Vær trofast og urokkelig Mary Ellen W. Smoot Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde »Vi kan ikke vender vores tro ryggen, når vi møder udfordringer. Vi vil ikke vende os bort, vi vil ikke trække os tilbage, vi vil ikke miste modet.« Nogle mennesker og begivenheder i vores liv efterlader sig spor i vores hjerte, og vi bliver aldrig den samme. Vi beder i aften som præsidentskab til, at de ord, der bliver sagt her i aften, vil efterlade sig spor i vores hjerte og bevirke, at vi forbliver faste, urokkelige og bestandige døtre af Gud. Når jeg har rejst rundt i verden, har trofaste søstre i Hjælpeforeningen efterladt sig spor i mit hjerte. Jeg har set deres pligttro arbejde for at hjælpe og tjene hinanden her og i hele verden. Jeg bliver aldrig den samme. Jeg ønsker, at I beder for mig, nu hvor jeg siger nogle få ting, som jeg håber vil gennemtrænge jeres hjerte og føre jer nærmere til Frelseren og Forløseren. Vi vælger at være trofaste og urokkelige i vores tro på grund af løfterne om evig herlighed, evigt afkom og en evig familie i det celestiale rige. Vi elsker vores familie og ved, at vi får størst glæde og fred, når vi ser vores familiemedlemmer møde prøvelser i deres tilværelse og træffe retskafne valg for at overvinde verden. Af og til lægger jeg mine hænder på min børns eller børnebørns kinder, når de gør noget, som vil bringe dem øjeblikkelig eller langvarig skade. Jeg ser dem dybt i øjnene og forklarer omhyggeligt, hvor højt elskede og værdsatte de er. Derefter beskriver jeg de skader, som deres handlinger ville føre til. Jeg kan se Frelseren for mig med hænderne på vores ansigt, hvor han beder os hver især om at forblive trofaste og urokkelige og oprigtige mod den Gud, som har skabt os. Søstre, jeg ville ønske, at jeg kunne placere mine hænder på jeres ansigt, se jer dybt i øjnene og give jer en klar vision af jeres afgørende rolle som Guds elskede døtre, hvis »liv har betydning, formål og retning.« Vi er kvinder, som »øger vores vidnesbyrd om Jesus Kristus ved hjælp af tro og studium af skriften,« som »søger åndelig styrke ved at følge Helligåndens tilskyndelser.« »[Vi] indvier os selv til at styrke ægteskabet, familien og hjemmene [og] finder storhed i moderskabet og glæde i kvindelighed.«1Vi er kvinder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges Hjælpeforening. Før vi kom til denne jord, levede vi i en kærlig himmelsk Faders nærhed. Jeg kan forestille mig, at et af vore mest yndede samtaleemner var, hvad der ville ske, når vi gik gennem sløret og kom ned på jorden. Nu er vi her. Selv om vi fik noget at vide om de vanskeligheder, vi ville møde på jorden, tvivler jeg på, at vi forstod det eller kunne have vidst, hvor krævende, hvor trættende, og endda til tider fyldt med sorg dette liv på jorden ville blive. På et tidspunkt har vi uden tvivl følt, at det, som vi oplevede, bare var for svært at bære. Men, som profeten Joseph Smith belærte om: »Da [vi] blev medlem af denne Kirke, sagde [vi] ja til at tjene Gud. Da [vi] gjorde det, forlod [vi] . . . neutral jord, og [vi] kan aldrig komme tilbage dertil. Skal [vi] svigte den Mester, som [vi] har sagt ja til at tjene, vil det ske efter den ondes tilskyndelse, og [vi] vil følge hans ordrer og være hans tjener.«2 Jeg kan forestille mig Frelseren tage vores ansigt i sine hænder, se os dybt i øjnene og love os et søsterfællesskab, Hjælpeforeningen for at hjælpe os i vore prøvelser. Denne organisation for alle kvinder i Kirken har til formål at bringe os til Frelseren og hjælpe hinanden med at hjælpe de syge og fattige. Søstre i Hjælpeforeningen vil lægge deres arme omkring de nye medlemmer og få alle til at føle, at der er brug for dem, og at de blive næret, uanset deres status i livet på dette tidspunkt. De vil byde de nye unge piger velkommen, når de kommer, og integrere dem i alle aktiviteter. Brug dem. Vi har ikke råd til at miste dem. Alle vil blive opløftet og elsket. Alle vil følge deres præstedømmeledere, når de leder os gennem en smal sti til sikker havn, til den rene sandhed og en livsstil, som gavner Guds døtre. Præsident Gordon B. Hinckley har rådet kvinderne i Kirken: »Lev op til de store muligheder, som findes I jer. Jeg beder jer ikke om, at I gør mere, end I magter. Jeg håber, at I ikke vil plage jer selv med tanker om, at I ikke slår til. Jeg håber ikke, at I vil prøve at sætte mål, der er langt større, end I kan klare. Jeg håber, at I ganske enkelt gør det, som I kan, så godt I kan. Hvis I gør det, vil I opleve mirakler.«3 Når jeg hører søstre sige: »Det er for svært for mig at være besøgslærerinde«, eller »Jeg har ganske enkelt ikke tid til at bede og læse i skrifterne!« »Jeg har for travlt til at tage mig af hjemmet, familien og inspirationsmødet,« ønsker jeg at sige, som præsident Hinckley har rådet: »Lev op til de store muligheder, som findes i jer.« Vi bør måske tage et skridt tilbage og se på, om vores handlinger stemmer overens med de ting, som er vigtigst for os. Når vi prioriterer de vigtigste ting i vores liv, kan vi leve uden fortrydelse hver dag. Vi kommer ikke kun i Hjælpeforeningen hver uge for at få næring og blive elsket, men også for at melde os til at tjene. Det vigtigste arbejde er nogle gange inden for vores eget hjems fire vægge. Lucifer gør alt, hvad han kan for at få os bort fra de vigtigste ting. Et af hans mest effektive redskaber er at overbevise os om, at det er umuligt at forblive fokuseret på åndelige ting, når kravene i tilværelsen er så presserende. Da en lovkyndig spurgte Frelseren, hvilket bud var det største af alle, svarede Jesus uden tøven: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.« Og det andet ligner det virkelig: »Du skal elske din næste som dig selv.«4Dette er de store bud. På dem hviler hele loven og profeterne. Det er disse ting, der betyder mest. Når vi bestræber os på at efterleve disse bud, vil resten komme af sig selv. Hvordan er vores forhold til vor himmelske Fader? Elsker vi ham af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke? Hvor højt elsker vi vores familie, vore naboer, vore søstre i Hjælpeforeningen og vore medmennesker? Disse spørgsmål hjælper os med at forstå, hvad der betyder mest, og tjener som en skabelon, hvor vi kan placere vore aktiviteter og se, hvor godt vi klarer det. Viser vi vores kærlighed til Herren, hvis vi bruger vores tid på at se dårlige film, læse pornografisk materiale eller involvere os i aktiviteter, der er nedværdigende eller upassende for en datter af Gud? Viser vi vores kærlighed til Herren, hvis vi klæder os usømmeligt? Jeg talte for nylig til en stor gruppe unge, og efter mødet gav en ung mand mig denne seddel: »Vil du ikke nok lade kvinderne i Kirken vide, hvor stor pris jeg sætter på deres sømmelighed? Jeg ved, at det i vores verden er svært at finde sømmeligt tøj. Med lad dem vide, at det betyder meget for mig og de rettænkende mænd, som de vil gifte sig med.« Vi kan ikke vende vores tro ryggen, når vi møder udfordringer. Vi vil ikke vende os bort, vi vil ikke trække os tilbage, vi vil ikke miste modet. Vi vil frimodigt og overbevisende gå frem og være et eksempel på sømmelighed, ydmyghed og tro for alle dem omkring os. Det er en personlig indsats at være trofast og urokkelig, som medfører evige belønninger, for hvis vi gør det, vil »Kristus, Herren den almægtige Gud . . . besegle jer som sine, så at I kan komme i himlen, at I kan få evigtvarende salighed og evigt liv.«5 Søster Belle Spafford sagde for nogle år siden i sine afskedsord til søstrene i Hjælpeforeningen: »Jeg tror, at den gennemsnitlige kvinde i vore dage, gør klogt i at vurdere sine interesser, bedømme de aktiviteter hun deltager i og dernæst gøre noget for at gøre sit liv mere enkelt ved at prioritere de vigtigste ting og lægge vægt på, hvad der vil give størst belønning og holde i længden, og holde op med at beskæftige sig med mindre nyttige aktiviteter.«6 Der skal nogle gange ske noget traumatisk for at hjælpe os med at forstå, hvad der er vigtigst. For nogle få uger siden var vi vidner til en af de mest dramatiske begivenheder, som ændrede vores liv for evigt og hjalp os med at forstå, hvor vigtigt det er at være forberedt. Det, som de, der er blevet direkte berørt af terroristangrebene på USA's østkyst, for de flestes vedkommende har givet udtryk for, var, at det eneste, som de ønskede sig, var, at deres familie kunne være sammen igen. Jeg kan godt forstå denne reaktion. Tidligere i år gennemgik jeg en stor operation og var indlagt i mange dage. Da jeg tænkte over mit liv, og hvad jeg kunne fortælle Herren derom, hvis jeg blev kaldt hjem, indså jeg, at familien er et af vore vigtigste ansvar. Jeg vidste, at min største glæde ville være, at mine børn, børnebørn og kommende oldebørn forblev trofaste og urokkelige i evangeliet. I disse ensomme stunder, på en mørk stue på hospitalet, gik det op for mig, at det, som vi foretager os inden for vores eget hjems fire vægge, er langt vigtigere end de ting, vi foretager os uden for hjemmet. Ja, nogle gange er vi overvældet af problemer, smerte og sorg. Men vi må ikke give op. Vi må ikke trække os tilbage. Eliza R. Snow, den anden præsidentinde i Hjælpeforeningen, skrev disse ord: »Jeg vil gå fremad . . . Jeg vil smile ad uvejrets rasen og sejle frygtløs og triumferende over prøvelsernes oprørske hav . . . OgJesu vidnesbyrdvil lyse op som en lampe, som vil lede mig gennem udødelighedens porte og give mig indsigt i det celestiale riges herligheder.«7 Åh, gid jeg kunne stå over for hver søster og få hende til at mærke gløden i disse ord, så hun virkelig forstår, hvem hun er, og hvad hun er i stand til at udrette. Åh, gid vores ord vil få dybt rodfæste i os: »Vi er Guds elskede . . . døtre . . . Vi er forenede i vores hengivenhed over for Jesus Kristus . . . Vi er troens, dydens, visionernes og barmhjertighedens kvinder.«8 Skuffelser, sorg og smerte kan få overtaget over os og prøve os. Men, mine kære søstre i evangeliet, da det er for sent at vende om, kan vi stå fast og være trofaste og efterlade os spor i hjertet hos dem, vi kommer i berøring med. Vi kan stadig smile ad uvejrets rasen og sejle frygtløs og triumferende over prøvelsernes oprørske hav. Vi kan få vidnesbyrdet om Jesus Kristus til at lyse op i en lampe, som vil lede os gennem portene i det jordiske liv. Det er mit håb og min bøn, at vi kan føre det til ende på glorværdig vis, at vi vil fokusere vores energi på de vigtigste ting, så vi kan mødes på den anden side af sløret og omfavne hinanden med den triumferende viden om, at vi er forblevet trofaste og urokkelige. Det er mit håb og min bøn for jer, kære søstre, i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER 1. Hjælpeforeningens erklæring, i Mary Ellen Smoot: »Glæd jer, Zions døtre«,Liahona, jan. 2000, s. 111-112. 2. I »Recollections of the Prophet Joseph Smith«,Juvenile Instructor,15. aug. 1892, s. 492. 3. Motherhood: A Heritage of Faith, s. 9. 4. Matt 22:37, 39. 5. Mosiah 5:15. 6. A Woman's Reach, s. 23. 7. »The Lord Is My Trust,«Poems, Religious, Historical, and Political,bind 1, 1856, s. 148-149; fremhævelse tilføjet. 8. Liahona,jan. 2000, s. 111-112.