Pas på knurren Ældste H. Ross Workman De Halvfjerds »Lydighed er nødvendig for at virkeliggøre Herrens velsignelser.« Som unge missionærer vidnede min kammerat og jeg om, at Gud taler gennem profeter i dag. En mand spurgte: »Hvad har jeres profet så sagt i denne uge?« Idet jeg kæmpede med at huske profetens budskab i den sidsteImprovement Era, det relevante kirkeblad på det tidspunkt, fik jeg en særlig forståelse for vigtigheden af at kende og adlyde den levende profets lærdomme. I dag håber jeg på at overtale jer til at følge de levende profeter og at advare om et bedrag, som modstanderen har udtænkt for at hindre jer i at følge dem. Skrifterne henviser til dette bedrag som »knurren«. Frelseren lærte os en lignelse for at advare os mod den svigefulde sti mod ulydighed, som det er at »knurre«. I lignelsen lærer vi om en adelsmand, som havde et udsøgt stykke jord. Han bad sine tjenere om at plante 12 oliventræer og bygge et tårn med udsigt over vingården. Hensigten med tårnet var at give vægterne mulighed for at stå på tårnet for at advare om en kommende fjende. Således kunne vingården beskyttes. Tjenerne byggede ikke tårnet. Fjenden kom og nedbrød oliventræerne. Tjenernes ulydighed resulterede i en katastrofe i vingården (se L&P 101:43-62). Hvorfor byggede tjenerne ikke tårnet? Ulykkens sæd blev plantet ved ulydighed. I henhold til Herrens lignelse består knurren af tre trin, som hver især fører til det næste på en nedadgående vej mod ulydighed. For det første begyndte tjenerne at stille spørgsmål. De syntes at de skulle udøve deres egen dom over de instruktioner, de havde fået af deres mester. »Hvortil behøver vor herre dette tårn, eftersom der hersker fred?« sagde de (L&P 101:48). Først stillede de spørgsmål i deres eget sind, hvorpå de såede spørgsmålene i andres sind. Spørgsmål kom først. For det andet begyndte de at efterrationalisere og undskylde sig selv for ikke at gøre det, de var blevet bedt om at gøre. De sagde: »Kunne disse penge ikke overgives vekselererne? Thi dette behøves ikke« (L&P 101:49). Således kom de med en undskyldning for ulydighed. Det tredje trin følger uundgåeligt: Dovenskab med hensyn til at følge Mesterens befalinger. Lignelsen lyder: ». . . de [blev] meget lade og lyttede ikke til deres herres befalinger« (L&P 101:50). Således var ulykken iscenesat. Gud har velsignet sine børn med profeter til at belære dem om hans veje og forberede dem til evigt liv. Guds veje er ikke lette for mennesket at forstå. »For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren« (Es 55:8). Lydighed er nødvendig for at virkeliggøre Herrens velsignelser, selv om hensigten med befalingen ikke forstås. Modstanderen hvisker den bedrageriske indbydelse til at knurre for at ødelægge den kraft, som kommer ved lydighed. Mønstret i sådan beklagelse kan tydeligt ses i følgende beretning om Israels børn: Herren lovede Israels børn, at han ville sende dem en engel for at fordrive kana'anæerne, så Israel kunne arve et land med mælk og honning (se 2 Mos 33:1-3). Da Israel nåede grænserne til Kana'an, sendte Moses spejdere ind i landet, og da de vendte tilbage, fortalte de, at Kana'ans hære var stærke, og de fremkom med det synspunkt, at Kana'an var stærkere end Israel. Så begyndte de at knurre. De stillede spørgsmål ved den befaling, der var givet gennem Moses, deres levende profet. De spredte deres spørgsmål til andre. Hvordan kunne Israel overvinde Kana'ans kæmper, når Israels børn i sammenligning så sig selv som græshopper? (se 4 Mos 13:31-33). Spørgsmålene blev til efterrationalisering og undskyldninger. De påstod at de frygtede for deres hustruer og børn. »Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?« sagde de (se 4 Mos 14:2-3). Beklagelserne blev til ulydighed, da Israel søgte at udpege en anfører, som skulle føre dem tilbage til Egypten (se 4 Mos 14:4). De nægtede ganske enkelt at følge den levende profet. På grund af deres knurren, borttog Herren de lovede velsignelser fra Israels børn, at han ville tilintetgøre kana'anæerne og give dem deres forjættede land. I stedet sendte han Israel ind i ørkenen for at vandre der i 40 år. Det kendte mønster for beklagelser ses igen i Lehis familie. Da profeten Lehi sendte sine sønner til Jerusalem for at få fat i messingpladerne, mødte de meget modstand. Først blev Laman jaget ud af Labans hus for blot at bede om pladerne. Efter at Lehis sønner havde tilbudt at betale for pladerne med guld og sølv, stræbte Laban dem efter livet og fratog dem deres ejendom. Brødrene gemte sig i en klippehule for at vurdere deres situation. Laman og Lemuel knurrede. Det begyndte som altid med spørgsmålet: »Hvorledes er det muligt, at Herren vil overgive Laban i vore hænder?« sagde de (1 Nephi 3:31). Dernæst undskyldningen: »Se, han er en mægtig mand, og han kan befale over halvtredsindstyve, ja, han kan endog slå halvtredsindstyve ihjel; hvorfor skulle han da ikke kunne slå os ihjel?« (1 Nephi 3:31). Til sidst var de meget lade. Fyldt med vrede, bitterhed og undskyldninger, ventede Laman og Lemuel ved Jerusalems mure, mens den trofaste Nephi udførte Herrens værk (se 1 Nephi 4:3-5). Herren har talt imod den indstilling i vore dage: »Men den, der ikke gør noget, førend det bliver ham befalet og desuden modtager befalingen med tvivlende hjerte og er sen til at udføre den, er under fordømmelse« (L&P 58:29). Vi har med opløftede hænder opretholdt vore levende profeter. Vi glæder os over privilegiet at høre Guds åbenbarede ord fra vore levende profeter i vore dage. Hvad gør vi, når vi hører dem? Følger vi vore levende profeters belæringer nøjagtigt, eller knurrer vi? Er det lettere i vore dage at følge en levende profet, end det var på Moses' tid eller Nephis? Ville de, som knurrede mod Moses og Nephi, også knurre i dag? Det samme spørgsmål kan stilles omvendt. De, som knurrer i dag, ville også have knurret som Laman og Lemuel eller Israels børn gjorde mod profeten på deres tid og med de samme katastrofale konsekvenser. De enkleste instruktioner kan vise tendensen til at knurre. Jeg deltog engang i et møde, hvor den præsiderende myndighed indbød medlemmerne af sin menighed til at flytte fremad i salen. Nogle få rørte på sig. De fleste gjorde det ikke. Hvorfor ikke? Jeg er sikker på, at der var nogle, som satte spørgsmålstegn ved, hvorfor de skulle forlade deres behagelige siddeplads. »Hvorfor mig?« Dette spørgsmål blev uden tvivl straks efterfulgt af en undskyldning for eller efterrationalisering af, hvorfor det betød noget, om man flyttede sig eller ej. Jeg tror, at der fulgte nogen irritation over, at den præsiderende leder kom med en sådan anmodning. Det sidste trin, som var tydeligt for alle, som lagde mærke til det, var ladhed med hensyn til at reagere. Nogle få flyttede sig. Var det noget småt? Ja. Men det viste en dybere og mere grundlæggende mangel på villighed til at adlyde. Det viste en ånd af ulydighed. Det er ikke noget småt? Jeg var for nylig til et kirkemøde i Vestafrika, da en præstedømmeleder indbød brødrene til at komme frem og sidde på de første tre rækker i kirkesalen. Alle mændene rejste sig øjeblikkeligt og flyttede sig i henhold til instruktionerne. Noget småt? Ja. Men det viste villighed til at adlyde. Det er ikke noget småt? Jeg indbyder jer til at fokusere på den befaling fra de levende profeter, som plager jer mest. Sætter I spørgsmålstegn ved, om befalingen gælder jer? Finder I bekvemme undskyldninger til, hvorfor I ikke kan efterkomme befalingen? Føler I jer frustrerede eller irriterede på dem, som minder jer om befalingen? Er I lade med hensyn til at holde den? Pas på modstanderens bedrag. Pas på knurren. En lykkelig forælder oplever den særlige glæde, som kommer på grund af et barns villige lydighed. Er det ikke det samme med Gud? Jeg kan delvist forstå, hvor lykkelig Herren må være, når hans tjenere adlyder uden at knurre. For nyligt deltog min kære hustru og jeg i et møde, hvorunder vores ansvar skulle forklares. Vi havde på det tidspunkt ingen anelse om, hvad vores opgave skulle bestå i, eller hvor vi skulle tjene. Jeg var i fortrolighed blevet underrettet om, at vi ville blive kaldet til at tjene i Vestafrika? Jeg var overrasket og glad for opgaven, men i mit sind kom de tanker, som uundgåeligt ville komme til min partner i næsten 39 år. Hvordan ville hun modtage denne opgave? Jeg vidste, at hun ville indvillige i at rejse. I alle vore år sammen havde hun aldrig afvist en kaldelse fra Herren. Men hvad ville hendes hjertes følelser være? Mens jeg sad ved siden af hende, kunne hun i mine øjne se, at jeg kendte til opgaven. Hun sagde: »Nå, hvor er det så?« Jeg sagde ganske enkelt: »Afrika.« Hendes øjne skinnede, og hun sagde med et glad hjerte: »Er det ikke pragtfuldt!« Min glæde var fuldkommen. Således må vor Fader i himlen også føle glæde, når vi følger de levende profeter med et villigt hjerte. Jeg vidner om, at Jesus Kristus lever. Han taler til profeter i vore dage. Må vi følge vore profeter uden knurren, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.