro, med hvilket alt er muligt. De fleste af os erklærer, at vi elsker Gud. Udfordringen, som jeg har bemærket, er, at elske vores næste. Udtrykketnæsteinkluderer familie, folk, som vi arbejder sammen med, dem, som vi ser i nærheden af vores hjem og i Kirken, og selv fjenden, selv om vi ikke billiger, hvad de sidstnævnte gør. Hvis vi ikke elsker alle dem, vore brødre og søstre, kan vi så i sandhed sige, at vi elsker Gud? Apostlen Johannes erklærede: »Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder,« og tilføjede »Hvis nogen siger: ðJeg elsker Gud,Ð men hader sin broder, er han en løgner« (1 Joh 4:21, 20). Kærlighed til Gud og vores næste må derfor være uløseligt forbundet. Vores evige fremgang er afhængig af den grad som vi elsker. Websters leksikon definerkærlighedsom ». . . uselvisk, loyal og godgørende omsorg for andres bedste; en hengivenhed baseret på beundring, godgørenhed eller almindelig interesse« (Longman Webster English College Dictionary,overseas edition). Og Moroni bruger »Kristi rene kærlighed« og »kærlighed« som synonymer (se Moroni 7:47). Vi kan bedst vise vores kærlighed til Gud ved at holde hans befalinger. Og vi kan vise vores kærlighed til Gud og vores næste ved kærlige tjenestegerninger. Tillad mig at komme med to illustrationer. I de transsylvanske alper i Rumænien blev en mand sammen med sin hustru og to børn døbt ind i Kirken. Han blev leder af sin gren; men på grund af økonomisk og familiemæssigt pres, blev han uaktiv en tid. Da han vendte tilbage og blev aktiv igen, fortalte han, at da han var trådt op af vandet, da han var blevet døbt, så havde nogen hvisket i hans øre: »Jeg elsker dig«. Det var der ikke nogen, der før havde sagt til ham. Hans erindring om dette udtryk af kærlighed, samt medlemmerne i hans grens kærlige og godgørende handlinger og udtryk bragte ham tilbage. For adskillige år siden blev en ung mand opslugt af verdens veje. For en tid havde hans forældre ikke nogen indflydelse på ham. To højpræster, der var hans næste og medlemmer af hans ward, men som ikke havde nogen speciel kaldelse til at tjene ham, lagde sammen med en onkel og andre, deres arme omkring ham og blev hans venner. Ved deres venskab bragte de ham tilbage til at være aktiv igen, og opfordrede ham til at forberede sig på at tage på mission. De fortalte ham, at de elskede ham, og viste deres kærlighed ved deres opførsel over for ham. De ændrede den unge mands liv. Det tager en overflod af kærlighed og nogen gange samarbejde at opdrage et barn. »Ingen kan hjælpe med i dette værk, der ikke er ydmyg og fuld af kærlighed« (L&P 12:8). »Tjen hinanden i kærlighed« (Gal 5:13). Lige som tjeneste er en naturlig følge af kærlighed, så er kærlighed en naturlig følge af tjeneste. Ægtemænd tjen jeres hustru. Hustruer, tjen jeres ægtemand. Ægtemænd og hustruer, tjen jeres børn. Og til alle siger vi, tjen Gud og jeres næste. Når vi gør det, vil vi komme til at elske genstanden for vores hengivenhed og derved være lydige mod kærlighedens første og største bud. Efter Jesu opstandelse i Jerusalem, viste han sig for nephiterne i Amerika. Efter at have belært om dåb, advarede han dem mod vrede og strid, idet han sagde: »Og der skal ikke være nogen uenighed blandt jer . . . Thi sandelig, sandelig siger jeg jer, at den, der har en trættekær ånd, er ikke af mig, men af djævlen, som er faderen til splid og uenighed, som opægger menneskenes hjerter til at trættes i vrede med hinanden« (3 Nephi 11:22, 29). Brødre og søstre, hvis vi er lydige mod kærlighedens befalinger, vil der ikke være nogen ordstrid og stridigheder ej heller had mellem eller blandt os. Vi vil ikke tale dårligt om hinanden, men vil behandle hinanden med venlighed og respekt, idet vi erkender, at enhver af os er et Guds barn. Der vil ikke være nogen nephiter, lamaniter ej heller andre »iter« blandt os, og enhver mand, kvinde og barn vil behandle hinanden retfærdigt. En tidlig morgen i Bukarest, da jeg joggede gennem Cismigiu Park, lagde jeg mærke til et gammelt træ, der kæmpede med at få nye grene til at vokse – at give nyt liv. Symbolet på liv er at give. Vi giver så meget til familie og venner og til samfundet og Kirken, at vi til tider, lige som det gamle træ, synes, at livet er for svært – at det at give konstant er en byrde, der er for svær at bære. Vi kan måske tro, at det er nemmere at give op og kun gøre det, som det naturlige menneske gør. Men vi bør ikke og vil ikke give op. Hvorfor? Fordi vi må fortsætte med at give ligesom Kristus og det gamle træ gav. Når vi giver bare en lille smule, så lad os tænke på ham, som gav sit liv, så at vi kunne leve. Ved enden af sit jordiske liv belærte Jesus atter om lærdommen om kærlighed, da han instruerede sine tilhængere om, at de ligesom han havde elsket dem, også skulle elske hinanden. »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:35). Jeg slutter, i forhold til formålet med vores eksistens, at hvis vi ikke elsker Gud og vores næste, så vil det, vi ellers laver, ikke have nogen evig betydning. Jeg vidner om Kristi guddommelighed og virkeligheden af hans mission om at tilvejebringe udødelighed og evigt liv til menneskene. Jeg beder om, at vi kan elske, som han elskede og fortsætter med at el- ske. Det gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen.